De havde kun været i huset et døgn, da hun kom over græsset.
Jakob stod i køkkenet uden sko, kaffekop i hånden. Fyrre år, kraftig, mørkt skæg, t-shirt stram over bryst og mave. Maria kom ud fra soveværelset med håret opsat. Toogfyrre, høj, blød i hofter og bryst, mørkt hår, barfodet på de kølige brædder.
Astrid råbte fra trappen i stedet for at banke.
“Hallå. Astrid. Fra huset ved birkene.”
Niogfyrre. Kort blondt hår, næsten hvidt i solen. Stærkt bygget. Brede skuldre, faste arme, en krop der fyldte tøjet uden undskyldning. Svensk stemme, dyb, uden pynt.
“I er velkomne til middag i aften. Klokken syv. Jeg spiser alligevel.”
Maria sagde ja med det samme. Jakob nikkede. Ingen lang snak. Ingen planer om restaurant i byen. Bare naboen, søen og en invitation.
Om aftenen gik de hen ad stien mellem grundene. Luften lugtede af vand, fyr og varmt græs. Astrids hus var rødt og ældre, verandaen vendt mod det mørke vand.
Hun åbnede barfodet, linskjorte, mørke bukser, ingen sminke.
“Kom ind. Vinen står fremme. Jeg er ikke ceremoniel.”
De spiste ude. Elg, kartofler, rødbeder, groft brød. Myrnet foran, søen sort bagved. Først var det almindeligt. Hvor de kom fra. Hvor længe de havde været sammen. Astrid var skilt i seks år. Børnene voksne. Hun arbejdede i skov. Hun sagde det, som man siger, at man har en cykel.
Så skiftede det.
“De fleste par lyver for hinanden,” sagde hun og skænkede. “Især om sex. Også danskere.”
Maria lo usikkert.
“Måske.”
“Ikke måske.” Astrid lænede sig frem. Underarmene var kraftige, huden solbrun. “Jeg spørger direkte, fordi jeg er træt af at spilde aftener. Har I stadig lyst til hinanden? Eller er I blevet venner, der sover i samme seng?”
Maria satte glasset.
“Vi har lyst. Ikke hver dag. Men vi har.”
“Godt. Så er I foran de fleste.” Astrid kiggede på Jakob. “Du kigger på min mund, når jeg taler. Det er fint. Jeg kigger også. Du er en stor mand. Det kan jeg lide. Og du,” hun vendte sig mod Maria, “er høj og blød. Det er smukt. De fleste kvinder i din alder begynder at undskylde kroppen. Du gør ikke.”
Maria blev rød, men smilede.
“Du er ret ligetil.”
“Ja. Det er det, I er kommet til. Enten går I hjem om en time og leger, at det her var hyggeligt. Eller også bliver vi siddende og taler, som voksne der godt ved, hvad vi tænker på.”
Jakob rømmede sig.
“Hvad tænker du på?”
Astrid smilede med lukkede læber.
“At I er et smukt par. At jeg har boet alene længe nok til ikke at spilde tid. At jeg godt kunne tænke mig at se, hvordan I er med hinanden. Og hvordan I er med mig.”
En fisk plaskede ude i søen. Maria’s hånd lå på bordet. Astrid lagde sin ovenpå. Et kort, fast tryk.
“I skal ikke svare nu. Men jeg lyver ikke for gæster.”
Jakob mærkede det i maven og længere nede. Han så på Maria. Hun så tilbage med den blanding, han kendte: nervøsitet og nysgerrighed, når hun var tændt og ikke ville sige det først.
“Vi er gift,” sagde han.
“Jeg ved det. Det gør det ikke mindre interessant.” Astrid hentede en flaske til. “Fortæl mig i stedet, hvad I ikke siger højt derhjemme.”
Maria drak. Så sagde hun det.
“Jeg tænker nogle gange på, hvordan det ville være, hvis der var en anden med. Ikke i hemmelighed. Med Jakob. En kvinde.”
Jakob kiggede på hende.
“Det har du ikke sagt.”
“Nej. Fordi det lyder som noget, man ikke siger.”
Astrid nikkede, som om det var vejrudsigt.
“Og du, Jakob?”
Han tøvede.
“At jeg kigger. På andre. Og at jeg har tænkt på, om Maria ville synes, det var spændende, hvis jeg gjorde. Og at jeg lige nu sidder og er hård, og det er pinligt, og det er det ikke.”
Astrid lo. En kort, rummelig latter.
“Pinligt er for teenagere. I er fyrre. I har kroppe. I har lyst. Jeg har lyst. Det er det hele.”
Hun så fra den ene til den anden.
“Jeg inviterede jer ikke, fordi jeg manglede selskab til elgen. Jeg så jer i går ved vandet. Maria i badedragt. Jakob uden trøje. Jeg tænkte: de to. Og jeg er for gammel til at lade som om, jeg tænker på kaffe.”
