Henning havde sagt nej tre gange. Først i telefonen, så i køkkenet, og til sidst ude i indkørslen, mens Jørgen allerede havde startet bilen.

Nu sad han alligevel i forsamlingshuset med en fadøl, der var blevet lunken, og en fornemmelse af, at han var blevet snydt.

Salen var varm. For varm. Musikken kom fra et anlæg, der var for stort til rummet, og dansegulvet var allerede fyldt med par, der kendte trinene bedre, end han nogensinde havde gjort. De fleste var på hans alder. Nogle ældre. Et par yngre klynger stod nede ved baren og lo for højt.

Han tænkte, at han kunne smutte, når Jørgen og Preben var blevet tilpas fulde til ikke at opdage det.

Så stod hun foran ham.

Mørkt hår. Sort kjole. Ikke stram på den der bevidste måde, bare tætsiddende nok til, at man lagde mærke til hoften, da hun flyttede vægten over på det ene ben.

Hun var alt for ung.

“Vil du danse?”

Han kiggede op. Først på hende. Så hen over hendes skulder, som om hun måtte have ment en anden.

“Mig?”

“Ja. Dig.”

Hun smilede. Ikke overdrevent. Bare sikkert.

“Jeg er ikke særlig god til det,” sagde han.

“Det er okay. Jeg er heller ikke.”

Hun rakte hånden frem. Han tog den, mest fordi det ville være uhøfligt ikke at gøre det. Hendes hånd var varm. Tør. Hun trak ham med ud, før han nåede at finde på en undskyldning.

På dansegulvet rykede hun tættere, end han havde forventet. Ikke klistret. Bare tæt. Hendes hånd landede på hans skulder. Den anden holdt hans.

“Jeg hedder Camilla.”

Hun sagde det ind mod hans øre, fordi musikken ellers slugte det.

“Henning.”

“Jeg ved det. Dine venner pegede på dig, da vi kom ind.”

Han fnøs. “De skulle holde kæft.”

Hun lo. En rigtig latter. Ikke den der høflige, man giver en ældre mand, man har ondt af.

De dansede. Hun var bedre, end hun havde sagt. Hun fulgte, men hun styrede også. Da nummeret blev langsommere, gled hendes hånd op i hans nakke. Fingrene strøg ham næsten i håret.

Han tænkte, at hun var venlig. En af dem, der dansede med alle, så ingen sad alene. Måske havde veninderne skubbet hende. Måske var det et væddemål. Det skete. Han havde set det før.

Hun kiggede på ham. Længe. Ikke det der hurtige, høflige blik.

“Du er god til at føre,” sagde hun.

“Det er mange år siden.”

“Man kan mærke det.”

Hendes krop rørte hans, da de drejede. Bryst. Hofte. Kort. Han rettede sig og holdt en anelse mere afstand.

Hun rykede tættere igen.

Næste nummer var hurtigere. Hun blev alligevel. Hun lo, da han trådte forkert, og hendes hånd strøg ned ad hans ryg, som om det var det mest naturlige i verden.

“Du behøver ikke holde så pænt afstand,” sagde hun.

“Jeg vil ikke træde på dig.”

“Det gør du ikke.”

Hun kiggede ham i øjnene, da hun sagde det. Han smilede lidt stift og kiggede væk ud over salen, som om han holdt øje med sine venner.

Inde i ham sad den gamle vane fast: Hun er sød. Hun er høflig. Hun synes sikkert, det er sjovt at danse med en, der kunne være hendes far.

Camilla mærkede det. Den der usynlige afstand, han blev ved med at lægge ind. Hun havde lagt mærke til ham, allerede da hun kom. Gråt hår, der stadig sad pænt. Skjorte, der var strøget. Rolige hænder om ølglasset. Ikke en af de der mænd, der stirrede. Tværtimod. Han kiggede næsten bevidst væk.

Hun kunne lide det.

Hun kunne også lide, at han lugtede af barbersæbe og noget rent. Ikke parfume. Ikke øl. Bare mand.

