Det var altid de samme tre lyde om natten. Hans egne skridt på linoleummet. Ventilationens monotone sus. Og nøglerne, der raslede let ved hans hofte.

Rasmus standsede ved glasdøren til ottende sal. Nødlampens røde skær faldt over den tomme reception. Klokken var 23.17. Bygningen rummede over to tusind mennesker om dagen. Nu var de tre. Ham. Vagten i kælderen bag skærmene. Og hende.

Han vidste, hun var der, før han hørte hende. Der hang stadig en svag duft af hendes parfume i gangen. Sødt og lidt billigt. Det passede hende alligevel.

Mødelokalet 8.12 stod åbent. Lyset var tændt.

Amalie sad med ryggen til ham i den store læderstol for bordenden. Fødderne oppe på det polerede bord. Langt lyst hår, der faldt ned over stolen. Hun havde en hættetrøje på, der var mindst to størrelser for stor, og et par korte shorts. Den lille sølvring i næsen glimtede, da hun drejede hovedet.

«Du er sent ude, Rasmus.»

«Du må ikke sidde her. Lokalet skal være låst efter nitten.»

Hun smilede det der smil, der altid kom et halvt sekund for sent, som om hun først besluttede sig for at være sød. «Jeg ved det. Du har sagt det tre gange i den her uge.»

Han blev stående i døråbningen. Han fyldte den næsten. To meter og lidt til. Skaldet. Kraftig i overkroppen under den sorte uniformsskjorte. Hun var en halv meter lavere og blød alle de steder, han var hård.

«Så hvorfor sidder du her?»

«Fordi du kommer alligevel.» Hun tog en slurp af en dåse sodavand. «Og fordi det er sjovere, når du bliver irriteret.»

Han gik ind. Døren gled i bag ham. «Det er ikke et spil, Amalie. Det er regler.»

«Alt er et spil, hvis man leger med.» Hun satte fødderne ned og drejede stolen, så hun sad over for ham. «Hvad sker der, hvis jeg ikke går? Ringer du til chefen? Skriver du mig op? Eller… hvad gør du egentlig, når nogen ikke adlyder dig?»

Der var stille et øjeblik. Han kunne høre sit eget åndedræt.

Han havde tænkt på hende. Selvfølgelig havde han. De nætter, hun sad i kantinen med computeren og spurgte, om han ville have kaffe. De gange, hun «kom til» at glemme sit adgangskort og bad ham låse op, selvom hun godt kunne. Den aften, hun havde spurgt, om han nogensinde blev bange herinde alene, og havde strøget ham over underarmen, da hun gik forbi.

Han var fireogfyrre. Hun var niogtyve. Han var nattevagt. Hun var grafiker med et skrivebord på femte, sagde hun. Hun tog overarbejde, sagde hun. Hun kede sig, sagde hun.

«Gå ned på dit eget kontor,» sagde han.

«Nej.»

Ordet hang i rummet.

Hun rejste sig. Stod foran ham. Nåede ham til brystet. Kiggede op. «Du kan jo bare bære mig ud. Du er stor nok.»

Han mærkede varmen fra hende. Hun lugtede af sodavand og parfume og lidt sved efter en lang dag.

«Amalie.»

«Rasmus.» Hun efterlignede hans tone. Dyb. Alvorlig. Så lo hun stille. «Du kan ikke engang sige mit navn uden at lyde, som om du skælder en teenager ud. Jeg er niogtyve. Jeg ved, hvad jeg laver.»

«Gør du?»

Hun trådte et skridt tættere. Hendes bryster, bløde under den store trøje, rørte næsten hans mave. «Jeg ved, at du kigger, når du tror, jeg ikke ser det. Jeg ved, at du bliver stående længere, end du behøver, når jeg er her. Og jeg ved, at du ikke har smidt mig ud endnu, selvom du kunne.»

Han skulle have taget et skridt tilbage. Han gjorde det ikke.

«Hvad vil du?» spurgte han.

«Jeg vil se, hvad der sker, når jeg ikke gør, som du siger.» Hun lagde hovedet på skrå. «Er du den, der bestemmer her? Eller er du bare en mand i en skjorte, der går rundt om natten og later, som om du har magt?»

Det ramte. Mere end hun nok havde tænkt.

Han greb hendes overarm. Ikke hårdt. Men fast. Hans hånd dækkede det meste af den. Hun trak ikke væk. Hun trak bare vejret ind.

«Hvis du vil lege med regler,» sagde han lavt, «så skal du være klar til, at der er konsekvenser.»

Hendes øjne blev mørkere. «Så giv mig en.»

Han stod der med hendes arm i sin hånd og mærkede, hvordan hun rystede. Ikke af frygt. Af noget andet.

«Sid ned,» sagde han.

Hun kiggede på hans hånd. Så op på ham. «Eller hvad?»

«Sid. Ned.»

Hun tøvede tre sekunder. Så satte hun sig på kanten af bordet i stedet for stolen. Bevidst. Et lille nej i et ja.

Han slap hendes arm. Gik hen og låste døren. Klikket lød højt i rummet.