Marias stemme var lidt hæs.
“Hvad vil du så?”
“At I bliver. At vi taler færdigt. At I rører ved hinanden, hvis I har lyst, mens jeg ser på. Eller at jeg rører ved jer. Eller at vi går i seng i mit hus i aften, alle tre, og ser hvad der sker. Uden løfter. Uden drama. Bare voksne.”
Jakob så på Maria.
“Vil du det?”
Svaret kom langsomt.
“Jeg ved det ikke. Men jeg vil ikke gå hjem nu.”
Astrid rejste sig.
“Så går vi ind. Stolen herude er fornuftig. Jeg har ikke lyst til fornuft i aften.”
Stuen var lavt oplyst. Stor sofa. Tæppe. Vinduer mod søen. Astrid satte sig tæt på Maria, strøg tommelfingeren over hendes håndled.
“Sig stop, hvis du vil hjem. Ellers bliver jeg ved med at være ærlig.”
Maria rystede ikke på hovedet. Jakob satte sig på hendes anden side. Hans lår rørte hendes.
“Godt,” sagde Astrid. “Så fortæl mig, hvordan I knepper, når det er bedst.”
Maria trak vejret ind.
“Når det er bedst, tager det tid. Han er tung på en måde, jeg kan lide. Jeg kan mærke ham. Og jeg kan lide, når han holder mine håndled.”
Astrid kiggede på Jakob.
“Gør du det? Vis mig.”
Han så på Maria. Hun nikkede, næsten usynligt. Han tog hendes håndled. Ikke hårdt. Bare fast. Hendes mund åbnede sig lidt.
Astrid åndede ud.
“Ja. Sådan.”
Hun lagde hånden på Marias knæ, over den mørkeblå sommerkjole.
“Jeg rører ved din kone,” sagde hun til Jakob. “Sig fra, hvis det er forkert.”
Han rystede på hovedet.
“Det er ikke forkert.”
Astrid strøg op ad låret og stoppede, hvor kjolen sluttede. Hun så Maria i øjnene.
“Du er våd, eller også bliver du det. Jeg kan se det på dig.”
Maria lukkede øjnene et sekund.
“Jeg er.”
Jakob mærkede trykket i bukserne. Astrid så ned og op igen, uden at skjule det.
“Du også. Godt. Så er vi tre voksne i samme rum, og ingen behøver at lade som om.”
Hun kyssede Maria. Ikke forsigtigt. Et rigtigt kys. Maria svarede. Jakob så sin kones mund mod en anden kvindes, Astrids korte hår mod Marias mørke.
Da de slap, var Marias læber røde.
“Jakob. Kom her.”
Han lænede sig over. Astrid kyssede ham også. Munden var fast, vin og udendørsluft. Skægget strøg hendes hage. Hun brummede tilfreds.
“I smager af hinanden allerede. Bliv siddende.”
Hendes hånd gled ind under kjolen. Maria spredte benene lidt, uden at tænke. Jakob så hånden bevæge sig under stoffet. Marias åndedræt ændrede sig.
“Blød,” sagde Astrid stille. “Våd. Og du ryster. Det er fint. Jeg kan lide, når en kvinde ryster, fordi hun vil, ikke fordi hun er bange.”
Jakob lagde hånden i Marias nakke. Hun lænede sig tilbage mod ham, mens Astrids fingre arbejdede langsomt.
“Kig på hende. Det er din kone. Og hun lader mig gøre det.”
Maria stønede lavt.
“Ikke her,” hviskede hun. “Eller jo. Bliv ved.”
Astrid smilede.
“Vi har hele natten. Men jeg starter ikke noget, jeg ikke har tænkt at gøre færdigt.”
Hun trak hånden til sig. Maria lavede en lyd af protest.
“Ikke færdig. Bare flyttet. Kom med. Soveværelset er derinde. Jeg vil se jer. Og I skal se mig.”
Hun gik foran dem ned ad den korte gang. Skjorten hang løs. Hun knappe den ikke.
Jakob tog Marias hånd. Hun klemte hårdt.
“Er du med?”
“Ja,” sagde hun. “Fuck. Ja.”
De fulgte hende.
Soveværelset vendte ud mod søen. Stor seng, hvidt linned, et åbent vindue med myggenet. Astrid tændte kun lampen ved sengen. Lyset ramte hendes korte, lyse hår og de brede skuldre.
“Tøjet af. I jeres eget tempo. Jeg kigger.”
Hun knappe skjorten. Brysterne var tunge, brune vorter, en krop der havde arbejdet og født og ikke forsøgte at ligne noget andet. Bukserne gled ned. Hun stod nøgen foran dem, stærk i lår og mave, lyst kønshår, uden at krydse armene.
Jakob slugte. Maria kiggede åbent.
