Han så ikke en 58-årig værtinde – han så Eva

Det begyndte med en extra tallerken.

Eva havde lavet for meget gryderet. Hun stod med skeen i hånden, kiggede op ad trappen og tænkte, at det var latterligt at sidde alene nede, når der boede et andet menneske i huset. Hun råbte. Sebastian kom ned i sokker og en gammel T-shirt. Han takkede, spiste, skyllede sin tallerken og gik op igen.

Næste aften gjorde hun det samme.

Først havde de levet som to fremmede. Han flyttede ind en mandag i august med to kufferter og en computer. Hun viste ham badeværelset, køkkenet, hvornår skraldet skulle ud. Han betalte tre måneder forud. Derefter gik de hinanden forbi. Hun hørte ham i bruseren om morgenen. Hun hørte døren, når han kom sent. Hun så ham næsten ikke.

Så blev tallerkenen en vane.

Efter tre uger spiste de sammen de fleste aftener. Hun begyndte at sætte vin frem. Ikke fordi hun drak meget. Fordi det gjorde det nemmere at sidde der. Han begyndte at tale. Om arbejdet. Om at han ikke kendte nogen i byen. Om at huset lugtede af kaffe og gamle trægulve på en måde, han kunne lide.

Hun var 58. Han var 24. Hun var hans udlejer. Han var hendes lejer. Det hang i luften mellem dem, hver gang hun rakte ham brødet.

Hun lagde mærke til hans hænder. Store, lidt ru, som om han ikke kun sad foran en skærm. Hun lagde mærke til, hvordan han kiggede, når hun rejste sig for at hente mere. Ikke på en grov måde. Bare som om han ikke kunne lade være.

Hun havde ikke været sammen med nogen, siden Preben døde. Tre år. Hun havde vænnet sig til sin egen krop som noget, der bare fungerede. Tøj, der sad pænt. Hår, der blev klippet, når det skulle. Ingenting under det.

Nu mærkede hun det igen. Når han lo ad noget, hun sagde. Når hans knæ kom tæt på hendes under bordet, og ingen af dem flyttede sig med det samme.

En torsdag aften blev de siddende længe.

Det havde regnet hele dagen. Hun havde lavet pasta og en simpel sauce. De havde drukket næsten en flaske rødvin. Køkkenet var varmt. Opvasken stod. Ingen af dem havde lyst til at rejse sig.

Sebastian sad med glasset i hånden og kiggede på hende. Ikke som han plejede. Længere.

“Du ved godt, at jeg kigger, ikke?” sagde han.

Eva smilede usikkert. “Du er fuld.”

“Nej.” Han satte glasset. “Jeg er det ikke.”

Hun mærkede varmen i kinderne. Hun burde sige noget fornuftigt. Noget om, at han var ung, at hun var hans værtinde, at det her var et hus, hun lejede et værelse ud i.

Hun sagde ingenting.

“Jeg har tænkt på det i ugevis,” fortsatte han. Hans stemme var rolig. “På, hvordan du sidder derovre. På din mund, når du tænker. På at du stadig retter på halskæden, selvom der ikke er nogen grund.”

“Sebastian.”

“Jeg ser ikke min 58-årige værtinde,” sagde han. “Jeg ser dig. Eva.”

Det ramte hende et sted, hun ikke havde brugt i årevis. Lige under brystbenet. Som om nogen havde åbnet et vindue ind til noget, hun havde holdt lukket.

Hun lo kort. Det lød forkert. “Du skal ikke sige sådan noget.”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi det er… fordi jeg er—” Hun stoppede. Hun ville sige gammel. Hun ville sige hans udlejer. Hun ville sige, at han ikke mente det.

Han mente det. Hun kunne se det.

Han rejste sig ikke. Han lænede sig bare frem over bordet.

“Jeg ved, hvor gammel du er. Jeg ved, at du er enke. Jeg ved, at det her måske er det dumeste, jeg kan sige. Men jeg gider ikke sidde her tre måneder og lade som om, jeg ikke mærker det.”

Eva kiggede ned i sit glas. Hendes hænder rystede en lille smule. Hun hadede det.

“Du er 24,” sagde hun stille.

“Ja.”

“Jeg kunne være din mor.”

“Det er du ikke.”

Stilheden var tyk. Regnen udenfor. Et ur et sted i huset. Hendes egen puls.

Hun burde sende ham op. Hun burde sige, at de spiste hver for sig fra nu af. Hun burde være voksen og fornuftig.

I stedet mærkede hun, hvordan hendes krop reagerede. Varmen mellem benene. Den måde hendes bryster pludselig føltes tunge i BH’en. Hun havde glemt, at hun kunne blive sådan. Bare af ord. Bare af at en ung mand sad der og kiggede på hende, som om hun var noget, han gerne ville have.

“Hvad vil du have, at jeg skal sige?” spurgte hun.

“Ingenting, du ikke mener.”

Hun løftede blikket. Han sad stadig. Rolig. Men hans kæbe var spændt.

“Jeg har ikke… det er længe siden,” sagde hun. Det kom ud, før hun kunne stoppe det.

“Jeg ved det.”

“Du ved ikke en skid om mig.”

“Jeg ved, at du laver mad til mig, selvom du ikke behøver. Jeg ved, at du hører efter, når jeg taler. Jeg ved, at du kiggede på min mund i aftes, da du troede, jeg ikke så det.”

Hun kunne mærke, at hun rødmede helt ned ad halsen.

Han rejste sig. Gik rundt om bordet. Ikke tæt på. Bare tættere.

“Sig stop, hvis du vil have, jeg går op.”

Hun sagde ikke stop.

Han stod ved siden af hendes stol. Hun kunne lugte ham. Sæbe og vin og noget ungt, varmt. Hun skulle have drejet hovedet væk. I stedet kiggede hun op.

Han lagde hånden på hendes skulder. Let. Tommelfingeren rørte huden lige over blusekanten.

Eva trak vejret ind. Det var næsten pinligt, hvor meget den lille berøring gjorde. Hendes brystvorter spændte. Hun krydsede benene uden at tænke.

“Eva,” sagde han.

Bare navnet. Ikke værtinde. Ikke fru. Ikke noget med alder.

Hun rejste sig. Hun vidste ikke hvorfor. Nu stod de for tæt. Hun var ikke lille, men han var højere. Hun kunne mærke varmen fra ham.

“Det her er vanvittigt,” hviskede hun.

“Ja.”

Så kyssede han hende.

Ikke hårdt. Ikke som om han ville tage noget. Bare munden mod hendes. Varm. Sikker. Hun stod stiv et sekund. Så åbnede hun munden. Hans tunge mødte hendes, og noget i hende, der havde ligget stille i tre år, rørte på sig med en kraft, der næsten gjorde ondt.

Hun greb fat i hans T-shirt. Han lagde hånden i hendes nakke, fingrene i håret, der ikke var farvet, der havde gråt i det, og han rørte ved det, som om det var det, han ville.

Kysset blev dybere. Hun stønede ind i munden på ham. Pinligt. Hun kunne ikke lade være. Hans anden hånd fandt hendes hofte, trak hende ind. Hun mærkede ham. Hård. Imidlertid. Mod hendes mave.

Hun rev sig løs. Pusten kom i stød.

“Vi kan ikke.”

“Jo.”

“Jeg er din udlejer.”

“Du er Eva.”

Han kyssede hende igen. Denne gang med mere. Hånden gled op under hendes bluse i siden. Varm hud. Hun havde ikke en slank mave. Hun havde en kvindekrop på 58. Hun tænkte på det et kort øjeblik. Så mærkede hun hans hånd, og hun tænkte ikke mere.

Hun skubbede ham blidt væk. Ikke fordi hun ville have, han stoppede. Fordi hun skulle have luft.

“Ikke her,” sagde hun. “Ikke i køkkenet.”

Han nikkede. Ventede.

Hun stod og kiggede på ham. Læberne var røde. Håret i uorden, fordi hun havde haft fingrene i det uden at mærke det.

“Kom,” sagde hun.

Hun gik foran ham gennem stuen. Hendes ben var usikre. Hun tænkte på soveværelset. På den seng, hun havde delt med Preben. På lagnerne. På at lyset var tændt.

Hun tændte ikke loftslyset. Kun lampen ved sengen. Svagt.

Sebastian lukkede døren. Han kiggede sig omkring et øjeblik. Så på hende.

Eva stod ved sengen og begyndte at knappe blusen op. Fingrene rystede. Hun hadede, at de rystede. Hun var voksen. Hun havde født. Hun havde begravet en mand. Hun skulle ikke stå her og ryste, fordi en 24-årig kiggede på hende.

Han kom hen og tog over. Knapperne. En efter en. Han kyssede hendes hals, mens han gjorde det. Hun lænede hovedet tilbage. Øjnene lukkede sig.

Blusen gled af. Hun havde en almindelig BH på. Hudfarvet. Ingenting særligt. Han kiggede alligevel, som om det var.