«Nu er vi alene,» sagde hun. «Rigtig alene. Ingen kameraer i det her lokale. Jeg har tjekket.»

«Du har tjekket kameraerne.»

«Jeg keder mig om aftenen.» Hun trak hættetrøjen op over hovedet. Under den havde hun en tynd, lys T-shirt uden bh. Hendes bryster var tunge og bløde, vorterne synlige gennem stoffet. Maven var rund. Hun så ikke væk, mens hun gjorde det.

«Det her er stadig dit valg,» sagde han.

«Jeg ved det. Det er derfor, det er sjovt.» Hun lagde hættetrøjen ved siden af sig. «Så. Nattevagt. Hvem bestemmer nu?»

Han gik hen til hende. Stod mellem hendes spredte knæ. Hun måtte lægge hovedet helt tilbage for at se ham i øjnene. Hans skygge dækkede hende.

Han lagde en hånd på hendes lår. Tykt, blødt, varmt. Tommelfingeren strøg langs kanten af shortsen.

«Jeg gør,» sagde han.

Hun smilede. «Bevis det.»

Han bøjede sig ned og kyssede hende. Ikke blidt. Hun åbnede munden med det samme, som om hun havde ventet. Hendes hænder fandt hans skjorte og klamrede sig. Han smagte sodavand og læbepomade. Hans store hånd gled op under T-shirten og fandt hendes bryst. Hun stønede ind i munden på ham, da han klemte.

Hun var blød overalt. Han var vant til at være den største i rummet. Her mærkede han det på en anden måde. Hun vejede ingenting, da han løftede hende længere ind på bordet. Hun viklede benene om ham, så godt hun kunne.

«Du er kæmpe,» hviskede hun, da han slap hendes mund. «Jeg har tænkt på, hvordan det ville være.»

«At blive løftet?»

«At blive sat på plads.» Hun bed ham let i underlæben. «Eller at sætte dig på plads. Jeg har ikke besluttet mig endnu.»

Han trak T-shirten af hende. Hendes bryster faldt tunge. Han tog den ene vorte i munden. Hun greb ham i nakken, hvor der ikke var hår, bare varm hud.

«Fuck,» åndede hun. «Okay. Okay, du kan godt…»

Han sugede hårdere. Hendes ryg krummede. Shortsen var allerede våd, da hans hånd gled ind. Hun havde ikke trusser på.

Han løftede hovedet. «Du har siddet her uden trusser og ventet.»

Hun rødmede ikke. Hun grinede næsten. «Jeg sagde, jeg vidste, hvad jeg lavede.»

Hans fingre fandt hende. Våd, varm. Hun spændte om dem med det samme. Han strøg langsomt, mens han så hende i øjnene.

«Reglen er simpel,» sagde han. «I nat bestemmer jeg, indtil du siger stop. Du kan sige stop når som helst. Ellers gør du, som jeg siger.»

Hun nikkede. Åndede hurtigt. «Og hvis jeg ikke gør det?»

«Så finder vi ud af, hvem der vinder.»

Hun lo, et kort, hæst lille grin, der gik over i et støn, da han skubbede to fingre ind i hende.

«Jeg kan lide den regel,» hviskede hun.

Han arbejdede hende langsomt. Tommelfingeren imod klitten, fingrene bøjet indeni. Hun prøvede at holde øjenkontakten, men det holdt hun ikke. Hendes mund åbnede sig. Hun greb kanten af bordet bag sig.

«Se på mig,» sagde han.

Hun gjorde det. Med anstrengelse.

«Hvem bestemmer?»

Hun svarede ikke med det samme. Et lille smil træk i mundvigen, selv mens hun var våd om hans fingre. «Vi… ser.»

Han stoppede bevægelsen. Lod fingrene ligge stille inde i hende.

Hun klynkede. Prøvede at skubbe sig imod hans hånd. Han holdt hende fast med den anden hånd om hoften.

«Hvem bestemmer, Amalie?»

Hun slikkede sig om læberne. «Du gør. Lige nu. Du gør.»

Han begyndte igen. Hurtigere. Hun lagde hovedet tilbage, håret spredte sig over bordet. Han bøjede sig og tog hendes bryst i munden igen, suge og bide let, mens fingrene pumpede. Hun kom med et stille, overrasket «ah», som om hun ikke havde regnet med, at det gik så hurtigt. Hendes lår rystede rundt om hans hånd. Hun klemte ham, våd ned ad håndleddet.

Han trak fingrene ud. Hun lå og pustede, brysterne hævede, kinderne røde.

«Allerede?» sagde han.

«Hold kæft.» Hun lo svagt. «Det er længe siden. Og du er… meget.»

Han slikkede sine fingre af, langsomt, mens hun så på. Hun slukkede ikke smilet.

«Op,» sagde han.

Hun satte sig op på albuerne. «Hvorhen?»

«Ned på knæ.»

Hun kiggede på ham. På gulvet. På hans skridt, hvor uniformsbukserne var spændte. Så kravlede hun ned fra bordet. Stillede sig foran ham. Hun var så lille dernede. Langt lyst hår, den lille ring i næsen, bløde lår, tunge bryster. Hun kiggede op.

