Hun havde bildt sig selv ind, at hun var færdig med den slags.

Tredje morgen i træk stod Erik alligevel med kaffe mellem deres pladser, som om det aldrig havde været et spørgsmål. Solen lå lavt over campingpladsen, duggen sad stadig i græsset, og hans grå hår var vådt efter et hurtigt vask ved vandhanen.

“Du sover længe for en kvinde, der skulle have fred,” sagde han og rakte hende kruset.

Susanne tog det. Hun havde kun nået at trække en tynd cardigan over natkjolen. “Jeg sover, som jeg har lyst. Det er hele pointen.”

“Pointen er, at du alligevel kommer ud, når du kan lugte kaffen.”

Hun satte sig på den foldestol, hun havde sat frem aftenen før. Ikke fordi hun havde planlagt ham. Bare fordi det var blevet sådan. Hans campingvogn var ældre end hendes, lidt skæv i forteltet, og han selv så ud, som om han havde været vant til at klare sig selv længe. Bred over ryggen. Rolige hænder. Et ur med slidt læderrem.

Enkemand, havde han sagt den første aften, da hun kom kørende alene og han hjalp hende med støttebenene, uden at hun havde bedt om det. Hun havde sagt skilsmisse. De havde nikkende til hinanden, som folk gør, når de ikke har lyst til at åbne for meget.

Nu sad de der igen.

“Har du tænkt på at slå græsset?” spurgte hun og nikkede mod det stykke mellem dem, der var begyndt at ligne en sti.

“Har du tænkt på at tage tøj på?”

Hun kiggede ned. Natkjolen var røget op over knæet, og cardiganen skjulte ikke, at hun ikke havde bh på. For tre år siden ville hun have rettet på det med det samme. Nu lod hun det ligge et sekund for længe, bare for at se, om han kiggede.

Han kiggede.

Ikke åbenlyst. Bare den slags blik, mænd får, når de husker, at de stadig kan mærke noget. Så løftede han kruset.

“Det var en joke,” sagde han.

“Den var dårlig.”

“Den var ærlig.”

Susanne drak. Kaffen var for stærk, præcis som i går. Hun kunne mærke morgenluften på skinnebenene og en uro, hun ikke havde lyst til at kalde ved navn. Efter skilsmissen havde hun fortalt veninderne, at hun var lettet. At hun endelig kunne sove i fred. At hun ikke manglede hænder på sig.

Hun manglede hænder på sig.

“Du kigger,” sagde hun.

Erik smilede skævt. “Du sidder, som om du gerne vil have, at jeg kigger.”

“Sådan sidder jeg, når jeg ikke er færdig med at vågne.”

“Så vågn færdig. Jeg kan vente.”

Der var noget i måden, han sagde det på. Ikke presserende. Bare tålmodigt, som om han havde tid, og som om hun var noget, man ikke skulle skynde sig med. Det irriterede hende. Og det varmede et sted, hun havde pakket væk sammen med vielsesringen.

Hun rejste sig, lidt for brat, og gik ind efter tøj. I spejlet over vasken så hun sig selv: kort, asket hår, linjer omkring munden, bryster der ikke længere var faste, men stadig var der. Hun tog bh på. Så tog hun den af igen og valgte en blød t-shirt uden. Bare for at bevise over for sig selv, at hun ikke gjorde det for ham.

Da hun kom ud, havde han skåret æble i både.

“Til kaffen,” sagde han. “Du spiser for lidt.”

“Du ved ikke, hvad jeg spiser.”

“Jeg kan se det på dig.”

Hun tog en båd. Saften løb ned ad tommelfingeren, og hun slikkede den af, før hun nåede at tænke. Eriks blik fulgte bevægelsen. Ingen joke denne gang. Bare stille.

“Min kone gjorde sådan,” sagde han så. “Med æble. Det er tre år siden. Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det.”

“Fordi du tænker på hende, når du sidder her.”

“Nej.” Han rystede på hovedet. “Jeg tænkte på dig.”

Susanne mærkede det helt ned i maven. Ikke som i gamle dage, da alting gik stærkt og man blev varm i kinderne. Mere som en langsom erkendelse. Hun var 61. Hun havde en exmand, der allerede var videre med en yngre kollega. Hun havde sagt, at hun var færdig.

Hun var ikke færdig.

“Du må ikke sige sådan om morgenen,” mumlede hun.

“Hvorfor ikke?”

“Fordi jeg så kommer til at tænke på det resten af dagen.”

Erik lænede sig tilbage i stolen. Solen ramte hans ansigt, og hun kunne se, at han også havde linjer. Ved øjnene. Omkring munden. En mand, der havde levet. “Så tænk,” sagde han. “Det er en campingplads. Folk tænker hele tiden på ting, de ikke siger.”

Hun lo, lavt. “Du er værre end min ex.”

“Din ex var vist ikke særlig god til at kigge.”

