Vinden stod lige på fra vest, og ruden i køkkenet klirrede, hver gang et vindstød ramte huset. Jesper stod med rødvinflasken i den ene hånd og en gaffel i den anden, som om det kunne hjælpe.

“Den er skruet i, som om nogen har besluttet, at vi skal holde os ædru,” sagde han.

Mette smilede, men det nåede ikke rigtigt op i øjnene. De havde været i huset siden formiddagen. Snakket om vejret. Om, at det var rart at komme væk. Om, at de skulle huske at være sammen. Det sidste havde han sagt, mens han pakkede indkøbsposer ud, og hun havde nikke, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle.

Så bankede det på døren.

Katrine stod ude i lyset fra terrassen med håret i øjnene og en tom vinflaske i hånden, som hun åbenbart havde taget med som bevis.

“Undskyld,” sagde hun. “Jeg er naboen. Katrine. Jeg har glemt oplukkeren, og I er de eneste, der er tændt inde.”

Hun var syvogtredive, mørkt hår krøllet af vinden, tyk strik og jeans, der sad stramt om hofterne. Ingen makeup, eller i hvert fald ikke noget, man lagde mærke til. Hun kiggede først på Jesper, så på Mette, og blev hængende der et halvt sekund for længe.

“Kom indenfor,” sagde Mette. “Det trækker.”

Oplukkeren lå i skuffen ved komfuret, hvor den altid lå, når man først havde fundet den. Jesper åbnede både deres egen flaske og Katrines. Mette fandt et tredje glas, uden at nogen havde spurgt, om hun skulle.

“Bliv og tag et glas,” sagde hun. “Det er jo næsten pinligt at sende dig ud i det der med en åben flaske.”

Katrine grinede.

“Pinligt er jeg vant til. Men vin siger jeg ikke nej til.”

De endte i stuen. Brændeovnen var tændt, men den havde endnu ikke rigtigt taget magten fra trækket. Mette havde sat sig i hjørnet af sofaen med benene slået op under sig. Hendes kjole strammede over maven og lårene, og hun rettede den af gammel vane, indtil hun opdagede, at Katrine kiggede.

Ikke på kjolen.

På hende.

Jesper stillede sig i lænestolen, som om han stadig skulle holde lidt afstand. Han talte om huset, om at det var lånt af en kollega, om at Vesterhavet altid lød bedre, end det føltes, når sandet ramte ruderne. Katrine nikkede og svarede, men hun vendte hele tiden kroppen en anelse mod Mette.

“Hvor længe skal I være her?” spurgte hun.

“En uge,” sagde Jesper. “Vi skulle lige… komme væk. Få lidt luft.”

Mette tog en slurk.

“Han mener, at vi skulle se, om vi stadig kan holde hinanden ud uden fjernsyn og hverdag.”

Det var hårdere, end hun havde tænkt det. Jesper trak på smilebåndet, den der smil, han brugte, når noget ramte, og han ikke ville tage diskussionen foran fremmede.

Katrine kiggede fra den ene til den anden.

“Så er det jo godt, I har fået selskab. Eller dårligt. Afhængigt af, hvor ærligt I havde tænkt at være i aften.”

Mette grinede højt. For højt. Det lettede noget i brystet.

De drak. Katrine fortalte, at hun havde huset ved siden af tre uger om året, at hun arbejdede med grafik, og at hun kom alene, fordi det var nemmere. Ingen spurgte, nemmere end hvad. Hun havde den slags stemme, der gjorde pauser til en del af samtalen i stedet for noget, man skulle fylde.

Da flasken var halvtom, havde hun trukket benene op i sofaen, så hendes knæ næsten rørte Mettes. Jesper var gået ud efter mere vin og kom tilbage med en åben flaske og et ansigt, der allerede havde besluttet sig for at være med på den, uden at vide, hvad “den” var.

“I ligner ikke et par, der er ved at gå i stå,” sagde Katrine. “I ligner et par, der er blevet for høflige.”

Jesper fnøs.

“Det kan du se på tre kvarter?”

“Jeg kan se det på hende,” sagde Katrine og nikkede mod Mette. “Hun sidder, som om hun hele tiden er ved at undskylde, at hun fylder.”

Mette mærkede varmen i kinderne.

“Jeg fylder jo også.”

“Ja,” sagde Katrine roligt. “Det er derfor, det er så ærgerligt, at du undskylder for det.”

Der blev stille. Ikke pinligt stille. Bare stille nok til, at Jesper flyttede sig i stolen, og Mette kunne høre sit eget blodomløb.

