Anne bankede ikke længere. Hun åbnede terrassedøren til Michaels køkken, som hun havde gjort det de sidste uger, og trådte ind i strømpesokker med et halvt tomt glas i hånden.
“Han er gået ovenpå,” sagde hun.
Michael stod ved køkkenbordet med en teske i hånden. Han kiggede op. Mørkt hår, almindeligt ansigt, den slags mand man gik forbi i Føtex uden at huske ham bagefter. Toogfyrre. Naboen. Ham, hun kunne sige næsten hvad som helst til.
“Igen?”
Hun nikkede og satte glasset fra sig. Det røde hår var sat op i en knold, der allerede var ved at glide ned i nakken. Hun var lav og kurvet, blød om maven, bred om hofterne, og den sorte cardigan hang åben over en t-shirt, der strammede hen over brystet. Femogfyrre og træt i øjnene. Men ikke for træt til at komme herover.
“Han sagde, at jeg dramatiserer,” sagde hun. “At ægteskaber bare er sådan, når man har været sammen i nitten år. Og så gik han.”
Michael skyllede skeen og vendte sig. “Vil du have noget, der ikke er det der?” Han nikkede mod hendes glas.
“Har du hvidvin?”
Han havde. Han hældte op til dem begge, og de gik ind i stuen, som de plejede. Hans hus var spejlvendt af hendes. Samme type rækkehus, samme smalle have, samme lyde udefra, når nogen startede en bil nede på vejen. Forskellen var, at her lugtede der af kaffe og rent tøj i stedet for Henrik og den der distante stilhed.
Anne satte sig i sofaen med benene op under sig. Cardiganen gled af den ene skulder. Hun lagde ikke mærke til det. Det gjorde han.
“Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at komme,” sagde hun. “Du skal jo også have et liv.”
“Jeg har et liv,” sagde Michael. “Det her er en del af det.”
Hun smilede skævt. “Det er det, der er problemet.”
De havde altid haft let ved at tale. Over hækken, da hun flyttede ind for seks år siden. Ved skraldespanden. Til de der irriterende vejfester, ingen rigtig havde lyst til. Hun havde kendt ham, før hun begyndte at bruge ham som afløb. Før hun opdagede, at hun gik og ventede på, at Henrik skulle lukke sig inde, så hun kunne gå den anden vej.
Michael satte sig i den anden ende af sofaen. Ikke tæt. Heller ikke langt væk. Han havde lært afstanden. Eller bildt sig ind, at han havde.
“Hvad sagde han ellers?”
“At jeg skulle finde en hobby.” Hun lo kort. “Som om det er det, der mangler. En keramikaften.”
“Måske skulle du.”
“Hold kæft, Michael.”
Han smilede. Hun ramte ham let på låret med foden. Det var en af de ting, de gjorde, som man kunne kalde venligt, hvis man havde brug for at kalde det noget. Foden blev liggende et halvt sekund for længe. Hun trak den til sig.
Ingen af dem sagde noget.
Udenfor kørte en cykel forbi. Indenfor tikkede et ur, han aldrig havde skiftet batteri i, men som stadig gik.
“Jeg rørte ved ham i går,” sagde hun stille. “Bare hånden på ryggen, da han stod ved vasken. Han stivnede. Som om jeg var en kollega, der kom for tæt på.”
Michael kiggede ned i glasset. “Har I… altså.”
“Sovet sammen? For tre uger siden. Hurtigt. Lyset slukket. Bagefter gik han ind og tjekkede mails.” Hun trak vejret. “Jeg ligger der og tænker, at jeg godt kunne have været hvem som helst.”
Han burde have sagt noget neutralt. Noget med, at det var ærgerligt, og at hun fortjente bedre. Det havde han gjort de første gange. Nu sad han og kiggede på hendes mund, mens hun talte, og på den måde t-shirten strammede, når hun trak vejret, og han hadede sig selv for det.
Anne mærkede det. Ikke som en tanke. Som varme i ansigtet. Hun havde mærket det før. I starten havde hun skubbet det fra sig. Han var naboen. Han var den, hun kunne komme til. Hvis hun ødelagde det, havde hun ingen.
I aften sad hun alligevel og lod cardiganen blive, hvor den var.
“Du kigger,” sagde hun.
Michael rødmede, synligt, og det gjorde ham endnu mere almindelig. “Undskyld.”
“Nej.” Hun rystede på hovedet. “Gør det ikke. Jeg mener… sig ikke undskyld.”
Stilheden blev en anden. Tungere. Hun drak. Han drak. Hendes knæ var vendt imod ham nu.
“Det er blevet mærkeligt, ikke?” sagde hun.
“Ja.”
“Hvor længe har du vidst det?”
Han overvejede at lyve. “Et stykke tid.”
“Mig også.” Hun stirrede på tæppet. “Jeg kommer her og fortæller dig, at min mand ikke vil røre ved mig, og så sidder jeg og håber, at du gør.”
Ordet hang mellem dem. Håber. Hun havde sagt det højt, og nu kunne det ikke tages tilbage.
Michael satte glasset på bordet. Hånden rystede en smule. “Anne.”
“Jeg ved det. Jeg er gift. Du bor ti meter væk. Vi skal se hinanden ved skraldespanden bagefter.” Hun lo igen, men det lød tyndt. “Det er en elendig idé.”
“Det er det.”
Hun rakte hånden ud alligevel. Ikke hen til skridtet, ikke dramatisk. Bare hen på hans underarm. Tommelfingeren strøg over huden der, hvor ærmet var rullet op. Han var varm.