Astrid nikkede mod dem.
“Nu jer.”
Maria trak kjolen over hovedet. Høj, blød, mørkt hår ned over ryggen. BH’en, trussen. Hun tøvede et sekund ved hofterne, så lod hun det falde. Maven, brysterne, det mørke hår mellem benene. Jakob havde set hende sådan i årevis. Nu stod naboen og så med.
Han tog t-shirten af. Maven, brystet, det mørke hår der løb ned. Bukserne. Han var allerede hård. Kraftig, tydelig, uden at han prøvede at skjule det.
Astrid gik hen og lagde hånden om ham. Fast greb. Hun mærkede ham, vejede ham, så Maria i øjnene.
“Han er stor. Du er heldig. Eller vi er.”
Maria gik tættere. Astrid tog hendes hånd og lagde den ovenpå sin egen. Sammen holdt de om Jakob. Han pustede ud gennem næsen.
“Sengen,” sagde Astrid.
De lagde sig. Maria i midten først, så flyttede Astrid hende, så Jakob lå på ryggen, og de to kvinder på hver side. Astrid kyssede Maria igen, dybere nu, mens hendes hånd gled mellem Marias lår. Maria åbnede sig. Fingrene fandt hende med det samme.
“Våd som jeg sagde.” Astrid så på Jakob. “Kys hende, mens jeg gør det her.”
Han gjorde det. Maria stønede ind i munden på ham. Astrids fingre var grovere end hans, mere utålmodige. To fingre, langsomt ind, tommelfingeren udefra. Maria’s hofte løftede sig.
“Se på ham,” hviskede Astrid. “Han kigger, som om han aldrig har set dig. Det har han heller ikke. Ikke sådan her.”
Jakob strøg Marias bryst, klemte blødt. Astrid bøjede sig og tog den anden brystvorte i munden. Maria greb i lagnerne.
“Fuck,” sagde hun. “Astrid—”
“Sig det. Sig hvad du vil.”
“Jeg vil mærke dig. Og ham. Ikke kun fingre.”
Astrid trak hånden op, slikede den, uden at gøre det til et show. Hun skubbede Maria længere op i sengen.
“Spred benene. Jakob, kom herned. Du kender hende. Vis mig, hvordan du slikker din kone.”
Han lagde sig mellem Marias lår. Hun var høj, så han skulle ikke lede. Han slikkede hende, som han plejede, langsomt først. Astrid sad ved Marias hoved, strøg hendes hår tilbage, kyssede hende, mens Jakob arbejdede.
Maria’s stemme blev tynd.
“Der. Bliv der.”
Astrid smilede og kiggede ned ad Marias krop, hen til Jakobs skæg mellem hendes lår.
“Han er god til det. Du ryster igen.”
Hun flyttede sig, knælede over Marias ansigt, vendt mod Jakob. Maria tøvede et øjeblik, så løftede hun hovedet. Astrid satte sig ned, ikke hårdt, bare tydeligt. Maria slikkede. Uøvet først, så mere sikkert. Astrid åndede tungt og lagde hånden i Marias mørke hår.
“Ja. Sådan. Du behøver ikke være pæn. Jeg er ikke pæn.”
Jakob så det hele. Hans kone under naboen, munden i hende, hans eget ansigt vådt af Maria. Han slikkede hårdere. Maria stønede ind i Astrid.
Astrid kiggede ham i øjnene over Marias krop.
“Du må gerne komme i hende, når hun er tæt på. Eller i mig. Du vælger. Men ikke endnu.”
Hun løftede sig fra Marias mund, kyssede hende, smagte sig selv. Så vendte hun sig mod Jakob, skubbede hans skulder, så han kom op.
“Lig på ryggen igen.”
Han gjorde det. Astrid satte sig over ham, tog ham ind i hånden, førte ham hen, og sank ned. Langsomt, fordi han fyldte. Hun pustede, et kort svensk bandeord, og satte sig helt.
Maria lå ved siden af og så det. Hendes mand inde i en anden kvinde. Astrids stærke lår, den bløde mave, det korte lyse hår. Jakob’s hænder på Astrids hofter, store hænder.
“Maria.” Astrid rakte hånden ud. “Kom her. Sæt dig over hans ansigt, eller kys ham, eller rør ved mig. Bare vær med. Ikke kigge fra kanten.”
Maria kravlede hen. Hun kyssede Jakob, mens Astrid bevægede sig på ham. Så kyssede hun Astrid. Deres bryster mødtes. Jakob kunne næsten ikke holde stillingen.
Astrid tog Marias hånd og førte den ned, hvor hun og Jakob hang sammen. Maria mærkede ham, mærkede Astrid, det våde, det hårde.
“Det er os tre nu,” sagde Astrid. “Ikke et par og en gæst.”