Hun burde have grinet det væk. I stedet kiggede hun på Katrine og lod det ligge.

“Du er ret direkte, hvad?”

“Kun når jeg har fået vin, og kun når det er sandt.”

Jesper rejste sig og puttede en træklods i ovnen. Han blev stående med ryggen til dem et øjeblik for længe.

“Jeg tager noget ost frem,” sagde han.

Det var en undskyldning. Alle tre vidste det.

Da han var ude i køkkenet, flyttede Katrine sig ikke. Hun strakte bare hånden frem og rettede en fold i Mettes kjole ved knæet. Fingrene var varme. De blev liggende et sekund, to, tre.

“Han er sød,” hviskede hun. “Men han kigger på dig, som om du er et problem, han gerne vil løse. Jeg kigger på dig, som om du er en kvinde.”

Mette slugte.

“Du kan ikke sige sådan noget.”

“Jeg kan. Spørgsmålet er, om du vil have, at jeg stopper.”

Fra køkkenet lød køleskabet og Jespers forsøg på at finde tallerkenen med ost, de havde købt om eftermiddagen. Mette hørte ham. Hun hørte også sig selv sige:

“Nej.”

Katrine smilede, ganske lidt.

Da Jesper kom tilbage, sad de, som de havde siddet. Næsten. Mettes hånd lå på sofaen mellem dem, og Katrines lillefinger rørte hendes. Han satte fadet fra sig og hældte op, og hans blik gik fra deres hænder til Mettes ansigt.

Hun rødmede ikke. Ikke rigtigt. Hun så bare mere vågen ud, end hun havde gjort i måneder.

“I to har det godt,” sagde han. Forsøgte at gøre det let.

“Vi har det interessant,” rettede Katrine.

De spiste ost med fingrene. Drak videre. Samtalen kom tilbage i små bidder – arbejde, naboer, hvorfor man egentlig blev ved med at tage til et sted, hvor det blæste så meget – men under den lå noget andet. Hver gang Mette lo, vendte Katrine sig mod hende, som om lyden var det egentlige.

Jesper forsøgte at finde sin plads. Han lagde hånden på Mettes skulder, et ægteskabeligt mærke. Hun lod den ligge. Hun flyttede den heller ikke tættere.

“Måske jeg skulle gå,” sagde Katrine efter et stykke tid, uden at gøre mine til at rejse sig.

“Du skal ingen steder,” sagde Mette, før hun fik tænkt.

Jesper kiggede på hende.

“Nå. Sådan.”

“Sådan,” gentog Mette, og hun kunne høre, at hun rystede lidt i stemmen, men ikke af tvivl. “Hun skal blive.”

Katrine lænede sig tilbage og kiggede på ham over glasset.

“Du må godt blive også, Jesper. Det her er ikke et kup. Men du skal vide, at det ikke kun er din aften længere.”

Han åbnede munden. Lukke den. Satte glasset fra sig.

“Hvad er det, der sker her?”

Mette mødte hans blik. For første gang i længe uden at blødgøre det.

“Jeg ved det ikke. Men jeg vil gerne finde ud af det. Og jeg vil gerne have, at du er her, mens jeg gør det.”

Katrine rakte ud og tog Mettes hage mellem to fingre, ganske let, som om hun bad om lov og tog den alligevel. Mette trak ikke væk. Hendes læber var allerede åbne, da Katrine kyssede hende.

Det var ikke et forsigtigt kys. Det var langsomt, men sikkert, vin og varme og en tunge, der ikke spurgte, om det var i orden at være der. Mette lavede en lyd, hun ikke kendte. En lav, overrasket lyd, der kom nede fra halsen.

Jesper sad stille.

Katrines hånd gled fra Mettes kæbe ned ad halsen og lagde sig fladt på hendes bryst, udenpå kjolen, og Mette spændte, så slap hun, og hånden blev liggende, tung og selvfølgelig, som om den hørte til der.

Da de skiltes, havde Mette øjnene halvlukkede.

“Jesus,” hviskede hun.

Katrine kiggede over på Jesper.

“Stadig med?”

Han nikkede. Én gang. Langsomt.

“Jeg… ja. Jeg er her.”

Mette rakte hånden ud efter ham, ikke for at trække ham ind i kysset, men for at have fat. Hendes fingre fandt hans. De var klamme.

“Du skal ikke bare sidde og kigge, som om du er udenfor,” sagde hun. “Men du skal heller ikke lade, som om det her er noget, vi har talt om.”