“Må jeg?”

Hun nikkede.

Han åbnede BH’en. Hendes bryster var tunge, ikke faste som en ung kvindes. Han lagde hænderne om dem, løftede dem, strøg tommelfingrene over brystvorterne. De var allerede hårde. Hun stønede. Lydt. Hun kunne ikke holde det inde.

“Fuck,” mumlede han.

Han bøjede sig og tog den ene brystvorte i munden. Suttede. Tungen. Hun greb ham i håret. Hendes hofter rørte sig af sig selv.

Han fik hendes nederdel ned. Hun hjalp. Strømpebukser. Hun tænkte et kort, pinligt øjeblik på, at hun ikke havde barberet sig, som hun ville have gjort, hvis hun havde vidst det. Så tænkte hun, at han var 24 og sikkert havde set det hele, og at hun var for gammel til at stå og skamme sig.

Han gled ned på knæ. Kyssede hendes mave. Hendes hofter. Trak trusserne ned.

Eva satte sig på sengekanten, fordi benene ikke kunne mere. Han spredte hendes knæ. Kiggede. Hun ville have lukket dem. Hun gjorde det ikke.

Han slikkede hende.

Første gang i tre år. Første gang en andens mund dernede. Hun fór sammen. Så gav hun efter. Hans tunge var varm og sikker, som om han havde tænkt på det. Han fandt klitten med det samme. Slog små, faste bevægelser. Hun lå tilbage på albuerne, hovedet tilbage, munden åben.

“Sebastian… gud…”

Han holdt hendes lår. Hun kom hurtigere, end hun havde troet, hun kunne. Det byggede, strammede, og så knækkede det. Hun kom med en lyd, hun ikke kendte. Hofterne op. Lårene rystede om hans hoved.

Han blev ved, indtil hun skubbede ham væk, for følsom.

Han rejste sig. Tørrede munden med håndryggen. Hans bukser var spændte. Hun kunne se omridset.

Eva trak vejret. Hun kiggede på ham. På det unge ansigt. På, at han havde slikkede hende, indtil hun kom, uden at hun havde rørt ham.

Hun rakte ud og åbnede hans bukser. Hænderne var stadig usikre, men hun ville. Hun trak ham ud. Han var hård, varm, tykkere, end hun havde forestillet sig. Hun strøg ham. Han stønede gennem tænderne.

“Kom herop,” sagde hun.

Han fik tøjet af. Ung krop. Ikke overdrevet. Bare slank, stærk, hår på brystet, der var mørkt. Han lagde sig over hende. Hun spredte benene. Han lagde sig imellem.

Han kiggede på hende, da han skubbede ind.

Eva trak vejret skarpt. Det var længe siden. Hun var våd, men det var stadig en fyldning, der gjorde, at hun greb hans skuldre. Han gik langsomt. Hele vejen.

“Okay?” spurgte han.

Hun nikkede. Kunne ikke tale.

Han begyndte at bevæge sig. Dybe, rolige stød. Hun mærkede hver centimeter. Hendes krop huskede det. Åbnede sig. Hun slængede benene om ham. Han kyssede hende, mens han kneppede hende. Hun kunne smage sig selv på hans tunge.

Det var ikke voldsomt. Det var tæt. Tættere, end hun havde troet, hun ville have det. Hun kiggede på ham. På, at det var Sebastian, der lå i hende. Den unge mand fra værelset ovenpå. Hendes lejer.

Hun kom igen, da han ramte et sted inde i hende og samtidig gned sig mod klitten. Svagere end det første, men det gik gennem hende alligevel. Hun klemte om ham. Han stønede, stødte hurtigere, og så kom han. Hun mærkede det. Varmt. Han blev i hende, ansigtet i hendes hals, åndedrættet uroligt.

De lå stille.

Regnen udenfor. Hendes hjerte. Hans vægt.

Eva strøg ham over ryggen. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun var 58. Hun havde lige ladet sin 24-årige lejer kneppe sig i den seng, hun havde sovet alene i i tre år.

Han løftede hovedet. Kyssede hende blødt.

“Hej, Eva,” sagde han.

Hun lo. Det kom ud som noget mellem gråd og latter.

“Hej.”

Han gled ud af hende. Lå ved siden af. Hånden på hendes mave. Hun trak dynen op over dem, fordi hun pludselig mærkede kulden og sin egen nøgenhed.

“Hvad sker der nu?” spurgte hun.

“Nu ligger vi her.”

“Og i morgen?”

“I morgen spiser vi aftensmad. Og så ser vi.”

Hun vendte hovedet og kiggede på ham. Hans hår var svedigt. Hans mund var rød. Han så ikke ud, som om han fortrød.

Hun fortrød heller ikke. Ikke endnu. Måske senere. Måske om tre måneder, når han tog afsted.

Lige nu mærkede hun bare hans hånd på sin mave og den ømhed mellem benene og den mærkelige, stille glæde over, at nogen havde set hende. Ikke som værtinde. Som Eva.

Hun lukkede øjnene. Hans tommelfinger tegnede små cirkler på huden.

Huset var det samme. Værelset ovenpå var det samme. Ingenting var det samme.

Han blev liggende. Hun havde halvvejs ventet, at han ville sige noget let, noget, der kunne gøre det hele til en enkelt aften, og så gå op ad trappen igen. I stedet blev hånden, hvor den var. Tommelfingeren tegnede stadig de små cirkler på hendes mave, langsomt, som om han ikke havde travlt med at være færdig.

“Du ryster,” sagde han stille.

“Jeg er okay.”

“Det sagde jeg ikke, du ikke var.”

Hun åbnede øjnene. Lampen ved sengen lyste stadig. Hun kunne se loftet, den gamle stuk, den plet hun aldrig havde fået malet. Hun kunne se hans skulder. Ung hud. Varm. Hun var nøgen under dynen med en mand, der boede ovenpå, og som hun om tre måneder skulle sige farvel til, som om ingenting.

Hun vendte sig lidt imod ham. Dynen gled ned. Hun trak den op igen, automatisk, og hadede sig selv for det.

Sebastian smilede. Ikke hånligt. Bare som om han havde set det.

“Du behøver ikke skjule dig.”

“Det er nemt at sige, når man er 24 og ser ud, som du gør.”

Han lagde sig på siden, støttede hovedet i hånden. Kiggede på hende. Rigtigt kiggede. På ansigtet. På halsen. På det bryst, dynen ikke helt dækkede.

“Jeg har kigget på dig i uger, Eva. Ikke på en fantasi. På dig. Da du stod i køkkenet i den der grå trøje. Da du lo med munden fuld. Da du gik forbi spejlet i gangen og rettede på håret, som om du stadig tænkte på, om nogen så dig.”

Hun slugte.

“Preben så mig,” sagde hun. Det kom ud, før hun kunne holde det tilbage. “I mange år. Og så var der bare… ingenting.”

“Jeg er her nu.”

Hun rørte ved hans bryst. Håret var blødt. Hun kunne mærke hjertet. Hurtigt, stadig.

Hendes hånd gled ned. Over maven. Længere. Han var ikke helt blød endnu. Hun tog om ham, mærkede ham blive hård igen i hendes greb. Det gjorde noget ved hende. At hun kunne det. At hendes hånd, den samme hånd, der skrev huslejekvitteringer og rørte ved grydeskeer, kunne få ham til at trække vejret skarpt.

“Eva…”

Hun strøg ham langsomt. Kiggede på hans ansigt, mens hun gjorde det. Hun ville se det. Ville se, at det var hende, der fik ham til at se sådan ud.

Han kyssede hende. Dybere end før. Hånden fandt hendes bryst, knuste det blidt, rullede brystvorten mellem fingrene, indtil hun stønede ind i munden på ham. Hun var allerede øm mellem benene. Alligevel spredte hun dem, da hans hånd gled derned.

To fingre. Ind. Hun var våd af ham og af sig selv. Han fandt et sted inde i hende, der fik hendes lår til at ryste.

“Der,” hviskede hun. “Der…”

Han blev ved. Tommelfingeren på klitten. Fingrene inde. Hun holdt om hans pik, strøg i takt, klodset først, så bedre. Hun kom ikke denne gang. Det byggede og lagde sig, byggede igen. Hun var for øm, for fuld af det første.

“Jeg vil have dig i mig igen,” sagde hun. Stemmen lød fremmed. Grovere.

Han nikkede. Lagde sig mellem hendes ben. Denne gang gik det lettere. Hun var åben, slipprig. Han skubbede ind i ét langt stød, og hun greb hans røv, trak ham i bund.

“Fuck, du er stram,” mumlede han mod hendes mund.

Hun lo, kort, forpustet. “Det er fordi det er længe siden, ikke fordi jeg er en ung pige.”

“Jeg vil ikke have en ung pige.”

Han kneppede hende hårdere nu. Ikke voldsomt. Bare med mere. Sengen gav en lyd, hun kendte. Hun slængede benene højere. Han ramte dybt. Hver gang hans krop mødte hendes, gned han klitten, og hun kunne mærke, at hun var tæt på alligevel.