«Sig det pænt,» sagde hun.

Han lagde en hånd i hendes hår. Ikke hårdt. Bare der. «På knæ, Amalie.»

Hun blev stående tre sekunder mere. Så gled hun ned. Knæene ramte linoleummet. Hun åbnede hans bælte med klodsede, ivrige fingre, trak lynlåsen ned, fik hans pik frem. Tykt, hårdt, allerede våd i spidsen. Hun så på den et øjeblik, som om hun målte.

«Selvfølgelig er du også stor her,» mumlede hun.

Så tog hun ham i munden.

Han trak vejret ind mellem tænderne. Varmen. Hendes tunge. Hun kunne ikke tage ham dybt, ikke i starten, så hun brugte hånden, spyttede, slikkede undersiden, sugede om hovedet. Hendes anden hånd klemte sit eget bryst. Hun kiggede op på ham, mens hun gjorde det, øjnene blanke, munden fuld.

Han holdt hendes hår væk fra ansigtet. Følte, hvordan hun slugte og trak vejret gennem næsen. Hun lavede små lyde. Ikke teater. Bare fordi hun kunne lide det.

«Langsommere,» sagde han.

Hun gjorde det hurtigere.

Han trak hende tilbage i håret. Ikke brutalt. Fast. Hun släppede ham med et vådt smæld og et smil.

«Du sagde, du bestemte.»

«Og du tester.»

«Det er jo legen.» Hun tørrede munden med håndryggen. «Hvis du bare ville have en, der nikkede, kunne du have fundet en anden.»

Han kiggede ned på hende. På de røde læber, det lyse hår, den bløde krop på det kolde gulv. På den måde, hun sad med spredte knæ, shortsene stadig hængende om den ene ankel.

Han bøjede sig, løftede hende op, som om hun ingenting vejede, og satte hende op på bordet igen. Vendte hende om. Bøjede hende forover. Hendes bryster ramte det kølige træ. Hun gispede.

«Hænderne fremme,» sagde han.

Hun strakte dem frem. Greb kanten.

Han trak shortsen helt af. Slog hende ikke. Lagde bare en stor, varm hånd midt på hendes røv, klemte, spredte hende. Hun var gennemvåd. Han strøg kønnet med to fingre, samlede det op, førte det op til hendes endetarm og strøg der også, bare let. Hun spændte.

«Ikke i aften,» mumlede hun. «Ikke endnu.»

«Jeg spurgte ikke.» Han strøg igen, stadig kun udenpå. «Jeg mærker efter.»

Hun åndede ud. «Okay. Det… det er okay. Bare ikke mere end det.»

«Godt.» Han spyttede i hånden, førte spidsen af sin pik imod hende og skubbede ind. Langsomt. Hun var stram og blød på samme tid. Hun lavede en lang, lav lyd, da han gled i bund. Hans hofter ramte hendes røv. Hun var så lille under ham. Han kunne dække hende næsten helt med overkroppen, hvis han bøjede sig.

Han gjorde det. En hånd under hende, om hendes bryst. Den anden ved siden af hendes på bordet.

«Du kan stadig sige stop,» sagde han tæt ved hendes øre.

Hun rystede på hovedet. Håret kildede hans mund. «Bevæg dig. For helvede. Bevæg dig.»

Han gjorde det. Dybe, rolige stød først. Bordet knagede svagt. Hun skubbede sig tilbage imod ham, mødte ham, som om hun ville have mere, end han gav. Han greb hendes hofter og holdt hende, hvor han ville have hende. Hun prøvede at sætte tempoet. Han lod hende ikke.

«Rasmus—»

«Hvem bestemmer?»

Hun stønede ind i bordpladen. «Dig. Dig. Fuck, dig.»

Han stødte hårdere. Hendes røv rystede. Hendes bryster gled frem og tilbage under hende. Hun kom igen, pludseligt, med et kvalt skrig, klemte om ham, så han næsten mistede rytmen. Han holdt sig tilbage. Trak sig næsten ud. Skubbede ind igen.

Hun rystede stadig, da hun vendte hovedet og kiggede på ham over skulderen. Kind mod bordet. Smil i øjenkrogen.

«Din tur,» hviskede hun. «Kom i mig. Jeg vil mærke det.»

Han gjorde det. Få stød mere, dybe, og så kom han med et groft åndedrag, presset ind i hende, hænderne knuget om hendes bløde hofter. Hun holdt ham der. Klemte om ham, som om hun ville have det hele.

De blev stående sådan et øjeblik. Ham over hende. Hende flad mod bordet. Hans pik stadig i hende, blødere nu.

Så trak han sig ud. Hun gispede ved tomheden. Han fandt et stykke køkkenrulle i skabet ved væggen, tørrede hende forsigtigt, tørrede sig selv. Hun kravlede op og satte sig på kanten af bordet, nøgen, rød i ansigtet, håret i uorden.

«Så,» sagde hun. «Vandt du?»