“Det har vi ikke,” sagde han.

“Nej.” Hun træk vejret. “Men jeg vil have hende. Og jeg vil have, at du ser det. Og så må vi finde ud af, hvad du er i det.”

Katrine lo stille.

“Det er sgu da den ærligste trekantdagsorden, jeg har hørt.”

Hun kyssede Mette igen, dybere denne gang, og Mette gled ned ad sofaen, så ryggen ramte hynden, og Katrine fulgte med, et knæ mellem hendes lår, striktrøjen kradsede mod Mettes bare arme. Kjolen var allerede trukket op over knæene. Katrines hånd fandt det bløde kød på indersiden af låret og strøg opad, uden at skynde sig.

Jesper flyttede sig fra stolen over på kanten af sofaen. Hans hånd lå stadig i Mettes. Hun klemte den, da Katrines fingre kom tættere på, der hvor hun allerede var våd, og hun havde ikke engang opdaget det, før det blev umuligt at ignorere.

“Katrine,” åndede hun.

“Sig stop, hvis du vil,” svarede Katrine mod hendes mund. “Ellers bliver jeg her.”

Mette rystede på hovedet.

“Bliv.”

Katrines hånd skubbede stoffet til side, som om det aldrig havde været i vejen. Mette trak vejret ind mellem tænderne, da to fingre fandt hende, våd og åben, og strøg langsomt op gennem hende, uden at trænge ind endnu. Det var næsten værre. Næsten bedre.

“Du har tænkt på det, siden jeg kom ind ad døren,” mumlede Katrine mod hendes hals. “Det kan jeg mærke.”

Mette ville have svaret noget klogt. I stedet løftede hun hofterne en anelse, og Katrine smilede ind i huden under hendes øre.

Jesper sad stadig på kanten. Hans tommelfinger strøg frem og tilbage over Mettes hånd, nervøst, som om han holdt fast i det eneste, han var sikker på. Hun klemte ham, da Katrine endelig skubbede en finger ind i hende, langsomt, helt ind, og blev liggende der.

“Kig på ham,” sagde Katrine. “Ikke væk.”

Mette åbnede øjnene. Jesper så ud, som om han var ved at sige hendes navn og så lod være. Hans bukser spændte. Han skammede sig over det, kunne hun se, og det irriterede hende et øjeblik – ikke ham, men skammen, som om hendes lyst skulle pakkes ind, fordi den ikke lignede deres vanlige.

“Tag den af mig,” sagde hun til Katrine, og hendes stemme var hæs. “Kjolen.”

Katrine trak hende op at sidde. Lynlåsen i siden gik, og stoffet gled op over hofter, mave, bryster. Mette løftede armene, og så sad hun i sofaen i bh og trusser, huden varm af ovnen og vinen og det blik, Katrine ikke gemte væk.

“Der,” sagde Katrine stille. “Der er du.”

Hun kyssede Mettes bryst gennem stoffet, så trak hun bh’en ned, og munden fandt en brystvorte, suttede, bed let. Mette greb hende i håret. Den anden hånd havde hun stadig i Jespers. Hun ville ikke give slip. Ikke fordi hun var bange for at være alene med det. Fordi hun ville have ham med i rummet, ikke som tilskuer bag glas.

“Du må røre,” sagde hun til ham. “Mig. Ikke hende. Ikke medmindre hun siger det.”

Katrine loftede hovedet et sekund, munden blank.

“Han har ret i at vente. Jeg er her for dig.”

Jesper nikkede, slikkede sig om læben og lagde hånden på Mettes mave, fladt, usikkert, som han havde gjort de første gange for tyve år siden. Hun var blød der. Hun havde altid været det. Han strøg opad og tog det bryst, Katrine ikke havde, og klemte, og Mette stønne, fordi det pludselig var to slags hænder på hende, og de ikke lignede hinanden.

Katrine trak Mettes trusser af. De blev hængende om den ene ankel, og hun gik ned mellem hendes ben, skubbede lårene fra hinanden med begge hænder, som om der ikke var noget at diskutere. Mette var kraftig dernede også, varm hud, mørkt hår, og Katrine så på hende, inden hun slikkede, et langt, langsomt strøg, der fik Mette til at spænde i hele kroppen.

“Fuck,” kom det ud af hende.

