Oliver havde siddet med computeren, indtil skærmen var det eneste lys i stuen. Projektet skulle videre, men brændeovnen var ved at dø ud, og de sidste stykker træ i kurven var for små. Han var på vej ud efter mere, da der blev banket på døren.

Kirsten stod på trappen med en flettet kurv. Jakken var lynlåsset halvt op, håret samlet i en løs knold, hvor det mørkeblonde var blandet med gråt. Hun så ikke ud, som om hun havde pyntet sig. Bare som om hun havde tænkt på, at han nok frøs.

«Jeg havde noget tørt birk liggende,» sagde hun. «Det bliver koldt i nat.»

«Du redder mig.» Han tog kurven. Den var tungere, end hun lod den se ud. «Kom indenfor. Jeg skylder dig i hvert fald et glas.»

Hun kiggede et øjeblik ind i det lille rum, som om hun overvejede, om det var klogt. Så trådte hun ind og lukkede døren bag sig.

Han lagde træ i ovnen, mens hun hang jakken over en stol. Blusen sad løst. Nederdelen stoppede over knæene. Hun havde de slags ben, man ikke lagde mærke til på afstand og så pludselig ikke kunne lade være med at se på.

«Rød eller hvid?» spurgte han.

«Rød, hvis du har.»

Han fandt en flaske, han alligevel ikke skulle drikke alene, og to glas, der ikke passede sammen. Hun satte sig i sofaen. Han satte sig i den anden ende, tættere på, end han behøvede.

«Arbejder du hele aftenen?» spurgte hun.

«Det var planen. Så kom du.»

Hun smilede skævt. «Det er bare brænde, Oliver.»

«Det er også selskab.» Han skænkede. «Og du bor lige ved siden af. Jeg så dig, da jeg hentede nøglen. Du stod ude ved hækken og talte i telefon. Jeg tænkte, at du så godt ud.»

Hun holdt glasset stille.

«Du er 25.»

«Ja.»

«Og du siger sådan noget til en kvinde på min alder, første aften?»

«Jeg siger det, fordi det er rigtigt.» Han drak ikke. Han kiggede på hende. «Jeg havde ikke forventet, at husejeren så sådan ud.»

Kirsten lo lavt, men det var ikke et afvisende grin. Mere et, der skulle købe hende tid.

«De fleste mænd på din alder kigger den anden vej, når de ser en kvinde med gråt i håret.»

«Så er de fleste mænd på min alder dumme.»

Hun satte glasset på bordet. Ilden tog fat. Lyset lå i hendes ansigt, i linjerne ved øjnene, i munden.

«Du er meget direkte.»

«Det sagde du allerede med øjnene, da jeg åbnede døren. Du blev bare ikke færdig med sætningen.»

«Pas på, du ikke tror for meget.»

«Jeg tror ikke noget. Jeg kan se, at du ikke er gået endnu.»

Hun rystede på hovedet, men hun smilede. «Du har lejet huset for at arbejde. Ikke for at…»

«For at sidde alene og lade som om jeg ikke har lagt mærke til dig? Det gider jeg ikke.» Han lænede sig frem. «Jeg synes, du er smuk. Ikke på en høflig måde. På en måde, der gør, at jeg sidder her og tænker på, hvordan du ser ud uden den bluse.»

Kirsten trak vejret ind. For et øjeblik så hun ud, som om hun ville rejse sig. Hun gjorde det ikke.

«Du kan ikke sige sådan noget.»

«Jo. Det kan jeg. Spørgsmålet er, om du vil have, at jeg stopper.»

Hun drak. Hånden var stabil, men halsen bevægede sig.

«Jeg er tres, Oliver.»

«Jeg ved det. Jeg lejede huset af dig. Jeg har set kontrakten. Jeg har også set dig.»

«Og hvad så? Du vil i seng med din udlejer, fordi hun kom med brænde?»

«Jeg vil i seng med dig, fordi jeg har siddet og kigget på din mund, siden du trådte ind. Brændet var en undskyldning. Den her vin er en bedre.»

Hun kiggede på ham længe. Ilden knitrede. Udenfor var der helt stille, som der kun er ude på landet, når vinden ligger stille mellem træerne.

«Du er ikke genert,» sagde hun.