“Det kan du ikke vide.”

“Jo. Ellers sad du ikke her og lod, som om kaffen er det eneste, du kommer efter.”

Hun skulle have rejst sig. I stedet blev hun siddende, mens pladsen omkring dem vågnede. En hund. En campingvognsdør. Børn et stykke væk. Almindelig feriestøj, der pludselig føltes som kulisse.

“Jeg tog afsted for at være alene,” sagde hun.

“Det er du. Jeg sidder bare ved siden af.”

“Det er ikke det samme.”

“Nej,” sagde Erik. “Det er bedre.”

Resten af formiddagen gik med småting, hun ikke rigtig huskede bagefter. Brød. En tur til toiletbygningen. En bog, hun ikke læste. Hver gang hun kiggede op, var han derovre. Ikke påtrængende. Bare til stede. Engang stod han bar overkroppen og skiftede gasflaske, og hun blev stående for længe i sin døråbning og så på ham. Gråt hår på brystet. En mave, der ikke var flad. Kraft i armene.

Han opdagede hende.

Hun gik ind og lukkede døren, som en pige på tyve. Bagefter lo hun af sig selv, men latteren sad løst.

Om aftenen kom han med en flaske rødvin, uden at spørge.

“Jeg har kun to glas,” sagde hun.

“Så har vi nok.”

De sad i hendes fortelt, knæ næsten mod hinanden. Lampen over bordet lavede et varmt skær, og vinen var billig og helt fin. Drillerierne var der stadig, men de havde skiftet karakter. Mindre om kaffe. Mere om krop.

“Du går og tror, at jeg ikke kan se, hvordan du kigger, når jeg bøjer mig,” sagde hun.

“Jeg kigger, fordi du bøjer dig, som om du vil have det set.”

“Jeg bøjer mig, fordi jeg skal have fat i skoene.”

“Så tag skoene på, før du går ud næste gang.”

Hun rullede med øjnene, men smilede. “Du er fræk for en mand på fireogtres.”

“Du er sulten for en kvinde, der påstår, hun er mæt.”

Det ramte. Hun satte glasset. “Det er længe siden, nogen har sagt noget sådant til mig.”

“Hvor længe?”

“Længere end skilsmissen.” Hun tav et øjeblik. “Han rørte mig næsten ikke det sidste år. Og jeg lod, som om det var i orden. Som om jeg var blevet for gammel til at ville det.”

Erik nikkede. Ikke medlidenhed. Bare forståelse. “Min kone blev syg. Der var en lang tid, hvor det handlede om alt muligt andet. Bagefter turde jeg næsten ikke tænke på, at jeg stadig… ja.”

“Stadig hvad?”

Han kiggede hende direkte i øjnene. “Stadig vil have en kvinde tæt på. Ikke bare selskab. Dig. Lige nu.”

Susanne mærkede vinen og hans stemme samtidig. Hendes puls slog i halsen. Hun kunne have grinet det væk. I stedet sagde hun stille:

“Jeg har ikke gjort det med nogen, siden han flyttede.”

“Så gør vi det i dit tempo.”

“Du er sikker.”

“Jeg er 64. Jeg er ikke sikker på en skid. Men jeg ved, at jeg har siddet tre morgener og tænkt på, hvordan din hud lugter.”

Hun trak vejret. Så rakte hun hånden over bordet og lagde den på hans. Hans hud var varm og tør. Hans tommelfinger strøg hen over hendes knoer, langsomt, som om han prøvede, om hun trak sig.

Hun trak sig ikke.

“Kom herind,” sagde hun.

Campingvognen var lille. Det gjorde det værre og bedre på samme tid. Hun tændte kun den svage lampe over køkkenet. Erik måtte bøje hovedet i døren. Da den faldt i, stod de for tæt til, at det stadig kunne kaldes kaffe og drilleri.

“Hvis jeg kysser dig nu,” sagde han, “så er det ikke en joke.”

“Så lad være med at spørge.”

Han tog om hendes ansigt med begge hænder. Kysset var først forsigtigt, næsten afsøgende, som om de begge ventede på, at den anden skulle stoppe. Så åbnede hun munden, og det ændrede sig. Hans skægstubbe ramte hendes hud. Hun greb fat i hans trøje. Der var vin og æble og noget råt, hun havde savnet uden at ville indrømme det.

Hans hånd gled ned ad hendes ryg, stoppede i taljen, spurgte uden ord. Hun pressede sig ind mod ham som svar. Hun kunne mærke ham gennem bukserne. Ikke som en ung mand i fuld firer. Men tydeligt. Varmt. Vågent.

“Hold kæft,” hviskede hun mod hans mund. “Jeg troede, den del var slukket.”

“Den er ikke slukket.” Hans hånd fandt kanten af hendes t-shirt og gled ind under. Palmen mod den bare hud over hoften. “Den har bare ventet.”