Hun kom med ansigtet i hans skulder, tænderne imod huden, for ikke at skrige. Han fulgte med kort efter, stødte ind, blev der, kom i hende anden gang.

Efterpå lå de endnu tættere. Sved. Klistret lår. Hans sæd løb ud af hende, da han gled ud, varmt ned mellem ballerne. Hun burde op og vaske sig. Hun blev liggende.

“Bliver du?” spurgte hun.

Han tøvede kun et sekund.

“Ja.”

Han slukkede lampen. I mørket var huset anderledes. Hun kunne høre ham trække vejret. Hun kunne mærke hans knæ bag hendes. Hun havde ikke sovet med ryggen mod et andet menneske i tre år.

Hun sov alligevel.

Om morgenen vågnede hun, før han gjorde. Gråt lys. Hans arm over hendes talje. Hans pik blød mod hendes balder. Hun lå stille og mærkede det. Skammen kom først. Bagefter kom noget andet. En stille, næsten utrolig tilfredshed.

Hun listede ud. Tog slåkjolen på. Gik på toilettet. Tørrede sig. Hun var øm, hævet, klistret. I spejlet så hun en kvinde med slået hår og rød mund og mærker på halsen, hun ikke havde opdaget.

Hun lavede kaffe.

Han kom ned i boksershorts. Bare fødder. Hår til alle sider. Han kiggede på hende, som om han tjekkede, om natten stadig gjaldt.

Hun rakte ham en kop.

“Godmorgen,” sagde hun.

“Godmorgen, Eva.”

De stod i køkkenet. Samme køkken som i går. Samme bord. Ingenting var usagt længere.

Han drak. Kiggede på hende over koppen.

“Jeg skal på arbejde.”

“Jeg ved det.”

“Jeg tænker på dig, når jeg sidder der.”

Hun smilede, lille, usikker. “Så sidder du og tænker på din udlejer.”

“Jeg sidder og tænker på, hvordan du kom i munden på mig.”

Varmen ramte hende midt i maven. Hun vendte sig mod kaffemaskinen, mest for at få et sekund.

Han kom hen bag hende. Ikke hele vejen ind. Bare tæt. Hænderne på hendes hofter oven på slåkjolen.

“I aften,” sagde han. “Aftensmad. Og så ser vi.”

Hun nikkede. Mærkede hans mund mod hendes hår.

Så gik han op og tog tøj på. Hun hørte bruseren. Hun hørte døren. Huset blev stille.

Eva satte sig ved bordet med kaffen og mærkede ham stadig mellem benene.

Dagen gik mærkeligt. Hun vaskede op. Hun skiftede pudebetræk, fordi hun ikke kunne holde ud at se pletterne. Hun stod længe i badeværelset og kiggede på sin krop. Maven. Brysterne. Det grå i håret ved tindingerne. Hun barberede sig. Ikke fordi hun skammede sig. Fordi hun ville mærke hans mund der igen og ikke tænke på andet.

Klokken fem begyndte hun at lave mad, som om det var en ganske almindelig aften.

Det var det ikke.

Han kom hjem klokken halv syv. Jakke af. Taske på gulvet. Han kyssede hende i køkkenet, før han sagde hej. Kysset var ikke forsigtigt. Det var et kys fra en, der havde tænkt på det hele dagen.

Hun havde forklæde på. Han trak hende ind. Hendes røv ramte køkkenbordet. Hans hånd op under kjolen. Hun havde trusser på. Han strøg hende udenpå, fandt hende allerede fugtig.

“Sebastian,” hviskede hun. “Maden…”

“Den kan vente.”

Han vendte hende om. Hun greb kanten af bordet. Han trak trusserne ned til knæene. Hun hørte hans lynlås. Så var han i hende. Stående. Fra siden næsten. Hun stod spredt, forklædet stadig på, kjolen oppe om livet, og han kneppede hende mod sit eget køkkenbord, mens gryden nede på komfuret boblede stille.

Det var hurtigt. Råt på en måde, natten ikke havde været. Hun kom alligevel, overrasket, med panden mod træet. Han kom i hende, holdt hendes hofter, stødte tre gange mere og blev stille.

De stod sådan et øjeblik. Forbundet. Hendes trusser om anklerne.

Så trak han ud. Hun mærkede det løbe ned ad indersiden af låret.

Han kyssede hendes nakke.

“Aftensmad,” sagde han, næsten almindeligt.

Hun lo. Det lød sprødere, end hun havde hørt sig selv i årevis.

Hun trak trusserne op. De var våde. Hun lod dem sidde. De spiste. Han fortalte om en kollega. Hun fortalte, at naboen havde spurgt til den unge mand, der boede hos hende. De lo. Under bordet rørte hans fod hendes.

Efter opvasken tog hun ham med ind i stuen. Ikke soveværelset. Sofaen. Hun satte sig overskrævs på ham, kjolen stadig på, og kyssede ham, indtil han var hård igen. Hun tog ham ud. Satte sig på ham. Langsomt. Hun ville selv. Hun ville se hans ansigt, mens hun red ham i sit eget hus, i den sofa hun ellers kun sad i med en bog og et tæppe.

Han holdt hendes hofter. Kiggede op på hende.

“Eva,” sagde han. Bare det.

Hun bevægede sig. Cirkler. Op og ned. Hendes bryster gyngede under kjolen. Han åbnede knapperne, tog dem frem, suttede, mens hun kniste om ham. Hun kom siddende, med hans tommelfinger på klitten, og han kom kort efter, oppe i hende, hænderne hårdt om hendes røv.

Bagefter lå hun på ham. Øret mod hans bryst. Fjernsynet var slukket. Huset tiknede.

“Tre måneder,” sagde hun.

“Ja.”

“Det er ikke lang tid.”

“Det er lang tid, hvis man bruger den.”

Hun løftede hovedet. Kiggede på ham.

“Så brug den,” sagde hun.

Han blev i hendes seng den nat også. Næste morgen lå hans T-shirt over stolen, som om den hørte til der. Hun sagde ingenting. Han sagde ingenting. Han gik på arbejde fra hendes soveværelse, og da hun senere gik forbi hans dør ovenpå, stod den på klem, og rummet lugtede stadig af ham, men sengen var redt og urørt.

Det blev mønsteret.

Han spiste med hende. Han kneppede hende. Han sov hos hende. Om morgenen gik han i bad i det badeværelse, hun havde vist ham den første dag, som om det stadig var en praktisk oplysning og ikke det sted, hvor hun nu nogle gange trådte ind til ham, mens dampen stod, og tog om hans pik med sæbe i hånden, indtil han kom mod hendes mave under den varme stråle.

På femtedagen gik hun op til ham.

Det var lørdag. Han havde ikke arbejde. Hun hørte musik bag døren. Lavt. Hun bankede, hvilket var latterligt. Det var hendes hus.

“Ja?”

Hun åbnede. Han lå på sengen i joggingbukser, computeren på skødet. Værelset var spartansk. Seng. Skrivebord. Den kuffert, han stadig ikke havde pakket helt ud.

Han smilede, da han så hende.

“Du har aldrig været herinde,” sagde han.

“Jo. Jeg viste dig det.”

“Ikke sådan.”

Hun lukkede døren. Stod der i dørkarmen i jeans og en blød trøje. Hun havde tænkt over det hele formiddagen. Over, at hun hele tiden tog ham ind i sit rum. Sit køkken. Sin sofa. Sin seng. Som om det kun var hende, der åbnede noget.

“Må jeg?” spurgte hun.

Han skubbede computeren væk.

Hun gik hen og knælede mellem hans knæ, før hun kunne tænke for længe. Han kiggede ned, overrasket, så mørk i øjnene. Hun trak joggingbukserne ned. Han havde ikke noget under. Hun tog ham i munden.

Han smagte af hud og sæbe. Hun var rusten. Det var årevis siden. Hun brugte hånden, slikkede langs undersiden, tog så meget, hun kunne, og hørte ham sige hendes navn, som om det blev slået ud af ham.

“Eva… shit…”

Hun kunne mærke, når hun ramte rigtigt. Hans lår spændte. Hans hånd fandt hendes hår, men holdt, styrede ikke. Hun suttede ham, langsomt, vådt, indtil han løftede hofterne. Hun slap ham ikke. Hun ville have det. Ville have ham til at komme i munden på hende, i det værelse hun lejede ud, på den seng hun havde købt til en fremmed.

Han advarede hende. Hun nikkede med munden fuld. Han kom, salt og varmt, og hun slugte, fordi hun pludselig gerne ville, fordi det gjorde hende våd mellem benene at mærke ham miste kontrollen på grund af hende.

Hun tørrede munden med fingrene. Han trak hende op, kyssede hende alligevel, fik hendes jeans op, hånden ned i trusserne, to fingre i hende, mens hun stod klodset med det ene ben løftet mod sengen. Hun kom hurtigt, stille, med ansigtet i hans hals.