Hun bevægede sig dybere. Jakob greb fast. Maria gled ned og slikkede, der hvor de mødtes, slikkede Astrid, slikkede ham. Astrid stønede højt for første gang.
“Ja. Bliv der.”
Hun kom med åbne øjne, kiggende på dem begge, kroppen stram, så blød. Hun blev siddende et øjeblik, åndede, smilede skævt.
“Din tur, Maria. Han er stadig stenhård. Jeg har ikke tænkt at være den eneste, der får ham i aften.”
Hun løftede sig af. Jakob var våd af hende. Maria satte sig over ham, vendt mod ham. Hun tog ham ind. Hun var så våd, at det gled. Hun lagde sig frem over ham, mørkt hår ned over hans ansigt.
Astrid lagde sig bag Maria, bryst mod ryg, hænder om Marias bløde bryster, mund ved hendes øre.
“Knep din mand. Jeg holder dig.”
Maria bevægede sig. Jakob holdt hendes håndled, som hun havde sagt han gjorde, når det var bedst. Astrid holdt om hende bagfra, strøg ned over maven, fandt hende foran, gnidede, mens Maria red.
“Du er smuk, når du tager ham,” hviskede Astrid. “Høj og blød og helt åben. Jeg kan mærke, hvor tæt du er.”
Maria nikkede, kunne ikke svare. Jakob løftede hofterne. Astrids fingre arbejdede. Maria kom med ansigtet i Jakobs hals, en dyb lyd, kroppen der klemte om ham.
Han holdt sig. Lige akkurat.
Astrid kyssede Marias skulder.
“Godt. Nu skal han også. Hvor vil du have ham?”
Maria løftede hovedet, rød i kinderne, øjnene blanke.
“I mig. Jeg vil have det i mig.”
Hun blev siddende. Jakob stødte op. Astrid holdt om dem begge, munden ved Marias øre, hånden på Jakobs lår. Han kom med et brøl, han ikke brugte derhjemme, fyldte Maria, holdt hendes håndled, mens det gik gennem ham.
De lå et øjeblik. Åndedræt. Sved. Søluften ind ad vinduet.
Astrid strøg Marias ryg, så Jakobs mave.
“I går ikke hjem endnu,” sagde hun stille. “Sengen er stor. Og jeg er ikke færdig med jer.”
De blev liggende tæt. Maria gled af ham og lagde sig på siden. Jakobs hånd fandt hendes mave, varm og lidt klistret. Astrid blev bag hende et øjeblik, åndede mod hendes skulder, så flyttede hun sig, så hun kunne se dem begge i det svage lys.
“I ryster stadig,” sagde hun. “Ikke af fortrydelse. Godt.”
Maria vendte ansigtet mod hende.
“Jeg troede, jeg ville få panik. Det har jeg ikke.”
“Fordi du ville det. Panik kommer, når man gør noget, man ikke vil, og bagefter skal finde på en forklaring.” Astrid strøg Marias bryst, tommelfingeren over vorten. “Du skal ikke forklare noget for mig. Og ikke for ham. Han kom i dig, mens jeg holdt om jer.”
Jakob slikkede sig om læberne. Skægget var stadig vådt.
“Jeg ved det,” sagde han. Stemmen var grov. “Jeg vil ikke hjem.”
“Så bliver I.”
Astrid rejste sig, gik ud og kom tilbage med et glas vand. Hun drak først, rakte det til Maria, så til Jakob. Nøgen i lampelyset, stærk i lår og skuldre, uden at posere. Hun tørrede munden med håndryggen og lagde sig den anden vej i sengen, hovedet ved deres hofter.
“Jeg sagde, jeg ikke var færdig.”
Hun spredte Marias lår. Maria var stadig åben, våd, hans sæd og hendes eget. Astrid slikkede hende. Langsomt, grundigt, uden at gøre det til et nummer. Maria bøjede nakken tilbage. Jakob så naboens korte, lyse hår mellem sin kones lår og mærkede det trække i ham igen, tungt, ikke med det samme, men tydeligt.
“Astrid—”
“Jeg kan smage jer begge.”
Marias hånd fandt Jakob, strøg ham, mens hun blev slikt. Astrid mærkede bevægelsen, skiftede, tog ham i munden et par gange, dybt, uden at spille sart, så tilbage til Maria. Skiftede. Som om hun havde ret til dem begge.
Maria kom blødere denne gang, lårene om Astrids hoved, en lang lyd hun ikke holdt tilbage. Astrid slikkede hende gennem det, indtil Maria skubbede svagt til hendes skulder.
“For meget.”
Astrid løftede hovedet. Munden skinnede.
“Godt.”
Hun kravlede op over Jakob, vendt fra ham, og satte sig over hans ansigt, samtidig med at hun bøjede sig frem og tog ham. Maria flyttede sig hen til siden, kyssede Astrids ryg, strøg hendes tunge bryster nedenfra og fandt hende foran med fingrene.
