Maja vidste præcis, hvornår han kom.

Ikke fordi hun havde sat et ur. Kroppen havde lært det. Lidt over ni. Når opvasken var i gang, eller når hun lod som om, den var. Når lyset tændte i køkkenet overfor, og han trådte ind i ruden, som om han ikke anede, at hun stod der.

Hun anede det. Han anede det også.

Det var sjette uge. Måske syvende. Hun var holdt op med at tælle, fordi det føltes latterligt. Femogtredive år, egen lejlighed, eget liv – og alligevel stillede hun sig i køkkenet og ventede på, at naboen tændte lyset.

Daniel. Navnet stod på postkassen i opgangen overfor. Tredje sal. Lige overfor hendes.

I aften havde han en mørk t-shirt på. Håret var lidt strittet, som om han lige var kommet ind. Han åbnede køleskabet, tog en øl, drejede capsen af med hånden. Så kiggede han op.

Lige over.

Maja havde stadig viskestykket i hånden. Hun kunne have set ned i vasken. Kunnet lade som om, hun var optaget af en pande. I stedet blev hun stående.

Han smilede. Ikke stort. Bare det lille træk i munden, hun efterhånden kendte.

Hun smilede tilbage.

Så vinkede han. To fingre. Næsten dovent.

Hun vinkede. Første gang havde det været pinligt. Nu sad det under huden.

Han hævede øllen imod hende. En skål gennem to ruder og en gård.

Maja mærkede varmen i kinderne og hadede, at hun kunne mærke den. Hun var ikke sytten. Alligevel kom latteren, før hun kunne stoppe den.

Han så den. Hun kunne se, at han så den.

Han gik et par skridt væk fra vinduet. Ikke væk fra hende. Hen til køkkenbordet. Lænede sig op ad det med øllet i hånden og kiggede tilbage. Som om han havde besluttet sig for at blive.

Maja satte viskestykket. Hældte resten af vinen i glasset, selvom hun egentlig var færdig. Gik hen til vinduet og stillede sig der, hvor lyset ramte hende. Ikke skjult. Ikke tilfældigt.

De stod sådan et stykke tid. Ingen vink. Ingen smil, der skulle dække. Bare to mennesker, der havde droppet undskyldningen.

Hun mærkede det i maven. Den langsomme varme, der ikke handlede om vin.

Daniel kørte hånden gennem håret, stadig med øjnene på hende. Så pegede han ned. Mod gården. Et lille nik.

Maja blinkede.

Han pegede igen. Roligt. Ikke som en ordre. Som et spørgsmål.

Hun kunne have rystet på hovedet. Kunnet trække gardinet for. I stedet satte hun glasset og gik ud i entreen efter skoene.

Gården lå i det gule lys fra lamperne over cykelskuret. Luften var kølig. Et sted spillede nogen musik bag en rude, lavt.

Han kom ud af opgangen overfor, stadig i den mørke t-shirt. Uden jakke. Flasken i hånden, som om han bare skulle ud med den. De mødtes midt på belægningen, hvor containerne stod.

“Hej,” sagde han.

Stemmen var dybere, end hun havde forestillet sig. Hun havde jo aldrig hørt den.

“Hej.”

De stod for tæt til, at det var et almindeligt nabomøde, og for langt fra hinanden til, at det var noget andet.

“Daniel.” Han rakte hånden frem, og det var så formelt, at hun næsten lo.

“Maja.”

Hans hånd var varm. Han holdt et sekund længere, end han behøvede.

“Jeg ved godt, at det er mærkeligt,” sagde han. “At vi bare… står der.”

“Hver aften,” sagde hun.

“Hver aften.”

Han smilede skævt. “Jeg prøvede at skifte tidspunkt. En uge. Kom senere. Tændte lyset tidligere. Det hjalp ikke.”

“Fordi jeg også gjorde det.”

“Ja.”

Stilheden var ikke tom. Den var fuld af de uger, hvor de havde kigget, vinket, ladet som om det var tilfældigt.

“Du er flyttet ind for… hvad? To måneder siden?”

“Lidt over. August.” Han kiggede op på hendes vindue, så på sit eget. “Jeg så dig, før jeg vidste, hvad du hed.”

“Det er lidt creepy, når du siger det højt.”