Bagefter lå de på hans seng. Den var smallere. De kunne næsten ikke undgå at røre hinanden.

“Det her er dit rum,” sagde hun.

“Det er dit hus.”

“Du ved, hvad jeg mener.”

Han strøg hende over hoften. “Jeg ved det.”

Hun kiggede op i loftet. Samme loft som nede. Alligevel anderledes.

“Jeg tænkte på Preben i morges,” sagde hun. “Ikke på den måde. Bare… at han aldrig har ligget i den her seng. At det her rum aldrig har været hans. Og at det gjorde det nemmere.”

Sebastian vendte hovedet. Ventede.

“Nede i min seng er han der stadig. Lidt. I skuffen. I den måde, jeg sover på venstre side.” Hun slugte. “Her er der kun dig.”

Han kyssede hendes tinding. Ingenting klogt. Bare munden.

De blev liggende, til hun blev kold. Så gik de ned. Hun lavede toast. Han stod i køkkenet uden trøje. Hun kiggede på ham og tænkte, at naboen kunne se ind, hvis hun stod ude ved hækken, og at hun ikke rigtig gide at trække gardinet for.

Søndag aften sagde hun det.

De havde set en dårlig film. Hans hoved i hendes skød. Hun strøg ham gennem håret.

“Du kan ikke blive ved med at have et værelse, du ikke sover i.”

Han kiggede op.

“Jeg mener ikke, at du skal flytte ind. Du bor her allerede. Men det er… mærkeligt. Som om vi leger, at du stadig er lejer om dagen og noget andet om natten.”

“Jeg er stadig lejer.”

“Ja.” Hun smilede skævt. “Du betaler. Jeg har kvitteringen.”

“Vil du have, jeg flytter min dyne ned?”

Hun tøvede. Så nikkede hun.

Han gjorde det mandag efter arbejde. Ikke meget. En skuffe. Tandbørsten ved siden af hendes. Hans oplader på natbordet. Hans rum ovenpå blev et sted med tøj og computer, et alibi, hvis nogen spurgte.

Ingen spurgte.

Tirsdag kom hun for sent i seng, fordi hun havde siddet og kigget på ham, mens han sov. Munden åben. En arm ude over dynen. Hun tænkte på, at han var 24, og at hun havde linjer ved munden, og at han alligevel lå der.

Hun vækkede ham med hånden om hans pik. Han blev hård i søvne, åbnede øjnene, trak hende ind over sig. Hun satte sig på ham i mørket, langsomt, og red ham, til han greb hendes hofter og kom med et støn, hun kunne mærke helt op i maven. Hun kom ikke den gang. Det gjorde ikke noget. Hun lå bagefter med ham i sig, blødende ud, og tænkte, at hun var ved at vænne sig til det. Til at blive brugt. Til at bruge ham. Til at huset havde en anden lyd.

Onsdag gik det galt i fem minutter.

Hun stod i badeværelset og så sig selv. Nøgen. Maven. Brysterne, der ikke sad, som de havde gjort. Det grå. Hun tænkte på de piger, han sikkert havde været sammen med. Glat hud. Ingen historie i kroppen.

Hun tog slåkjolen på og gik ud.

“Måske skal vi stoppe.”

Han sad på sengekanten og tog sokker på. Han froze.

“Hvad?”

“Det her. Dig. Mig. Det er… det holder ikke. Du er her to måneder endnu. Så tager du videre. Og jeg sidder tilbage i et hus, der lugter af dig.”

Han rejste sig. Kom hen. Tog hendes ansigt.

“Så sig, at du vil have, jeg går op og sover i mit rum. Ikke det andet.”

Hun åbnede munden. Lukke den.

“Jeg vil ikke have, du går.”

“Så stop ikke.”

“Jeg er bange.”

“Jeg også.” Han kyssede hende. Ikke for at gøre hende våd. Bare for at ramme hende. “Jeg er bange for, at jeg kommer til at tænke på dit køkken, når jeg er et andet sted. Det er ikke pænere. Det er bare sandt.”

Hun lo, vådt i øjnene, og hadede det.

“Kom i seng,” sagde hun.

Han gjorde. Hun tog tøjet af ham igen. Sokkerne. Hun kyssede ned ad hans bryst, hans mave, tog ham i munden, til han var stenhård, og så lagde hun sig på ryggen og trak ham ind. Denne gang ville hun se ham. Lyset var tændt. Hun lod det være tændt. Hun så hans ansigt, mens han skubbede ind i hende, så den måde han bed sig i læben, når hun kniste, så at han kiggede på hendes bryster, hendes mave, hendes øjne, uden at flytte blikket væk.

“Hårdere,” sagde hun.

Han gav hende hårdere. Sengen slog mod væggen. Hun holdt om hans røv, slog hælene i ham, kom med åbne øjne, grimt, højt, og han fulgte med, stødte dybt, kom i hende med et ram, der fik hende til at klynke.

Bagefter slukkede hun lyset selv.

I mørket sagde han:

“To måneder er lang tid, hvis du ikke smider mig ud.”

Hun rørte hans hånd.

“Jeg smider dig ikke ud.”

Udenfor kørte en bil forbi. Huset faldt til ro omkring dem. Hans dyne lå foldet for foden af sengen, unødvendig, fordi de brugte hendes.

Hun tænkte på kvitteringen i skuffen. På de tre måneder, der var betalt. På at kontrakten ikke sagde noget om det her.

Hendes krop sagde det alligevel. Øm. Åben. Hans.

Mandagen efter hang det ved ham.

Hun opdagede det, da han allerede var ude af døren. Et svagt mærke af hendes mund på skjortens krave. Ikke læbestift. Bare hud og nat. Hun stod med kaffekoppen og tænkte på, om nogen på hans arbejde ville se det. Om de ville grine. Om de ville gætte rigtigt.

Hun vaskede pudebetrækket alligevel. Ikke af skam. Af vane.

Tirsdag kom han hjem med takeaway, som om han havde besluttet, at hun ikke skulle stå ved komfuret hver aften. De spiste af æskerne ved køkkenbordet. Han havde ris på hagen. Hun tørrede det væk med tommelfingeren, og han fangede hendes hånd og slikkede den.

“Du kan ikke gøre sådan, hvis du vil have, jeg sidder stille,” sagde hun.

“Jeg vil ikke have, du sidder stille.”

De nåede ikke sofaen. Han tog hende der, hvor hun stod, med bukserne nede om knæene og trøjen oppe under armene. Hurtigt. Uden at trække tøjet helt af. Hun kom med hånden over munden, fordi køkkenvinduet vendte ud mod vejen, og nogen kunne gå forbi med hunden. Han kom i hende igen, som han havde gjort næsten hver dag, og hun mærkede det løbe, mens hun stadig holdt fast i bordkanten.

Bagefter sagde hun det, hun havde skubbet væk.

“Vi har ikke brugt noget.”

Han kiggede på hende. “Nej.”

“Jeg kan ikke blive gravid. Ikke længere. Men der er andre ting.”

“Jeg blev testet, før jeg flyttede. Der er ikke noget.” Han paused. “Og jeg har ikke været sammen med andre, siden jeg kom.”

Hun nikkede. Troede ham. Det var det mærkelige. Hun stod med hans sæd mellem lårene i sit køkken og troede et menneske, hun havde kendt i under to måneder.

“Så lad være med at begynde,” sagde hun.

“Jeg har ikke tænkt mig det.”

Onsdag aften bad hun ham om at blive hjemme. Ikke som en ordre. Som et ønske. Han aflyste en øl med en kollega uden at gøre et nummer ud af det.

De sad i stuen. Hun havde tæppe over benene. Han havde bare fødder på sofabordet, indtil hun skubbede dem ned, og han grinende satte dem i hendes skød i stedet.

“Hvad tænker du på?” spurgte hun. “Når vi gør det.”

Han kiggede på hende længe.

“På, hvordan du ser ud, når du glemmer at holde igen. På din stemme. På at det er dit hus, og at jeg ligger i din seng alligevel.” Han strøg hende over knæet under tæppet. “På din krop. Ikke som noget, jeg sammenligner. Som noget, jeg gerne vil have fat i.”

Hun mærkede varmen stige.

“Og alderen?” sagde hun. “Sig det. Jeg gider ikke det pæne.”

“Jeg tænker på den. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg tænker på, at dine bryster er tungere. At du har linjer her.” Han rørte ved munden på hende. “At du ved, hvad du vil, på en måde piger på min alder ikke gør. Det tænder mig. Ikke som en vittighed. Rigtigt.”

Hun slugte. “Nogle ville kalde det en fetish.”

“Så må de det.” Han lænede sig ind. “Jeg kalder det dig.”

Hun kyssede ham. Tæppet faldt ned. Hun tog hans hånd og førte den ind mellem sine ben, udenpå leggings. Hun var allerede våd. Han strøg hende, til hun begyndte at bevæge hofterne imod hånden, og så fik han tøjet af hende der i sofaen, langsomt denne gang.

