Sanne havde sendt de sidste praktikanter hjem for over en time siden. Kostumeværkstedet lå i det gule lys fra loftlamperne, og ude bag den tunge dør var teatret stille. Kun sy-maskinens ledning summede svagt, og et stativ med kapper raslede, hver gang varmen tændte.
Morten stod på afsatstrappen foran spejlet. Høj, tynd, i de mørke periodebukser og den halvåbne vest til Godsejer Holm. Det gråsprængte hår var stadig lidt strittet efter parykpølsen, han havde haft på tidligere. Han drejede overkroppen, som om salen var fuld.
«Du suger maven ind,» sagde Sanne uden at se op fra nålepuden. «Holm skal se ud, som om han ejer stedet. Ikke som om han er sulten.»
«Jeg ejer stedet i tre akter. Det tæller.»
«Det tæller, når vesten lukker, uden at knapperne skriger.»
Hun gik hen til ham med målebåndet om halsen. Niogtredive, fyldig, rødt krøllet hår samlet op i et clips, der allerede var ved at give op. Sort t-shirt, arbejdsbukser, kridt på den ene lår. Hun havde syet til ham i tre sæsoner. De kunne det her. Drilleriet. De skarpe bemærkninger. Den måde, han blev stående for tæt på, og den måde, hun lod, som om hun ikke lagde mærke til det.
Hun rettede vesten til om hans smalle talje. Hendes fingre ramte skjorten indenunder. Han var varm.
«Armene ned,» sagde hun.
«Holm sænker ikke armene for nogen.»
«Holm får en knappenål i siden, hvis han ikke holder kæft.»
Han smilede skævt i spejlet. Hun så det. Hun så også, at han kiggede på hende, ikke på jakken, der hang over stolen.
«Alle andre er gået,» sagde han.
«Ja. Og du skulle have været færdig klokken syv.»
«Du sagde selv, at skridtet sad forkert.»
«Skridtet sidder, som det skal, hvis du ikke spiller cowboy.»
Hun gik ned på hug for at tjekke buksebenet ved støvlen. Nærbilledet var hans lår, sømmen, det mørke stof, der sad tæt. Hun nappede i stoffet, rettede, mærkede ham under det. Ikke ved et uheld. Heller ikke helt med vilje. Sådan var det altid med ham. Grænsen lå et sted, de begge kendte, og som de begge lod, som om de ikke kendte.
«Frøken Berg,» sagde han pludselig i den stemme, han brugte på scenen. Dyb. Lidt langsom. Holm.
Sanne fniste ned mod støvlen.
«Hold op.»
«De tager Dem friheder med min påklædning.»
«Jeg er din kostumier, Morten.»
«Ikke i aften. I aften er De kommet op til hovedbygningen efter mørkets frembrud. Med nål og tråd og alt for lidt ærbødighed.»
Hun kiggede op. Han var stadig Morten. Samme smalle ansigt, samme grå ved tindingerne. Men øjnene havde skiftet. Det var det, han kunne. Gå ind i en mand og blive stående der, indtil rummet fulgte med.
«Du er latterlig,» sagde hun, men hun rejste sig langsommere, end hun plejede.
«Tag jakken på,» sagde hun.
«De tager den på mig.»
Hun hentede den mørke frakke. Tung. Godt stof. Hun havde siddet med den tre aftener i træk. Da hun hjalp ham i ærmerne, stod hun tæt på hans ryg. Han duftede af sved og teater og den billige cologne, han insisterede på at bruge, selvom hun havde sagt, at Holm lugtede af tobak og våde hunde.
«Holm lugter af dig,» mumlede hun.
«Holm lugter af en mand, der tager, hvad han vil have.»
«Holm får en advarsel af instruktøren, hvis han bliver ved med at overspille.»
Hun gik rundt om ham og begyndte at knappe vesten rigtigt. En knap ad gangen. Hendes knoer ramte hans bryst. Han trak ikke vejret ind. Han lod hende mærke, at han stod stille med vilje.