“Det er creepy, at vi begge to bliver ved.” Han så på hende. “Eller også er det bare ærligt.”

Maja krydsede armene, mere for at have noget at gøre med dem. Hun havde en løs grå t-shirt på og de bløde bukser, hun gik i derhjemme. Ingen BH. Hun blev pludselig bevidst om det. Om lyset. Om at han havde set hende sådan i ugevis.

“Hvad pegede du på?” spurgte hun.

“Det her.” Han pegede mellem dem. “Jeg tænkte, at hvis vi blev ved med kun at kigge, ville vi stå der til jul.”

“Og nu står vi her i stedet.”

“Nu står vi her.”

En cykel raslede inde i skuret. Ingen kom.

“Hvad er det, vi laver?” spurgte hun.

Daniel trak på smilebåndet. “Jeg ved det ikke. Men jeg har kigget på dig i ugevis, og du har kigget tilbage, og jeg havde ikke lyst til at lade som om, vi lige mødtes over en pakke i opgangen.”

“Det havde jeg heller ikke.”

Han nikkede, som om det var det, han havde ventet på. “Vil du op? Ikke som en stor ting. En øl. Eller den vin, du stod med.”

Maja mærkede pulsen i halsen. “Hos dig eller hos mig?”

“Hos dig, hvis du har lyst. Så kan jeg kigge den anden vej for en gangs skyld.”

Hun lo. Kort. Ægte.

“Kom,” sagde hun.

Opgangen duftede af cykeldæk og gammelt træ. Hun gik foran op ad trappen og mærkede ham bag sig uden at vende sig. På tredje sal låste hun op. Hendes hænder var rolige. Resten af hende var det ikke.

Lejligheden var, som hun havde forladt den. Vinen på køkkenbordet. Lyset tændt. Vinduet stadig åbent på klem.

Daniel standsede lige indenfor og kiggede først på køkkenet, så ud. Over gården lyste hans eget vindue stadig.

“Sådan ser det ud fra din side,” sagde han.

“Sådan har du set det i ugevis.”

“Jeg har set dig.” Han sagde det uden at pynte på det. “Ikke lejligheden.”

Maja gik hen og hældte vin i sit glas. Tog en øl i køleskabet til ham. Da hun rakte den, var afstanden mellem dem for lille til, at det kunne kaldes tilfældigt.

“Hvad er det, du kigger efter?” spurgte hun.

Han åbnede øllen. Kiggede på hende over den.

“Dig. Når du tror, du bare står der. Når du glemmer at lade som om.” Han holdt en pause. “Og når du ikke glemmer det.”

Hun slugte. “Du har lagt mærke til det.”

“At du nogle aftener stiller dig, hvor lyset rammer dig bedre? Ja.”

Maja mærkede varmen trække ned gennem brystet. Hun havde fortalt sig selv, at det var tilfældigt. At hun bare stod der, hun stod. Det var løgn.

“Du gør det også,” sagde hun. “Du tager t-shirten af, når det passer. Ikke hver gang. Tit nok.”

Daniel lo lavt. “Så vi er to.”

“Vi er to.”

Han satte øllen på bordet uden at drikke. Kiggede ud af hendes vindue et øjeblik, som om han skulle tjekke, at gården stadig var der. Så tilbage på hende.

“Jeg har tænkt på det her,” sagde han. “På at stå overfor dig uden glas imellem.”

“Hvor længe?”

“Længere, end jeg har lyst til at indrømme overfor en, jeg lige har hilst på.”

Maja stillede sit glas. Hun kunne mærke t-shirten mod huden. At han stod tæt nok til, at hun kunne have rakt ud.

“Du har ikke lige hilst på mig,” sagde hun. “Du har kigget på mig, mens jeg tager opvasken. Mens jeg drikker vin. Mens jeg går rundt herinde, som om jeg er alene.”

“Og du har ladet mig.”

“Ja.”

Ordet hang mellem dem.

Daniel tog et skridt. Ikke hele vejen. Nok til, at hun kunne mærke varmen fra ham.

“Hvis jeg har misforstået det,” sagde han, “så siger du det nu.”

Maja rystede på hovedet. Langsomt.

“Du har ikke misforstået det.”