«Ikke over det her.»

«Og hvis jeg siger, at det er en dårlig idé?»

«Så går du. Eller jeg holder kæft. Men du sidder stadig her.»

Kirsten satte glasset fra sig igen. Hun strøg en løs hårstreng bag øret. Bevægelsen var lille, men han så den.

«Jeg havde forventet smalltalk. Vejret. Om huset trækker. Om du har fundet stikkontakterne.»

«Huset er fint. Du er bedre.»

«Hold op.»

«Nej.»

Han flyttede sig hen til hende. Ikke hele vejen. Nok til, at hun kunne mærke varmen fra ham. Hun lugtede af træ, vin og noget let parfume, der sad i halsen.

«Hvis jeg kysser dig nu,» sagde han, «så er det ikke, fordi jeg er fuld. Jeg har drukket halvt et glas.»

«Oliver.»

«Sig stop, hvis du vil.»

Hun sagde det ikke.

Han lagde hånden på hendes kind. Huden var varm. Hun lukkede øjnene et sekund, som om hun stadig overvejede at trække sig, og så åbnede hun dem igen og kiggede direkte på ham.

Han kyssede hende.

Det var ikke forsigtigt. Han havde sagt, at han var direkte, og munden fulgte efter. Hun stivnede først, så åbnede hun læberne, og hendes hånd fandt hans trøje, som om hun havde brug for noget at holde i.

Da de slap, var hendes åndedræt ændret.

«Det der,» sagde hun stille, «burde jeg have forhindret.»

«Men du gjorde ikke.»

«Nej.»

Han kyssede hende igen. Denne gang tog hun imod med det samme. Hendes mund var blød og sikker, som om hun godt vidste, hvad hun gjorde, når hun først havde besluttet sig. Han mærkede hendes hånd glide op ad hans bryst. Hans egen hånd fandt hendes talje under blusen. Huden dér var varm og blød.

«Du ryster,» sagde han mod hendes mund.

«Det er ikke af kulde.»

«Godt.»

Han trak hende tættere. Sofaen var for lille til, at det kunne se uskyldigt ud. Hun kom halvt op at sidde over ham, nederdelen strammede over lårene, og han mærkede hendes vægt. Hun var ikke spinkel. Hun var en kvinde, der havde levet i sin krop, og han kunne lide det. Hænderne gled op under blusen ad hendes ryg. Hun sukkede ind i kysset, da hans fingre fandt bh-låsen, men han åbnede den ikke endnu. Han lod dem bare ligge der.

«Du tænker for meget,» mumlede han.

«Jeg tænker på, at jeg bor ved siden af. At du er her en uge. At jeg er gammel nok til at være din…»

«Sig det ikke.» Han kyssede hendes hals. «Jeg er ligeglad med, hvad du er gammel nok til. Jeg kan mærke, at du er våd, allerede inden jeg har rørt dig dernede. Det er det, jeg er interesseret i.»

Hun trak vejret skarpt. «Du kan ikke vide det.»

«Jo. Du klemmer lårene sammen, hver gang jeg gør det her.» Han bed hende let under øret. Hun gjorde det igen.

«Fuck,» hviskede hun, og ordet lød anderledes i hendes mund end i hans.

Han trak blusen op. Hun løftede armene. Bh’en hang løs, og han trak den af og lod den falde. Hendes bryster var tunge, med brune vorter, der allerede var spændte. Han tog det ene i munden uden at spørge. Hun greb ham i håret, ikke for at trække ham væk.

«Oliver…»

Han suttede, bed let, skiftede side, mens hånden gled op ad hendes lår under nederdelen. Hun havde almindelige trusser på. Bomuld. De var allerede fugtige, da hans fingre fandt dem.

Hun spændte, så slap hun.

«Der,» sagde han. «Det var det, jeg mente.»

Han strøg hende udenpå stoffet. Langsomt. Hun bevægede hofterne imod hans hånd, som om hun hadede, at hun gjorde det, og ikke kunne lade være.

«Tag dem af,» sagde han.

Hun kiggede på ham. Ilden lå i hendes øjne nu, blandet med noget, der lignede vantro.

«Du giver ordrer.»

«Jeg siger, hvad jeg vil. Du kan stadig gå.»