Da sangen sluttede, slippde han hende med det samme.

“Tak,” sagde han. “Det var hyggeligt.”

Hyggeligt.

Hun stirrede på ham et sekund for længe.

“Vi kan tage en mere,” sagde hun.

“Jeg skal nok ikke holde dig fra dine veninder.”

“De klarer sig.”

Hun tog hans hånd igen, før han nåede at sætte sig. Denne gang lod hun tommelfingeren stryge hen over hans knoer. Kort. Bevidst.

Han mærkede det. Fortolkede det som venlighed.

De dansede videre. Hun kom tættere. Hendes lår ramte hans, når de drejede. Hendes bryst trykkede let mod hans skjorte, når hun lænede sig ind for at sige noget.

“Bor du her i byen?”

“Ja. Lige ude ved skoven.”

“Alene?”

Han tøvede. “Ja.”

“Det synes jeg er ærgerligt.”

Han smilede den der afvæbnende, lidt selvironiske smil, han altid brugte. “Jeg har vænnet mig til det.”

Hun kiggede på hans mund, da han sagde det. Han opdagede det ikke.

Inde i hende begyndte irritation at blande sig med lysten. Hun var ikke diskret. Hun vidste det godt. Hun havde lagt hånden i hans nakke. Hun havde rykket hoften ind. Hun havde spurgt, om han boede alene. Og han stod der og opførte sig, som om hun var en niece, der var høflig til en konfirmation.

Da nummeret sluttede, gik hun ikke væk.

“Skal vi tage noget at drikke?” spurgte hun.

“Jeg har en øl derovre.”

“Så tager jeg en med.”

Hun fulgte med hen til hans bord. Jørgen og Preben kiggede op, begge med den der dumme, betydningsfulde mine. Henning ignorerede dem. Camilla satte sig, som om stolen havde ventet på hende.

Hun vendte sig mod ham. Knæet ramte hans. Hun lod det blive.

“Dine venner kigger,” sagde hun.

“De kan ikke lade være.”

“Synes du, det er pinligt?”

“Nej. De er bare idioter.”

Hun smilede. Tog en slurk af sin drink. Læberne efterlod et mærke på glasset.

“Du tror, jeg sidder her af høflighed, ikke?”

Han kiggede på hende. “Jeg tænker, du er venlig.”

Hun åndede stille ud gennem næsen.

“Venlig.”

“Ja. Det er du jo også.”

Hun lænede sig frem. Ikke meget. Bare nok til, at han kunne mærke varmen fra hende.

“Henning. Jeg bød dig op, fordi jeg havde lyst til at danse med dig. Ikke fordi dine venner pegede. Ikke fordi jeg syntes, du så ensom ud.”

Han blinkede. Først én gang. Så igen.

“Okay.”

“Okay,” gentog hun. “Det var det.”

Hun rystede let på hovedet, som om hun talte med en, der nægter at åbne en dør, der allerede er ulåst.

“Skal vi danse igen?” spurgte hun.

Han nikkede. Mere langsomt denne gang.

På dansegulvet droppede hun den sidste rest af forsigtighed. Hun lagde begge arme om hans nakke. Hendes krop kom helt ind. Brystet. Maven. Hoften. Hun bevægede sig med musikken, men også mod ham.

Han blev stiv. Ikke bare i ryggen.

Hun mærkede det. Selvfølgelig mærkede hun det. Hun sagde ingenting. Hun bare blev, hvor hun var, og lod hoften stryge ham, når rytmen tillod det.

“Du er spændt,” hviskede hun.

“Det er varmt herinde.”

“Det er det.”

Hendes mund var tæt på hans kæbe. Han kunne mærke hendes ånde.

“Camilla…”

“Ja.”

“Jeg er 66.”

“Jeg ved det.”

“Og du er…”

“Toogtredive.”

Han slugte. “Så forstår jeg ikke…”

Hun trak hovedet lidt tilbage og kiggede på ham. Der var stadig lyst i øjnene. Men også noget skarpere nu.

“Så skal jeg sige det endnu tydeligere?”