Jakob slikkede. Hun var anderledes end Maria. Fast, stærk, en anden smag, et andet støn, der kom nede fra brystet. Hun tog ham dybt. Marias fingre i hende, Jakobs tunge. Astrid kom med ham i munden, hoften presset ned, en lav svensk lyd, som om hun endelig slap noget.
Hun slap ham, vendte sig, åndede mod hans mave.
“Nu dig. Bagfra. Jeg vil mærke, at du er en stor mand.”
Hun stillede sig på knæ. Maria lagde sig foran hende, så Astrid kunne bøje sig over hendes krop. Jakob kom bagved. Han førte sig ind. Hun var våd og åben og tog ham alligevel med et tryk, der fik ham til at holde vejret. Han gik dybt. Hun stødte tilbage.
“Ja. Hold fast.”
Han greb hendes hofter. Kraftig mand mod stærk kvinde. Maven mod hendes røv, skægget hen over hendes ryg, når han bøjede sig. Maria under dem, Astrids mund på hendes bryst, så på hendes mund. Sengen knagede. Ude fra søen kom en natfugl.
Maria strøg Astrids hår, det korte, lyse, og kiggede Jakob i øjnene over hendes skulder.
“Knep hende,” sagde hun. Ikke højt. Bare tydeligt. “Jeg vil se det.”
Han gjorde det. Ikke forsigtigt. Astrid tog det, mødte ham, en hånd knyttede i lagenet, den anden mellem Marias lår igen, som om hun ikke kunne lade være. Maria spredte sig for hendes fingre, stønede ind i Astrids mund, mens Jakob stødte.
Astrid løftede hovedet.
“I mig. Ikke i hende denne gang. Jeg vil have det.”
Jakob nikkede, ude af stand til andet. Han holdt hendes hofter hårdere, maven slået ind mod hende, og kom med et brøl i det åbne rum. Astrid pressede sig tilbage, tog det, åndede gennem tænderne, og kom igen kort efter, strammere, med Marias bryst mod munden.
De faldt sammen. Jakob gled ud. Astrid lagde sig tungt mellem dem, et ben over Marias, en arm over Jakobs bryst. Sved. Sæd. Søluft.
Ingen sagde undskyld.
Maria lo pludselig, stille, op i loftet.
“Vi skulle bare over og spise elg.”
Astrid smøgede munden mod hendes skulder.
“I spiste. Så spiste jeg jer. Det hænger sammen.”
Jakob strøg Astrids korte hår, så Marias mørke. Hans krop var tung på den rigtige måde.
“Vi har et hus ved siden af,” sagde han.
“Jeg ved det. I skal ikke sove i det i nat.” Astrid gik ikke i seng med det samme. Hun strøg dem begge, langsomt, som om hun tjekkede, at de stadig var der. “I morgen kan I lade som om, I er på almindelig ferie. I nat er I her.”
Maria vendte sig ind mod hende.
“Og i morgen?”
Astrid åbnede øjnene.
“I morgen ser vi, om I stadig vil, når lyset er skarpt, og I kan se hinanden uden vin. Hvis I vil, kommer I. Hvis ikke, vinker jeg over græsset, og vi siger, det var en god middag.” Hun klemte Marias hofte. “Jeg presser ikke. Jeg lyver heller ikke. Jeg vil gerne have jer igen.”
Jakob mærkede Marias fod mod sin læg. Hun kiggede på ham. Han nikkede. Hun nikkede tilbage.
“Så sover vi,” sagde Maria.
De slukkede lampen. Myggenettet bevægede sig. Søen lå sort udenfor. Astrids krop var varm og fast mellem dem, Marias blød på den anden side, Jakobs arm tung over dem begge.
Han lå vågen et par minutter alligevel. Ikke fordi han fortrød. Fordi hans kone åndede mod en anden kvindes hals, og fordi han selv stadig kunne mærke Astrid om sig, og fordi ferien, de havde lejet et hus til, ikke længere var den, de var kørt afsted på.
Ved siden af ham rørte Maria sig i søvne og fandt Astrids hånd.
Han lukkede øjnene.
De vågnede af lys, ikke af en alarm. Solen stod skråt ind gennem myggenettet og lagde en stribe hen over lagenet, hen over Astrids ryg, hen over Marias hofte.
Jakob lå yderst. Hans arm var blevet stiv under puden. Ved siden af ham åndede Astrid tungt og jævnt, kort lyst hår i nakken, et ar på skulderen, han ikke havde set om natten. Maria lå inderst, mørkt hår ud over puden, munden lidt åben.
Ingen sprang op.
Astrid åbnede øjnene først. Hun kiggede på ham uden at smile med det samme. Bare så. Så vendte hun hovedet og så på Maria, indtil Maria også vågnede.