Han lagde hende ned. Spredte hendes ben. Kiggede. Hun lod ham. Lyset fra gulvlampen var skarpt nok til, at hun vidste, han kunne se det hele. Mave. Fisser. Det grå, hun ikke farvede mellem benene, fordi hun havde vænnet sig til, at ingen kom derned.

Han slikkede hende længe. Ikke for at gøre det færdigt. For at blive der. Hun holdt ham i håret og kom første gang med tæerne spændt imod sofapuden. Han blev ved, indtil hun klynkede, at hun ikke kunne mere, og så skubbede han sig ind i hende, mens hun stadig rystede.

Det var dybt. Langsomt. Hun kunne høre sig selv. Små lyde, hun ikke styrede. Han talte ind imod hendes mund. Hendes navn. At hun var våd. At han kunne mærke, hun kom igen. Hun gjorde. Rundt om ham. Han holdt igen, trak næsten ud, skubbede ind, indtil hun bad ham om at komme. Han gjorde det med ansigtet i hendes hals og hånden under hendes røv.

De lå i sofaen bagefter, halvvejs afklædte, som to, der ikke orkede at gå de ti skridt ind i soveværelset.

“Min datter ringer på søndag,” sagde hun pludselig.

Han løftede hovedet. Hun havde ikke nævnt en datter før. Det havde ligget i hende som noget, hun ikke ville blande ind.

“Hun bor i Århus. Hun ved, at jeg har en lejer. Hun ved ikke…” Eva lavede en bevægelse med hånden, der tog dem begge med. “Det her.”

“Skal jeg gøre mig usynlig?”

“Jeg ved det ikke.” Hun strøg ham over brystet. “Hun er 34. Hun ville… hun ville have holdninger.”

“Så har hun det.”

“Det er nemt for dig. Du tager videre.”

Han sagde ingenting et øjeblik. Så: “Jeg tager ikke videre, som om det her ikke er sket.”

Hun kiggede på loftet. “Alle tager videre. Det er det, folk gør.”

Søndag ringede telefonen, mens han stadig lå i hendes seng. Hun tog den i køkkenet i slåkjole. Han kunne høre hendes stemme skifte. Lysere. Mere datter-og-mor.

“Ja, han er sød. Nej, han rydder op. Nej, Maja, jeg er ikke ensom.” En pause. “Jeg har det fint.”

Da hun kom ind igen, sad han op ad hovedgærdet.

“Hun spurgte, om du var køn,” sagde Eva. “Jeg sagde, at det ikke kom hende ved.”

“Er jeg?”

Hun smed slåkjolen. Kravlede ind til ham.

“Du ved, du er.”

Hun tog ham i munden, indtil han var hård, og satte sig over ham vendt væk, så han kunne se hendes ryg, hendes røv, den måde hun sank ned over ham. Hans hænder om hendes hofter. Hun redet ham stille, fordi datteren stadig sad i hendes hoved, og fordi det gjorde det hele mere forbudt, mere hendes.

“Kig på mig,” sagde han.

Hun kiggede over skulderen. Han så ikke ud, som om han tænkte på Maja. Han så ud, som om han tænkte på hendes fisse omkring hans pik.

Hun kom siddende med hånden mellem sine egne ben. Han kom kort efter, trukket tæt imod hende, og hun blev siddende med ham i sig, til han blev blød.

Ugen efter begyndte hun at mærke tiden.

Ikke som en kalender. Som et træk i maven, når han tog jakke på om morgenen. Der var stadig halvanden måned. Det var både længe og ingenting.

Fredag kom han hjem senere. Øl i ånden. Ikke fuld. Bare løsere i kroppen. Han kyssede hende hårdere end ellers. Fik hende ind mod væggen i gangen, inden de nåede køkkenet. Bukserne ned. Hendes ene ben op om hans hofte. Han var i hende stående, med frakken stadig på, og hun holdt om hans nakke og lod ham tage hende der, hvor posten lå på gulvet.

“Du har drukket,” hviskede hun.

“Jeg har tænkt på dig i tre timer, mens de andre talte om fodbold.”

Hun lo ind i kysset. Kom alligevel. Overrasket over sig selv. Over, at gangen, den kedelige gang med knager og sko, nu også var et sted, hun kunne blive kneppet.

Om natten vågnede hun, fordi han var hård imod hendes balder. Halvt i søvne. Hun førte ham ind i sig bagfra uden at tænde lys. Langsomt. Doven. Hans hånd om hendes bryst. Han kom stille, næsten uden at vågne helt, og hun lå med ham i sig og mærkede, at hun var ved at elske det. Ikke ham, sagde hun til sig selv. Det. Huset. Nætterne. Den måde, hendes krop var begyndt at vente på ham.

Hun vidste, at det var løgn. I hvert fald delvist.

Lørdag formiddag stod hun i hans gamle værelse ovenpå og kiggede ud. Seng redt. Computer. En hættetrøje over stolen. Det lugtede stadig svagt af ham, selvom han ikke sov der.

Hun tog hættetrøjen på. Den var for stor. Hun gik ned til ham i den og ingenting ellers.

Han sad med kaffe. Så på hende. Satte koppen.

“Kom her,” sagde han.

Hun gjorde.

Hun gik hen til ham. Hættetrøjen nåede hende midt på lårene. Da hun satte sig overskrævs i hans skød, mærkede han med det samme, at der ikke var noget under.

Hans hænder gled op ad indersiden af hendes lår. Han fandt hende våd. Han kiggede op i ansigtet på hende, mens fingrene strøg hende, langsomt, uden at gå ind endnu.

“Du har været oppe i mit rum,” sagde han.

“Det er stadig mit hus.”

“Og min trøje.”

“Ja.”

Han skubbede to fingre ind i hende. Hun greb om hans skuldre. Stolen knirkede. Hun havde ikke lukket køkkenvinduet helt. En svag oktoberluft kom ind, kold mod hendes bare lår, mens hans fingre bevægede sig i hende, tommelfingeren på klitten, indtil hun begyndte at ride hans hånd.

“Trøjen bliver på,” mumlede han.

Hun nikkede. Åbnede hans bukser. Satte sig på ham der ved køkkenbordet, med hættetrøjen oppe om hoften og hans kaffe stadig ved siden af dem. Hun sank ned. Fyldt. Hun hvilede panden mod hans, mens hun vænnede sig til det igen, selvom de havde gjort det i går, i forgårs, næsten hver dag.

Han holdt hendes røv under stoffet. Hun bevægede sig. Små, tætte bevægelser. Ikke for at blive færdig hurtigt. For at mærke, at hun sad på ham i hans tøj, i sit køkken, en lørdag formiddag, hvor naboerne slåede græs, og hun alligevel havde en 24-årig pik i sig.

“Eva,” sagde han. “Kig på mig.”

Hun gjorde. Han så hende, mens hun kniste om ham. Hun kom først, stille, med munden åben og hænderne i hans hår. Han holdt hende nede og kom i hende med trøjen stadig på hende, som om han gerne ville komme i hende, mens hun var pakket ind i ham.

De blev siddende. Hans pik blødte ud i hende. Hun kunne mærke det løbe, varmt, ned på hans bukser.

“Nu har du også ødelagt de bukser,” sagde hun.

Han lo. “Så må du vaske dem. Du er jo værtinden.”

Hun nippede ham i underlæben. “Sig det igen, og jeg smider dig ud.”

“Nej, det gør du ikke.”

Hun gled af ham. Stod et øjeblik med benene lidt fra hinanden og mærkede det dryppe. Hun tog et stykke køkkenrulle. Han kiggede på hende, mens hun tørrede sig. Ikke vækvendt. Bare kiggede.

“Hold op,” sagde hun, men hun smilede.

“Nej.”

De gik i bad sammen. Det var blevet en ting, hun ikke havde planlagt. For lille badekar. For meget krop. Han vaskede hende mellem benene med hånden, ikke groft, og hun måtte tage fat i fliserne, da han knælede og slikkede hende under vandet, til hun kom igen med en lyd, der ramte kaklerne.

Bagefter gik hun med håndklæde i håret og hans hættetrøje på igen. Hun lavede æg. Han stod bag hende og kyssede hendes nakke, hver gang hun vendte æggene, indtil hun sagde, at de ville brænde på, og han alligevel ikke stoppede.

Om eftermiddagen regnede det. De lå i sofaen. En bog hun ikke læste. Hans computer, han ikke rigtig arbejdede på. Hans fod mellem hendes. Det var det farlige, tænkte hun. Ikke kun knaldet. Det her. At huset havde fået en anden tyngde. At hun ventede på lyden af ham.

“Der er fem uger,” sagde hun.

Han lukkede computeren.

“Jeg kan tælle.”

“Jeg ved det. Jeg siger det bare højt, så det ikke ligger og rådner.”

Han vendte sig imod hende. “Hvad vil du have, der skal ske i de fem uger?”