Hun trak trøjen op. Ikke elegant. Bare af. Lampen ramte hendes bryster, og for et kort sekund ville hun skjule sig. Erik rystede på hovedet, som om han havde set tanken.

“Lad mig se på dig.”

“Der er ikke så meget at se på længere.”

“Der er det hele.” Han kyssede hendes hals, så nedad, langsomt, indtil munden fandt brystet. Hun stønede, overrasket over sig selv. Hans tunge var varm. Hans hånd knugede hendes hofte, som om han holdt hende oppe.

Susanne fik hans trøje af. Det grå hår på brystet kildede hendes håndflader. Hun kyssede ham der, fordi hun kunne, fordi ingen havde bedt hende om at skynde sig, fordi hun pludselig var sulten på en måde, der ikke havde noget med vin at gøre.

De tumlede ind mod dynen. Sengen var smal. Hun lo, da de næsten ramte skabet, og latteren blev til et nyt kys. Erik åbnede hendes bukser. Hun løftede hoften. Da hans hånd gled ind mellem hendes ben, var hun allerede våd, og det ramte hende som en slags vanvid.

“Jesus, Susanne.”

“Sig ikke jesus. Sig mit navn.”

“Susanne.” Hans fingre fandt hende præcist, langsomt, uden at performe. “Du er så varm.”

Hun spredte benene mere, uden at tænke på, hvordan hun så ud. Det var det, der gjorde det. Hun tænkte ikke. Hun mærkede. Hans tommelfinger mod klitoris, to fingre der gled ind, tålmodigt, som om han havde al aften. Hun holdt ham om nakken og åndede ind i hans hår.

“Der,” fik hun frem. “Lige der. Bliv.”

Han blev. Ingen unge mandestreger. Ingen hastværk. Bare et jævnt pres, en rytme hun kunne følge, indtil maven trak sig sammen, og hun kom med ansigtet presset mod hans skulder, lydløst først, så med en lyd hun ikke kendte som sin egen.

Bagefter rystede hun. Erik kyssede hendes tinding og lod hånden ligge, stille, inde i varmen.

“Jeg er ikke færdig,” sagde hun, da hun kunne tale.

“Godt.” Hans stemme var hæs. “Det er jeg heller ikke.”

Hun åbnede hans bukser. Tok ham i hånden. Tung, varm, allerede hård. Han trak vejret skarpt, da hun strøg ham, og hun følte en næsten barnlig triumf over, at hun stadig kunne det. At en mand stadig reagerede på hende. At hun ville.

“Jeg har ikke noget med,” mumlede han.

“Jeg er 61, Erik. Jeg tager p-piller for blødningen, og jeg er testet efter ham. Hvis du er…”

“Jeg er. Der har ikke været nogen. Ikke siden.”

Hun nikkede. “Så kom her.”

Han lagde sig mellem hendes ben. Sengen knirkede. Udenfor gik nogen forbi med en lygte, og de holdt begge stille et sekund, som to teenagere, før hun trak ham ned. Han gled ind i hende langsomt, og hun var så våd, at det næsten gjorde ondt af lettelse. Fyldt. Tæt. Ægte.

“Susanne,” sagde han igen, og hun slog benene op om ham.

De fandt en rytme, der passede til rummet og alderen og det, de faktisk var. Ikke vildt. Ikke forsigtigt heller. Hans mave mod hendes. Hans ånde ved hendes øre. Hun mærkede hver centimeter, hver gang han trak sig næsten ud og kom igen. Hendes negle i hans ryg. Dynen på gulvet.

“Du må gerne holde fast,” hviskede hun.

Hans hænder greb hendes hofter hårdere. Sengen slog let mod væggen. Hun kom igen, mindre, dybere, og det trak ham med. Han stødte ind i hende og blev der, rystende, med ansigtet begravet i hendes hals, mens hun strøg ham over det svedige hår og tænkte, at hun havde løjet for sig selv i årevis.

Bagefter lå de skævt i den smalle seng, nøgne, med et tæppe over hoften. Hans hånd på hendes mave. Hendes ben over hans.

“Det her,” sagde hun stille, “var ikke en stille ferie.”

Erik smilede mod loftet. “Nej. Det var kaffe.”

Hun puffede til ham. Så blev hun liggende og lyttede til hans åndedrag og til campingpladsen udenfor, der langsomt faldt til ro. Hun var stadig den samme kvinde, der var kørt herhen alene. Hun var bare ikke færdig.

Ikke med romantik.

Og slet ikke med begær.

Hans tommelfinger tegnede små cirkler på hendes mave, som om han stadig ikke helt turde tro, at hun lå der. Lampen over køkkenet brummede svagt. Udenfor gik nogen forbi igen, og denne gang rørte ingen af dem sig. De var bare to nøgne mennesker i en smal seng, der pludselig havde gjort noget, de begge havde bildt sig ind, de var færdige med.