Hun rejste sig. For et øjeblik troede han, at hun ville tage jakken. I stedet skubbede hun nederdelen ned og trådte ud af den. Trusserne fulgte med. Hun stod foran sofaen, nøgen fra livet og ned, blusen stadig et sted på gulvet, håret løsere nu.

Hun var blød over maven, mærker på hofterne, mørkt hår mellem benene. Hun forsøgte ikke at skjule det.

«Nå,» sagde hun. «Er det det, du ville se?»

Han lænede sig frem og kyssede hende på maven. Så længere nede. Hun greb hans skulder, da hans mund fandt hende.

«Jesus, Oliver…»

Han spredte hendes lår med hænderne og slikkede hende, som om han havde tænkt på det, siden hun bankede på. Hun smagte af salt og varme. Han holdt hende, da knæene svigtede, og trak hende ned i sofaen igen, denne gang med ryggen mod sædet og ham mellem hendes ben.

Hun lagde hovedet tilbage. Munden åben. Den ene hånd i hans hår, den anden i sofaens stof.

Han arbejdede hende langsomt først, så fastere, da hun begyndte at presse sig op imod ham. To fingre gled ind, mens tungen blev på klitten. Hun var stram og våd, og hun knugede om ham, hver gang han bøjede fingrene.

«Kig på mig,» sagde han.

Hun gjorde det. Det kostede hende noget. Han kunne se det.

«Jeg kommer, hvis du bliver ved sådan.»

«Det er meningen.»

Hun kom med en lyd, hun tydeligvis ikke havde tænkt at lave. Kroppen spændte, lårene rystede om hans hoved, og hun holdt ham fast, mens det gik gennem hende. Han slikkede hende gennem det, indtil hun skubbede svagt til ham.

Han tørrede munden i hånden og kyssede hende. Hun tog imod sin egen smag uden at trække sig.

«Tøjet af,» sagde hun. Stemmen var hæs. «Hvis du skal være så direkte, kan du i det mindste lade mig se dig.»

Han trak trøjen over hovedet. Bukserne og boxershorts fulgte. Han var hård, og han lod hende se det. Hun kiggede uden at lade som om, hun ikke gjorde.

«Kom herhen.»

Han satte sig. Hun tog om ham med hånden, mærkede vægten, strøg langsomt. Tommelfingeren over hovedet, hvor han allerede var våd.

«Du er alvorlig,» sagde hun.

«Jeg har været det, siden du stod i døren.»

Hun bøjede sig ned og tog ham i munden. Ikke forsigtigt, ikke usikkert. Hun vidste, hvordan man gjorde det. Han lagde hovedet tilbage og åndede ud gennem tænderne. Hendes hånd fulgte munden. Hun kiggede op på ham, mens hun gjorde det, og det var det, der næsten fik ham til at miste det.

«Stop,» sagde han. «Jeg vil være i dig.»

Hun slap ham. «Har du noget?»

«I tasken. Vent.»

Han rejste sig, fandt kondomet i toilettasken ved sengen i det lille alkoveværelse, kom tilbage. Hun sad stadig i sofaen, benene slået over hinanden, som om hun ikke var nøgen. Han rullede det på, mens hun så på.

«Her,» sagde hun og trak ham ned.

Hun lå tilbage. Han lagde sig mellem hendes ben og førte sig ind. Hun var våd nok til, at det gled, men stram, og hun åndede ud, da han var helt inde.

De lå stille et sekund.

«Okay?» spurgte han.

«Bevæg dig.»

Han gjorde det. Først lange, dybe stød, så hårdere, da hun begyndte at møde ham. Sofaen knirkede. Hendes ben sluttede om hans ryg. Han kyssede hende mellem stødene, så hendes hals, så hendes bryst. Hun gravede negle i hans skulder.

«Du er så våd,» sagde han mod hendes øre. «Har du tænkt på det her, inden du gik over med det brænde?»

«Hold kæft.»

«Det har du.»

«Oliver…»

Han greb hendes hofte og ændrede vinklen. Hun gav en lyd fra sig, der ikke var protest. Han blev ved dér. Hånden mellem dem, tommelfingeren på klitten, i takt med stødene.

«Kom igen,» sagde han.