“Så sig, at jeg skal gå,” sagde hun.
Han sagde det ikke.
Hun flyttede sig hen mod ham i sofaen. Det lille ryk, der gjorde, at deres lår rørte hinanden. Hun lugtede af vin og af den creme, hun altid brugte, og af noget, der var hende. Michael løftede hånden og lagde den i hendes nakke, under det løse hår. Huden der var blød. Hun lukkede øjnene et øjeblik, som om hun havde ventet på den hånd i uger.
De kyssede klodset første gang. Tænder, for meget, for hurtigt. Så fandt de hinanden. Hendes mund var blød og åben, og hun lavede en lille lyd, da hans tunge mødte hendes. Cardiganen gled af. Hans hånd ramte hendes talje, den bløde bule over bukselinningen, og hun pressede sig imod ham i stedet for at suge maven ind.
“Fuck,” hviskede hun ind i munden på ham.
Han trak hende ind på skødet. Hun var tung og varm, og hendes bryster trykkede imod hans bryst gennem tøjet. Hun mærkede ham med det samme, hård imod hendes numse, og hun bevægede hoften uden at tænke. Bare en lille bevægelse. Nok til at han greb om hende.
“Anne. Hvis vi gør det her…”
“Så er det gjort.” Hun kyssede ham igen, dybere. “Jeg ved det.”
Hans hænder gled op under t-shirten. Hendes hud var varm. Hun havde ikke BH på. Det opdagede han, da hænderne fandt hendes bryster, tunge og bløde, med brystvorter, der allerede var spidse. Hun gispede. Henrik rørte dem næsten aldrig. Når han gjorde, var det rutine. Her var det hænder, der rent faktisk ville.
Hun trak trøjen af. Sad der i sofaen i hans stue med bare overkrop, rødt hår i ansigtet, og kiggede på ham, mens han kiggede på hende. Hun var ikke tynd. Hun havde mærker efter BH-stropper, en blød mave, bryster, der hang naturligt. Hun holdt vejret et sekund, som om hun ventede på, at han skulle se sig skuffet.
Han bøjede sig forover og tog den ene brystvorte i munden.
Anne lagde hovedet tilbage. “Gud.” Hendes fingre flettede sig ind i hans hår. Han suttede, langsomt, og klemte om det andet bryst, og hun gned sig imod ham, stadig med bukser på, stadig med ham hård under sig.
“Sofaen er en dårlig idé,” fik hun frem.
“Soveværelset?”
Hun nikkede.
De kom derind uden at tænde det store lys. Kun lampen på natbordet. Michaels seng var reden. Enkeltmandsliv. Hun standsede ved kanten og åbnede hans bukser med hænder, der ikke rystede så meget, som hun havde troet. Han var almindeligt bygget over det hele, også der. Ikke stor på den der pinlige måde. Fast. Varm. Hun strøg ham gennem boksershortsen, og han trak vejret ind mellem tænderne.
“Kom her,” sagde han.
Hun fik bukser og trusser af i én bevægelse og kravlede op på sengen. Bleg hud, rødt hår mellem benene, lår der rørte hinanden. Hun åbnede dem, da han lagde sig mellem dem, og han kyssede sig ned over maven, ned, indtil munden ramte hende der, hvor hun allerede var våd.
Anne slog hånden op for munden. Så flyttede hun den. Hun ville høre sig selv. Hans tunge var flad og langsom først, så mere præcis, hen over klitoris, og hun løftede hofterne imod ham.
“Der. Bliv der.”
Han blev. To fingre gled ind i hende, let, og hun var så våd, at der næsten ikke var modstand. Hun knugede lagenet. Det var tre uger siden sidst, og det sidste havde ikke lignet det her. Det her var en mund, der gerne ville have hende til at komme, og fingre, der bøjede sig inde i hende, som om han havde tænkt over det.
“Michael… jeg kommer, hvis du bliver ved.”
Han blev ved. Hun kom med åben mund og røde kinder, lårene spændt om hans hoved, og det varede længere, end hun var vant til. Da det slap, lå hun og pustede op i loftet og grinede næsten.
“Hold kæft.”
Han tørrede munden af i hånden og kravlede op. Hun trak ham ned og kyssede ham og smagte sig selv. Hånden fandt hans pik, og hun strøg ham fast, tommelfingeren over hovedet.
“Kom i mig.”
Han kiggede på hende. “Er du sikker?”
“Jeg er gift, ikke dum. Jeg har spiral.” Hun førte ham hen mellem sine ben. “Kom.”
Han skubbede ind i hende i ét langt tryk. Anne åbnede munden uden lyd. Hun var stram om ham efter orgasmen, og han fyldte hende på den der konkrete måde, der gjorde det umuligt at late, som om det her stadig var en samtale. Han begyndte at bevæge sig. Hun slog benene op om ham.
Det var ikke kærligt på den der filmagtige måde. Det var dybt og lidt for hurtigt i starten, fordi de begge havde holdt det tilbage for længe. Hun mødte hans stød. Brysterne bevægede sig. Sengen slog imod væggen, og hun tænkte et kort øjeblik på, at Henrik lå ti meter væk bag en hæk og en mur, og så tænkte hun ikke mere på Henrik.
“Kig på mig,” sagde hun.
Han gjorde. Almindeligt ansigt, mørkt hår klæbet til panden, øjne der slet ikke var anonyme lige nu. Hun klemte om ham indefra, og han stønede højt, som om han havde glemt, at man kunne høre hinanden her.