Han svarede ikke. Musikken fyldte hullet.

Hun tog hans hånd og førte den ned på hendes hofte. Lod den blive der. Hans tommelfinger ramte kanten af hendes kjole, der, hvor stoffet strammede.

“Der,” sagde hun stille. “Det er ikke høflighed.”

Han stod helt stille et øjeblik. Folk dansede rundt om dem. Ingen kiggede rigtigt. Eller også gjorde de. Han kunne ikke mærke forskel længere.

Hans hånd blev liggende.

Hun så det. Endelig.

Et lille smil, der ikke var sødt. Mere lettet. Og sulten.

“Kom,” sagde hun. “Vi går udenfor. Jeg kan ikke stå her og lade, som om jeg bare er venlig længere.”

Hun slap ham ikke. Hun trak ham med mellem de dansende, forbi baren, ud gennem sideudgangen, hvor den kølige aftenluft ramte dem.

Gårdspladsen bag forsamlingshuset var mørk. Et par biler. En container. Lyden af musikken blev sløret, da døren faldt i.

Hun vendte sig mod ham med det samme.

“Nu skal du høre det, uden at der er halvtreds mennesker omkring os.”

Hun stod tæt. Hendes hænder landede på hans skjorte.

“Jeg synes, du er attraktiv. Jeg har kigget på dig hele aftenen. Jeg vil gerne have, at du rører ved mig, som om du har fattet det. Ikke som om jeg er din niece.”

Han åbnede munden. Lukke den igen.

“Jeg troede…”

“Jeg ved, hvad du troede.” Hendes stemme var lav. “Og det er okay. Men nu ved du det.”

Hun ventede. Ikke længe. Bare længe nok til, at han kunne trække sig, hvis han ville.

Han gjorde det ikke.

Hun løftede sig op på tæerne og kyssede ham.

Ikke et forsigtigt, afprøvende kys. Hun tog hans underlæbe mellem sine, åbnede munden, og da hans hænder endelig landede på hendes ryg, pressede hun sig helt ind.

Han smagte af øl og noget rent. Hun smagte af drink og varme. Hans skægstubbe strøg hendes hage. Hun lavede en lille lyd i halsen, som om hun havde ventet på det her i to timer.

Hans hænder strammede om hendes talje. Usikkert først. Så fastere.

Da de slap hinanden, var hendes åndedræt hurtigere.

“Der,” hviskede hun. “Nu er vi enige.”

Han kiggede på hende i mørket. Stadig lidt chokeret. Men hans hænder var ikke flyttet.

“Hvad så nu?” spurgte han.

Hun strøg en finger ned ad hans skjorte, hen over et knap.

“Nu kører du mig hjem. Eller jeg kører dig. Jeg er ligeglad. Men jeg bliver ikke herinde og danser pænt med dig resten af aftenen, mens du stadig overvejer, om jeg er venlig.”

Han nikkede. Langsomt.

“Jeg har bilen.”

“Godt.”

Hun kyssede ham igen. Kortere. Men med tungen denne gang. Hendes hånd gled ned og mærkede ham gennem bukserne. Fast. Åbenlyst.

Han trak vejret ind.

“Camilla…”

“Ja. Jeg ved det. Du er 66. Jeg er 32. Og jeg vil gerne have dig inden i mig i aften.”

Hun sagde det stille. Uden at blinke.

Så vendte hun sig og gik hen mod parkeringspladsen, som om hun allerede vidste, hvilken bil der var hans.

Han stod et sekund. Så fulgte han efter.

Han låste op uden at sige noget. Hun gik ind i passagersædet, som om hun havde siddet der før. Nederdelen gled op, da hun satte sig. Hun rettede den ikke.

Henning startede bilen. Hænderne var rolige på rattet. Indeni var han det ikke.

“Dine venner så os gå,” sagde hun.

“De kan sidde og gætte.”

Hun smilede sidelæns. “Det gør de nok.”