Hun tænkte på at sige noget let. Hun sagde:

“Jeg vil ikke spilde dem på at lade som om, jeg ikke tæller.”

“Så lad være.”

“Og jeg vil have, du bliver ved med at sige mit navn. Ikke det andet.”

“Eva,” sagde han, som om han prøvede ordet af. “Eva.”

Hun trak ham ned. Kysset blev til hans hånd i hendes trusser, til hun spredte benene i sofaen igen, til han skubbede hendes trusser til side og tog hende langsomt, med hendes ene ben over ryggen på sofaen. Hun kiggede ham i øjnene hele tiden. Hun ville ikke lukke dem. Hun ville have den her eftermiddag med i kroppen, når huset blev stille igen.

Han kom i hende. Hun kom lige efter, trukket med af hans stød. De lå og hørte regnen.

Søndag aften stod hun i soveværelset og skiftede sengetøj, mens han var i bad. Hun fandt en af hans sokker under sengen. Hun lagde den på hans natbord i stedet for at smide den i vasketøjet med det samme. En lille, latterlig ting. Hun gjorde det alligevel.

Han kom ind med håndklædet om livet. Så sokken. Smilede.

“Du er ved at blive huslig på en farlig måde,” sagde han.

“Jeg har altid været huslig. Det er det andet, der er farligt.”

Han droppede håndklædet. Hun rullede øjnene, men hun kiggede. Han var allerede halvhård. Hun satte sig på sengekanten, tog om ham, suttede ham, indtil han var stiv, og så lagde hun sig på ryggen og trak ham ned.

“Langsomt,” sagde hun. “Jeg vil mærke det.”

Han skubbede ind. Centimeter for centimeter. Hun åndede ud, da han var i bund. De lå stille et øjeblik, forbundet, hans pande mod hendes.

“Du er i mig,” hviskede hun. Unødvendigt. Hun sagde det alligevel.

Han begyndte at bevæge sig. Dybt. Roligt. Sengen gav kun svage lyde. Hun holdt om hans ryg, mærkede musklerne arbejde, mærkede sin egen alder i den måde, hendes lår blev trætte, og hun gav alligevel ikke slip. Hun kom med ansigtet vendt mod hans, øjnene åbne, og han kyssede hende gennem det, indtil han selv kom, stødte ind og blev liggende.

I mørket bagefter sagde han:

“Når jeg tager afsted, tager jeg ikke den her seng med. Men jeg tager det her med.”

Hun rørte hans mund med fingrene.

“Så er det godt, vi ikke sover nu.”

Hun blev liggende vågen lidt længere end ham. Hørte hans åndedræt. Tænkte på Maja, på Preben, på kvitteringen i skuffen, på de fem uger. Så vendte hun sig ind mod ham og lagde hans hånd på sit bryst, så han holdt hende, også i søvne.

Mandag lugtede huset af hans aftershave, da hun gik gennem gangen. Hun stod et øjeblik ved døren, efter han var gået, og mærkede, at hun allerede ventede på, at den skulle åbne igen.

Hun lavede ikke mad den mandag.

Hun havde tænkt, at hun ville. I stedet sad hun i stuen i hans hættetrøje med en te, der blev kold. Hun hørte hver bil. Hun hadede, at hun gjorde det. Hun var 58 og enke og udlejer, og hun sad alligevel og lyttede efter en nøgle i en dør.

Den kom klokken ti minutter i syv.

Hun rejste sig ikke med det samme. Hun ville ikke se ud, som om hun havde ventet. Han kom ind i stuen med tasken over skulderen, jakken halvvejs åben, og standsede, da han så hende.

“Du har ikke lavet mad,” sagde han.

“Nej.”

Han satte tasken. Kiggede på trøjen. På hendes bare ben under kanten.

“Har du haft den på hele dagen?”

“Det kommer ikke dig ved.”

Han smilede. “Jo.”

Han kom hen. Hun nåede ikke at sige noget fornuftigt. Han kyssede hende, som om han også havde siddet et andet sted og talt, og hun åbnede munden med det samme. Hans hænder under trøjen. Ingenting under. Han stønede ind i kysset, da han mærkede det.

“Eva.”

Hun fik hans bælte op. Hendes fingre var utålmodige. Hun ville have ham i sig, før de nåede at gøre det til aftensmad og samtale og alt det, der lignede et almindeligt hus. Han skubbede hende tilbage i sofaen, knælede, spredte hendes ben og slikkede hende, til hun holdt ham fast i håret og kom med hoften op imod hans mund.

Så tog han hende. Stående foran sofaen, hendes ene ben om ham, hættetrøjen oppe under brysterne. Hurtigt. Dybt. Hun kom igen, overrasket, med ansigtet i hans jakke, der stadig lugtede af kulde og ude. Han kom i hende med et stød, der fik hende til at klynke, og de stod sådan, forbundet, mens huset var helt stille.

“Hej,” hviskede han.

Hun lo, forpustet. “Hej.”

De spiste toast bagefter. Det var det, der var. Hun sad med benene trukket op under sig og mærkede ham løbe ud af hende og tænkte, at hun burde skamme sig over, hvor lidt det skulle til, før hun var tilbage ved døren og ventede.

Tirsdag mødte hun ham i byen.

Ikke planlagt. Hun skulle til apoteket. Han stod uden for en café med en kollega, en ung mand i jakke, og lo ad noget. Eva standsede på den anden side af gaden. Hun kunne være gået. Hun gjorde det ikke.

Sebastian så hende. Et sekund, hvor ansigtet skiftede. Ikke panik. Bare hende. Han sagde noget til kollegaen, krydsede gaden.

“Hej,” sagde han. Almindeligt. Som lejer. Som om hun var den kvinde, han boede hos.

“Hej. Jeg skulle bare…” Hun løftede apotekposen, latterlig.

Kollegaen kiggede med. Nysgerrig på en løs måde.

“Det er Eva,” sagde Sebastian. “Jeg bor hos hende.”

“Nå,” sagde kollegaen og smilede pænt. “Hyggeligt hus, har jeg hørt.”

Eva smilede tilbage. Hun kunne mærke, hvor hun havde ham i sig i går. Hun kunne mærke trusserne. Hun nikkede, sagde noget om vejret, og gik.

Han kom hjem en time senere. Fandt hende i køkkenet.

“Det var Anders,” sagde han. “Han ved ikke noget.”

“Jeg ved det.”

“Du så ud, som om du ville slå mig.”

“Jeg så ud, som om jeg stod på et fortov og ikke måtte røre dig.” Hun vendte sig. “Det er værre.”

Han kom tæt på. Rørte hende ikke endnu.

“Rør mig nu,” sagde hun.

Han gjorde. Mod køleskabet. Hendes nederdel op. Han tog hende der, med apotekposen stadig på bordet, og hun kom med tænderne i hans skulder, fordi hun stadig kunne se kollegaens smil, og fordi det gjorde hende våd at være den hemmelighed, han gik rundt med.

Onsdag nat kunne hun ikke sove.

Hun lå og kiggede på ham. På den unge mund. På hånden på dynen. Hun tænkte på fortovet. På ordet *bor hos hende*. På at det både var sandt og den største løgn i huset.

Hun vækkede ham med munden. Han kom halvt op, greb hovedgærdet, sagde hendes navn, mens hun suttede ham, til han kom, og hun slugte og lagde ansigtet mod hans mave bagefter.

“Hvad var det for?” spurgte han, hæst.

“For i dag. For fortovet. For at jeg ikke måtte.”

Han trak hende op og kyssede hende. Vendte hende om. Tog hende bagfra, langsomt, med hånden mellem hendes ben, til hun kom med ansigtet i puden. Han kom ikke selv den gang. Han blev i hende og holdt hende, til hun faldt i søvn.

Torsdag sagde hun det ved bordet.

“Når du går, vil jeg have, at rummet ovenpå er tømt. Ikke fordi jeg vil slette dig. Fordi jeg ikke gider gå forbi en seng, du ikke ligger i, og lade som om, den stadig er et værelse, jeg lejer ud.”

Han nikkede. “Okay.”

“Og jeg vil ikke have et pænt farvel med håndtryk i gangen.”

“Hvad vil du have?”

Hun kiggede på ham. “Jeg vil have, at du knalder mig, til jeg ikke kan huske, at du skal ud af døren. Og så går du alligevel.”

Han rakte over bordet og tog hendes hånd. Ikke som en kæreste i en film. Bare fast.

“Så det er det, vi gør.”

Fredag kom han hjem med vin, hun ikke havde bedt om. De drak den i sengen. Nøgne. Hun sad op ad hovedgærdet, han mellem hendes ben, og han slikkede hende, til vinen blev glemt, og hun kom med hånden i hans hår og det andet glas væltet på natbordet.

Bagefter red hun ham. Langsomt. Hun ville se ham miste det pæne. Hun talte til ham, ting hun ikke havde sagt højt før. At hun kunne mærke ham helt oppe. At hun kunne lide, når han kom i hende. At hun tænkte på hans pik, når hun vaskede op. Han greb hendes hofter, stødte op i hende, kom med åbne øjne, og hun fulgte med, klistret, rystende, med hættetrøjen et sted på gulvet.