Han knyttede bukserne. Kiggede på hende. «Jeg ved det ikke endnu.»

Hun grinede. Rigtigt. Træt og tilfreds. «Godt. For jeg er ikke færdig med at udfordre dine regler.»

Han rakte hende T-shirten. Hun tog den ikke med det samme. Sad bare der, lille og buttet og nøgen på et mødebord på ottende, mens den enorme bygning lå stille omkring dem.

«Næste runde,» sagde hun og kiggede op på ham. «Din vagtstue. Eller taget. Eller elevatoren. Du vælger stedet. Jeg vælger, om jeg adlyder.»

Han stod med hendes T-shirt i hånden og mærkede, at natten ikke var slut.

«Tag tøjet på,» sagde han.

Hun hoppede ned fra bordet. Kom hen til ham. Nåede ham til brystet. Tok T-shirten, men gik ikke væk. Lagde hånden fladt på hans mave.

«Eller hvad?»

Han kiggede ned på hende. På ringen i næsen. På det lyse hår. På det smil, der ventede på, at han skulle svare.

«Eller så bærer jeg dig derhen, som du er.»

Hendes øjne lyste. «Truer du, eller lover du?»

«Begge dele.»

Hun trådte tilbage, trak T-shirten over hovedet, fandt shortsen på gulvet. Hættetrøjen blev hængende over armen.

«Så kom, nattevagt,» sagde hun og gik hen til døren. «Vis mig, hvor du bestemmer.»

Han låste op. Gangen udenfor var tom og lang. Nødlyset faldt i røde striber over hendes lår, da hun gik foran ham.

Han fulgte efter.

Elevatordørene stod åbne for enden af gangen, som om nogen havde glemt dem. Det gule lys indefra skar igennem det røde nødlys.

«Her,» sagde han.

Amalie gik forbi.

Ikke i løb. Bare videre. To skridt. Tre. Hættetrøjen slæbte over armen, og shortsen var røget skævt op i den ene side.

Han nåede hende uden at skynde sig. Hånden lukkede om hendes overarm. Samme greb som i mødelokalet. Hun lod sig dreje, kiggede op, og der var det smil igen.

«Jeg hørte det,» sagde hun. «Jeg valgte bare nej.»

Han bar hende.

Hun nåede at suge luft ind, før hun var oppe. En arm under lårene, en om ryggen. Hun var blød og samlet imod hans bryst, og han mærkede hendes latter mere, end han hørte den. Inde i elevatoren satte han hende ned hårdere, end han behøvede. Hendes ryg ramte spejlvæggen.

Han drejede nøglen i panelet. Kameraets lille røde prik slukkede.

«Du kan det altså,» sagde hun.

«Jeg kan mere, end du har testet.»

Han holdt elevatoren. Wirerne nede i skakten sang svagt. Hun lænede sig tilbage i spejlet. Hun så sig selv bag ham, lille, lyshåret, T-shirten klistret til brysterne, kinderne stadig røde.

«Tag den af.»

Hun trak T-shirten op. Stoppede, da den sad over brysterne. Blød mave. Tunge bryster, vorterne allerede stramme.

«Fordi du siger det,» spurgte hun, «eller fordi jeg har lyst?»

«Tag den af, Amalie.»

Hun tog den af. Hættetrøjen faldt. Hun stod i shorts og ingenting ellers. Han gik ind på hende, vendte hende mod spejlet og lagde munden i hendes nakke. En hånd om brystet. En ned i shortsen. Hun var stadig våd efter ham. Hans fingre gled let, uden at give hende noget at komme af.

Hun prøvede at lukke øjnene.

«Åbne.»

Hun åbnede. Så hans skaldethed bag sin isse. Hans hånd, der dækkede hende næsten helt. Hun pressede røven tilbage imod ham, fandt ham hård igen i bukserne.

«Du kan ikke lade være,» hviskede hun. «Så hvem er det, der har kontrol?»

Han trak shortsen ned. Hun trådte ud af den. Nøgen i elevatoren, spejlet koldt mod lårene. Han åbnede bukserne, løftede hende, og hun viklede benene om ham, så godt hun kunne. Hun var for kort. Han måtte holde det hele. Da han skubbede ind, kom lyden ud af hende, rå og kort, og spejlet dunkede svagt mod ryggen.

Han stødte op i hende. Bar hende. Brugte vægten. Hun klamrede sig til hans nakke og mødte ham alligevel, som om hun ville styre vinklen.

«Hvis du vil bestemme,» åndede hun ham ind i øret, «så bestem. Hårdere.»

Han greb hendes røv med begge hænder og gav hende det, hun bad om. Elevatoren rystede i wirerne. Hun kom med ansigtet i hans hals, tænderne i huden, et mærke han ville kunne mærke bagefter. Hun klemte om ham, våd ned ad hans skridt, og han trak sig ud, før han selv kom.

Hun stod på usikre ben, da han satte hende ned.

«Ned.»