“Godmorgen,” sagde Astrid. Stemmen var ru af søvn. Svensk, stadig uden pynt. “Nu kan I se mig. Og hinanden.”
Maria strakte sig, mærkede kroppen, mærkede ømheden mellem benene og den tørre smag i munden.
“Jeg kan se jer,” sagde hun. “Det er værre og bedre på samme tid.”
Jakob lo lavt.
“Værre hvordan?”
“Fordi det ikke kan skydes på vinen.” Maria satte sig op. Brysterne tunge, håret i ansigtet. “Bedre, fordi jeg ikke har lyst til at kravle ud ad vinduet.”
Astrid rejste sig nøgen, gik hen til vinduet og åbnede det mere. Søen lå blank. En båd langt ude. Hun strakte armene, bred i ryggen, uden at suge maven ind.
“Kaffe. Toilet. Så taler vi ude. Ikke i sengen. Sengen lyver på en anden måde.”
De gjorde det i den rækkefølge. Jakob skyllede ansigtet, så sig selv i spejlet: fyrre, skæg, mærker i huden fra lagenet, en mand der havde knæppet naboen, mens hans kone holdt øje og bad ham om det. Han spyttede og gik ud.
Kaffen blev brygget i et gammelt apparat. De sad på verandaen i skjorter, der ikke var deres egne. Astrid havde givet Maria en stor, slidt flannel. Jakob havde sin egen t-shirt på igen. Astrid selv i en åben skjorte og underbukser.
Fugle. Vand. En slåmaskine langt borte.
“Fortryder I?” spurgte Astrid og skar brød.
Maria rystede på hovedet.
“Nej. Jeg er forvirret. Men det er ikke det samme.”
“Hvad er du forvirret over?”
“At jeg kunne lide at se ham i dig. At jeg kunne lide din mund på mig. At jeg i morges, da jeg vågnede, først mærkede efter, om du stadig lå der, før jeg mærkede efter ham.”
Jakob satte koppen.
“Det ramte.”
“Det skulle det.” Maria kiggede på ham. “Ikke som et angreb. Som sandhed. Jeg elsker dig. Og jeg vil gerne have mere af det her, mens vi er her. Hvis du også vil.”
Han nikkede.
“Jeg vil. Jeg blev jaloux et par gange. Ikke så jeg ville stoppe. Så jeg blev hårdere.” Han så på Astrid. “Og du er ikke et eksperiment, vi tager med hjem i en kuffert. Du bor her.”
Astrid smurte smør på brødet.
“Godt sagt. Jeg vil ikke være jeres hemmelighed, og jeg vil ikke være jeres terapi. Jeg vil gerne kneppe jer. Spise med jer. Svømme. Sove, hvis det passer. Resten af de dage, I er her. Uden at I skylder mig en fremtid, og uden at jeg skylder jer at forsvinde pænt.”
Maria trak flannelen tættere.
“Hvor længe bliver vi? Ti dage endnu.”
“Så har I ti dage.” Astrid drak. “I dag svømmer vi. I tager hjem og bader og finder ud af, om I kan kigge på hinanden over morgenmad i jeres eget hus. Hvis døren stadig er åben til eftermiddag, kommer jeg. Hvis den er lukket, bliver jeg på min side af birkene.”
Jakob rakte hånden over bordet. Ikke dramatisk. Bare hen til Marias.
“Døren er åben.”
Maria klemte hans fingre og så på Astrid.
“Kom.”
De svømmede før middag. Bryggen var varm, vandet koldt om anklerne, så om lårene. Astrid smed skjorten og gik ud uden at tøve. Stærk krop, lyse hår i nakken, bryster der løftede sig, da hun løftede armene og dukkede.
Maria fulgte. Høj, blød, mørkt hår klistret til ryggen, da hun kom op igen. Jakob efter dem, kraftig i vandet, skægget vådt.
De svømmede ikke langt. Tæt på land, hvor bunden kunne mærkes. Astrid kom ind bag Maria, en hånd om hendes mave under vandet, munden ved øret.
“Dine bryster er smukke i det her lys. Han kan se det. Jeg kan se det.”
Maria lænede sig tilbage mod hende. Jakob stod et par meter væk, vandet om livet, og kiggede. Ingen af dem vinkede ham tættere med det samme. De lod ham se. Astrids hånd gled lavere, mellem Marias lår, skjult af vandet. Maria åbnede munden, men lød ikke. Bare åndede.
“Ikke færdig herude,” sagde Astrid. “Der kommer folk med hunde. Jeg er ligeglad med skam, ikke med politi.”
Hun slap. Maria svømmede hen til Jakob, kyssede ham med koldt vand om munden, og han mærkede hendes hånd om ham under overfladen, et kort, fast tag.
“Hjem til os,” hviskede hun.