Jesper bøjede sig og kyssede hende, klodset først, så dybere, og hun kunne smage vinen på ham, mens Katrines tunge arbejdede i små, præcise bevægelser om klitoris, så ned, så ind, så op igen. Mette brød kysset for at trække vejret. Hendes hånd fandt Jespers nakke og holdt ham tæt, pande mod pande.

“Det er hende,” hviskede hun. “Det er ikke i stedet for dig. Det er hende.”

“Jeg ved det,” sagde han. Stemmen var tynd. “Jeg kan se det.”

Katrine stak to fingre i hende, mens hun slikkede, og Mette var så våd, at det lød i stuen, pinligt og ærligt. Hun prøvede at holde det nede. Så lod hun være. Lyden, hun lavede, var åben, næsten vred af hvor meget hun ville have det.

Katrine mærkede det og gik hårdere til, ikke brutal, bare uden den forsigtighed, Mette var vant til. Fingrene bøjede, fandt et sted, og Mettes lår rystede.

“Der,” gispede hun. “Der, bliv der.”

Jesper havde fået sin bukselinning op, ikke fordi nogen havde sagt det, men fordi det gjorde ondt at lade være. Han rørte sig selv gennem boksershorts, langsomt, og kiggede skiftevis på Mettes ansigt og på Katrines mørke hoved mellem hendes ben. Han vidste ikke, om han måtte komme tættere. Han vidste ikke, om han var et vidne eller en mand i sin egen stue.

Mette kom, pludseligt, med et stød i hofterne og en hånd, der knugede Jespers skulder, så det måtte gøre ondt. Hun pressede Katrines ansigt ind mod sig og holdt hende der, mens det gik gennem hende i bølger, lange, ufine, uden den pæne afrunding, hun ellers sørgede for. Hun græd næsten. Hun lo næsten. Hun sagde Katrines navn, og så Jespers, i samme åndedrag, som om hun skulle holde styr på dem begge.

Katrine slikkede hende igennem det, indtil Mette skubbede svagt til hende, for følsom. Så kyssede hun sig op ad maven, over brysterne, og satte sig overskrevs på Mettes lår, stadig i jeans, striktrøjen krøllet op under brysterne.

“Din tur til at tage noget af,” sagde Mette, da hun kunne tale.

Katrine trak trøjen over hovedet. Ingen bh. Små, faste bryster, brune vorter, et ar på ribbenene, hun ikke forklarede. Mette satte sig op og tog en brystvorte i munden, sulten, uøvet på en kvinde og ligeglad med det. Hendes hænder gik om Katrines røv, knugede gennem denim, trak hende tættere, så hun kunne mærke varmen mellem hendes ben.

Jesper sad med pikken ude nu, rød og stiv, og han onanerede uden at skjule det. Mette kiggede på ham over Katrines skulder.

“Kom herhen.”

Han flyttede sig tættere. Hun tog om ham, hendes hånd var stadig klam, og hun strøg ham, mens hun suttede på Katrine. Det var akavet i vinklen. Det var også det, der gjorde det virkeligt.

Katrine kiggede ned på hans pik i Mettes hånd, så på Mette.

“Han er sød, når han ikke prøver at styre det.”

“Han styrer det aldrig,” sagde Mette, og Jesper fnøs, halvkvælt, fordi hendes greb strammede.

Katrine kravlede af hende, stillede sig op og smed bukser og trusser i én bevægelse. Hun var bar, mørkt trekantet hår, lår der mødtes, og hun satte et knæ op i sofaen ved siden af Mettes hoved.

“Hvis du vil.”

Mette ville. Hun havde aldrig gjort det før, ikke rigtigt, kun tænkt det i et mørke, hun ikke havde delt med nogen. Hun vendte ansigtet til og slikkede, usikkert først, så med mere sult, da hun smagte Katrine, syrlig og varm. Katrine lagde en hånd i hendes hår, ikke hårdt, bare for at vise tempoet.

Jesper så sin kone slikke en anden kvinde, og noget i ham faldt på plads og gik i stykker samtidig. Han lagde sig ind bag Mette, bryst mod hendes ryg, og førte pikken mellem hendes lår, ikke ind, bare der, glidende i det våde, hun allerede var. Hun pressede røven tilbage mod ham uden at slippe Katrine.

“Ikke endnu,” åndede hun. “Jeg er ikke færdig med hende.”

Han frøs, pikken dunkende mod hende.

“Okay.”

“Du må gerne holde om mig,” tilføjede hun. “Bare vent.”