Denne gang gik hun. Knæene ramte gulvet. Hun tog ham i munden med det samme, slikkede sig selv af ham, spyttede, sugede. Han holdt hendes hår. Så hende i spejlet, lille og ivrig og med den ring i næsen, der glimtede, hver gang hun bevægede hovedet. Hun kiggede op, da han kom. Han holdt hende der. Hun slugte, hvad hun kunne. Resten lå blankt på læben, da hun slap ham.

«Punkt til dig,» sagde hun hæst. «Elevatoren tæller.»

Han trak hende op. Tørrede hendes mund med tommelfingeren. «Du adlød.»

«Jeg havde lyst.» Hun samlede T-shirten fra gulvet. «Der er forskel.»

Han drejede nøglen tilbage og trykkede stueetagen. Elevatoren satte sig i bevægelse. Hun trak shortsen på uden trusser. Der var et vådt skær ned ad indersiden af låret. Hun lod det være.

«Hvor hen nu?»

«Min vagtstue.»

«Der er ham den anden i kælderen.»

«Han kigger på døre og parkeringskælder. Ikke på mig.»

Dørene gled op. Receptionen lå mørk. Skærmene bag disken lyste blåt i tomheden. Han gik foran. Hun fulgte, stadig med hættetrøjen over armen, håret i uorden, munden rød.

Vagtstuen var et lille rum bag receptionen. Skrivebord. Tre skærme. En kontorstol. En smal sofa, ingen rigtig havde brugt. Lugtede af kaffe og gammelt papir. Han lukkede døren. Låste.

Amalie kiggede rundt. «Hyggeligt. I en kedelig betydning.»

«Sæt dig.»

Hun satte sig på skrivebordet. Ikke i stolen.

Han stod stille et sekund. «Du kan ikke lade være.»

«Nej.» Hun spredte knæene en anelse. Shortsen strammede. «Så tving mig. Eller bed mig. Eller sig, at du kan lide det.»

Han gik hen mellem hendes ben. Rummet var for lille til ham. Hun måtte lægge hovedet tilbage for at se ham.

«Aftalen står. Stop, og jeg stopper. Ellers er det her mit rum.»

Hun nikkede. Alvoren sad der kun et øjeblik. «Jeg siger det, hvis jeg mener det. Jeg har ikke ment det endnu.»

«Godt.» Han tog hendes hage. Tommelfingeren over hendes underlæbe, der stadig var lidt hævet. «Så skal du nu gøre præcis, som jeg siger. Uden at rette. Uden at smile først. Kan du det?»

Hun tøvede. Det var dér, legen kostede noget.

«Prøv mig,» sagde hun.

Han slap hendes hage. Rullede stolen frem. Satte sig. Pegede på gulvet foran sig.

«På knæ. Hænderne på lårene. Se på mig, indtil jeg siger noget andet.»

Hun hoppede ned fra bordet. Stod et øjeblik, som om hun overvejede at sætte sig i sofaen i stedet. Så gled hun ned. Knæene på det slidte gulvtæppe. Hænderne på de bløde lår. Hun kiggede op. Smilede ikke. Næsten.

Han lænede sig tilbage. Lod hende sidde. Tiden trak. Et kamera på en skærm bag ham viste en tom parkeringskælder. Et andet en låst glasdør. Hun flyttede vægten. Han sagde ingenting.

«Rasmus.»

«Ikke endnu.»

Hun bed sig i læben. Brysterne hævede under den tynde T-shirt, hver gang hun trak vejret. Hun var våd, og hun vidste, at han vidste det. Det var det, der gjorde det.

«Du straffer mig ved at lade være,» mumlede hun.

«Jeg ser, om du kan.»

Hun blev siddende. Ti sekunder. Tyve. Hendes fingre krummede på lårene. Så gled den ene hånd indad, ind under kanten af shortsen.

«Amalie.»

Hun stoppede ikke med det samme. To strøg. Hun kiggede ham i øjnene, mens hun gjorde det.

Han bøjede sig frem. Greb hendes håndled. Trak hånden væk. Hendes fingre var blanke.

«Jeg sagde hænderne på lårene.»

«Og jeg sagde, at jeg vælger, om jeg adlyder.» Hun åndede hurtigt. «Så hvad gør du ved det? Siger du det igen? Eller gør du noget, der faktisk tæller?»

Han rejste sig. Hun måtte lægge hovedet helt tilbage. Han løftede hende i armhulerne, satte hende forover skrivebordet, kinden mod en stak rapporter, og trak shortsen ned til knæene. Hun gispede, ikke af overraskelse, af det hun havde villet frem.

Hans hånd landede på hendes røv. Ikke et smæk. Et fast greb. Så et smæk. Lydt i det lille rum. Hun rykede frem. Et til. Hun stønede ind i papiret. Han strøg over det røde, han havde sat, og smækkede igen, hårdere, tre gange, indtil hun stod på tæerne og skubbede sig tilbage imod hans hånd i stedet for væk.

«Sig det,» sagde han.

«Du. Du bestemmer.» Stemmen var tyk. «I det her rum. Du.»

Han bøjede sig over hende. Fingrene fandt hende forfra, klitten, to strøg, tre, præcis nok til at hun rystede, og så stoppede han.