De gik op. Tørrede sig med de håndklæder, Astrid havde slæbt med. Græsset klistrede til fødderne. På stien mellem husene gik de tre i en række, som naboer, der havde badet. Bare at det ikke var det.
Deres lejede hus lugtede stadig af ny sæbe og fremmed sengetøj. Maria åbnede terrassedøren mod søen. Astrid gik ind, som om hun havde ret til det, standsede i stuen og kiggede sig omkring.
“Det er jeres ferie. Nu er jeg i den.”
Maria gik hen og kyssede hende først. Ikke som i nat, hvor Astrid havde styret det meste. Maria tog hendes ansigt mellem hænderne, kyssede hende dybt, pressede den bløde krop ind mod den stærke. Jakob lukkede døren, ikke fordi nogen kiggede, men fordi rummet skulle være deres.
“Soveværelset,” sagde Maria. “Vores seng denne gang.”
De gik derind. Lettere gardiner, dobbeltseng, en kuffert stadig halvt åben. Maria trak flannelen af, så sit eget tøj. Astrid satte sig på sengekanten og trak Maria ind mellem sine knæ, munden på hendes mave, hænderne på hendes røv.
Jakob blev stående et øjeblik og så det i deres eget rum. Så gik han hen. Maria rakte hånden ud efter ham uden at se, fandt hans bælte, åbnede det.
“I dag skal du ikke bare holde mine håndled,” sagde hun. “Du skal se på os, indtil jeg siger, du må. Og så skal du være med.”
Astrid lo mod Marias hud.
“Hun har fået smag for at bestemme. Det kan jeg lide.”
Hun trak Maria ned på sengen, rullede hende om på ryggen og lagde sig mellem hendes lange ben. Slikkede hende med dagslyset over dem, så man kunne se det hele: Marias mørke hår, den våde glans, Astrids korte lyse hoved mellem hendes lår. Jakob satte sig i stolen ved vinduet, bukserne åbne, hånden om sig selv, og gjorde, som han var blevet bedt om.
Maria kiggede på ham, mens hun blev slikt.
“Bliv der. Kig. Jeg vil have, at du ser, hvor meget jeg kan lide hende.”
Hun kom med åbne øjne, den ene hånd i Astrids hår, den anden knyttet i deres eget ferielagen. Astrid slikkede hende færdig, kyssede sig op ad den bløde mave, de bløde bryster, munden.
“Nu ham,” sagde Astrid. “Men langsomt. Jeg vil høre jer tale, mens I gør det.”
Maria nikkede, stadig forpustet, og rakte ud efter Jakob.
Jakob rejste sig. Stolen skrabede let. Han gik hen til sengen, bukserne stadig åbne, og Maria trak ham ned ved skjortestoffet, indtil han lå mellem dem.
“Langsomt,” gentog Astrid. Hun lå langs Marias side, en hånd på hendes mave, munden ved hendes øre. “Og tal. Ikke det pæne. Det I tænker, mens I gør det.”
Maria spredte benene om ham. Hun tog ham i hånden og førte ham hen. Han gled ind i hende i ét langt tryk. Hun var blød og åben og varm. Han holdt stille inde i hende, panden mod hendes.
“Sig det,” hviskede hun.
“At jeg elsker dig,” sagde han. “Og at jeg lige har set en anden kvinde slikke dig i vores seng, og at jeg aldrig har været så hård af at se dig.”
Maria åndede ud.
“Jeg kunne lide, at du blev i stolen. At du gjorde, som jeg sagde.” Hun løftede hofterne. “Knep mig. Ikke som derhjemme, når vi skynder os. Som om vi har tid.”
Han bevægede sig. Langsomt, dybt. Sengen i det lejede hus var smallere end Astrids. Madrassen gav efter under hans vægt. Astrid strøg Marias bryst, klemte blødt, og kiggede Jakob i øjnene.
“Du er tung på hende. Hun kan lide det. Sig det til ham, Maria.”
“Jeg kan lide, når du ligger på mig,” sagde Maria. Stemmen var ustabil. “Når jeg kan mærke maven og skægget og at du ikke prøver at være slank. Og jeg kan lide, at hun ligger her og rører ved mig, mens du er i mig.”
Astrid smilede og kyssede hendes mund.
“Godt. Så lyver I ikke.”
Hun flyttede sig op, knælede ved Marias hoved, vendt så Jakob kunne se hende. Maria løftede ansigtet og slikkede hende, mens han stødte. Astrid lagde en hånd i det mørke hår, den anden i Jakobs nakke.
“Se på os,” sagde hun til ham. “Det er din kone. Det er mig. Det er ferien.”
Han så det. Marias mund, Astrids lår, det korte lyse hår, Marias hænder om Astrids hofter. Han gik dybere. Maria stønede ind i hende.