«Du er spændt,» sagde hun stille.
«Det er kostumet.»
«Det er ikke kostumet.»
Han kiggede ned på hendes hænder.
«Sig det i karakter, Sanne.»
Hun skulle have trukket sig. Sat nålepuden fra sig. Sendt ham hjem med en jakke, der sad godt nok. I stedet hørte hun sig selv sige, lidt for tørt, lidt for nysgerrigt:
«De står og lader en syerske knappe Dem, godsejer. Det er upassende.»
Morten trak på smilet, som om hun havde givet ham nøglen.
«Endelig,» sagde han. «De har forstået Deres plads.»
«Min plads er at få den krave til at ligge fladt.»
«Deres plads er, hvor jeg sætter Dem.»
Det burde have været pinligt. En tom onsdag aften i et værksted med stofrester på gulvet. Det var det også. Og så alligevel ikke. Hendes mave trak sig sammen på den måde, den gjorde, når en scene pludselig sad. Hun mærkede varmen i kinderne og hadede, at han kunne se det.
Hun tog kravatet. Stillede sig helt ind. Hendes bryster ramte næsten hans vest, når hun løftede armene for at binde. Hun var fyldig dér, blød, og hun havde aldrig gjort noget for at skjule det for ham. Han havde aldrig gjort noget for at skjule, at han kiggede.
«For stramt,» sagde han.
«Holm kan lide det stramt.»
«Holm kan lide, når kvinder glemmer, hvem der bestemmer.»
Hendes fingre stoppede ved knuden.
«Og hvem bestemmer her?»
Han bøjede hovedet. Munden tæt på hendes tinding. Ikke et kys. Bare stemmen.
«De ved det godt. De er blevet efter de andre. De har hænderne på mig. De har sagt ja med hele kroppen, siden De sendte pigerne hjem.»
«Jeg sendte dem hjem, fordi klokken var mange.»
«De sendte dem hjem, fordi De gerne ville være alene med mig i det tøj.»
Hun trak kravatet til. Lidt for hårdt. Han trak vejret ind gennem tænderne, og det lød ikke som skuespil.
«Du er ikke Holm,» sagde hun.
«Jo. Lige nu. Og De er ikke kostumieren, der går hjem til sin lejlighed og et glas vin. De er den kvinde, der blev, da hun burde være gået.»
Hun mærkede sit eget åndedræt. Spejlet bag ham viste dem begge. Hende i arbejdstøjet, rødt hår på vej ud af clipset. Ham i godsejerens tøj, for høj, for tæt, for tydeligt tændt under de stramme bukser.
Hun kunne have grinet det væk. Hun havde gjort det før. En bemærkning om hans ego, en klap på armen, færdig. I stedet lod hun hænderne glide fra kravatet ned ad vesten. Langsomt. Som om hun stadig rettede stoffet.
«Hvis jeg er blevet,» sagde hun, «hvad gør godsejeren så ved det?»
Morten satte hånden om hendes håndled. Ikke hårdt. Bare sikkert. Han førte den ned, så hendes palme ramte ham gennem bukseret. Han var stiv. Tydeligt. Længe, måske.
«Han lader hende mærke, hvad hun har stillet op.»
Sanne slikkede sig om læben. Hendes hjerte bankede dumt og konkret.
«Det der ødelægger presset,» sagde hun.
«Så De må tage dem af.»
«Det er ikke en prøve længere.»
«Jo,» sagde han. «Det er præcis en prøve.»
Hun klemte om ham gennem stoffet. Hørte ham tabe karakteren et sekund i et lille, ægte åndedrag. Så var Holm der igen, hagen løftet, blikket mørkt.
«På knæ,» sagde han.
Sanne stirrede på ham.
«Du tør ikke.»
«Prøv mig.»