“Du ryster stadig,” sagde Erik stille.

“Det er ikke kulde.”

“Nej.” Han smilede mod hendes hår. “Det kunne jeg mærke.”

Susanne vendte hovedet og kiggede på ham. På nært hold var han mindre drilsk. Mere åben. Der sad en lille rød plet på hans hals, hvor hun havde bidt uden at tænke. Hun rørte ved den.

“Undskyld.”

“Lad være.” Hans stemme var stadig hæs. “Jeg har ikke haft mærker på mig i årevis. Det føles… ærligt.”

Hun lo lavt. “Ærligt. Det er et mærkeligt ord, når man ligger her og lugter af sex.”

“Det er det bedste ord, jeg har lige nu.”

Hun lagde kinden på hans bryst. Det grå hår kildede. Hans hjerte slog roligt, men ikke langsomt. Hun kunne mærke, at han stadig var vågen i kroppen, selvom han var kommet. Det gjorde noget ved hende. Ikke panik. Mere en sult, der ikke var blevet mæt af første gang, kun vækket.

“Jeg troede, jeg ville fortryde det med det samme,” mumlede hun.

“Gør du?”

“Nej. Jeg ligger og tænker på, om du vil røre ved mig igen.”

Erik vendte sig delvist ind mod hende. Sengen knirkede. Hans hånd gled fra maven ned mellem hendes lår, ikke ind endnu, bare der, varm og tung. “Sig stop, hvis det er for meget.”

“Hvis det var for meget, havde jeg ikke taget tøjet af.”

Han kyssede hende langsomt. Anderledes end før. Mindre sultent. Mere nysgerrigt. Hun åbnede munden og lod ham tage tid. Hans fingre strøg hendes køn udefra, gennem det våde, og hun trak vejret ind mellem tænderne.

“Du er stadig åben,” hviskede han.

“Det er din skyld.”

“Jeg tager den gerne.”

Han gled ned i sengen. Der var ikke plads, så han måtte skubbe hendes ene ben ud over kanten. Hun ville have grinet, hvis hans mund ikke havde fundet hende. Varm. Direkte. Hans tunge flad mod hende, så spids, så langsom igen. Susanne greb madrassen. Hun havde glemt, hvordan det føltes at blive slikket, som om nogen faktisk kunne lide det. Ikke som en pligt. Som noget, han ville.

“Erik…”

Han svarede ikke. Han holdt hendes hofte nede, da hun prøvede at vride sig, og blev ved. Hun kiggede ned og så det grå hår mellem hendes lår, hans øjne lukkede, hans næse presset ind. Det var obskønt og ømt på samme tid. Hun kom næsten for hurtigt, kæmpede imod, tabte alligevel. Maven spændte, lårene rystede, og hun holdt ham fast med hånden i håret, mens hun kom mod hans mund.

Han slikkede hende igennem det, indtil hun pustede:

“Stop. Stop, jeg kan ikke.”

Han kyssede indersiden af hendes lår og kravlede op. Hans skæg var vådt. Hun kyssede ham alligevel og smagte sig selv. Det skulle have været pinligt. Det var det ikke.

“Din tur,” sagde hun.

“Du skylder mig ikke noget.”

“Det handler ikke om at skylde.” Hun skubbede ham om på ryggen, så godt sengen tillod det. “Det handler om, at jeg vil have dig i munden.”

Han kiggede på hende, som om hun havde sagt noget farligt. Så nikkede han.

Hun tog ham ind, langsomt. Han var ikke stenhård endnu, men han blev det undervejs. Hun kunne mærke ham vokse mod tungen. Hans hånd fandt hendes askede hår, uden at presse. Hun så op på ham, mens hun suttede, og det blik han sendte hende, ramte hende hårdere end selve det seksuelle. Han så hende. Ikke en erstatning. Ikke en tilfældig nabo. Hende.

“Susanne. Hvis du bliver ved…”

Hun slap ham med et smæld. “Så kom ind i mig.”

Han trak hende op, så hun kom til at sidde over ham. Det var klodset. Hendes knæ ramte skabet. De lo begge, stille, og så var han inde i hende igen, dybere denne vinkel, og latteren forsvandt. Hun begyndte at bevæge sig. Hans hænder på hendes bryster, tommelfingrene over brystvorterne, og hun lænede sig frem, så hendes pande ramte hans.

“Du er smuk, når du tager det, du vil have,” sagde han.

“Hold kæft og hold fast.”

Han holdt fast. Hun rode ham, først forsigtigt, så hårdere, indtil sengen slog i væggen i en rytme, hun håbede, naboerne på den anden side ikke kunne høre. Hun tænkte et øjeblik på, at de selv var naboer. At hans vogn stod tre meter væk. At hun havde siddet i natkjole og drukket hans kaffe, som om hun var en kvinde, der bare ville have fred.