Han løftede hånden og rørte ved hendes kind med tommelfingeren. Forsigtigt, som om ruden stadig var der, og han først nu fik lov at række igennem den. Huden var varm. Hun vendte ansigtet en anelse ind i hånden, uden at tænke.

Så kyssede han hende.

Det var ikke blødt og afprøvende, som et første kys mellem fremmede. Det var et kys mellem to, der allerede havde brugt uger på at nå hertil. Hans mund var varm, øl og noget rent under. Majas hænder fandt hans t-shirt, stoffet over brystet, og hun knyttede fingrene i det.

Han lavede en lyd ned i halsen og trådte tættere, indtil hun mærkede køkkenbordet i lænden. Hans krop var fast, ikke som i et blad, bare en mand, der stod helt op ad hende. Hun mærkede ham gennem bukserne, hårdt allerede, og det sendte et stød gennem maven, der var så ærligt, at hun næsten lo igen.

Han trak sig en centimeter tilbage. Pusten var uregelmæssig.

“Okay,” sagde han. “Så det var ikke bare vinduet.”

“Nej,” sagde Maja. “Det var ikke bare vinduet.”

Hun trak ham ind igen.

Denne gang var det hende, der åbnede munden, hende, der lod tungen møde hans. Hans hænder gled ned ad hendes ryg, under t-shirten, bar hud, og hun buede sig imod ham, da fingrene fandt lænden. Ingen BH. Han mærkede det med det samme. Hånden gled frem, op, og lukkede sig om hendes bryst.

Maja trak vejret ind. Hovedet faldt tilbage et øjeblik, og han kyssede halsen, lige under kæben, der hvor hun kunne mærke sin egen puls.

“Jeg har set dem,” sagde han mod huden. “Gennem ruden. Når du ikke har noget under.”

“Jeg ved det.”

“Jeg har stået med en øl og ladet som om, jeg tænkte på noget andet.”

Hun greb ham i håret. Ikke hårdt. Nok.

“Det har jeg også.”

Han løftede t-shirten op. Hun løftede armene. Stoffet gled af, og så stod hun i sit eget køkken med bar overkrop, lyset tændt, og hans vindue lyste stadig overfor, tomt nu, fordi han var her.

Daniel kiggede på hende. Ikke som man kigger på en, man lige har fået tøjet af. Som en, der endelig fik lov at se det, han havde gættet sig til.

“Fuck,” sagde han stille.

Hun skulle have sagt noget kækt. I stedet tog hun hans hænder og lagde dem på sig. Brysterne fyldte hans palmer. Tommelfingrene strøg over brystvorterne, og de spændte med det samme. Hun mærkede det helt ned.

Han bøjede sig og tog den ene i munden. Varmt. Vådt. Tungen langsom. Maja greb kanten af bordet bag sig og lukkede øjnene. Lyden, hun lavede, kom udefra et sted, hun ikke styrede.

Han skiftede side. Hånden gled ned over maven, ind under linningen på de bløde bukser, og hun spredte benene en anelse, uden at han bad om det.

Fingrene fandt hende gennem trussen. Våd. Tydeligt.

Daniel løftede hovedet og så på hende.

“Sådan har du stået overfor mig,” sagde han. “Og jeg har ikke kunnet mærke det.”

“Nu kan du.”

Han strøg hende langsomt, stadig udenpå. Cirkler. Precist nok til, at hun satte tænderne i underlæben. Så gled fingrene ind under kanten.

Maja gispede.

Han fandt hende med det samme. Glat. Åben. En finger, så to, ikke dybt, bare nok til at mærke, hvordan hun strammede om ham. Tommelfingeren blev udepå, lige der hvor hun havde brug for det.

“Kig på mig,” sagde han.

Hun gjorde det. Hans øjne var mørke i køkkenlyset. Hun holdt dem, mens hans fingre arbejdede, mens hun blev vådere, mens det byggede sig op hurtigere, end hun havde lyst til at indrømme.

“Jeg har tænkt på det her,” hviskede hun. “Når du vinker. Når du står der og drikker. Jeg har tænkt på, at du kunne komme over.”

“Jeg er her nu.”

Han knælede.

Maja nåede ikke at sige noget, før han trak bukserne og trussen ned i ét. Hun trådte ud af dem, klodset, og så sad hun halvt oppe på køkkenbordet, bar, med ham mellem benene.