Hun kunne mærke støvet, varmen, den gamle træduft fra reolerne. Udenfor var der ingen. Ingen instruktør. Ingen sufflør. Ingen praktikanter med kaffe. Bare dem og et kostume, hun selv havde syet, og en mand, hun havde drillet i tre år uden nogensinde at tage det skridt.
Hun gik ned. Ikke teatralsk. Bare konkret, med et knæ i det slidte gulvtæppe. Hun åbnede bukserne med de samme hænder, hun brugte til at sy knaphuller. Knap. Snor. Linningen. Hans pik kom frem, lang, allerede blank foran, og hun hørte sig selv trække vejret, som om hun havde fået noget at vide, hun godt kendte.
«Se på mig,» sagde han.
Hun gjorde det. Op langs den mørke vest, kravatet, det smalle ansigt.
«De har syet tøjet,» sagde han stille. «Nu tager De ansvar for, hvad der er i det.»
Sanne smilede skævt, stadig sig selv et sted under legen.
«Du taler for meget, godsejer.»
Så tog hun ham i munden.
Han smagte af hud og varme. Hun førte læberne ned over ham, langsomt, fordi hun ville mærke det, og fordi hun vidste, at han kiggede. Hans hånd fandt ind i hendes krøller, løsnede clipset, så det røde hår faldt frem om hendes ansigt. Hun hørte ham bande lavt, ude af tekst.
«Sanne…»
Hun slap ham bare længe nok til at sige:
«Holm.»
Han lo. Kort, hæst, og greb hendes hår fastere.
«Sut godsejeren, som De mener det.»
Hun gjorde. Dybere. Hendes ene hånd om hans lår, den anden om roden. Hun var våd i trusserne allerede, på den irriterende, ærlige måde, hvor kroppen var hurtigere end fornuften. Hun kunne mærke sin egen fylde, da hun bøjede sig ind, brysterne tunge i bh’en, maven blød mod hans ben. Hun skammede sig ikke. Ikke her. Ikke når han kiggede på hende, som om hun var det eneste, der stod rigtigt i hele forestillingen.
Han trak sig ud af hendes mund med et vådt smæld. Løftede hende op, mere brat end legen havde været indtil nu. Hans mund fandt hendes. Han kyssede som en mand, der havde ventet på tilladelse og nu tog den. Hun kyssede tilbage med nåle mellem fingrene, stadig, indtil hun smed puden hen på bordet.
«Op på bordet,» sagde han.
«Der ligger saks.»
Han fejede saksen, kridtet og et stykke foer til side. Ikke voldsomt. Bare utålmodigt. Hun kom op at sidde, benene spredt, og han stod mellem dem i åben vest og åbne bukser, stadig iført næsten hele Holms verden.
«Trøjen af,» sagde han.
«Du først.»
«Jeg er klædt på til rollen. De er klædt på til at gå hjem. Det dur ikke.»
Hun trak t-shirten over hovedet. Bh’en var sort, almindelig, lidt vasket. Hendes bryster fyldte den. Han så på dem, som om han havde tænkt på dem længe og nu endelig måtte det.
«Jesus, Sanne.»
«Karakter,» mindede hun ham om, men stemmen var allerede tynd.
Han trak bh’en ned. Ikke af. Bare ned, så hun lå blottet i kanten. Hans mund lukkede om den ene brystvorte, varm, våd, og hun greb ham i håret, i det grå, og holdt ham der. Han sutte, bed let, og hendes hofte rykede frem imod ham.
«De er blød,» mumlede han mod huden. «Overalt. Jeg har stået i det tøj og tænkt på det, mens De gik rundt om mig med målebånd.»
«Så sig det som Holm.»
Han løftede hovedet. Øjnene mørke. Munden blank.
«Jeg tager min syerske på klædebordet, fordi hun blev, da hun skulle være gået. Og hun skal holde kæft med sine nåle og tage imod.»