“Du må gerne komme,” hviskede hun. “Jeg vil mærke det.”
Han stødte hårdere. Hånden gled ned mellem dem og fandt hendes klitoris igen, klodset i vinklen, men nok. Hun kom en gang til, mindre, skarpere, og det fik ham med. Han pressede sig ind til roden og kom i hende med ansigtet i hendes hals, varm og stille, og hun holdt om hans ryg, mens det pulserede.
Bagefter lå de. Hans vægt. Hendes lår stadig åbne. Et ur, der tikker i et hus, der ikke var hendes.
Anne stirrede op i loftet.
“Nu kan vi ikke gå tilbage,” sagde hun.
Michael kyssede hendes skulder. “Nej.”
Hun vendte hovedet og kiggede på ham. Munden var rød. Håret var ødelagt. Hun smilede ikke. “Jeg skal hjem om lidt.”
“Jeg ved det.”
Hun blev alligevel liggende. Hans hånd strøg over hendes mave, over det bløde, uden at rette på noget. Udenfor var der stille. Indenfor var der hans åndedræt og hendes, og den våde varme mellem hendes ben, hvor han var løbet ud af hende.
“En gang til,” sagde hun stille. “Før jeg går.”
Han nikkede.
Hun kravlede over ham, satte sig astridt, og tog ham i hånden. Han var stadig halvstiv, følsom, og hun gned ham langsomt op mod sig, indtil han var hård nok. Så sænkede hun sig ned over ham.
Det var langsommere nu. Hun havde kontrollen. Hendes hofter rullede. Brysterne hang ned, og han tog dem i hænderne og klemte, mens hun fucked ham i hans egen seng med rødt hår i ansigtet og en vielsesring, der blinkede, hver gang hun tog støtte med hånden på hans bryst.
Hun kiggede ned på ringen. Flyttede ikke hånden.
“Sig noget,” sagde hun.
“Du er smuk.”
“Sig noget sandt.”
Han slugte. “Jeg har tænkt på det her, når du gik hjem. Hver gang.”
Hun lukkede øjnene og bevægede sig dybere. “Mig også.”
Hun rullede hofterne i en lang, tung bevægelse, så han ramte hende dybt hver gang. Hendes åndedræt blev ujævnt. Vielsesringen var kold et kort øjeblik mod hans bryst, da hun lænede sig frem, og så glemte hun den. Han holdt hende om lænden, tommelfingrene i det bløde der, og lod hende sætte tempoet.
“Sådan,” hviskede hun. “Bliv lige der.”
Han løftede hofterne imod hende. Hun gispede og støttede sig med begge hænder på madrassen ved siden af hans hoved. Det røde hår faldt ned om ansigtet. Hun kiggede på ham gennem det, munden åben, og der var ingenting anonymt over ham nu. Bare øjne, der holdt fast, og en pik, der fyldte hende, hver gang hun sank ned.
Hun kom først. Ikke så voldsomt som før, men dybt, med hele kroppen, og hun klemte om ham i lange træk, mens hun blev siddende helt nede. Det var nok. Han greb hendes hofter og holdt hende, mens han kom igen, stille, med tænderne i læben, som om han stadig prøvede at holde huset udenfor.
Hun blev siddende, indtil han blev blød i hende. Så løftede hun sig forsigtigt og lagde sig hen ad ham. Hans hud var klistret. Hendes også. Et sted mellem dem løb det ud på lagenet, og hun tænkte, at hun burde skamme sig. Hun gjorde det ikke. Ikke endnu.
“Jeg skal hjem,” sagde hun mod hans hals.
“Ja.”
Ingen af dem rørte sig.
Først da en bil startede nede på vejen, satte hun sig op. Hun fandt trusserne på gulvet, bukserne, t-shirten. Cardiganen lå ude i stuen. Hun gik derud barfodet og samlede den op, mens han blev i sengen og kiggede efter hende. I spejlet over kommoden så hun sig selv et sekund. Rødt hår. Rød mund. En gift kvinde, der lugtede af sex i naboens hus.
Hun vendte sig. Han var kommet ud i døråbningen med boxershorts på.
“Hvis han spørger,” sagde hun.
“Så har du været herovre og snakket. Som du plejer.”
Hun nikkede. Det var det, der gjorde det farligt. Det var det, hun plejede.
Hun gik ud gennem terrassedøren, den samme vej som hun var kommet. Græsset var koldt gennem strømperne. Hækken mellem haverne var kun brysthøj. Hun kunne have strakt armen ind i hans have, hvis hun ville. Ti meter. Et lys brændte ovenpå hos hende. Henriks kontor. Eller soveværelset. Hun vidste det ikke.
Hun tørrede sig mellem benene med et stykke køkkenrulle, inden hun gik ind. Stille. Skyllede glasset. Børstede tænder, som om vin var det eneste. I sengen lå Henrik med ryggen til, da hun kom op. Han mumlede noget, der kunne have været “sent”. Hun sagde “mm” og lagde sig. Mellem hendes lår var hun stadig øm. Hun lå med åbne øjne og lyttede til hans åndedræt, indtil det blev jævnt, og tænkte på Michaels mund.
Næste morgen mødtes de ved skraldespanden.
Det var det, hun havde sagt. At de skulle se hinanden der bagefter. Anne havde en pose i hånden og slåbrok udenpå natkjolen. Michael havde jeans og en trøje, håret vådt efter bad. En nabo længere nede startede en motorplæneklipper. Almindelig lørdag.