Han slog armene om hendes mave, ansigtet i hendes hår, og holdt, mens hun spiste Katrine, klodset og ivrig, med lyde hun ikke kunne høre selv. Katrine stønne lavt, så højere, og hendes hofter begyndte at arbejde mod Mettes mund.

“Sådan,” sagde hun. “Din tunge. Der. Ja.”

Mette havde en hånd mellem sine egne ben igen, uden at tænke. Jesper mærkede det og lagde sin hånd over hendes, fulgte hendes fingre, lærte tempoet af hende i stedet for at overtage det. Det var måske første gang i længe, han gjorde det.

Katrine kom med sammenbidte tænder og en rysten, der gik ned gennem det knæ, hun stod på. Hun holdt Mettes hoved fast et øjeblik for længe, så slap hun, lo kort og faldt ned i sofaen ved siden af dem, rød i kinderne, håret vildt.

“Okay,” sagde hun. “Okay. Du er sgu da ikke rusten.”

Mette tørrede sig om munden med håndryggen, stadig andpusten, stadig med Jespers pik mellem lårene og hans hånd mellem hendes ben. Hun vendte sig lidt, så hun kunne se dem begge.

“Nu,” sagde hun til Jesper. “Nu må du.”

Hun lagde sig tilbage, trak ham med sig mellem sine ben, og Katrine lå på siden ved hendes skulder, en hånd på Mettes bryst, tommelfingeren over vorte, som om hun ikke havde tænkt at give slip. Jesper førte sig ind i hende. Hun var så våd, at han gled i til roden i ét stød, og han stønne, højt, ærligt, som han sjældent gjorde.

Katrine kyssede Mette, mens han knaldede hende, langsomt først, så dybere, og Mette tog imod, kiggede skiftevis på loftet og på Katrines mund og på Jespers ansigt, der var åbent på en måde, hun havde savnet uden at kunne sige det.

“Hvad er du i det her?” spurgte Katrine ham, stille, midt i bevægelsen. “Nu. Ikke i går.”

Han stoppede næsten. Så blev han i hende, hofterne stille, pikken pulserende.

“Jeg er hendes mand,” sagde han. “Og jeg er her. Og jeg ved ikke, om jeg er jaloux eller bare så stiv, at jeg ikke kan tænke.”

Mette loftede hofterne, tog ham dybere.

“Så tænk ikke. Knald mig. Og lad hende blive.”

Han begyndte igen. Katrine gled en hånd ned mellem dem, fandt Mettes klitoris, og gnubbede i takt med hans stød, og Mette var derude igen, bygget op oven på det første, grovere, tættere. Sofaen knirkede. Brændeovnen knitrede. Udenfor tog vinden i huset, som om den ville mindes dem om, at de var et sted, ingen kunne høre dem.

Mette kom med et brudt støn, der næsten blev til latter, hofterne slået op mod ham, Katrines fingre presset fladt mod hende. Hun klemte om Jespers pik i lange ryk, så hårdt at han måtte bide sig i læben for ikke at følge med. Katrine holdt hende gennem det, munden mod hendes mund, slugte lyden, indtil Mette slappede af i et tungt, rystende åndedrag.

“Ikke dig endnu,” sagde hun til Jesper, hæst, med øjnene stadig lukkede. “Jeg vil kunne mærke dig.”

Han nikkede ind i hendes hals, svedig, pikken dunkende i hende uden at bevæge sig. Det kostede ham noget. Hun kunne mærke det på den måde, han holdt fast i sofaens ryg.

Katrine strøg Mettes våde lår og kiggede på ham.

“Du er bedre, når du venter. Det klæder dig.”

“Hold kæft,” sagde han, uden slåskamp i stemmen. Næsten et smil.

Mette skubbede ham blidt ud. Han gled ud af hende med et vådt smæld, og hun vendte sig om på siden, trukket ind mellem dem, så hun havde Katrine foran sig og Jesper i ryggen. Hun kyssede Katrine igen, langsommere nu, som om hun havde fået det første sultne af vejen og ville smage efter. Hendes hånd gled ned mellem Katrines ben, fandt hende blød og åben, og to fingre gled ind uden besvær.

Katrine åndede ud gennem næsen.

“Ja. Sådan. Ikke pænt.”

Mette skruede fingrene, tommelfingeren på klitoris, og Katrine lagde panden mod hendes. De lå tæt, mave mod mave, bryster presset sammen, og Jesper lå bagved med pikken langs Mettes røv, hånden på hendes hofte, som om han stadig skulle have lov. Hun greb hans hånd og flyttede den op på sit bryst.