Hun slukkede næsten. Ikke fordi det var fint. Fordi det ramte præcis dér, hvor drilleriet altid havde ligget og ventet.
«Så tag imod,» sagde hun.
Han åbnede hendes bukser. Hun løftede numsen, hjalp til, og arbejdsbukserne gled ned sammen med trusserne. Det kølige værkstedsluft ramte hende mellem benene. Hun var våd, tydeligt, og hun så ham se det. Han strøg to fingre gennem hende, ind, langsomt, og hun spændte om dem med et lille, vredt åndedrag, fordi det var for godt for hurtigt.
«Der,» sagde han. «Der har De siddet og syet og været sådan her.»
«Ikke hele tiden.»
«Nu.»
Han tog fingrene op og førte dem til hendes mund. Hun slikkede. Uden at tænke. Han pustede ud, som om hun havde slået ham.
Så kom han ind i hende.
Ikke forsigtigt. Heller ikke brutalt. Bare helt, i ét langt stød, mens han holdt om hendes fyldige hofter og trak hende ud til kanten af bordet. Hun hørte sig selv give lyd. Åben. Ufin. Ægte. Han fyldte hende, lang, og hun måtte tage fat i hans vest for at holde sig.
«Kig på spejlet,» sagde han.
Hun drejede hovedet. Deres spejl, det store, de brugte til at tjekke silhuetter. Hun så sig selv. Rødt hår løst. Bryster ude. Lårene bløde om hans smalle hofter. Ham i godsejerens tøj, bukserne nede, stødende ind i hende, som om forestillingen aldrig var slut.
«Fuck,» hviskede hun.
«Sprog, frøken Berg.»
«Sut mig, Holm. Eller knep mig rigtigt.»
Han greb hendes hår, bøjede hendes hoved tilbage, og begyndte at tage hende i en takt, der fik bordet til at rykke. En rulle knapper faldt på gulvet og spredte sig som små mønter. Hun lo ind i det, kort, og så var der ikke mere latter. Kun ham. Kun det våde, dybe, hver gang han ramte hende rigtigt.
«De tager det,» sagde han tæt ved hendes øre. «De har altid set ud, som om De kunne tage det.»
«Mere.»
Han gav hende mere. Hånden ned mellem dem, tommelfingeren på hendes klit, og hun spændte op, hurtigere, end hun ville indrømme. Hendes krop var ærlig. Fyldig, varm, og hun kom med ansigtet i hans kravat, med et stød, der fik hende til at bide ham i stoffet.
Han holdt hende, mens hun rystede. Trak sig ikke ud. Ventede. Kyssede hendes tinding, da hun kom tilbage.
«Godt,» sagde han, og nu var det næsten Morten igen. «Så er det min tur til at bestemme resten.»
Hun løftede ansigtet. Rød i kinderne. Smilende på den farlige måde.
«Du er stadig inde i mig.»
«Ja.»
«Så brug det.»
Han løftede hende ned fra bordet. Vendte hende. Bøjede hende frem over kanten, så hun så sig selv igen, og trådte ind i hende bagfra med et stød, der fik hende til at glemme, hvad hun havde tænkt at sige.
Hun greb kanten af bordet. Spejlet viste det hele uden nåde. Hendes ansigt, åbent. Det røde hår ned over ryggen. Brysterne tunge og løse, mens hun stod bøjet. Og ham bagved, stadig i vest og kravat, bukserne om lårene, hænderne om hendes hofter, som om de hørte til der.
Han stødte ind i hende igen. Dyb. Langsom nok til, at hun mærkede hver centimeter. Hurtig nok til, at bordet raslede, og en æske knapper hoppede nærmere kanten.
«Sig det,» sagde han.
«Hvad?»
«Hvad De er blevet for at få.»
Hun pustede ud gennem tænderne, da han ramte hende rigtigt.
«Kneppet. Af en mand i et kostume, jeg selv har syet. Det er pinligt.»
«Det er ærligt.»