Hun klynkede. «Ikke nu. Ikke holde op nu.»

«Jo.» Han trak shortsen op igen. Satte hende om. Hun sad på kanten af bordet med våde øjne og åben mund. «Du rørte, når jeg sagde, du ikke måtte. Så venter du.»

Hun lo. Kort, vantro, opkørt. «Du er værre, end jeg havde regnet med.»

«Du bad om konsekvenser.»

«Jeg bad om et spil.» Hun tog hans skjorte i næven og trak ham ned. Kyssede ham, dybt, slikkede ham ind i munden, som om hun stadig havde ham på tungen. «Og jeg vinder også, når jeg taber. Det har du opdaget, ikke?»

Han havde. Det sad i ham. Hun var den, der havde sat det i gang. Hun var den, der blev ved med at sige nej, indtil hans ja blev større.

«Sofaen,» sagde han. «På ryggen. Tøjet af. Benene åbne. Du rører ikke dig selv. Du rører ikke mig, før jeg siger det.»

Hun kiggede på ham. Så på sofaen. Så gled hun ned fra bordet, trak T-shirten af undervejs, shortsen, og lagde sig. Den smalle sofa gjorde hende endnu mindre. Langt lyst hår ud over armlænet. Blød mave. Spredte lår. Hun var blank mellem benene, og hun lod ham se det uden at lukke.

Hun smilede ikke først.

Næsten.

Han blev stående.

Ikke tæt. Bare der, hvor hun måtte se ham, mens hun lå åben på den smalle sofa. Et kamera bag ham viste stadig den tomme parkeringskælder. Et andet den låste glasdør. Ingen bevægelse.

«Du må komme tættere,» sagde hun.

«Jeg ved det.»

Han tog stolen og satte sig ved sofaen, mellem hendes spredte knæ, uden at røre. Hendes åndedræt blev ujævnt bare af det. Hun løftede hofterne en centimeter. Han lagde en hånd på hendes mave og trykkede hende ned.

«Stille.»

«Du er irriterende.»

«Du ligger, hvor jeg sagde.»

Hun slugte. Den lille ring i næsen glimtede, da hun trak vejret. Han strøg tommelfingeren i en cirkel på den bløde mave, ned, stoppede lige over hende. Hun spændte.

Så bøjede han sig og slikkede hende. Langsomt. Fladt. Hun greb sofaens kant. Prøvede at holde hænderne, hvor de var. Han sugede om klitten, skubbede to fingre ind, og hun kom næsten med det samme — han stoppede.

«Nej—»

«Jo.»

Hun bankede hælen i sofaen. «Du er et røvhul.»

«Sig stop, hvis du vil ud.»

Hun rystede på hovedet. Håret klistrede til kinden. «Fortsæt. Bare… fuck, fortsæt.»

Han gav hende mere. Tog hende tæt på tre gange. Hver gang hun begyndte at ryste, stoppede han og strøg hendes inderside i stedet, ventede, indtil hun næsten bad. Hun bad. Lavt. Uden smil.

«Må jeg komme?»

«Ja.»

Han sugede hende igennem det, holdt hendes lår, da hun krummede og stønede for åbent til et rum med en dør ud til en tom reception. Hun lagde en arm over ansigtet bagefter.

«Du må godt være tilfreds,» mumlede hun.

«Jeg er ikke færdig.»

Han rejste sig og smed skjorten. Hun kiggede. Kraftig, behåret bryst, mave, de store arme. Hun rakte hånden frem og stoppede sig selv.

«Du sagde, jeg ikke måtte røre.»

«Nu må du.»

Hun satte sig op, så godt sofaen tillod, og tog imod ham med hænder og mund. Han lod hende et stykke tid. Varmen. Hendes tunge. Den måde, hun kiggede op på, mens hun gjorde det, som om hun stadig talte point.

Så lagde han hende ned igen, et ben over armlænet, og skubbede ind. Dybt. Hun åndede ud, som om hun havde ventet på præcis det.

Han knælede mellem hendes ben og tog hende langsomt, så hun mærkede hvert stød. Hun kiggede ham i øjnene. Prøvede at sætte tempoet med hænderne i hans sider. Han greb hendes håndled og holdt dem over hendes hoved. Én af hans hænder var nok til begge hendes.

«Stadig mit rum.»

«Indtil jeg tager det,» hviskede hun.

Hun klemte om ham indefra, bevidst, og smilede, da han stønede. Hun vristede et håndled fri, greb hans nakke, trak ham ned.

«Kom herned. Jeg vil have din vægt.»

Han gav hende den. Hun blev mindre under ham, blød, varm, og hun mødte ham alligevel, bed ham i skulderen, da hun kom. Han fulgte med, presset ind, åndedrættet groft mod hendes hår.

De lå. Sofaen var for smal. Hans ben hang ud over. Hendes hånd strøg hans skalp, langsomt, som om hun afprøvede, om det stadig var tilladt.

«Punkt til dig,» sagde hun. «Og til mig. Du kom, da jeg sagde, du skulle komme herned.»