“Hej,” sagde hun.
“Hej.”
De stod for tæt. Eller også stod de, som de altid havde gjort. Hun kunne ikke længere se forskel.
“Har du sovet?” spurgte han.
“Nej.” Hun smed posen i beholderen. Låget smækkede. “Du?”
Han rystede på hovedet.
Henriks bil stod i indkørslen. Han var hjemme. Anne kiggede et kort sekund op på deres soveværelsesvindue, så tilbage på Michael. Hendes slåbrok gled et stykke op ad låret, da hun bøjede sig efter låget, og hun rettede den ikke med det samme. Hans blik røg derned og op igen. Hun mærkede det som et sæt i maven.
“Jeg kan ikke komme i aften,” sagde hun stille. “Han har sagt, vi skal spise ude. En slags… forsøg.”
Michael nikkede. Kæben spændte. “Okay.”
“Det betyder ikke…” Hun stoppede. En cykel kom forbi. De tav, indtil den var væk. “Det betyder ikke, at jeg fortryder.”
“Det gør jeg heller ikke.”
Hun gik først. Han blev stående et øjeblik med hånden på skraldespanden, som om den kunne holde ham på plads.
Middagen med Henrik var på den italienske nede ved stationen. Dug. Stearinlys. Han talte om et projekt på arbejdet og hældte vin op, og hun nikkede på de rigtige steder. Under bordet havde hun benene over kors og tænkte på, at hun stadig kunne mærke Michael, når hun rørte sig forkert på stolen. Henrik rakte hånden over bordet og tog hendes. Ringen ramte ringen.
“Vi skal prøve,” sagde han.
Hun smilede. Det sad forkert i ansigtet. “Ja.”
Hjemme kyssede han hende i køkkenet, kort, og gik op for at se nyheder. Hun stod med opvasken og kiggede ud i mørket mod Michaels hus. Der var lys i hans stue. Hun tørrede hænderne og tog telefonen.
*Jeg tænker på i går.*
Tre prikker. Så:
*Jeg kan se dit køkkenvindue.*
Hun slukkede lyset. Stod i mørket med ryggen mod vasken. Telefonen vibrerede igen.
*Kom over, hvis du kan.*
Hun burde have lagt den fra sig. I stedet gik hun ud i gangen og lyttede. Fjernsyn ovenpå. Hun tog jakken over natkjolen, skubbede fødderne i skoene og gik den samme vej som i går. Terrassedøren var ulåst.
Michael stod i køkkenet. Han havde ikke tændt det skarpe lys, kun den lille lampe over vasken. Da hun kom ind, sagde han ingenting. Han tog hendes ansigt mellem hænderne og kyssede hende, som om middagen, ringen og de ti meter ikke fandtes.
Hun trykkede sig imod ham. Natkjolen var tynd. Han mærkede det med det samme, hendes bryster løse under stoffet, ingen BH, og hans hænder gled ned og samlede kjolen op om hofterne. Hun havde trusser på. Han strøg hende udenpå dem, og hun var allerede våd.
“Han er ovenpå,” hviskede hun.
“Jeg ved det.”
“Vi kan ikke tage op.”
“Så her.”
Han vendte hende om mod køkkenbordet. Hun greb kanten. Han trak trusserne ned til knæene, ikke af, og hun spredte benene så godt hun kunne i dem. Bag hende lød lynlåsen. Så var han der, hovedet mod hende, og han gled ind i et langt, langsomt stød, der fik hende til at bide sig i underarmen.
Det var anderledes end i sengen. Hurtigere. Stående. Hendes bryster trykkede mod den kolde bordplade gennem natkjolen, hver gang han stødte. Hun kunne se sit eget køkkenvindue, hvis hun løftede hovedet. Lyset var slukket. Et slør. Hun løftede det alligevel og kiggede, mens han fucked hende med bukserne om lårene og hånden i hendes hår.
“Hvis han kigger ud,” fik hun frem.
Michael bøjede sig ind over hende. “Så ser han mørke.”
Hun stønede ind i underarmen. Han ramte hende dybt, ujævnt, og fingrene fandt klitoris forfra, glatte af hende. Det tog ikke lang tid. Hun kom sammenknebet, stille, med tæerne i skoene, og han fulgte med, presset helt ind, og holdt hende, mens han tømte sig i hende op ad køkkenbordet.
De blev stående. Hans åndedræt i hendes nakke. Hendes trusser om knæene. Et eller andet sted tikkede det ur stadig.
Anne rettede sig langsomt. Han gled ud. Hun trak tøjet på plads med ryggen til ham, som om det gjorde en forskel.
“Det her bliver værre,” sagde hun.
“Ja.”
Hun vendte sig. Kyssede ham en gang, kort, og gik. Græsset. Hækken. Terrassedøren hjemme, så stille hun kunne. Ovenpå kørte reklamer. Hun gik ud på toilettet og tørrede sig. Hans sæd. Hendes. Hun skyllede ned og vaskede hænder og kiggede på sig selv i spejlet, indtil hun kunne gå op og lægge sig ved siden af sin mand.
Søndag kom hun ikke.
Mandag bankede hun heller ikke. Hun sendte en besked ved elleve om formiddagen, mens hun sad på arbejde.
*Jeg kan ikke tænke på andet.*
Han svarede først efter frokost.