Byen var lille. Tre minutter, så var gaderne væk, og træerne begyndte. Hun lagde hånden på hans lår. Ikke usikkert. Fast. Tommelfingeren strøg langsomt opad, indtil den ramte sømmen.

Han skiftede gear lidt for hårdt.

“Du kører stadig, som om det her kan nå at blive en misforståelse,” sagde hun.

“Det kan det vel.”

“Nej.” Hun vendte sig i sædet. “Hvis du vil sætte mig af, så gør det nu. Ellers skal du holde op med at se ud, som om jeg har kidnappet dig.”

Han kiggede hurtigt på hende. Vejens gule striber. Hende igen.

“Jeg sætter dig ikke af.”

“Godt.”

Hendes hånd gled højere. Hun mærkede ham gennem bukserne. Han var allerede hård. Hun lavede en lille lyd, tilfreds, næsten irriteret over, at det havde taget ham så lang tid at indrømme det.

“Der,” hviskede hun. “Det var det, jeg mærkede på dansegulvet. Du kan ikke lade, som om du ikke vidste det.”

“Jeg vidste det ikke.”

“Du vidste det godt. Du ville bare ikke tro det.”

Han sagde ingenting. Huset kom frem bag træerne. Et ældre parcelhus, mørkt, en enkelt lampe i carporten. Han standsede, slukkede motoren. Stilheden var pludselig stor.

Hun tog selen af og lænede sig over gearstangen. Kyssede ham igen. Dybere end ude bag forsamlingshuset. Hendes tunge i hans mund. Hendes hånd stadig om ham.

“Ind,” sagde hun mod hans læber.

Han åbnede hoveddøren. Gangen lugtede af træ og vaskepulver. Hun gik forbi ham, kiggede ind i stuen, vendte sig og begyndte at knappe hans skjorte op, mens de stadig stod på dørtrinet.

“Camilla…”

“Sig ikke, at du er for gammel. Sig ikke, at jeg kommer til at fortryde det. Og sig for helvede ikke, at jeg er venlig.”

Han lo lavt. Første gang den aften, det lød rigtigt.

“Okay.”

Hun fik tre knapper op. Lagde munden mod hans hals. Han smagte salt. Hans hænder fandt hendes røv gennem kjolen, løftede stoffet, mærkede bar hud og kanten af en trusse.

Hun stønne stille, da han klemte.

“Endelig,” mumlede hun. “Brug hænderne, som om du vil have mig.”

Han gjorde det. Drejede hende ind mod væggen i gangen. Kyssede hende hårdere. Hendes ene ben kom op om hans hofte. Kjolen sad nu om livet. Han strøg hende udefra, over stoffet mellem hendes ben. Hun var allerede våd. Han kunne mærke det.

Hun greb hans hånd og førte den ind under kanten.

“Der. Mærk det. Det er ikke høflighed.”

Hans fingre gled mellem hendes køn. Varmt. Blødt. Hun var glat, og hun pressede sig imod hans hånd, da han fandt klitoris. Hendes pande landede mod hans skulder.

“Ja. Sådan. Ikke forsigtigt.”

Han gned hende i små, faste cirkler. Hun åndede hurtigt. Hendes negle i hans skjorte. I gangen, med døren næsten i, med skoene stadig på, kom hun næsten, bare af det.

Hun stoppede ham. Tog hans hånd væk. Kiggede på ham med mørke øjne.

“Soveværelse. Nu. Jeg vil ikke komme op ad din væg, før du er inden i mig.”

Han nikkede. Førte hende med. Soveværelset var enkelt. Dobbeltseng. Lampe på natbordet, som han tændte, fordi han ville se hende.

Hun trak kjolen af selv. Ingen bh. Brysterne var fulde, brune brystvorter, maven blød. Hun var ikke en pige. Hun var en kvinde, der vidste, hvad hun gjorde. Trussen gled ned. Hun stod nøgen foran ham og lod ham kigge.

“Din tur.”

Han tog skjorten af. Maven var der. Gråt hår på brystet. Hun gik hen og åbnede hans bælte selv. Bukserne ned. Hun knælede ikke med det samme. Hun strøg ham først gennem underbukserne, trak dem ned, og tog ham i hånden.