«Jeg kan ikke bare…»

«Jo. Du kan.»

Hun kom med ansigtet vendt ind mod hans hals, som om hun ikke ville have, at han så det. Kroppen trak sig sammen om ham, og det sendte ham med. Han stødte ind i hende, hårdt, et par gange mere, og så lå han tungt ovenpå hende, åndedrættet i hendes hår.

Ilden var sunket. Sofaen var for smal. Hendes hånd strøg langsomt ned ad hans ryg, som om hun stadig ikke helt troede på, at hun gjorde det.

«Du er vanvittig,» sagde hun stille.

«Du kom to gange. Så er jeg åbenbart ikke den eneste.»

Hun lo, træt og afvæbnende. «Du er umulig.»

Han trak sig ud, ordnede kondomet, og satte sig ved hendes ben. Hun blev liggende et øjeblik, nøgen, med det ene ben slået over kanten. Så satte hun sig op og fandt sin bluse på gulvet, uden at tage den på.

«Jeg burde gå.»

«Du burde blive.»

Hun kiggede på ham. «En uge, Oliver. Du skal arbejde. Jeg bor ved siden af. Det her er…»

«Det her er det, vi begge to ville, da du satte dig med det glas.» Han rørte hendes knæ. «Jeg er ikke færdig med at kigge på dig. Og du er ikke færdig med at lade som om, du kom herhen for brændets skyld.»

Kirsten sukkede, men hun smilede. «Du er værre, end jeg troede.»

«Bliv. I nat. Så kan du fortryde i morgen, hvis du insisterer.»

Hun kiggede mod døren. Så på ham. Så på det lille alkoveværelse, hvor sengen næsten fyldte det hele.

«En nat,» sagde hun. «Ikke fordi du bestemmer. Fordi jeg ikke har lyst til at gå hen over græsplænen med dine fingre stadig i hovedet.»

«Fair.»

Hun rejste sig. Han fulgte efter. I det lille soveværelse var der knap plads til dem begge, og det gjorde det kun tættere. Hun kravlede ind under dynen først. Han lagde sig ind til hende, brystet mod hendes ryg, hånden på hendes mave.

Hun var stille et stykke tid.

«Du mente det,» sagde hun. «Det med, at du synes, jeg er smuk.»

«Jeg mente det hele.»

Hun vendte sig om imod ham. I mørket var hendes ansigt tæt på hans.

«Så vis det igen,» sagde hun. «Før jeg begynder at tænke.»

Han kyssede hende. Langsommere denne gang. Hånden fandt hendes bryst, maven, ned mellem benene, hvor hun stadig var våd. Hun åbnede lårene for ham uden kommentar.

Han gjorde hende klar med fingrene, indtil hun begyndte at bevæge sig igen, utålmodigt. Hun fandt selv et kondom i den skuffe, han havde åbnet før – hun kendte sit eget hus – og rullede det på ham.

Hun satte sig over ham.

Det var hende, der styrede nu. Langsomt ned, indtil han var helt inde, hænderne på hans bryst. Hun bevægede sig i en rytme, der passede hende, hofterne rullende, brysterne tunge foran ham. Han holdt om hendes lænd og lod hende.

«Sådan,» pustede hun. «Bliv bare liggende.»

Han gjorde, som hun sagde. Så hende. Den løse knold var gået i opløsning. Håret faldt frem. Hun bed sig i læben, da hun fandt den vinkel, hun ville have, og så blev hun ved, indtil hendes lår rystede.

Hun kom stille, med panden mod hans. Han holdt hende, mens han stødte op i hende de sidste gange og kom selv, klamrende om hendes hofter.

Bagefter faldt hun ned ved siden af ham. Huden var fugtig. Åndedrættet faldt til ro.

«En nat,» gentog hun, mere for sig selv end for ham.

Han strøg hende over ryggen. «Sov først. Så kan vi skændes om det i morgen.»

Hun mumlede noget, der kunne have været et ja. Ilden ude i stuen var næsten slukket. Sommerhuset lå stille. Kirsten lå med ryggen mod ham, hans hånd under hendes bryst, og hun gik ingen steder.

Hun sov ikke med det samme. Han kunne mærke det på åndedrættet, på den måde hendes ryg stadig var spændt imod hans bryst.