I mørket bagefter talte de ikke om uger.

Hun lyttede til hans hjerte og tænkte på fortovet, på Anders, på Maja, på den tømte seng ovenpå, der endnu ikke var tømt, og på at hun alligevel ville gøre det samme igen i morgen.

Lørdag begyndte han at tømme rummet.

Ikke dramatisk. En kuffert på sengen ovenpå. Bøger i en kasse. Hættetrøjen, hun havde gået rundt i, foldet og lagt ned, indtil hun tog den op igen og gik ned med den over armen.

“Den bliver her,” sagde hun.

Han kiggede på hende fra døren. “Okay.”

Hun hang den over stolen i soveværelset. Som om det var det mest almindelige i verden. Som om tre måneder ikke var ved at være færdige.

De sagde det ikke hver time. Tiden sad alligevel i huset. I den tomme seng ovenpå. I den skuffe, der pludselig var hans på en anden måde, fordi den snart ikke skulle være det.

Søndag ringede Maja igen. Eva tog den i haven. Det var koldt. Hun gik med jakke over nattøjet og hørte sin datter tale om arbejde og en mand, hun så, og om, at mor da stadig bare kunne komme til Århus i en weekend.

“Jeg har travlt,” sagde Eva.

“Med hvad? Du har en lejer.”

Eva kiggede op på huset. Lyset var tændt i køkkenet. Sebastian stod derinde og skyllede op, bar overkrop, som om han hørte til.

“Med huset,” sagde hun. “Jeg ringer i næste uge.”

Hun gik ind. Han tørrede hænderne.

“Hun vil have, jeg kommer,” sagde Eva.

“Så tager du afsted, når jeg er væk.”

Det ramte hende skævt. Ikke fordi det var usandt. Fordi han allerede talte i efter.

Hun gik hen og åbnede hans bukser uden at svare. Knælede på køkkenfliserne, der var kolde, og tog ham i munden, indtil han måtte holde i køkkenbordet. Hun ville have ham stille. Ville have, at han ikke sagde *når jeg er væk* med den stemme.

Han kom i munden på hende. Hun slikkede ham ren, rejste sig, og han kyssede hende alligevel, salt og varm.

“Jeg mente det ikke grimt,” sagde han.

“Jeg ved det.”

Mandag gik hun forbi det tomme værelse tre gange. Madrassen bar. Gardinet trukket fra. Det lugtede ikke længere af ham. Det lugtede af hus.

Tirsdag aften tog han hende i badet igen, men det var ikke leg. Han holdt hendes ansigt, mens vandet løb, og skubbede ind i hende udefra, langsomt, med hendes hænder mod fliserne. Hun kom med åbne øjne og vand i ansigtet, og han blev i hende længe efter, som om han kunne udsætte noget ved ikke at trække ud.

Onsdag sagde hun:

“Hvor mange dage?”

“Ti.”

Hun nikkede. Satte kaffen. Hendes hænder var rolige. Indeni var de det ikke.

“Så har vi ti.”

De brugte dem.

Ikke som en ferie. Som mennesker, der vidste, at sengen havde en udløbsdato. Han kom hjem tidligere. Hun lavede mad uden at spørge, om han spiste ude. Om aftenen gik de i seng, før det var sent, ikke for at sove.

Torsdag nat lå hun over ham og lod ham styre hendes hofter. Hun kiggede ned på ham og tænkte på den første aften ved køkkenbordet, på ordet *Eva*, på at hun havde rystet på hænderne, da hun knappe blusen op. Nu rystede hun ikke. Hun var bare våd og åben og bange på en anden måde.

“Sig det,” sagde hun.

“Hvad?”

“Det du sagde den første aften.”

Han holdt hende stille, dybt i hende.

“Jeg ser ikke min værtinde. Jeg ser dig.”

Hun kom omkring ham. Ikke voldsomt. Bare helt. Han fulgte med, stødte op, kom i hende, og hun blev siddende, til det løb ud mellem dem og ned på hans mave.

Fredag pakkede han den sidste kasse.

Hun stod i dørkarmen og kiggede på rummet. Det var blevet et gæsteværelse igen. En seng. En tom reol. Et hus, der kunne lejes ud til en fremmed.

“Jeg hader det,” sagde hun.

“Jeg også.”

De gik ned. De spiste næsten ingenting. Han vaskede op. Hun tørrede. Deres hænder mødtes i det våde, og hun holdt fast et sekund for længe.

I sengen den aften var det ikke hurtigt. Han kyssede hende overalt. Skuldrene. Brysterne. Maven, hun stadig nogle gange ville skjule. Indersiden af lårene. Han slikkede hende, til hun kom første gang, og så skubbede han ind og blev der, bevægede sig i lange, dybe stød, mens hun holdt om hans ryg og sagde hans navn imod hans mund.

Hun kom igen. Han kom i hende og blev liggende, tung, varm, hendes.

“Otte dage,” hviskede hun i mørket.

“Otte,” sagde han.

Hun lagde hans hånd mellem sine bryster, hvor hjertet slog for hurtigt, og tænkte på, at hun havde bedt om ikke at få et pænt farvel. At hun stadig mente det. Og at otte dage alligevel føltes som tyveri.

Næste morgen talte de næsten ikke.

Ikke fordi der var noget galt. Fordi otte dage gjorde munden unødvendig. Han drak kaffe. Hun smurte brød. Hans knæ rørte hendes under bordet, og ingen af dem flyttede det.

Han gik. Hun stod i gangen, efter døren var lukket, og kiggede på hans sko, der stadig stod der. To par. Som om han ikke var ved at forsvinde.

Hun tog kontrakten op af skuffen. Tre måneder. Datoen stod der i hendes egen håndskrift. Hun havde skrevet den, før hun vidste, hvordan hans mund smagte. Før hun vidste, at hun kunne komme i sit eget køkken med trusserne om anklerne.

Hun lagde den tilbage.

Om aftenen kom han hjem med en papkasse under armen. De sidste ting fra arbejdet. En oplader. En krus, nogen havde givet ham. Han satte kassen i gangen, og hun hadede den med det samme.

“Den skal ikke stå der,” sagde hun.

Han flyttede den op. Det tomme værelse slugte den uden lyd.

De spiste. Han fortalte, at hans næste opgave lå i en anden by. Ikke langt. Ikke tæt nok. Hun nikkede, som om det var vejr.

I sengen tog hun tøjet af ham uden at slukke lyset. Hun ville se ham. Hun kyssede hans bryst, hans mave, indersiden af lårene, tog ham i munden, indtil han var våd og stiv, og så lagde hun sig på ryggen og trak ham ned mellem sine ben.

“Ikke stille,” sagde hun. “Ikke i aften.”

Han skubbede ind og gav hende det, hun bad om. Hårdere. Dybere. Sengen slog. Hun holdt om hans røv og kom med en lyd, der var for stor til huset, og han stoppede ikke. Han kneppede hende gennem det, til hun blev for følsom og alligevel ikke sagde stop, og så kom han i hende med ansigtet i hendes hals.

Bagefter lå hun og mærkede pulsen mellem benene.

“Syv,” sagde hun.

Han kyssede hendes skulder. “Syv.”

Lørdag gik de ikke ud. Det var deres sidste hele weekend. Hun tænkte det, uden at sige det. De lå i sofaen det meste af formiddagen. Hans hånd under hendes trøje, ikke engang for at tage den af, bare for at have huden.

Da hun rejste sig for kaffe, fulgte han efter og tog hende stående ved køkkenvinduet, med gardinet kun halvt for. Hendes hænder på karmen. Hans mund i hendes nakke. Hun kunne se hækken. Hun kom alligevel, bidende i sin egen overarm, og han kom kort efter, holdt hende oppe, da knæene svigtede.

“Nogen kunne have set det,” sagde hun.

“Jeg ved det.”

Hun vendte sig og kiggede på ham. “Du vil gerne, at de gør.”

Han tøvede. “Jeg vil gerne, at det ikke kun findes herinde.”

Hun slugte. “Det gør det.”

Søndag skændtes de.

Det begyndte med ingenting. En kop, der stod fremme. Hun sagde, at han kunne rydde op efter sig selv, hvis han alligevel pakkede. Det kom ud skarpere, end hun havde ment.

“Jeg rydder op,” sagde han.

“Du efterlader dig alligevel.”

Han satte koppen hårdt. “Sig det, du mener.”

“Jeg mener, at du kan tage din kasse og din pik og din måde at sige mit navn på, og så er huset mit igen. Og jeg skal sidde her og vaske en hættetrøje, jeg ikke burde have beholdt.”

Han kiggede på hende længe.

“Vil du have, jeg tager den med?”

“Nej.”

“Vil du have, jeg bliver?”

Hun åbnede munden. Lukke den. Øjnene blev varme, og hun hadede det.