“Der. Det er din.”

Han klemte, kyssede hendes skulderblad, og for første gang i aften virkede han ikke som en mand, der stod i kø. Han var der. Bag hende. Med hende. Ikke i vejen.

Katrine begyndte at arbejde sig mod Mettes hånd, små stød, og Mette mødte dem. Det var anderledes end med en mand. Blødere at ramme, tættere, og hun blev optaget af det på en måde, der gjorde Jespers pik mod hendes lænd til noget, hun kunne have, uden at det skulle være det hele.

“Jeg har aldrig…” begyndte hun.

“Det kan man ikke mærke,” afbrød Katrine. “Du gør det, fordi du vil. Det er det, der tæller.”

Jesper førte sig ind mellem Mettes lår igen, fandt hende, og skubbede ind fra siden. Vinklen var stram, dyb på en anden måde, og Mette stønne ind i Katrines mund. Hun havde fingrene i Katrine og ham i sig, og det hele hang sammen i hendes krop som én ting.

“Det er det her,” gispede hun. “Det er det, jeg har manglet. Ikke bare knald. Det her.”

Katrine lo, kort, andpusten.

“Så tag det.”

Mette tog det. Hendes hånd blev hårdere, mindre høflig, og Katrine spændte om hendes fingre, greb hendes håndled og holdt hende præcis der, hvor det skulle være. Jesper stødte langsomt, dybt, hans åndedræt varmt i hendes nakke. Han sagde hendes navn, bare Mette, som om han skulle minde sig selv om, hvem han holdt.

Katrine kom med åbne øjne, kiggede på Mette hele vejen, munden halvt åben, et langt, lavt støn, der endte i et smil. Hun kyssede Mette bagefter, blødt, næsten taknemmeligt, og trak hendes våde fingre op og sutte dem rene, langsomt, mens Jesper stadig bevægede sig i hende.

“Din mand er ved at dø,” mumlede Katrine mod hendes fingre.

“Han må gerne dø lidt,” sagde Mette. Hun kiggede over skulderen. “Kom herop. Jeg vil se dig.”

Han trak sig ud, hjalp hende om på ryggen, og hun spredte benene om ham, ikke genert, kjolen for længst væk, kroppen blotlagt i det gule lys fra ovnen. Hun var rød på brystet, på halsen, på lårene. Katrine lå ved siden af, en hånd under sit eget hoved, den anden på Mettes mave, som om hun holdt hende nede i rummet.

Jesper gled ind i hende igen, ansigt til ansigt. Det var det mest ægteskabelige, de havde gjort hele aftenen, og alligevel var det det ikke, fordi Katrines tommelfinger strøg små cirkler under Mettes bryst, og fordi Mette ikke lukkede øjnene for at gøre det til noget privat.

“Hvad er jeg så?” spurgte han, stødende, stemmen i stykker. “Nu. Ærligt.”

Mette lagde hånden i hans nakke.

“Du er ham, jeg vil have inden i mig, mens jeg bliver set. Du er ikke chefen. Du er ikke udenfor. Du er min. Og hun er… det her. I aften. Måske mere. Jeg ved det ikke.”

Katrine sagde ingenting. Hun bøjede sig bare og tog Mettes brystvorte i munden, suttede i takt med Jespers stød, og Mette buede ryggen. Han knaldede hende nu uden at spørge, fordi hun havde givet ham det, og sofaen rykede centimeter for centimeter hen ad gulvet.

“Jeg kan ikke holde den,” pressede han frem.

“Så kom,” sagde Mette. “I mig. Jeg vil mærke det.”

Han stødte til, et, to, tre gange, hårdt, og kom med et støn, han ikke fik gjort pænt. Hun mærkede ham pulserende, varm, og Katrines mund på hendes bryst, og hun holdt om dem begge, en hånd i Jespers hår, en i Katrines. For et øjeblik var der ingen rolle at finde. Der var bare tre kroppe og ovnens varme og vinden, der ramte huset i lange drag.

Han faldt ned over hende, tung, og hun lo stille ind i hans skulder.

“Du vejer.”

“Undskyld.”

“Nej. Bliv.”

Katrine strøg ham over ryggen, et enkelt strøg, ikke mere, og kiggede på Mette.

“Han fandt den.”

“Hvilken?” spurgte Mette.

“Pladsen. Lige bag dig. Ikke foran.”