Han lo stille. Første gang den nat. «Du holder score.»

«Selvfølgelig. Ellers er det ikke et spil.» Hun drejede hovedet. «Ham den anden. Kan han høre os?»

«Ikke herfra. Radioen er slukket.»

«Godt.» Hun kiggede op i loftet. «Jeg skal hjem om tre timer. Eller… jeg skal ikke. Jeg kan blive.»

«Du kan gå, når du vil.»

«Jeg ved det.» Hun kiggede på ham. «Det er derfor, jeg bliver.»

Hun skubbede ham. Ikke væk. Bare nok til at hun kunne komme fri. Hun satte sig overskrævs på ham, stadig på den smalle sofa, hans pik blødere nu mellem dem. Hendes bryster hang tunge ned mod hans bryst. Langt lyst hår faldt ned om hans ansigt.

«Min tur,» sagde hun. «Du har haft rummet. Nu har jeg stolen. Eller sofaen. Eller dig.»

«Amalie.»

«Rasmus.» Hun kyssede ham, kort. «Du sagde, jeg kunne sige stop. Du sagde ikke, at jeg ikke måtte starte.»

Hun gled ned ad ham, knæene på hver side af hans lår, og tog ham i hånden. Gnubbede ham, langsomt, indtil han blev hård igen imod hendes mave. Hun var stadig våd. Hun førte ham imod sig og satte sig ned i ét træk.

Begge trak vejret ind.

Hun begyndte at bevæge sig. Ikke hurtigt. Runde, tunge bevægelser, hendes røv og lår imod ham. Hun lagde hænderne på hans bryst og holdt ham nede, så godt en lille kvinde kunne holde en mand af hans størrelse.

«Du rører ikke,» sagde hun. «Ikke før jeg siger det. Kan du det?»

Han kiggede op på hende. På ringen i næsen. På det alvorlige smil.

«Prøv mig,» sagde han.

Hun lo. Rigtigt. Og så red hun ham, mens han lå med hænderne langs siden, knyttede, og lod hende. Hun kom først, lænet frem, panden mod hans, et stille «fuck» imod hans mund. Hun stoppede ikke. Hun tog ham med, klemte, sagde «nu» imod hans læber, og han kom i hende med hænderne stadig nede, fordi hun havde sagt det.

Bagefter blev hun siddende. Pustede. Hans hænder gled endelig op om hendes hofter, store imod hendes blødhed.

«Uafgjort,» hviskede hun.

«Uafgjort,» sagde han.

Hun nikkede, som om det var det, hun havde villet have hele tiden. Ikke at tabe. Ikke at vinde rent. At finde ud af, at legen holdt, når begge tog.

Udenfor lå bygningen stadig tom. På skærmen bag dem kørte et kamera langsomt hen over en øde gang. Ingen kom.

Hun strøg ham over brystet med en finger. «Taget,» sagde hun stille. «Før det bliver lyst. Sidste runde. Så går jeg.»

Han kiggede på hende.

«Jeg vælger stedet,» sagde hun. «Du vælger, om du adlyder.»

Han satte sig op med hende stadig i skødet. Løftede hende af, satte hende på gulvet, rejste sig. Hentede hendes T-shirt og sin egen skjorte.

«Tag tøjet på,» sagde han.

Hun kiggede op. «Eller hvad?»

Han rakte hende tøjet. «Eller så går vi derop, som du er. Og den her gang mener jeg det.»

Hun tog T-shirten. Smilede.

«Så kom, nattevagt.»

Han låste vagtstuen. Receptionens blå skærme lyste stadig i tomheden. Hun havde shortsen på, hættetrøjen over den tynde T-shirt, håret sat op med hænderne i et kluntet knude, der allerede var ved at glide.

De tog serviceelevatoren. Ikke den med spejle. Den lugtede af olie og pap. Han drejede nøglen til taget. Hun stod tæt på ham, ikke fordi der manglede plads.

«Du adlyder,» sagde hun.

«Jeg går derop. Det er ikke det samme.»

«Jo. I aften er det.»

Døren gled op til et trappetrin og en tung jerndør. Han åbnede. Vinden ramte dem med det samme. Kold, tør, med byens metal i sig. Taget var fladt. Ventilationshuse. Grus. Et lavt rækværk langt ude. Byen lå under dem som et tæppe af gule og hvide prikker. Himlen var ikke sort længere. Den var den der farve lige før det bliver til noget.

Amalie gik ud. Stoppede midt på taget. Trak vejret. Brystet hævede under trøjen.

«Hold kæft, hvor er det højt.»

«Kom ikke ud til kanten.»

Hun kiggede på ham over skulderen. «Der. Det var en regel.»

Hun gik alligevel tre skridt tættere på rækværket. Ikke farligt tæt. Tæt nok til at det talte.

Han nåede hende. Hånden om hendes overarm igen. Hun lod sig trække tilbage uden at kæmpe, men hun lo.

«Du valgte at adlyde stedet. Ikke mig.»

«Jeg valgte, at du ikke falder ned, mens vi leger.»