«Du tænker,» sagde han ind i hendes hår.

«Det er det, jeg gør, når jeg ligger i en lejers seng.»

«I min seng. Du ejer huset. Teknisk set er det stadig dit.»

Hun pustede noget, der lignede en latter. «Det gør det ikke bedre.»

Hans tommelfinger strøg langsomt under hendes bryst. Ikke for at starte noget. Bare fordi hun var der.

«Hvad tænker du på?»

«At jeg gik over med brænde. At jeg drak et glas. At jeg nu ligger her uden tøj, og at jeg kom, mens du kiggede på mig.» Hun holdt en pause. «Og at jeg ikke har lyst til at flytte din hånd.»

«Så lad den ligge.»

«Du gør det svært at fortryde.»

«Godt.»

Hun vendte sig om imod ham. I mørket var der kun omridset af hans ansigt, varmen fra ham, duften af sex og røg fra brændeovnen, der stadig hang i huset.

«Da du hentede nøglen,» sagde hun, «stod jeg ikke bare og talte i telefon.»

«Jeg ved det.»

«Du ved det ikke.»

«Jeg så, at du kiggede, da jeg bar tasken ind. Du blev ved, efter du havde lagt røret på.»

Kirsten var stille. Så sagde hun: «Du er værre, end du ser ud til.»

«Du kom alligevel.»

«Jeg kom med brænde.»

«Du tog nederdel på.»

Hun åbnede munden, lukkede den igen. «Det er en nederdel. Jeg går med nederdel.»

«Ikke da jeg så dig ved hækken. Der havde du bukser på.»

Hun slog ham let på brystet. «Hold kæft.»

Han fangede hendes hånd og kyssede håndfladen. «Du havde tænkt på det. Ikke så konkret som det her. Men nok til at skifte tøj, inden du gik over.»

«Oliver.»

«Sig det.»

Hun trak vejret. «Jeg tænkte, at du var for ung, og at jeg var latterlig, og at jeg alligevel ikke kunne lade være med at se, hvordan du så ud under t-shirten.»

«Sådan.»

Han trak hende ind. Kysset var langsommere end ude i sofaen, men ikke blødere. Hun gled et ben in over hans hofte. Han var allerede ved at blive hård igen imod hendes mave.

«Du kan ikke være seriøs,» mumlede hun.

«Jeg sagde, jeg ikke var færdig med at kigge på dig.»

Hun strøg ned mellem dem og tog om ham. «Du kigger ikke. Du er ved at være klar igen.»

«Det også.»

Hun bevægede hånden langsomt. Han åndede ud mod hendes mund. I den lille alkove var der ikke plads til at lade som om, det her var tilfældigt. Hendes bryster imod hans bryst. Hendes lår om hans. Huset så stille, at man kunne høre dynen, hver gang hun strøg.

«Jeg vil have dig bagfra,» sagde han.

Hun holdt inde. «Selvfølgelig vil du det.»

«Ikke fordi jeg ikke vil se dig. Fordi jeg vil holde om dine hofter og mærke den røv, jeg har kigget på, siden du hang jakken over stolen.»

«Du er uhøflig.»

«Du er våd igen.» Hans fingre var allerede mellem hendes ben. Hun spændte, så åbnede hun dem.

«Kondom,» sagde hun. «Skuffen.»

Han fandt et. Hun vendte sig om, knæede op i den smalle seng, albuerne i puden. Han strøg hende først over ryggen, ned over lænden, over ballerne. Hun var blød der også, og han spredte hende med tommelfingrene og så på hende i det svage lys fra stuen.

«Oliver, lad være med at stirre.»

«Jo.»

Han førte sig ind. Hun åndede ud i puden, en dyb lyd, da han gled i til bunds. Han holdt om hendes hofter, præcis som han havde sagt, og begyndte at støde. Sengen ramte væggen i en langsom, fast rytme.

Hun skubbede sig tilbage imod ham. Han bøjede sig ind over hende, en hånd under hende, om hendes bryst, den anden ned mellem hendes ben. Hun var våd om hans fingre og om ham på samme tid.

«Sådan,» pustede hun. «Der.»