Så tænkte hun ikke mere.

Hun kom med ham stadig inde i sig, sammenknebet, og han fulgte med få stød efter, med et dæmpet støn ned i hendes skulder. De blev siddende sådan, svedige, forbundet, indtil han gled ud af hende, og det våde løb ned ad hendes lår.

“Jesus,” mumlede hun.

“Du bad mig om ikke at sige det.”

“Jeg må godt. Du må ikke.”

De faldt sammen igen. Denne gang fandt hun et håndklæde og tørrede dem begge, praktisk, næsten husligt, og det gjorde det mærkeligt intimt på en ny måde. Han trak tæppet op. Hun slukkede lampen.

I mørket sagde han: “Jeg kan gå over til mig selv.”

“Hvis du går nu, så er det, fordi du fortryder.”

“Jeg fortryder ikke.”

“Så bliv.”

Han blev.

Hun vågnede af, at nogen åbnede en campingvognsdør ude på pladsen, og af at en arm lå tungt over hende. Det tog et sekund, før hun huskede det hele. Så mærkede hun det i kroppen. Øm mellem benene. Mærker på hoften. En mand i hendes seng.

Erik sov med åben mund, håret i alle retninger. Hun lå og kiggede på ham, indtil det blev for meget. Så kravlede hun forsigtigt fri, fandt hans t-shirt på gulvet og trak den over hovedet. Den duftede af ham og af i går.

Kaffen kogte hun selv.

Da hun åbnede døren, slog morgenluften ind, kølig og klar. Dug i græsset igen. Hans vogn stod derovre, forteltet stadig skævt, som om intet var sket. Alligevel var alt sket.

Hun satte to krus frem.

Det varede ikke længe, før han kom ud i bukser og bar overkrop, med et tæppe over skuldrene. Han stoppede, da han så hende i hans t-shirt.

“Den klæder dig bedre end mig.”

“Den er for stor.”

“Det er meningen.” Han tog kruset, hun rakte ham. Deres fingre mødtes. Ingen af dem trak sig. “Godmorgen.”

“Godmorgen.”

De satte sig. Stien mellem pladserne var der stadig. En kvinde med en hund gik forbi og nikkede, som man gør på campingpladser. Susanne nikkede tilbage og mærkede pludselig, at hun ingen bh havde på under t-shirten, og at hun sikkert lugtede af ham. Det burde have fået hende til at gå ind. I stedet spredte hun knæene lidt, bare fordi hun kunne, og så Erik lægge mærke til det.

“Du sidder sådan igen,” sagde han lavt.

“Nu ved du, hvorfor.”

“Jeg vidste det i går.”

Hun drak. Kaffen var for stærk, præcis som han lavede den. “Folk kan se os.”

“De kan se to mennesker drikke kaffe.”

“De kan se, at jeg har din trøje på.”

“Så kan de tænke.” Han lænede sig frem. “Jeg tænker også. Jeg tænker på, at jeg kan lugte dig på mine fingre, selvom jeg har vasket hænder.”

Hun satte kruset for hårdt. Kaffe skvulpede over. “Du kan ikke sige sådan, mens der går folk.”

“Jo. Hvis du bliver siddende.”

Hun blev siddende. Hjertet bankede, ikke af skam, men af noget skarpere. Begær midt i det almindelige. En hund, der gøede. En far, der råbte efter et barn. Og hendes nabo, der kiggede på hende, som om han kunne tage hende over bordet, hvis hun bare nikkede.

“Kom ind,” sagde hun.

“Nu?”

“Nu. Før jeg begynder at lade, som om jeg kun ville have kaffe.”

Han rejste sig uden at gøre et nummer ud af det. Hun gik foran ind i vognen. Døren faldt i. Han havde hende oppe at stå mod køkkenbordet, t-shirten røget op, hans hånd mellem hendes ben, før hun nåede at sige mere. Hun var allerede våd. Morgenvåd. Pinligt nem.

“Susanne,” åndede han mod hendes øre. “Du er ikke færdig. Du er sulten.”

“Så giv mig noget.”

Han vendte hende om. Hun bøjede sig frem, hænderne på bordet, og han trak bukserne ned. Da han gled ind i hende bagfra, måtte hun bide sig i læben for ikke at lyde. Udenfor gik nogen tæt forbi. Hun kunne høre stemmer. Inde i vognen fyldte han hende i korte, dybe stød, en hånd om hendes bryst, den anden på hendes klitoris, og hun kom stående, rystende, med panden mod skabet.

Han kom lige efter, presset ind til sidste, og de blev stående sådan, hans pande mod hendes ryg, indtil han hviskede:

“Det her er ikke bare ferie længere.”

Hun nikkede, stadig forpustet. “Nej. Det er det ikke.”