Han var tyk. Stiv. Hun kiggede op på ham, mens hun strøg ham.

“Du troede virkelig, jeg dansede med dig af medlidenhed.”

“Ja.”

Hun lo. Kort. Så tog hun ham i munden.

Varmen ramte ham så hårdt, at han måtte tage fat i sengegærdet. Hun sugede ham langsomt, dybt, uden at lege. Hendes hånd om roden. Hun kiggede op undervejs, som om hun ville være sikker på, at han stadig fattede det.

“Camilla… hold…”

Hun slap ham med et smæld.

“Lig dig. Jeg vil ride dig. Jeg har tænkt på det, siden du holdt afstand på dansegulvet, som om jeg var farlig.”

Han lagde sig. Hun kravlede op over ham. Tog ham i hånden, styrede ham. Satte sig ned i ét langt, vådt træk.

Begge stivnede.

Hun var stram om ham. Varm. Hun åndede ud gennem munden og begyndte at bevæge sig. Langsomt først. Cirkler. Så dybere. Hendes bryster gyngede. Hun tog hans hænder og lagde dem på dem.

“Klem. Jeg vil mærke, at du er der.”

Han gjorde det. Hun stønne. Red ham hårdere. Sengebenene slog let i gulvet. Hun bøjede sig frem, håret i ansigtet, og kyssede ham, mens hun tog ham i sig igen og igen.

“Du er så tyk,” hviskede hun. “Fuck. Jeg vidste det. Jeg kunne mærke det, da vi dansede.”

Han løftede hoften imod hende. Hun gøs.

“Sådan. Hold ikke igen. Jeg er ikke porcelæn.”

Han vendte dem. Hun landede på ryggen med et lille gisp, og han skubbede hendes ben op. Gled ind i hende igen. Dyb. Hendes ankler om hans ryg. Han knaldede hende nu. Ikke vildt. Fast. Tæt. Hver stød fik hende til at lave lyd.

Hun kiggede ham i øjnene hele tiden. Som om hun nægtede at lade ham glide tilbage i den der høflige afstand.

“Sig mit navn,” sagde hun.

“Camilla.”

“Igen.”

“Camilla.”

Hun kom. Pludseligt. Kroppen spændte. Hun klemte om ham indefra, stønne højt, og neglene ramte hans ryg. Han holdt hende, mens hun rystede, og så kom han selv. Dybt i hende. Med et lydløst gisp og hoften presset hårdt frem.

De lå stille.

Hendes ben faldt langsomt ned om ham. Hun strøg ham i nakken, der hvor hun havde rørt ham første gang på dansegulvet.

“Nu har du fattet det,” sagde hun stille.

Han lo. Træt. Ærligt.

“Jeg tror, jeg er ved at.”

Hun kyssede ham. Blødere nu. Blev liggende under ham, varm og våd, uden at have travlt med at komme væk.

Udenfor stod skoven sort. Inde i soveværelset lå hun med benene om en mand, der tre timer tidligere havde troet, at hun bare var venlig.

Hun nikkede mod natbordet.

“Du skal ikke køre mig hjem endnu.”

“Nej.”

“Godt. For jeg er ikke færdig med at vise dig, at det her ikke var et væddemål.”

Hun rørte ved ham igen. Langsomt. Han begyndte at blive hård i hendes hånd, selv nu.

Hun smilede. Ikke sødt. Sikkert.

“Anden omgang. Og denne gang skal du ikke spørge, om jeg er sikker.”

Hun strøg ham, indtil han var stiv igen i hendes hånd. Langsomt. Fast. Hun kiggede på ham, mens hun gjorde det, som om hun ville se, om den gamle høflighed kom tilbage.

Den gjorde ikke.

Han vendte hende om. Ikke voldsomt. Bare bestemt. Hun landede på maven, løftede hoften, og kiggede tilbage over skulderen.

“Der,” sagde hun. “Nu fatter du det.”