“Du kan ikke. Du har et arbejde. Du er 24. Det her var aldrig—”

“Jo,” sagde han. “Det var. Ikke for evigt. Men det var.”

Hun vendte sig væk. Han kom bag hende. Rørte hende ikke.

“Jeg går, fordi aftalen var tre måneder. Ikke fordi jeg er færdig med at kigge på dig.”

Hun lo, kort, grimt. “Det er en pæn sætning.”

“Den er sand.”

Hun stod stille, til hun kunne trække vejret ordentligt. Så vendte hun sig og trak ham ind. Kysset var hårdt. Tænder. Hun fik hans T-shirt af i gangen, hans bukser ned ved soveværelsesdøren, og hun skubbede ham ned på sengen og satte sig på ham, som om skænderiet stadig sad i kroppen.

Hun red ham uden at være sød. Han lod hende. Hans hænder på hendes bryster, hendes hofter, hendes røv. Hun kom siddende med hovedet tilbage, og han vendte hende om, tog hende bagfra, indtil han kom i hende med et stød, der fik hende til at klynke ind i dynen.

De lå med ryggen mod hinanden et øjeblik. Så vendte han sig og trak hende ind.

“Fem,” sagde han stille.

Hun nikkede mod hans bryst.

Mandag og tirsdag gik som arbejde og mørke og ham i hende, før de sov. Hun begyndte at lægge mærke til hans ting, som om hun skulle huske dem. Tandbørsten. Måden han lagde bælte. Lugten i puden.

Onsdag aften stod hun i det tomme værelse igen. Han fandt hende der.

“Du skal ikke sove her,” sagde hun.

“Det har jeg ikke tænkt.”

Hun kiggede på den bare madras. “Den første uge lå du her og var en fremmed. Nu er rummet mere fremmed end du.”

Han tog hendes hånd. Førte hende ned. I sengen tog han hende langsomt, med lyset tændt, med hendes ben om hans ryg, og hun kiggede på ham hele tiden, som om hun kunne gemme ansigtet, hvis hun bare ikke blinkede.

“Tre,” hviskede hun, da han kom i hende.

Han blev liggende.

“Tre,” sagde han.

Udenfor blæste det i hækken. Huset holdt på varmen. Hans tandbørste stod der stadig ved siden af hendes, og hun vidste, at den om tre dage ville være væk, og at hun alligevel ville kigge på det tomme glas.

Torsdag var der to.

Hun gik omkring i huset og rørte ved ting, som om de kunne ændre datoen. Hans glas i badeværelset. Hættetrøjen. Den tomme skuffe ovenpå, hun alligevel åbnede.

Han kom hjem og fandt hende der igen.

“Du skal holde op med at gå derop,” sagde han.

“Det er mit hus.”

“Jeg ved det. Alligevel.”

Hun lod ham trække sig med ned. De spiste stående i køkkenet. Brød. Ost. Ingenting, der krævede tid. Bagefter tog han hende på stolen, hendes nederdel oppe, hans bukser åbne, og hun holdt om hans nakke og kiggede ham i øjnene, mens hun sank ned.

“To,” sagde hun, da han var i hende.

Han nikkede. Bevægede hende. Langsomt først. Så dybere. Stolen skrabede. Hun kom med panden mod hans, og han holdt hende nede og kom i hende, som han havde gjort næsten fra den første aften.

De gik i bad. De gik i seng. Hun lagde sig med ryggen mod ham, hans pik blød mellem hendes balder, hans hånd på hendes mave, og hun sov alligevel.

Fredag var der én.

Hun sagde det ikke, da han gik. Hun sagde det, da han kom hjem. Han stod i gangen med nøglerne, og hun sagde:

“I morgen.”

“Ja.”

Hun nikkede, som om det var en tid. Så gik hun ind i soveværelset og begyndte at tage tøj af, før han havde fået jakken af. Han fulgte efter.

Det blev ikke én gang.

Først i sengen, med lyset tændt, hendes ben åbne, hans mund mellem dem, til hun kom første gang med hænderne i hans hår. Så ham i hende, dybt, fast, indtil hun kom igen og bad ham om at blive ved. Han gjorde. Hun var øm og våd og klistret, og hun ville have det alligevel.

De lå stille et kvarter. Drak vand. Hans hånd mellem hendes bryster.

Så tog hun ham i munden, langsomt, indtil han var hård igen, og satte sig over ham vendt imod ham.

“Se på mig,” sagde hun. “Ikke på uret. Ikke på kassen. På mig.”

“Eva.”

Hun red ham. Hun ville mærke hvert stød. Hun talte ikke grimt. Hun sagde bare hans navn og sit eget, som om hun skulle holde fast i det. Han kom i hende med hænderne hårdt om hendes hofter, og hun blev siddende, til han blev blød, og det løb ud af hende og ned på ham.

Om natten vågnede hun.

Det var mørkt. Han sov. Hun kunne høre blæsten. Hun kunne mærke, at i morgen stod kufferten ved døren.

Hun vækkede ham ikke med munden. Hun vækkede ham med ansigtet tæt på hans.

“Jeg vil have det, jeg sagde,” hviskede hun. “Ikke pænt. Ikke i gangen. Nu.”

Han var vågen med det samme. Han kyssede hende. Vendte hende om. Skubbede ind bagfra, dybt, og tog hende i mørket, til sengen ramte væggen, og hun kom med ansigtet i puden og hans hånd mellem hendes ben. Han kom i hende igen, stødte igennem, blev der.

De faldt hen.

Lørdag morgen lå kufferten i gangen.

Hun så den, da hun kom ud for at lave kaffe. Sort. Lukket. Som en fremmed i huset.

Han stod i køkkenet i T-shirt og bukser. Ikke den nøgne mund af de andre morgener. Allerede på vej ud af noget.

Hun hældte kaffe op. Satte en kop til ham. Hendes hænder var rolige. Stemmen var det ikke helt.

“Hvornår kører du?”

“Om en time.”

En time.

Hun nikkede. Drak. Kiggede på ham over koppen, som hun havde gjort den første morgen efter den første nat.

“Så kom,” sagde hun.

Hun gik ind i soveværelset. Han fulgte efter. Hun trak trøjen af. BH’en. Bukserne. Hun lagde sig på sengen, som hun var, og spredte benene.

“Nu,” sagde hun. “Til jeg ikke kan tænke på kufferten.”

Han fik tøjet af. Lagde sig over hende. Skubbede ind i ét stød, fordi hun allerede var våd af natten, af ugen, af ham. Hun greb hans ryg. Han kneppede hende uden at spare. Ikke groft for at være grov. Bare uden den forsigtighed, der ellers havde ligget i ham den første aften.

Hun kom hurtigt. For hurtigt. Hun rystede og holdt fast og sagde:

“Igen. Bliv.”

Han blev. Trak næsten ud. Skubbede ind. Hendes ben op. Hans mund på hendes bryst. Hun kom igen, svagere, med en lyd, der var tæt på gråd, og han kyssede hende gennem det og stødte hurtigere.

“Eva—”

“Kom i mig.”

Han gjorde. Dybt. Varmt. Hun mærkede det og holdt om ham, som om hun kunne holde timeglasset med hænderne om hans ryg.

De lå stille. Hans hjerte. Hendes.

Så gled han ud. Hun mærkede det løbe. Hun rejste sig alligevel. Gik ud i gangen nøgen, hentede ikke slåkjole. Kiggede på kufferten.

Han kom efter hende. Tog hende der, stående, med ryggen mod væggen ved knagerne, ét ben om hans hofte, og hun lod ham, fordi hun havde bedt om ikke at få et håndtryk, og fordi kufferten stod en meter fra dem.

Det var kort. Råt. Hun kom ikke. Han kom næsten, trak ud, skubbede ind igen, og hun hviskede hans navn imod hans mund, til han tømte sig i hende sidste gang i gangen, hvor det hele var begyndt med nøgler og husregler.

Han holdt hende, til benene bar.

Så gik de ind og tog tøj på uden at tale.

Han stod med jakken. Hun stod i trøje og jeans, stadig klistret mellem lårene, håret i uorden.

“Jeg ser dig,” sagde han. “Ikke en værtinde. Dig.”

Hun nikkede. Øjnene var våde, men hun græd ikke ud.

“Kør,” sagde hun.

Han kyssede hende. Ikke kort. Ikke langt nok. Så tog han kufferten og gik.

Døren lukkede.

Huset blev stille på den gamle måde. Kaffen stod. Hans glas i badeværelset var væk. Hættetrøjen hang over stolen.

Eva satte sig ved køkkenbordet. Mærkede ham stadig i sig. Mærkede rummet ovenpå, tomt. Mærkede sit eget navn i munden, som om han havde efterladt det.

Hun drak den lunkne kaffe. Satte koppen. Rejste sig og begyndte at vaske op.

Ikke fordi ingenting var sket.

Fordi det var sket.

Og fordi hun stadig var Eva.