De stod der et stykke tid endnu. Hans hænder på hendes hofter. Hendes fingre om kanten af bordet. Udenfor lo nogen, og en campingvognsdør smækkede. Inde hos dem lugtede der af kaffe, sved og den sæbe, hun havde stående i bruseren.

“Jeg kan næsten ikke stå,” mumlede hun.

“Så sæt dig.”

Hun gjorde det. På sengekanten, med hans t-shirt klistret til ryggen. Erik satte sig ved siden af hende. Ikke ovenpå. Bare der. Det var det, der ramte hende mest. At han blev.

“Jeg har ikke gjort det her før,” sagde hun.

“Sex?”

Hun stødte albuen let ind i ham. “Nej. Det her. At sige ja om morgenen. At lade en mand komme ind til mig, mens hele pladsen er vågen.”

“Du kunne have sagt nej.”

“Det er det, der skræmmer mig. Jeg havde ikke lyst.”

Han nikkede. “Jeg heller ikke.”

De blev siddende, indtil åndedrættet faldt til ro. Så rejste hun sig og fandt sine egne bukser. Hun beholdt hans t-shirt på, fordi hun ikke havde lyst til at tage den af endnu, og fordi det ville have været en løgn at lade, som om hun var tilbage i den kvinde, der kun ville have fred.

“Jeg skal over i huset,” sagde hun.

“Jeg går med. Ikke ind. Bare hen.”

De gik side om side ad grusstien. Ikke hånd i hånd. Alligevel tæt nok til, at hun kunne mærke varmen fra hans arm. En mand med en avis kiggede op fra sin stol. Susanne kiggede ikke væk. For første gang i længe havde hun ikke lyst til at gøre sig usynlig.

Da hun kom ud fra toiletbygningen, stod han og ventede med hænderne i lommerne. Håret var stadig i uorden. Der sad et mærke på hans hals, som hun selv havde sat.

“Folk kan se det,” sagde hun.

“Lad dem.” Han rakte hende et stykke køkkenrulle, han havde fundet. “Du har kaffe på hånden.”

Hun tørrede sig. “Du er praktisk.”

“Jeg er 64. Hvis jeg ikke er praktisk, er jeg bare i vejen.”

“Du er ikke i vejen.”

Det blev hængende mellem dem, mens de gik tilbage. Solen var kommet højere op. Duggen var væk. Stien mellem deres pladser lignede nu noget, de selv havde trådt.

Resten af formiddagen gik de ikke hver til sit. Det var det nye. Hun lavede mere kaffe. Han skar brød. Hun fandt marmelade. De sad i hendes fortelt med knæene mod hinanden og talte om ting, der ikke var sex, og som alligevel var det.

“Han sagde, jeg var blevet kedelig,” fortalte hun. “Ikke med de ord. Men sådan lød det. At jeg var gået i stå. At han stadig havde lyst til at leve.” Hun drejede kruset. “Så levede han videre med hende fra arbejdet. Og jeg pakkede telt og fortælling om, at jeg havde fået fred.”

Erik lyttede uden at skynde på hende. “Min kone hed Kirsten. Hun ville have hadet, at jeg sad her og sammenlignede. Så det gør jeg ikke.” Han kiggede på hende. “Jeg siger bare, at huset blev for stille. Campingpladsen var en undskyldning for ikke at spise alene ved samme bord hver aften.”

“Og nu sidder du her.”

“Nu sidder jeg her og kigger på en kvinde, der hele tiden tror, hun skal undskylde, at hun stadig vil røres.”

Susanne slugte. “Det er fordi det føles grådigt. I min alder.”

“I din alder er det ærligt.” Han lagde hånden på hendes knæ, åbent, uden at glide op. “Jeg vil også røres. Ikke kun i nat. Ikke kun fordi det kunne lade sig gøre.”

Hun lagde sin hånd over hans. De sad sådan, mens en familie gik forbi med luftmadras og høje stemmer. Ingen stoppede. Verden blev ved. Det var næsten det vildeste.

Om eftermiddagen gik de ned til søen bag pladsen. Ikke langt. Bare væk fra vognene. Vandet lå stille, og der var et par teenagere ude på en badebro, som ikke kiggede deres vej. Susanne satte sig på en bænk. Erik satte sig så tæt, at deres lår rørte.

“Hvis det her kun var sex,” sagde hun, “så kunne vi være gået hver til sit efter i morges.”

“Det kunne vi.”

“Jeg vil ikke.”

“Godt. Det vil jeg heller ikke.”

Hun lænede hovedet mod hans skulder. En simpel bevægelse, og alligevel bankede det i halsen, som om hun var femten og ikke en kvinde med skilsmissepapirer i skuffen derhjemme. Hans skæg kradede let, da han kyssede hendes hår.

“Du dufter af min sæbe,” sagde han.

“Du dufter af mig.”

“Jeg ved det.”