«Romantisk.» Hun drejede sig ind mod ham. Vinden rev i det lyse hår. Ringen i næsen var kold, da hun trykkede ansigtet ind mod hans skjorte. «Sidste runde. Ingen sofa. Ingen dør. Ingen lås.»

«Hvad vil du?»

«At du gør, som jeg siger. Et stykke tid. Og at du siger fra, hvis du ikke vil. Samme regel. Bare omvendt.»

Han kiggede ned på hende. Hun var lille i vinden. Buttet, varm, kinderne allerede røde af kulden.

«Et stykke tid,» sagde han.

«Jakken af.»

Han tog uniformsskjorten af. Kulden ramte brystet. Hun strøg ham med begge hænder, fladt, som om hun målte ham. Så gik hun bag et ventilationshus, hvor vinden var mindre, og hvor de ikke kunne ses fra de nærmeste høje huse, medmindre nogen virkelig ledte.

«Her. Op ad væggen. Du rører mig, når jeg siger det.»

Han lænede ryggen mod det kolde metal. Hun åbnede hans bukser. Tog ham frem. Han var ikke helt hård endnu i kulden. Hun puttede ham i munden alligevel, varm, indtil han blev det. Hun gjorde det i sit tempo. Han lagde hænderne ned langs siden, som hun havde bedt om nede i sofaen. Det kostede ham noget. Hun mærkede det. Kiggede op.

«Godt,» sagde hun hæst. «Nu må du røre mit hår.»

Han samlede det. Holdt det ude af vinden og ud af hendes ansigt. Hun tog ham dybere, end hun havde i elevatoren. Ikke fordi hun kunne mere. Fordi hun ville vise, at det var hendes valg.

«Stop,» sagde hun og slap ham. Rejste sig. «Bukserne ned. Ikke af. Bare ned.»

Han gjorde det. Hun trak sin egen shorts ned, vendte sig, lænede hænderne på væggen og kiggede tilbage.

«Ind. Langsomt. Og du kommer ikke, før jeg siger det. Kan du det, nattevagt?»

«Prøv mig.»

Hun smilede. Han skubbede ind. Hun var stadig våd efter de andre gange, varm inde, kold i huden. Hun åndede ud imod metallet. Han greb hendes hofter og holdt sig i det tempo, hun havde sat. Vinden tog lyden. Nedenunder kørte en enkelt bil. Et sted langt væk en sirene, der ikke kom deres vej.

Hun skubbede sig tilbage. «Hårdere. Og en hånd foran.»

Han gav hende det. Fingrene på klitten, stødene dybere. Hun kom stående, knæene bløde, en hånd bagud for at holde ham inde. Hun sagde ikke hans navn. Hun sagde «bliv», og han blev.

Da hun havde fået vejret, vendte hun sig, stadig med ham i sig så godt vinklen tillod, og kyssede ham.

«Nu dig,» hviskede hun. «Bestem resten. Sidste bit. Så er natten færdig.»

Han løftede hende. Ryggen mod ventilationshuset. Hendes ben om ham, korte, klemte. Han tog hende stående, hans vægt, hendes blødhed imellem ham og metallet. Hun klamrede sig. Kiggede ham i øjnene. Byen lå bag hans skulder, og det blev langsomt gråt i kanten af himlen.

«Hvem bestemmer?» spurgte han, ikke som en fælde. Som et rigtigt spørgsmål.

Hun stønede imod hans mund. «Os. I nat. Os.»

Han kom, da hun sagde det. Presset op i hende, pande mod hendes pande, hans store hænder under hendes røv. Hun holdt ham, indtil det slap.

Han satte hende ned. Hendes ben rystede. Hun trak shortsen op, lo stille, fordi det var koldt, og fordi det var overstået, og fordi det ikke var.

De samlede tøjet. Han fik skjorten på. Hun stod med hættetrøjen i hænderne og kiggede ud over rækværket, denne gang uden at gå tættere.

«Jeg tager hjem, før der kommer nogen,» sagde hun. «Du har stadig en runde.»

«Jeg ved det.»

Nede i trappen var luften varm igen. I stueetagen åbnede han personaledøren ud til gaden. Det første grå lys lå på asfalten. Hun stoppede i døråbningen, nåede ham til brystet, som hun hele tiden havde gjort.

«Næste gang jeg sidder i et lokale, der skal være låst,» sagde hun, «er det så stadig regler? Eller er det invitation?»

Han kiggede på hende. På det lyse hår i uorden. På ringen. På det smil, der ikke kom for sent denne gang.

«Det kommer an på, om du går, når jeg siger det.»

«Det gør jeg ikke.»

«Så ved du det.»

Hun nikkede. Rejste sig på tæerne. Kyssede ham kort, mundvigen, ikke et skue for gaden. Så gik hun. Hendes skridt lød et stykke ned ad fortovet, så var hun væk om hjørnet.

Rasmus lukkede døren. Nøglerne raslede ved hoften. Ventilationen susede. Han gik tilbage gennem den enorme, tomme bygning, og reglerne var der stadig.

De betød bare noget andet nu.