Han kyssede indersiden af låret. Så den anden. Så munden på hende, åben, varm, og tungen fandt hende, som om han havde øvet sig i tankerne.

Hun greb kanten af bordet med den ene hånd og hans hår med den anden. Benene lå over hans skuldre. Han holdt hende fast om hofterne, ikke hårdt, bare så hun ikke gled, og slikkede hende i lange, rolige strøg, der blev kortere, tættere, mere præcise.

Maja kiggede ud.

Over gården stod hans køkken tomt og oplyst. Ruden, hun havde kigget ind ad i ugevis. Nu sad hun her med hans mund mellem benene og kunne se præcis det sted, hvor han plejede at stå.

Det sendte et stød gennem hende, så voldsomt, at hun hørte sig selv sige hans navn.

Daniel mærkede det. Han sænkte ikke tempoet. Tværtimod. To fingre ind i hende igen, tungen på klitten, og hun kom, før hun var parat, med ryggen krummet, med et greb i hans hår, der måtte gøre ondt, med gården og det tomme vindue som baggrund.

Hun rystede. Længe.

Han blev, indtil hun skubbede svagt til ham. Så rejste han sig, munden blank, og kyssede hende, så hun kunne smage sig selv.

“Vi er ikke færdige,” sagde hun mod hans mund.

“Nej.” Hans stemme var ru. “Det er vi ikke.”

Hun åbnede hans bælte. Lynlåsen. Hånden ind, om ham, og han var hård, tyk, varm i hendes greb. Han pressede panden mod hendes skulder og stønede lavt, da hun strøg ham.

“Soveværelset,” sagde hun.

“Eller her.”

Hun trak ham med alligevel. Gennem stuen, hvor fjernsynet stod slukket, ind i soveværelset, hvor sengetøjet var uopredet, og gardinerne kun var halvt for. Gården kunne ses, hvis man stod rigtigt. Hun tænkte på det. Hun slukkede ikke lyset.

Daniel trak t-shirten af. Brystet var mørkt af hår, maven blødere end ung, skuldrene brede. Han så ud, som han var. Otteogtredive. En mand. Hun satte hænderne på ham og skubbede ham ned på sengen.

Hun satte sig over ham, stadig nøgen, og mærkede hans bukser mod indersiden af lårene. Lynlåsen var åben. Hun trak dem ned, og han løftede hofterne for at hjælpe. Underbukserne fulgte med. Han var hård imod hendes mave, varm, og hun holdt om ham med hånden, mens hun kiggede ned.

“Sådan har jeg også tænkt på dig,” sagde hun.

Daniel lagde hænderne på hendes hofter. Tommelfingrene strøg den bløde hud der, hvor hoften gik over i maven. “I vinduet?”

“I vinduet. I sengen. I badet.” Hun strøg ham langsomt. “Når du står derovre og drikker den øl, som om du ikke ved, at jeg kigger.”

“Jeg ved det altid.”

Hun bøjede sig og kyssede ham. Brysterne ramte hans bryst, håret der, varmen. Han greb hendes røv med begge hænder og trak hende tættere, så hun gled hen over ham. Hun gispede ned i munden på ham.

“Har du noget?” spurgte hun.

Han nikkede mod bukserne på gulvet. “Pungen.”

Hun fandt den, rev folien op, rullede den på ham. Fingrene rystede ikke. Resten af hende gjorde. Hun satte sig op igen, førte ham hen, og sænkede sig.

Langsomt.

Han fyldte hende i ét langt træk, og de stod stille et øjeblik, pande mod pande, mens hun vænnede sig til ham. Han var tyk. Tæt. Hun kunne mærke sig selv slå om ham.

“Maja.” Bare navnet. Ru.

Hun begyndte at bevæge sig. Små bevægelser først, så dybere. Hans hænder styrede hende ikke. De fulgte. Hun havde lyset tændt med vilje. Hun ville se ham. Hun ville, at han så hende. Uden rude. Uden afstand.

Han rejste sig på albuerne og tog hendes bryst i munden, mens hun red ham. Tænderne let. Tungen. Hun lagde hovedet tilbage og holdt ham i nakken.