Han ramte det sted, hun mente, og blev ved. Hendes hoved var vendt til siden. Munden åben. Han kunne se hendes ansigt i profil, de linjer, hun havde prøvet at gøre til et argument imod det her, og som han ikke gav en skid for.

«Du tager mig så godt,» sagde han. «Tres og gennemblødt i min seng. Det var det, du gik over med brænde for.»

«Fuck dig.»

«Det er det, du gør.»

Hun lo, kort og brudt, og så var der ikke mere latter. Hun knugede om ham, kom med puden imod kinden, og han holdt hende, mens hun rystede. Han stødte sig igennem det, hårdere, indtil han selv kom, klamrende om hendes hofter, panden mod hendes ryg.

De faldt sammen i den for lille seng. Han trak sig ud. Hun lå fladt på maven et øjeblik, så drejede hun hovedet og kiggede på ham.

«Du taler for meget under det.»

«Du kommer, når jeg gør det.»

«Det er ikke et argument.»

«Jo.»

Hun rullede om på siden. Han lå og kiggede på hende. Sved i halsgropen. Håret ødelagt. Læberne mørkere.

«Hvad med dit projekt?» spurgte hun.

«Det står der i morgen.»

«Du lejede huset for at arbejde.»

«Jeg lejede huset. Så kom du ind ad døren. Prioriteringen er ret klar.»

Hun rystede på hovedet, men hånden lå på hans mave. «En nat, sagde jeg.»

«Jeg hørte det.»

«Du respekterer det ikke.»

«Jeg respekterer, at du sagde det. Jeg tror bare ikke på det.»

Hun lukkede øjnene. «Sov.»

Han sov næsten. Så mærkede han hendes mund. Hun var kravlet ned under dynen, uden at sige noget, og tog ham mellem læberne, mens han stadig var blød. Han vågnede færdigt med en lyd, han ikke nåede at holde tilbage.

«Kirsten.»

Hun svarede ikke. Hun arbejdede ham i munden, langsomt, indtil han blev hård igen, og så blev hun ved, hånden om det, hun ikke kunne tage. Han fandt hendes hår, ikke for at styre, bare for at have fat.

«Jeg kommer, hvis du…»

Hun stoppede ikke. Han advarede hende igen, og hun tog imod det, slubrede ham i sig, mens han stødte op i munden på hende og kom med tænderne i læben.

Hun kravlede op igen, tørrede munden i håndryggen, og lagde sig ind til ham, som om det var det mest naturlige i verden.

«Nu kan du sove,» sagde hun.

«Du er ikke den kvinde, du lod som om, du var, da du stod med den kurv.»

«Jo. Det er jeg også.» Hun gned næsen mod hans skulder. «Jeg er bare også det her. Når nogen er direkte nok til at sige det højt.»

Han strøg hende over ryggen, ned til lænden, og lod hånden blive der.

Udenfor var der stadig ingen vind. Brændeovnen ude i stuen var gået ud. I alkoven var der kun dynen, hendes lår over hans, og den slags stilhed, der kommer, når kroppen er brugt færdig for en stund.

Hun faldt i søvn først. Munden lidt åben. Hånden stadig på hans mave, som om hun i søvne ville sikre sig, at han ikke var gået nogen steder.

Han lå vågen et par minutter endnu og kiggede på hende. Tres. Naboen. Kvinden med brændet.

Så lukkede han øjnene.

Han vågnede, fordi lyset havde ændret sig. Det grå morgenskær lå ind gennem det lille vindue i alkoven og gjorde det umuligt at lade som om, det stadig var i går.

Kirsten sad på sengekanten med ryggen til ham. Hun havde fundet blusen. Den sad løst, u primet, og håret var samlet med hænderne i en knold, der ikke holdt. Nederdelen lå stadig ude i stuen.

«Du er vågen,» sagde han.

«Jeg har været det et stykke tid.» Hun kiggede ikke om. «Jeg skulle være gået, inden det blev lyst.»

«Men du sidder her.»

«Fordi mine trusser ligger ved brændeovnen, og fordi jeg ikke kunne finde mine sko uden at vække dig. Det er ikke det samme som at blive.»

Han satte sig op. Dynen gled ned. Hun kiggede alligevel, kort, som om hun ikke kunne lade være, og så væk igen.