De gik tilbage, da skyggerne blev længere. På vejen tog han hendes hånd. Ikke længe. Bare over det sidste stykke grus, inden de nåede vognene. Hun mærkede det i hele armen. Fingrene. Det banale. Det, hun havde savnet uden at have et navn for det.

Aftenen kom uden dramatik. Han lavede pasta i sin vogn, fordi han havde en rigtig kasserolle, og hun tog en flaske hvidvin med over. Hans fortelt var mere slidt end hendes. På køleskabet sad et postkort fra Skagen og en gul seddel med et telefonnummer. Ingen billeder. Hun var taknemmelig for det. Hun var også nysgerrig. Begge dele kunne være sande.

De spiste tæt. Knæene ramte hinanden under bordet. Drillerierne var der, men blødere.

“Du spiser stadig for lidt,” sagde han.

“Du kigger stadig for meget.”

“Du sidder stadig, som om du godt ved det.”

Hun smilede ind i glasset. “Jeg ved det.”

Da mørket faldt på, blev de siddende. En radio spillede et sted ude på pladsen. Insekter om lampen. Susanne mærkede vinen og hans blik og den ømhed mellem benene, der mindede hende om, hvad de allerede havde gjort. Alligevel var det ikke det, hun strakte sig efter først.

Hun rejste sig, gik rundt om bordet og satte sig overskrævs på hans skød, langsomt, med tøjet på. Hans hænder fandt hendes ryg. Hendes pande fandt hans.

“Det her,” hviskede hun, “er det, jeg ikke havde bildt mig selv ind.”

“Sex?”

“Nej.” Hun kyssede ham. Blødt. Længe. “Det andet.”

Han holdt om hende, som om hun kunne glide af, og kyssede hende tilbage, indtil pastaen blev kold, og lampen blev ved med at brumme, og hun kunne mærke ham under sig uden at have travlt med at tage tøjet af.

“Bliv i nat,” sagde han mod hendes mund.

“Jeg havde ikke tænkt mig at gå.”

Hun gled ned på hug mellem hans knæ og åbnede hans bukser, ikke fordi hun skulle betale for pastaen, men fordi hun ville smage ham, mens han stadig kiggede på hende, som om hun var et valg. Han strøg hende over håret og sagde hendes navn, da hun tog ham ind. Langsomt. Uden at optræde. Bare varm mund og hans åndedrag, der blev ujævnt.

“Kom op her,” fik han frem.

Hun gjorde det. Trak trusserne til side under kjolen, hun havde skiftet til om aftenen, og sænkede sig ned over ham der i stolen. Forteltet skjulte dem kun delvist. En skygge. En risiko. Hun bevægede sig i små, tætte ryk, med ansigtet mod hans, og han holdt hende om bagdelen, som om han både ville skjule hende og have hende.

“Susanne.”

“Jeg er her.”

Hun kom først, sammenknebet, næsten lydløst, med tænderne i hans skulder. Han fulgte med, presset op i hende, hånden hårdt i hendes kjole. Bagefter blev hun siddende på ham, mens pulsen faldt, og nogen ude i mørket gik forbi uden at vide, at hun netop havde ladet en enkemand komme i hende i et fortelt.

“Vi er sindssyge,” hviskede hun.

Erik smilede træt og ømt. “Vi er vågne.”

Hun nikkede. Og denne gang, da hun rejste sig, tog hun ham med ind i hans seng. Ikke for at starte forfra. For at sove. For at mærke en arm om sig. For ikke at lade, som om hun stadig var færdig.

Hun vågnede, før han gjorde.

Loftet i hans vogn var lavere end hendes. Der duftede af koldt kaffegrums, tørt træ og ham. Eriks arm lå tungt over hendes talje, hånden åben mod hendes mave, som om den stadig holdt fast i søvne. Udenfor var campingpladsen ikke rigtig vågnet. Bare en enkelt bil et stykke væk og en krage.

Susanne lå stille.

Ikke fordi hun var bange for at vække ham. Fordi hun ville mærke det, før tankerne kom. Den varme. Den ømhed mellem benene. Hans åndedrag i hendes nakke. At hun havde sagt, hun ikke ville gå, og at hun faktisk ikke var gået.

Erik rørte på sig.

“Du er vågen,” mumlede han.

“Du snorker ikke. Det er næsten mistænkeligt.”

Han smilede mod hendes skulder, stadig med lukkede øjne. “Jeg har øvet mig i tre år på at sove alene. Det viser sig, at jeg er dårligere til det, når der ligger nogen.”

“Så er det mig, der fylder.”

“Det er dig, der er her.” Han kyssede huden under hendes øre, langsomt, uden at gøre det til en opfordring. “Det er værre. På den gode måde.”

Hun vendte sig ind mod ham. Sengen var for smal til noget elegant, så deres næser ramte hinanden, og de lo stille. Hans hånd gled op ad hendes ryg under dynen. Ingen hast. Bare hud.