*Kom, når han ikke er der.*
Tirsdag kørte Henrik til Århus over natten. Et møde, havde han sagt. Anne stod i køkkenet med telefonen i hånden og kiggede over på Michaels hus, længe, inden hun skrev:
*Han er væk til i morgen. Jeg låser min dør op klokken syv.*
Hun sendte den. Satte telefonen fra sig. Drak et glas vand, der ikke hjalp. Så gik hun op og skiftede.
Ikke noget pænt. En blød kjole, hun ellers kun havde på i huset. Ingen BH. Trusser, hun kunne mærke, da hun gik. Hun redede ikke sengen. Hun tændte lampen i soveværelset og lod den brænde, så han kunne se den fra sin side, hvis han kiggede.
Klokken syv åbnede terrassedøren sig.
Michael kom ind uden jakke. Han standsede i køkkenet et sekund, som om det var forkert at gå længere ind i *hendes* hus. Hun stod i døråbningen til stuen og kiggede på ham.
“Herovre føles det værre,” sagde hun.
“Det er det også.”
Hun rakte hånden ud alligevel. Han tog den. Hun førte ham gennem stuen, forbi billedet af hende og Henrik på en strand for mange år siden, op ad trappen, ind i det soveværelse, hvor hun havde ligget med ryggen til sin mand to nætter i træk og tænkt på naboen.
Sengen var deres. Dynen var deres. På natbordet stod Henriks briller.
Anne tog dem og lagde dem i skuffen.
Så vendte hun sig mod Michael og trak kjolen af.
Hun stod i trusserne foran ham, i det soveværelse hun havde delt med Henrik i seks år i det her hus. Lampen på hendes side brændte. Hans side var slukket. Dynen var slået til side, som om hun havde rejst sig midt i noget almindeligt.
Michael kiggede på hende. Så på sengen. Så på natbordet, hvor brillerne havde stået.
“Du kan stadig gå,” sagde hun.
Han rystede på hovedet og gik hen til hende. Hænderne fandt hendes talje, det bløde der, og han kyssede hende, mens hun åbnede hans bukser. Hun trak trøjen af ham, pressede munden mod hans bryst, og da hun gik ned på knæ på sit eget gulvtæppe, kiggede hun op et sekund.
“Det her er værre,” sagde hun.
“Jeg ved det.”
Hun tog ham i munden. Langsomt. Han var allerede hård, og hun mærkede ham mod ganen, mens hun holdt om hans lår. Ovenfra kunne hun høre hans åndedræt. Ved siden af hende stod Henriks sengebord. Hun lukkede øjnene og suttede ham dybere, slatten, våd, og hans hånd landede i hendes hår uden at styre. Bare for at have fat.
“Anne.”
Hun slap ham med et smæld og rejste sig. Trusserne gled af. Hun skubbede ham ned på sengen – på Henriks side – og kravlede op over ham.
“Her,” sagde hun. “Lige her.”
Han forstod. Hun tog ham i hånden og satte ham imod sig, sænkede sig, og den første strækning fik hende til at ryste. Hun var øm efter køkkenet, efter i lørdags, og alligevel pressede hun sig ned, indtil hun sad helt nede med ham i sig i sin egen seng.
Hun blev siddende.
“Han ligger her,” hviskede hun. “Hver nat. Og nu gør du.”
Michael løftede hovedet og kyssede hende. “Så kig på mig.”
Hun gjorde. Hun begyndte at bevæge sig. Ikke det der rullende fra i lørdags. Kortere. Tungere. Som om hun ville mærke madrassen under dem, fjedrene, det faktum at det var den rigtige seng. Hendes bryster bevægede sig foran ham, og han tog dem i munden skiftevis, suttede, bed let, mens hun fucked ham med åben mund.
Et billede på væggen. Dem på en restaurant. Hun så det over hans skulder og vendte ikke ansigtet væk.
“Hårdere,” sagde hun.
Han vendte dem. Dynen gled på gulvet. Han lagde hende på ryggen i midten af sengen og stødte ind i hende, dybt, og hun slog benene op. Hovedet ramte hans pude. Den lugtede af ham. Af Henrik. Hun gravede hælene i Michaels lænd og mødte ham.
“Sig mit navn.”
“Anne.”
“Igen.”
Han sagde det ind i hendes mund, ind i hendes hals, mens han tog hende. Sengen knirkede, det gamle knirk hun kendte, det der ellers betød, at Henrik vendte sig i søvne. Nu var det noget andet. Hun kom med ansigtet ind i puden, kvalt, og han holdt hendes hofter og blev ved gennem det, indtil hun skubbede til ham.
“Vent.”
Han stoppede, pulserende i hende. Hun pustede.
“Jeg vil have dig bagfra. På hans side.”
Han trak sig ud. Hun vendte sig om, knæede op, kinden i Henriks pude, og spredte knæene. Michael tog fat i hendes hofter – den brede, bløde form af hende – og skubbede ind igen. Hun stønede ind i puden. Han tog hende dybere sådan, og hun skubbede sig tilbage imod ham, igen og igen, rødt hår ud over lagenet, vielsesring i lagenet, knoerne hvide.
“Du må komme i mig,” fik hun frem. “Jeg vil have det liggende her, når han kommer hjem.”
Det var det, der fik ham. Han greb hende hårdere og stødte ind til roden og kom med et stød, der gik gennem hende, varmt, og hun mærkede hvert pulsslag, mens hun holdt sig oppe på armene og tog imod det.
De faldt sammen. Hun på maven, han halvt over hende. Hans pik gled ud, og hun mærkede det løbe ned ad indersiden af låret, hen på lagenet, Henriks lagen.