Han strøg hende bagfra. Fingrene mellem hendes ben. Hun var våd af dem begge. Han gled to fingre ind i hende, og hun pressede sig imod hånden med et lavt støn.

“Henning…”

Han bøjede sig over hende. Munden i hendes nakke. Han tog sig selv i hånden og skubbede ind. Dybt. Hun greb dynen.

Han holdt hende om hoften og knaldede hende i lange, faste stød. Sengen slog. Hun var højlydt nu. Ikke teatralsk. Bare åben. Hver gang han ramte hende rigtigt, gik der en lyd gennem hende, som hun ikke prøvede at holde tilbage.

“Hårdere,” sagde hun.

Han gav hende det. Hans mave ramte hendes røv. Hans hånd gled frem og fandt hendes klitoris, gned hende, mens han tog hende. Hun skubbede sig tilbage imod ham, mødt ham.

“Fuck, ja. Bliv ved.”

Han gjorde. Han var forpustet. Sved i nakken. 66 år og alligevel stiv inde i en kvinde, der havde budt ham op, fordi hun havde lyst. Tanken ramte ham midt i det, og han greb hende fastere.

Hun mærkede skiftet. At han ikke længere dansede udenom.

“Sig det,” stønne hun.

“Hvad?”

“At du vil have mig.”

Han bøjede sig tættere. “Jeg vil have dig.”

“Igen.”

“Jeg vil have dig, Camilla.”

Hun kom med ansigtet i puden. Kroppen trak sig sammen om ham. Han holdt tempoet gennem det, indtil hun rystede og næsten krøb frem. Så trak han sig ud, vendte hende om igen, spredte hendes ben og gled ind forfra.

Hun kiggede op på ham med våde øjne og åben mund.

“Kom i mig,” sagde hun. “Ligesom før.”

Han stødte et par gange mere og kom. Tungt. Med hoften presset ind, hænderne under hendes røv, ansigtet i hendes hals.

De faldt sammen.

I et stykke tid var der kun åndedræt. Hendes ben om ham. Hans vægt, som hun ikke bad ham flytte.

Hun strøg ham langsomt over ryggen.

“Dine venner får aldrig ret i, at jeg var sød ved dig,” mumlede hun.

Han lo stille ned i puden ved siden af hendes hoved.

“De får ret i noget andet.”

“Hvad da?”

“At jeg skulle være taget med.”

Hun smilede. Vendte ansigtet og kyssede ham. Blødt. Uden at have noget at bevise længere.

Han gled ud af hende og lagde sig på siden. Hun fulgte med. Lå med ryggen ind mod hans bryst, hans hånd på hendes mave, som om den hørte til der.

“Jeg troede virkelig, du var venlig,” sagde han efter et stykke tid.

“Jeg ved det.” Hun gned sin hæl mod hans skinneben. “Det var derfor, jeg blev så irriteret. Jeg stod og gned mig op ad dig på dansegulvet, og du kiggede efter dine venner.”

“Jeg er rusten.”

“Du er ikke rusten.” Hun tog hans hånd og førte den ned mellem sine ben, lod ham mærke, hvor våd hun stadig var. “Du er bare langsom i opfattelsen.”

Han lod hånden blive. Ikke for at starte igen. Bare fordi hun havde lagt den der.

“Bliver du?” spurgte han.

“Ja.” Hun gabte imod hans arm. “Og i morgen skal du lave kaffe. Ikke køre mig væk, som om det her var en fejl.”

“Det var det ikke.”

“Nej.” Hun lukkede øjnene. “Det var en dansefest. Og du var den eneste, jeg havde lyst til at tage med hjem.”

Udenfor var der stille. Inde i sengen lå hun nøgen mod ham, 32 år, varm, tilfreds. Han lå med næsen i hendes hår og tænkte på fadøllen, der var blevet stående, og på Jørgen, der sikkert stadig sad og gættede.

Han strammede armen om hende.

Hun mumlede noget, der lød som søvn.

Og denne gang tænkte han ikke, at hun var venlig.