“Jeg ligger og tænker på kaffen,” sagde hun.

“Det er løgn.”

“Det er delvist løgn.” Hun strøg ham over brystet. “Jeg tænker på, at jeg kunne rejse mig, gå over til mig selv og lade, som om i går var noget, man kan pakke ned sammen med vinfglassene.”

“Gør du det?”

“Nej.”

Han kiggede på hende nu. Morgenlys gennem den tynde gardin. Linjerne ved hans øjne. Det grå hår i alle retninger. “Godt. For jeg har ikke tænkt mig at sidde derovre og lade, som om jeg bare kom forbi med en kande.”

Hun kyssede ham. Først kort. Så længere. Det var ikke den sultne nat. Det var noget, der sad dybere. Hans lår mellem hendes. Hendes hånd i hans nakke. De lå og kyssede, indtil det blev svært at lade være med at bevæge sig, og selv da gjorde de det langsomt.

Han gled ind i hende, mens de stadig lå på siden. Kort afstand. Tæt. Hun åndede ud mod hans mund og holdt ham om ryggen, mens han bevægede sig i korte, varme stød, der ikke handlede om at nå noget. Hun kom næsten uden lyd, med panden mod hans, og han fulgte med, presset ind, hans hånd hårdt i hendes hofte, som om han ville huske, at hun var der.

Bagefter blev de liggende, stadig flettet.

“Det der,” hviskede hun, “var ikke feriesex.”

“Nej.” Han strøg hendes askede hår væk fra ansigtet. “Det var os.”

De kom ud senere end de andre morgener. Hun havde hans skjorte på over sine egne bukser. Han havde sat vand over, som om det aldrig havde været et spørgsmål. To krus. To stole. Stien mellem pladserne.

Solen lå på forteltet. En mand gik forbi med en hundepose og nikkede. Susanne nikkede tilbage. Hun mærkede skjorten mod de bare bryster og Eriks blik, der ikke skjulte noget længere, og hun rettede den ikke.

“Du sidder og ser ud, som om du har besluttet noget,” sagde han.

“Jeg har.” Hun drak. Kaffen var for stærk. Den smagte rigtigt. “Jeg tog herhen for at bevise, at jeg kunne være alene. At jeg var færdig med at ville have nogen tæt på.” Hun satte kruset. “Jeg kan være alene. Det er ikke det samme som at ville det.”

Erik nikkede. “Jeg tog herhen, fordi huset var for stille. Så sad du derovre i natkjole og lod, som om du ikke vidste, at jeg kiggede.”

“Jeg vidste det.”

“Jeg ved det.”

Hun rakte hånden over afstanden mellem stolene. Han tog den. Tommelfingeren over hendes knoer, samme bevægelse som den første aften, bare uden tøven.

“Jeg kører hjem søndag,” sagde hun.

“Det gør jeg også.”

“Så er der tre dage.”

“Der er tre dage her.” Han kiggede hende i øjnene. “Og bagefter er der telefoner. Og veje. Jeg har ikke lyst til at lade det her dø, bare fordi vi pakker vognene.”

Hun mærkede det i maven. Ikke panik. Ikke den gamle tro på, at hun skulle sige noget fornuftigt og trække sig. Bare et ja, der havde ligget og ventet.

“Jeg vil gerne have, at du ringer,” sagde hun. “Ikke som en, man lige har knaldet med på camping. Som dig.”

“Jeg ringer som mig.” Han smilede skævt. “Og jeg kommer med kaffe, hvis du åbner.”

“Jeg åbner.”

De sad der, mens pladsen vågnede om dem. Børn. En radio. Lugten af bacon et sted. Almindelig ferie, der ikke længere var kulisse for ensomhed. Hun lo pludselig, lavt.

“Hvad?”

“Jeg havde planlagt at læse tre bøger og gå i seng klokken ti.”

“Du kan stadig læse.”

“Ikke hvis du bliver ved med at kigge sådan.”

“Så kig tilbage.”

Det gjorde hun. Længe nok til, at det ikke kunne misforstås. Så rejste hun sig, tog hans krus og sit eget og nikkede ind mod sin vogn.

“Kom. Før jeg begynder at lade, som om det her kun var morgenkaffe.”

Erik rejste sig. Han tog hende om nakken, ganske kort, midt mellem de to pladser, og kyssede hende. Ikke skjult. Ikke langt. Bare et mundtryk, der sagde, at naboskabet var forbi.

“Det var aldrig kun kaffe,” sagde han.

“Nej,” svarede Susanne. “Det var det, jeg ikke var færdig med.”

Hun gik foran ind. Han fulgte efter. Døren faldt i, og ude på stien mellem vognene stod de to stole stadig fremme, som om kaffen kunne komme igen når som helst.

Hun var stadig den kvinde, der var kørt alene på camping.

Hun var bare ikke kørt fra sig selv.