Jesper trak sig langsomt ud og ramlede ned mellem dem, andpusten, med underarmen over øjnene. Pikken lå blød og våd mod låret. Mette vendte sig ind mod Katrine igen, som magnet, og kyssede hende, stadig sulten, stadig ikke færdig, selvom kroppen summede.

“Jeg vil have dig en gang til,” hviskede hun. “Bare os. Mens han er her.”

Katrine nikkede.

“Så kom op.”

Hun satte sig op i sofaens hjørne, spredte benene, og Mette kravlede hen, tung og blød og uden undskyldning, og lagde sig på maven mellem hendes lår. Jesper tog armen væk fra øjnene og så det. Hans kone, med røven i vejret, munden mellem en anden kvindes ben, kinden skinnende, håret klistret til tindingen.

Han rørte sig ikke. Han lagde bare hånden på Mettes lænd, tung og varm, et anker, og lod hende arbejde.

Mette slikkede hende åbent nu, mindre usikker, med to fingre inde, og Katrine holdt sofaens armlæn. Lyden var våd, ærlig, tæt på Jespers ansigt. Han kunne lugte dem begge. Han kunne se Mettes røv, hans eget sæd, der langsomt løb ud af hende ned ad det indre lår, og i stedet for at skamme sig over det, mærkede han noget andet. En slags ro. En slags slåethed.

Katrine kiggede ned på Mette, så på ham.

“Du må gerne holde hende. Bare ikke tage over.”

“Det gør jeg ikke,” sagde han, og det lød, som om han mente det.

Han strøg Mettes røv, hendes hofte, det bløde kød, han kendte, mens hun spiste Katrine, og Mette brummede ind i hende, som om hans hånd var en del af det, hun gjorde. Katrines lår spændte om hendes hoved. Vinden tog i huset igen. Et stykke træ faldt sammen i ovnen.

Katrine kom stille den her gang, med lukkede øjne og en hånd presset mod munden, hofterne løftet fra hynden, og Mette blev ved, indtil hun blev skubbet væk med et smil og et “stop, stop, jeg dør”.

Mette tørrede munden i sit eget håndled og kravlede op, lagde sig halvvejs over Katrine, halvvejs over Jesper, en kraftig, varm vægt, de begge tog imod. Hendes hjerte hamrede. Hun grinede ind i sofaen.

“Fuck. Jeg tror, jeg har fået liv.”

Jesper strøg hendes hår væk fra ansigtet.

“Jeg kan se det.”

Katrine kyssede Mettes tinding, stadig andpusten.

“Så er spørgsmålet bare, om I to tør lade det ligge, eller om I skal til at tale det ihjel.”

Mette lukkede øjnene et øjeblik. Udenfor gik havet i ét med stormen. Indenfor lugtede der af vin, sved og brænde.

“Vi skal ikke tale det ihjel i aften,” sagde hun. “I aften skal I bare blive liggende.”

De blev liggende, klæbrige og varme, med tæppet, Jesper til sidst fik trukket ned over dem, uden at nogen havde bedt om det. Sofaen var for smal til tre voksne, så de lå i lag. Mette i midten, fordi det var der, hun hørte til i aften. Katrines ben over hendes. Jespers hånd på hendes hofte, tung og stille.

Vinen i glassene var blevet lunken. Ingen af dem rørte den.

Mette kiggede op i loftets brædder og mærkede sit eget åndedræt falde til ro i ryk. Hendes krop summede endnu, ikke pænt, ikke færdigt, bare brugt på den rigtige måde. Katrines fingre tegnede små, tankeløse mønstre på hendes mave, uden at det skulle føre nogen steder hen. Jesper pustede mod hendes nakke, som han gjorde, når han var faldet ned efter sex, og hun havde savnet den lyd uden at vide det.

“Jeg tænkte, jeg skulle være den, der startede det,” sagde han efter et stykke tid. Stemmen var hæs, men ikke ødelagt. “Det var derfor, vi kom. Jeg havde en slags plan. Vin. Tale. Måske noget i sengen, der lignede, at vi stadig gad.”

Mette vendte hovedet, så hun kunne se ham i øjenkrogen.

“Og så kom hun og lånte en oplukker.”

“Ja.” Han lo stille, næsten chokeret over sig selv. “Og så var det ikke min aften.”

Katrine løftede ikke hovedet.

“Det var heller ikke meningen, at det skulle være et røveri,” sagde hun. “Jeg kunne bare se hende. Det er svært at lade være, når nogen sidder og gør sig mindre, end de er.”

Mette slugte. Hun lagde hånden over Katrines på maven, stoppede tegningen, holdt den bare.