“Jeg bliver jaloux,” sagde han. “Når hun kommer af din tunge. Ikke så jeg vil have, du stopper. Så jeg vil ind. I jer begge. Resten af de dage, vi er her.”
“Så gør det,” sagde Maria, slap Astrid et øjeblik, kiggede op på ham, rød i kinderne. “Ikke som en hemmelighed vi pakker ned. Som noget vi vælger, mens vi er her.”
Astrid sænkede sig, så Maria kunne nå hende igen, og talte hen over hendes hoved.
“Jeg vil have jer i mit hus og i det her. Om dagen, hvis I tør. Om natten, når I ikke kan lade være. Ingen ring. Ingen løfter. Bare at I kommer, når I vil, og siger fra, når I ikke vil.”
Jakob nikkede, ude af stand til lange sætninger. Han holdt Marias håndled oppe over hovedet, som hun havde sagt hun kunne lide, og knæppede hende fast, mens hun slikkede Astrid. Maria kom først, kroppen der klemte om ham, en lyd hun ikke holdt tilbage. Astrid kom kort efter, lårene om Marias hoved, hånden hård i hendes hår.
Maria vendte ansigtet væk, forpustet.
“I hende,” sagde hun. “Jeg vil se dig komme i hende. I vores seng.”
Han gled ud. Astrid lagde sig på ryggen uden at spørge. Kraftige lår, åben, våd. Jakob gik ind i hende. Hun tog ham med et åndedrag gennem tænderne og trak ham ned, så maven mødte hendes.
Maria lagde sig tæt ved, strøg dem begge, kyssede Astrids mund, så Jakobs skulder.
“Hold hende,” sagde hun. “Jeg kigger.”
Han gjorde det. Astrid mødte ham, stærk under ham, hænderne i hans ryg, oppe i hans skæg. Maria’s fingre fandt hende foran, mellem dem, gned i takt. Astrid kom med åbne øjne, kiggende på Maria, så på ham. Jakob fulgte, stødte dybt, kom i hende med ansigtet i hendes hals og Marias hånd i hans nakke.
De blev liggende. Et ben over et andet. Sved i det lyse rum. En flue mod ruden. Søen udenfor, som om intet var sket, og som om alt var sket.
Maria lo stille, pusten stadig høj.
“Vi lejede det her hus for at være os to.”
“I er stadig jer to,” sagde Astrid. Hun strøg Marias hofte, Jakobs ryg, uden at gøre det blødt og undskyldende. “I har bare sluppet op for at lade som om, det var nok i de her dage.”
Jakob vendte hovedet og så på sin kone. Fyre år, skæg, tung i kroppen, stadig inde i en anden kvinde, og alligevel mere hos Maria end han havde været i måneder.
“Er du okay?”
Maria nikkede.
“Jeg er mere end okay. Jeg er sulten. Og jeg vil i bad. Og så vil jeg have, at hun bliver til aftensmad. Ikke som gæst, vi skal underholde. Som hende, vi lige har gjort det her med.”
Astrid trak ham ud af sig, satte sig op, kort hår i alle retninger.
“Jeg bliver. Jeg laver ikke mad for at være sød. Jeg laver mad, fordi vi skal spise. Bagefter ser vi, om sengen her eller min er størst nok til tre, der ikke er færdige med hinanden.”
De gik i bad på skift og så alligevel to ad gangen. Hænder, sæbe, mund. Ingen ny forestilling. Bare kroppe, der allerede kendte hinanden. Ude i køkkenet stod Maria i en kjole uden noget under, Astrid i Jakobs skjorte, Jakob i shorts. De lavede pasta og det, der var i køleskabet. Det var ikke en restaurantaften. Det var tre voksne, der stadig lugtede af hinanden.
Ved bordet rørte Maria Astrids fod under træet. Jakob så det og sagde ingenting. Han skænkede vin og mærkede, at jaloux og lyst sad i samme sted i ham, og at det ikke skulle løses. Bare bruges.
Da mørket kom over søen, gik de ikke hver til sit. De gik ind igen. Ikke fordi nogen sagde, at nu skulle der ske mere. Fordi ingen af dem ville sove alene i et hus, der pludselig var for stort.
Senere, da lampen var slukket, lå Maria med ryggen mod Jakob og ansigtet mod Astrid. Hans arm om dem begge. Astrids hånd på Marias bryst, rolig, som om den hørte til der i de nætter, de havde tilbage.
“Ti dage,” hviskede Maria.
“Ni,” rettede Astrid. “I har brugt en.”
Jakob smilede ind i Marias hår.
“Så bruger vi de ni.”
Ingen lovede mere end det. Udenfor lå vandet sort og stille. Indenfor var ferien ikke længere den, de havde pakket til. Den var blevet den, de havde sagt ja til over elg og vin, og som de nu lå i, nøgne, mætte, og uden at lade som om.