Fra sengen kunne hun ane gården gennem det halvt fortrukne gardin. Et stykke belægning. En lampe. Hvis nogen stod nede ved cykelskuret og kiggede op, ville de kunne se bevægelse. Lys. En krop.

Tanken ramte hende hårdt.

“De kan se os,” sagde hun. Ikke som en advarsel. Som noget, hun sagde højt, fordi det hørte til.

Daniel løftede blikket. “Vil du have, at jeg slukker?”

“Nej.”

Han smilede skævt imod hendes bryst. “Selvfølgelig ikke.”

Han vendte dem. Pludseligt, sikkert, så hun lå under ham, hovedet i puden, benene om hans lænd. Han skubbede ind i hende igen, dybere i den vinkel, og hun greb lagnerne.

Han knaldede hende ikke råt. Han knaldede hende beslutsomt. Lange, faste stød, der ramte det sted, hvor det samlede sig. Hånden mellem dem, tommelfingeren på klitten, præcis som i køkkenet, og hun var allerede tæt igen, stadig følsom efter før.

“Kig på mig,” sagde han igen.

Hun gjorde det. Hans ansigt var tæt. Panden svedig. Øjnene mørke.

“Det er det her, jeg har stået og kigget efter,” sagde han. “Ikke bare brysterne. Dig, når du ikke later som.”

Hun kom med et brudt støn, klemte om ham, neglene i hans skulder. Han holdt hende gennem det, stødene kortere, tættere, og så kom han selv, med ansigtet i hendes hals, med en lyd, han ikke nåede at bide i sig, med hofterne presset hårdt ind mod hende.

De lå stille.

Hans vægt var tung og god. Hun strøg ham over ryggen, hvor huden var varm. Et sted ude i gården smækkede en dør. Ingen af dem flyttede sig.

Efter et stykke tid trak han sig ud, ordnede sig, og lagde sig på siden vendt imod hende. Maja blev liggende på ryggen og kiggede op i loftet, indtil hun lo stille.

“Hvad?” spurgte han.

“Jeg tænkte på, at jeg i aften stod med et viskestykke og lod som om, jeg vaskede op.”

“Du vaskede ikke op.”

“Nej.”

Han lagde en hånd på hendes mave. Ikke på vej nogen steder. Bare der.

“Hvad sker der i morgen aften?” spurgte hun.

Daniel kiggede på hende. “Så tænder jeg lyset. Du tænder dit. Og så vinker vi ikke, som om vi ikke ved, hvad vi har gjort.”

“Eller også kommer du over.”

“Eller også kommer jeg over.”

Hun vendte hovedet og så på ham. Tæt. Ærligt.

“Jeg vil ikke lade som om, det her var et uheld,” sagde hun. “At vi mødtes i gården med skrald.”

“Det var det heller ikke.” Han strøg tommelfingeren over hendes hofteben. “Jeg pegede ned, fordi jeg var færdig med ruden.”

Maja rejste sig. Benene var bløde. Hun fandt hans t-shirt på gulvet og trak den over hovedet. Den duftede af ham og nåede hende midt på lårene. Han kiggede på hende, som han havde kigget gennem vinduet. Bare tættere.

“Kom,” sagde hun.

De gik ud i køkkenet. Hendes glas stod der stadig. Hans øl. Vinduet var åbent på klem. Overfor lyste hans køkken, tomt, som et billede, hun kendte for godt.

De stod ved siden af hinanden i ruden. Hans hånd fandt hendes lænd under t-shirten.

“Sådan har jeg set det,” sagde han. “Dit køkken. Dig.”

“Og nu står du på den forkerte side.”

“Den rigtige.”

Hun lænede sig ind i ham. Gården lå gul og stille. Et par ruder var tændt andre steder. Ingen stod og kiggede. Alligevel mærkede hun det – den gamle vane, at vende ansigtet mod hans vindue.

Nu var vinduet tomt. Han var her, varm bag hende, munden mod hendes hår.

“Bliv,” sagde hun. Ikke stort. Bare ordet.

“Ja.”

Han kyssede hende i tindingen. De blev stående et øjeblik længere, to voksne i et oplyst køkken, med et tomt vindue overfor, som de begge to kendte for godt til at lade som om.

Så trak hun gardinet et stykke for – ikke helt – og tog ham med tilbage i sengen.