«Hold kæft og tag mig.»
Han lo hæst og gav hende det, hun bad om. Hans smalle krop slår ind mod hendes fylde, og lyden var våd og konkret i det stille værksted. Hun så sig selv tage det. Så hans ansigt over hendes skulder, kæben spændt, det gråsprængte hår klæbet til tindingen. Holm og Morten i samme blik.
Hendes bh hang stadig under brysterne, stropperne nede om armene. Han strakte sig frem, tog en håndfuld af hende, klemte, og hun stønne ind i spejlet.
«De er blød her,» mumlede han. «Og her.» Hans hånd gled ned over hendes mave, ned mellem hendes ben, fandt hende igen. «Og De er stadig våd, som om første gang ikke var nok.»
«Den var ikke.»
«Godt.»
Han gnidede hende, mens han tog hende. Ikke fint. Præcist. Hun kom op på tæerne, prøvede at holde sig, og tabte det alligevel. Et stød. Endnu et. Hendes lår rystede, og hun bankede hånden i bordpladen, så kridtet sprang.
«Morten—»
«Holm.»
«Holm. Jeg kommer.»
«Så kom. På mit tøj. På mit bord. Hvor De arbejder.»
Det sendte hende ud. Hun spændte om ham, hård, og lyden hun lavede var ikke en, hun ville have sluppet løs, hvis der havde været andre i huset. Han holdt hende oppe gennem det, stødte hende igennem, indtil hun hang over kanten og trak vejret i stød.
Han stoppede ikke.
Hun mærkede det. At han var tæt. At han var mere Morten nu, mindre tekst. Hans greb om hendes hofter blev ujævnt. Hun skubbede sig tilbage mod ham, tog ham dybt, og kiggede på ham i spejlet.
«Kom i mig.»
«Sanne.»
«Jeg mener det. Færdiggør det. I karakter eller uden. Bare gør det.»
Han bøjede sig ind over hendes ryg. Kravatet ramte hendes nakke. Hans mund ved hendes øre, åndedrættet hedt.
«De bliver,» fik han frem. «De bliver, og De tager det, og De siger mit navn, når jeg kommer.»
«Hvilket?»
Han stødte hårdt.
«Begge.»
Hun smilede skævt ind i spejlet, ødelagt og vågen på samme tid.
«Så kom, godsejer. Kom, Morten.»
Han gjorde. Dybt. Med et stød, der fik hende til at give efter under ham, og hun mærkede ham tømme sig i hende, varmt, længe, mens hans pande landede mellem hendes skulderblade. Hans hånd smuttede på hendes hofte. Et ægte, lille «fuck» faldt ud af ham, helt ude af stykket.
De blev stående sådan.
Værkstedet var pludselig bare et værksted igen. Loftlyset. Stofrester. Den væltede æske knapper på gulvet. Hans pik blødte langsomt ud af hende, og hun mærkede det løbe ned ad indersiden af låret, varmt og ærligt og umuligt at lade, som om det ikke var sket.
Han rettede sig. Trak bukserne op, men knapede dem ikke. Hun blev bøjet et sekund længere, indtil hun havde vejret, og så rejsede hun sig med et lille ansigt til spejlet. Rødt hår i alle retninger. Bh’en skæv. Kindernes farve, hun ikke kunne skjule.
«Så,» sagde hun. Stemmen var ru. «Skridtet sidder stadig forkert.»
Han pustede en latter ud. Satte sig på kanten af bordet, høj og tynd og pludselig bare en mand i et ødelagt periodekostume. Vesten åben. Kravatet skævt. Han så på hende, mens hun trak trusserne op og lod arbejdsbukserne blive, hvor de var, nede om støvlerne.
«Du kom i mig,» sagde hun.
«Du bad om det.»
«Jeg ved det.»
Hun fandt et rent stykke foring på stolen og tørrede sig uden at gøre et nummer ud af det. Han kiggede. Hun lod ham.