“Jeg har gjort mig mindre i årevis,” sagde hun. “Også over for dig, Jesper. Ikke fordi du bad om det. Fordi det var nemmere end at fylde.”

Han strøg hendes hofte med tommelfingeren.

“Jeg vidste det. Jeg sagde det bare aldrig. Jeg troede, det var hensyn.”

“Det var høflighed,” sagde Katrine. “I to er druknet i den.”

Der blev stille igen. Ikke den gamle, forsigtige stilhed. Bare tre mennesker, der ikke havde noget at dække over i et hus, vinden stadig bankede på.

Mette vendte sig lidt, så hun lå mere på ryggen, og trak Katrine ind til et kys, der ikke havde travlt. Blødt. Vådt. Med den slags eftersulte, der ikke krævede en ny runde for at være ægte. Katrine smilede mod hendes mund.

“Du er ikke færdig med at kigge,” mumlede hun.

“Nej.”

Jesper flyttede sig, så han kunne se dem. Han skammede sig ikke denne gang. Han lagde hånden på Mettes bryst, fladt, ejende uden at overtage, og hun dækkede den med sin, mens hun kyssede Katrine videre. Det var ikke et show. Det var bare, hvordan de lå nu.

Efter et stykke tid gled Katrines hånd ned mellem Mettes ben igen, langsomt, spørgende. Mette åbnede lårene en anelse. Ikke fordi hun skulle komme igen. Fordi hun ville mærkes. Katrines fingre strøg hende, blidt, gennem det våde, Jesper havde efterladt, og Mette åndede ud, lang, og kiggede på ham, mens det skete.

“Det er stadig hende,” hviskede hun. “Og du er stadig her.”

“Jeg ved, hvad jeg er,” sagde han. “Jeg er ham, der ikke går. Ham, der holder. Ham, der ser på, når det er det, du har brug for, og ham, der er i dig, når du siger til. Jeg skal ikke finde på programmet.”

Katrine lo lavt, munden mod Mettes skulder.

“Så fandt du den alligevel.”

Hun tog hånden væk igen, før det blev til mere end det, og slikkede en finger, som om hun bare skulle have smagen med. Mette rødmede, stadig, og det gjorde hende næsten glad. Hun var toogfyrre og lå nøgen mellem sin mand og en kvinde, hun næsten ikke kendte, og hun rødmede, fordi det var virkeligt, ikke fordi hun skulle undskylde.

“Bliver du?” spurgte hun.

Katrine kiggede på hende, så på Jesper, så tilbage.

“I aften. Ja. Jeg skal ikke hjem gennem det der og lade, som om vi bare drak vin. Men jeg flytter ikke ind i jeres ægteskab, fordi vi havde en aften, der virkede.”

“Godt,” sagde Mette. “Jeg vil heller ikke have, at du bliver et plaster.”

Jesper nikkede.

“Vi har et soveværelse. Sofaen er elendig.”

De rejste sig klodset, med tæppet slæbende, og gik gennem huset uden at tænde mere lys end nødvendigt. Soveværelset vendte væk fra havet. Sengen var bred. Mette gik ind først, satte sig på kanten, og de andre fulgte, som om det var det mest naturlige i verden og samtidig det mærkeligste, de havde gjort.

De kom under dynen. Mette i midten igen. Katrine med ryggen til væggen, ansigtet mod hende. Jesper udenpå, en arm slået over dem begge, tung og varm, og han faldt næsten med det samme hen, som mænd gør, når kroppen har afleveret det, den havde.

Mette blev liggende vågen lidt længere. Katrine også.

“Hvad så i morgen?” hviskede Katrine.

“Så er du naboen, der kom for at låne en oplukker,” svarede Mette. “Og så er du den, jeg kyssede, mens min mand så på. Vi finder ud af resten, uden at ødelægge det med for mange aftaler.”

Katrine strøg hendes kind med knoerne.

“Du fylder, Mette.”

“Ja.” Hun smilede i mørket. “Det gør jeg.”

Udenfor tog vinden af et øjeblik, som om den også skulle trække vejret. Indenfor lå de tæt, tre voksne i en seng, der lugtede af slukket brænde og hud. Mette lukkede øjnene med Katrines åndedræt mod sin mund og Jespers hånd tung på hendes mave, og for første gang i lang tid tænkte hun ikke på, om hun fyldte for meget.

Hun tænkte bare, at der var liv i huset.

Og at hun havde taget det.