Ingen sagde noget i et stykke tid.
Så vendte hun ansigtet. “Kom herop.”
De lå i ske, hendes ryg mod hans bryst, i den forkerte seng. Hans hånd på hendes mave. Hendes hår i munden på ham. Lampen brændte stadig.
“Når han ringer i aften,” sagde hun, “skal jeg sige, at jeg har set fjernsyn.”
“Ja.”
“Og så ligger du her.”
Han kyssede hendes skulderblad. “Vil du have, at jeg går inden han ringer?”
Hun var stille. “Nej. Jeg vil have, at du bliver. Jeg vil falde i søvn med det her. Bare én nat, hvor det ikke er ham.”
Han strøg hende langsomt, fra brystet ned over maven, ned mellem benene, hvor hun var våd af dem begge. Hun åbnede lårene lidt. Ikke for at starte igen. Bare for at lade ham mærke det.
“Det her er ikke fortrolighed længere,” sagde hun.
“Nej.”
“Hvad er det så?”
Han åndede mod hendes nakke. “Det, vi ikke kan sige til nogen.”
Hun lo lavt, uden munterhed. “Jeg betroede mig til dig, fordi han ikke rørte ved mig. Og nu kan jeg ikke lade være med at blive rørt ved.”
“Du kan godt.”
“Nej.” Hun tog hans hånd og pressede den tættere. “Det kan jeg ikke.”
Telefonen ringede på hendes natbord klokken ti. Henriks navn. De lå stille. Den ringede tre gange. Fire. Hun strakte armen og svarede, stadig med Michaels pik blød mod hendes numse og hans hånd mellem hendes ben.
“Hej.”
Hendes stemme var næsten normal. Michael hørte Henriks stemme som en sløret lyd gennem røret. Mødet. Hotellet. At det gik fint.
“Jeg keder mig,” sagde hun, og det var ikke engang løgn. “Ser noget fjernsyn. Sover tidligt.”
En pause. Så noget, der lød som “elsker dig”.
“Mm,” sagde hun. “Godnat.”
Hun lagde på. Lå med telefonen i hånden. Michael havde ikke flyttet fingrene. Hun var blevet våd igen under samtalen, og hun hadede det, og hun gjorde det alligevel, da hun førte hans hånd tættere og gned sig imod den.
“Han elsker mig,” sagde hun tørt.
Michael sagde ingenting. Han strøg hende, to fingre ind i hende, langsomt, og hun kom stille med ryggen spændt imod ham, telefonen stadig i den anden hånd, Henriks “elsker dig” stadig i øret.
Bagefter lagde hun telefonen. Slukkede lampen. I mørket var huset hendes og ikke hendes.
“Bliv,” hviskede hun.
Han blev.
Hun faldt i søvn først, tungt, med hans arm om sig. Michael lå vågen og kiggede ind i mørket i et soveværelse, han aldrig skulle have været i, og lyttede til hendes åndedræt, indtil han også gled væk.
Han vågnede af, at hun rørte ved ham.
Det var tidligt. Gråt lys i gardinerne. Anne lå vendt imod ham, øjne åbne, hånden om hans pik, langsomt, som om hun havde ligget sådan et stykke tid. Hendes ansigt var uden makeup, ridet, rødt hår i en pude, der ikke var hans.
“Han lander ved tre,” sagde hun.
Michael nikkede. Han var hård i hendes hånd. Hun kravlede ned under dynen uden mere snak og tog ham i munden, søvnig og grundig, indtil han løftede dynen for at se hende. Hun kiggede op, munden fuld, og det var det mest uanstændige, han havde set – hende, i sin ægteseng, med ham i halsen, mens morgenlyset ramte hendes røde hår.
Han kom, da hun bad ham om det, i munden på hende, og hun slugte og tørrede læben af i håndryggen og kravlede op og kyssede ham, bitter og varm.
“Nu skal vi skifte sengetøj,” sagde hun.
Det var det, der gjorde det virkeligt. Ikke samlejet. Det. Hun rejste sig nøgen, trak lagenet af, vendte dynen, fandt rent i skabet, som om det var en tirsdag som alle andre. Han hjalp. De stod på hver sin side af sengen og bredte et hvidt lagen ud, to voksne mennesker, der slettede beviser i et rum med et bryllupsfoto på kommoden.
Anne stoppede med puden i hånden.
“Når han kommer ind ad døren,” sagde hun, “skal jeg kysse ham.”
“Ja.”
“Og i aften skal jeg ligge her og vide, at du har ligget her.”
Michael kiggede på hende over sengen. Almindeligt ansigt. Mørkt hår i alle retninger. “Og i morgen mødes vi ved skraldespanden.”
Hun nikkede. “Som vi plejer.”
Hun gik i bad. Han gik ned og lavede kaffe i hendes køkken, i hendes kopper, og kiggede ud på hækken og sit eget hus, der lå og ventede, som om ingenting var sket. Hun kom ned i slåbrok, håret vådt, og de drak stående, tæt, uden at sætte sig.
“Du skal gå, inden naboerne rører sig,” sagde hun.
Han satte koppen. Kyssede hende ved vasken, længe, med smag af kaffe og tandpasta. Hendes slåbrok gled op, og hans hånd fandt hende bar under den, og hun gispede ind i munden på ham.
“Ikke. Hvis du tager mig nu, kommer jeg ikke afsted.”
Han trak hånden væk. Panden mod hendes.
“Skriv,” sagde hun.
“Det gør jeg.”