«Holm ville have sendt syersken ud med en kuvert og en advarsel om at holde kæft,» sagde hun.
«Holm er en idiot.»
«Du spiller ham i fem uger.»
«Jeg spiller ham bedre nu.»
Hun træk k-shirten over hovedet. Clipset var væk et sted under bordet. Hun samlede håret med hænderne, gav op, lod det være. Da hun vendte sig, stod han tættere.
Ikke Holm. Morten. Øjnene trætte og skarpe på samme tid.
«Det her,» sagde han og pegede vagt mellem dem, «var ikke kun tekst.»
«Nej.»
«Har du fortrudt?»
Hun tænkte et øjeblik for længe til, at det kunne være et automatisk nej. Så rystede hun på hovedet.
«Jeg har fortrudt dårligere ting. Som den paryk, du insisterede på i efteråret.»
Han smilede. Rigtigt. Smalt.
«Kom her.»
Hun gjorde. Han kyssede hende anderledes nu. Langsommere. Uden publikum i hovedet. Hans hånd i hendes krøller, hendes hånd på hans bryst indenunder skjorten, hvor hjertet stadig gik for stærkt. Hun mærkede sin egen fylde mod hans knogler og tænkte, at det passede. At det altid havde passet på en måde, de bare ikke havde brugt.
Da de slap, hvilede hans pande mod hendes.
«Jakken kan ikke bruges i morgen,» sagde hun. «Den er krøllet. Og du har svedt den igennem.»
«Så må du tage den på mig igen.»
«Ikke i aften.»
«Nej.»
Hun bøjede sig, samlede knapperne op, en ad gangen, fordi hænderne skulle have noget at lave, og fordi stilheden ellers blev for stor. Han hjalp. Deres fingre ramte hinanden på gulvet. Ingen af dem lod, som om det var tilfældigt.
«De andre må ikke…» begyndte hun.
«Jeg ved det.»
«Ikke fordi jeg skammer mig.»
«Jeg ved det også.»
Hun nikkede. Rejste sig med æsken. Satte den på plads, som om verden kunne stables tilbage. Han knapede endelig bukserne. Hun rettede hans kravat af gammel vane, så stoppede hun, da hun mærkede, at det var for intimt på en ny måde.
Han fangede hendes hånd.
«Sanne.»
«Hvad.»
«Næste prøve er fredag.»
«Jeg ved, hvornår næste prøve er. Jeg har kalenderen.»
«Jeg mente ikke kostumet.»
Hun kiggede på ham. Længe. Udenfor et sted i huset klikkede varmen fra. Ellers ingenting.
«Du kan komme før de andre,» sagde hun til sidst. «Hvis vesten stadig strammer.»
«Den strammer.»
«Den gør ej. Jeg har målt dig.»
«Så find på noget andet, der skal rettes.»
Hun stak nålepuden i lommen. Smilte skævt, den gamle Sanne, bare med rystende lår og hans sæd, hun stadig kunne mærke.
«Gå hjem, Morten. Før du begynder at improvisere fjerde akt.»
Han tog sin egen jakke fra knagen, ikke Holms. I døren vendte han sig.
«Frøken Berg.»
«Hvad nu.»
«De syede godt i aften.»
«Ud.»
Han lo og gik. Hans skridt forsvandt ned ad den tomme gang. Sanne blev stående i lyset, kiggede på spejlet, på bordet, på den mørke frakke, der hang og havde fået en historie, den ikke skulle have.
Hun slukkede lampen over sybordet. Tosset håret tilbage. Låste værkstedet.
Udenfor var teatret mørkt og kendt. Hun gik mod cyklen med kroppen øm på den rigtige måde og tænkte, at Holm kunne få sin premiere. Det andet — det de lige havde gjort ud af tre års drilleri — det behøvede ingen forestilling.
Bare en vest, der måske, måske ikke, sad forkert om fredagen.