Han gik ud ad terrassedøren. Græsset var vådt. Hækken. Hans egen dør. Inde i sit køkken stod han og hørte sit eget ur, og ti meter væk begyndte hun at vaske to kopper og stille dem, som om hun havde været alene.
Han stod længe ved sit køkkenvindue, efter hun var begyndt at vaske op på den anden side. Formiddagen gik med almindelige lyde. En postbil. En hund. En radio ude fra et åbent vindue længere nede. Ingenting passede til det, der var sket i hendes seng, selv om lagenet var skiftet.
Hun skrev ved to-tiden.
*Han lander snart. Jeg har gjort rent, som om det hjælper.*
Han svarede:
*Jeg er her.*
Klokken kvart over tre hørte hun bilen. Anne tørrede hænderne og gik ud i gangen. Henrik kom op ad fliserne med computeren under armen og det trætte smil, han havde med hjem fra forretningsrejser.
“Hej, skat.”
Hun kyssede ham i døråbningen. Læberne var tørre. Hun holdt kysset, indtil det lignede et forsøg. Bag ham lå Michaels hus stille i dagslyset. Ruden til køkkenet var mørk. Hun vidste alligevel, at han kunne stå der.
“Hvordan gik det?”
“Godt. Langt. Jeg er kogt.” Han satte tasken og kiggede på hende. “Du har slåbrok på midt om eftermiddagen.”
“Jeg har været hjemme. Vasket. Kedet mig.” Hun smilede. “Kaffe?”
De sad i køkkenet. Han talte om mødet, om en mand der hed Thomas, om at toget var forsinket. Hun hørte halvdelen. Kroppen var stadig øm, en stille, indre ømhed, hun bar, mens hun skubbede kanden over til ham. Da han lagde hånden over hendes på bordet, kiggede hun på ringen og tænkte på morges. På en anden mund. På rent sengetøj.
“Vi skal spise noget ordentligt i aften,” sagde han. “Ikke bare… du ved. Prøve at være os.”
“Ja,” sagde hun.
Om aftenen lavede hun pasta. De drak vin. Han var venligere, end han havde været i uger. Det gjorde det ikke nemmere. Det gjorde det værre, fordi hun kunne mærke, at han anstrengte sig, og at hun anstrengte sig tilbage, og at det hele sad uden på det, der allerede var sket i deres seng.
I sofaen kom hans hånd på hendes lår. Hun lod den blive.
“Kom,” sagde han stille. “Før jeg falder om af træthed.”
De gik op. Soveværelset lugtede af vaskemiddel. Hun så et kort sekund på puden, hvor Michael havde ligget, og så lagde hun sig. Henrik slukkede lyset. Hans hænder fandt hende under natkjolen, kendte, lidt usikre. Hun kyssede ham, for at have noget at gøre med munden.
Han var i hende uden megen forspil. Hurtigt. Mørkt. Sengen knirkede på den gamle måde. Hun lå med åbne øjne og tænkte på håret under dynen i morges, på stemmen der sagde hendes navn, og kroppen reagerede alligevel. Hun kom næsten uden at ville, et lille, skamfuldt ryk, og han mærkede det og tog det som et tegn og stødte et par gange mere og kom med ansigtet i hendes hår.
“Der,” hviskede han. “Det er os. Det er ikke så dødt, vel?”
Hun strøg ham over skulderen. “Nej.”
Han faldt i søvn, tungt, som mænd der har været i Århus. Hun lå med ham, indtil han gled ud, og så lå hun og lyttede. Ti meter væk brændte et lys.
Hun fandt telefonen under puden.
*Han sover. Vi har lige gjort det. Jeg kom og tænkte på dig. Jeg hader det.*
Svaret kom hurtigt.
*Jeg kan komme ned til hækken.*
Hun ventede, til åndedrættet var jævnt. Gled ud af sengen. Ned ad trappen. Terrassedøren. Græsset var koldt. Hækken stod sort mellem haverne.
Michael var der allerede. Hvid t-shirt i mørket. Hun kunne se hans åndedræt.
“Du skulle ikke have skrevet det,” hviskede han.
“Jeg ved det.” Hun stak hånden gennem grenene. Fandt hans. “Jeg kunne ikke lade være.”
De stod med fingrene flettet mellem bladene. Et vindue lyste ovenpå hos hende.
“Han sagde, at vi ikke er døde,” sagde hun.
Michael strøg hendes håndflade med tommelfingeren. “Er I så?”
Hun rystede på hovedet. “Jeg er det bare ikke med ham.”
Han trak hende tættere. Hun lænede sig ind, så ansigterne næsten mødtes over de øverste grene. De kyssede klodset, med blade imod kinderne. Hans anden hånd fandt hendes bryst gennem natkjolen og klemte, og hun gispede for lavt til, at det kunne høres inde.
“Ikke her,” fik hun frem. “Hvis nogen…”
“Så kom ind. To minutter.”
Hun kiggede op på det tændte vindue. Så gik hun rundt om hækken. Hans terrassedør. Han løftede hende op ad køkkenbordet, natkjolen op, trusserne trukket til siden, og var i hende stående, hurtigt, med hånden over hendes mund. Hun kom omkring ham med øjnene åbne og sit eget hus i ruden bag hans skulder. Han fulgte med, presset ind, stille, og hun mærkede varmen og tænkte på, at hun om lidt skulle ligge ved siden af Henrik med det.
“Jeg skal op,” hviskede hun.
Han nikkede. Panden mod hendes. “I morgen. Skraldespanden.”
“Som vi plejer.”
Hun rettede tøjet. Gik. Græs. Dør. Op ad trappen. Henrik havde ikke rørt sig. Hun lagde sig med ryggen til ham, klistret mellem lårene, og stirrede ind i mørket, indtil hun faldt i søvn med smagen af naboen i munden.
Hun vågnede før ham. Henrik lå med munden åben og armen hen over dynen, som om natten havde været almindelig. Anne lå stille og mærkede ømheden, den tørre rest mellem lårene, smagen der stadig sad et sted bag tænderne. Hun gik i bad længe. Vaskede sig, som om vand kunne skille tingene ad.
Nede i køkkenet lavede hun kaffe til to og drak kun sin egen. Henriks kop stod og ventede. Udenfor var hækken stadig våd. Michaels køkkenvindue var tomt.
Han kom ned i skjorte, kyssede hende på tindingen og talte om et mailsvar, han skulle have afsted. Hun nikkede. Da han var gået, stod hun med hånden på køkkenbordet og tænkte på et andet køkkenbord, tre minutter, en hånd over munden.
Ved skraldespanden stod Michael allerede. Jeans. Trøje. Håret som om han havde sovet dårligt. En nabo længere nede hentede avisen og råbte noget om vejret. De svarede begge, for højt, for almindeligt.
Da de var alene, sagde hun: “Jeg kom hjem og lagde mig ved siden af ham med dig mellem benene.”
Han kiggede ned på asfalten. “Jeg ved det.”
“Jeg sagde til mig selv, at det var sidste gang.” Hun smed posen i. Låget smækkede. “Det var det ikke.”
“Nej.”
De stod, som de altid havde stået. Ti centimeter for tæt. Hun kunne have rakt ud og rettet hans krave. Hun gjorde det ikke.
“Hvis vi stopper nu,” sagde hun, “kan vi måske stadig lade, som om det var et uheld. To nætter. Lidt vin. En dårlig periode.”
Michael løftede blikket. Der var ingenting anonymt i det. “Det var ikke et uheld.”
“Nej.” Hun trak slårokken tættere. “Jeg kommer til at betro mig til dig igen. Om ham. Om os. Og så kommer jeg til at tage tøjet af.”
“Jeg kommer til at lade dig gøre det.”
Hun lo lavt, uden at det blev til et smil. “Det er det, der er galt med det her. Vi ved det. Og vi gør det alligevel.”
En bil kørte forbi. De tav. Da den var væk, sagde han: “Jeg beder dig ikke om at gå fra ham.”
“Det skal du heller ikke. Jeg går ingen steder.” Hun kiggede op på sit eget hus, så på hans. Spejlvendte rækkehuse. Samme tag. Samme hæk. “Jeg bliver. Du bliver. Og det her ligger imellem.”
Han nikkede. Det var ikke en løsning. Det var bare sandt.
Hun gik først. Inde i gangen tog hun skoene af og blev stående. Gennem det smalle vindue ved døren kunne hun se ham gå den anden vej, ind i sit eget hus, og lukke. Ti meter. Et ægteskab. En terrassedør, der aldrig rigtig blev låst længere.
Om aftenen spiste de foran fjernsynet. Henrik havde benene oppe. Hun havde telefonen med skærmen nedad på bordet. Der kom en besked. Hun tog den ikke med det samme. Først da han gik ud med tallerkenerne, vendte hun den.
*Jeg kan se, at I ser fjernsyn.*
Hun kiggede ud. Lyset i hans stue. Ham, sandsynligvis i sofaen, hvor det var begyndt.
Hun skrev: *Jeg kan også se dig.*
Tre prikker. Så: *Kom ikke i aften.*
Hun stirrede på det.
*Hvorfor?*
*Fordi du skal kunne sidde derovre uden at gå. Og jeg skal kunne lade være med at åbne. Ellers er der ingenting tilbage, der ikke er os.*
Hun lagde telefonen. Henrik kom ind igen, satte sig, lagde armen om hende, som han havde gjort i nitten år. Hun lod den ligge. På den anden side af hækken brændte lyset videre. Ingen af dem gik ud.
Det var ikke dyd. Det var bare den eneste måde, de kunne holde det ud til i morgen.
Senere, i sengen, vendte Henrik sig om til hende i mørket. “Du har været anderledes,” sagde han. Ikke anklagende. Bare træt. “Bedre, næsten. Og længere væk.”
Hun lå med åbne øjne. “Jeg har talt med nogen.”
“Michael?”
Hendes hjerte slog en gang for hårdt. “Ja. Han er nem at tale med.”
Henrik åndede ud, som om det forklarede noget. “Det er godt. Du har brug for det.” Han kyssede hende på kinden og vendte sig. “Godnat.”
Hun lå og kiggede i loftet, indtil hun turde række efter telefonen under puden.
*Han ved, at jeg taler med dig. Han synes, det er sundt.*
Svaret kom ikke med det samme. Så:
*Så er det blevet farligere.*
Hun skrev: *Det har det været længe.*
Udenfor var der stille. Indenfor tikkede et ur. Hun lagde telefonen og vendte sig ind mod sin mands ryg og vidste, med en klarhed der ikke lignede fortrydelse, at hun i morgen ville møde Michael ved skraldespanden, sige hej, som de plejede, og at det hej ikke længere var uskyldigt.
Fortroligheden var der stadig. Den var bare ikke det, den gav sig ud for.
Den var det, de gjorde, når ingen kiggede. Og det, de bar på, når alle gjorde.