«Fortryder du?» spurgte han.

Hun pustede ud. «Jeg fortryder, at det var så nemt. Jeg fortryder ikke, at jeg kom.»

«Så kig på mig.»

Hun gjorde det. I dagslyset var hun ældre, tydeligere, uden ildens sløring. Linjerne ved munden. Det grå i håret. Huden på halsen. Han syntes stadig, hun var smuk, og han sagde det ikke som kompliment. Han sagde det, som man siger noget, der bare er sandt.

«Du ser ud, som om du har været i seng med mig,» sagde han.

«Det har jeg også.»

«Det klæder dig.»

Hun rystede på hovedet, men smilede. «Du er stadig direkte. Jeg havde håbet, det var vinen.»

«Det var ikke vinen.»

Han strakte hånden ud og rørte hendes ryg gennem blusen. Hun spændte ikke. Hun lænede sig en millimeter ind i det.

«Kirsten. Kom herhen.»

«Hvis jeg gør det, går jeg ikke om fem minutter.»

«Du skulle alligevel ikke gå om fem minutter.»

Hun vendte sig. Kiggede på ham i den smalle seng, på hans mund, på det faktum, at han ikke gemte sig under dynen.

«Du skal arbejde,» sagde hun.

«Senere.»

«Jeg bor ved siden af.»

«Jeg ved det. Jeg kan se dit hus fra køkkenvinduet.»

«Det er præcis derfor, det her er dumt.»

«Så vær dum en gang til.»

Hun lukkede øjnene et sekund. Så kravlede hun ind til ham igen, blusen stadig på, og kyssede ham. Morgenskysset var langsommere, tørrere, mere vågent. Hun smagte af søvn og af ham.

Han trak blusen op. Hun løftede armene, som hun havde gjort i sofaen, men nu kunne han se hende ordentligt. Brysterne tunge i det kolde morgenlys. Maven blød, da han lagde hånden der. Hun lod ham kigge.

«Sig ikke noget med tres,» mumlede hun.

«Jeg tænker ikke på tal, når du sidder sådan.»

Han tog hende i munden. Hun lagde hovedet tilbage og åndede ud, mens hans hånd gled ned mellem hendes ben. Hun var allerede våd. Ikke som i går aftes, men nok. Han strøg hende, langsomt, indtil hun begyndte at bevæge hofterne imod hans fingre.

«Jeg hader, at du har ret,» hviskede hun.

«Om hvad?»

«Om at jeg ikke var færdig.»

Han lagde hende på ryggen. Hun spredte benene uden at blive bedt om det. Han fandt kondomet, rullede det på, og gled ind i hende, mens de kiggede på hinanden. Det var tættere end i nat. Langsommere. Sengen knirkede alligevel.

Hun slog benene om ham. Hænderne i hans hår, på hans nakke, ned ad ryggen. Hver gang han stødte til bunds, kom der en lille lyd ud af hende, som hun ikke længere prøvede at holde tilbage.

«Kig på mig, når du kommer,» sagde han.

«Du kan ikke bare…»

«Jo.»

Han tog hendes hånd og førte den ned mellem dem. Hendes egne fingre på klitten, hans stød i hende. Hun bed sig i læben, øjnene halvåbne, og så kom hun med blikket i hans, munden åben, kroppen stram om ham.

Han fulgte med kort efter, panden mod hendes, et sidste hårdt stød, og så lå de stille, mens åndedrættet faldt.

Udenfor begyndte en solsort. Huset var koldt nu. Brændeovnen havde været slukket i timer.

Hun strøg ham over kinden med tommelfingeren, et øjeblik blødere, end hun havde været hele natten.

«Nu går jeg,» sagde hun.

«Jeg ved det.»

Han trak sig ud. Hun sad op, fandt blusen, og gik ud i stuen barfodet. Han hørte hende samle tøjet op. Nederdel. Trusser. Sko.

Han kom efter hende i boxershorts. Hun stod ved døren med jakken i hånden, håret stadig umuligt, munden rød.

«Tak for brændet,» sagde han.

Hun lo, lavt og rigtigt. «Du er et røvhul.»

«Du kan komme med mere i aften. Hvis ovnen dør igen.»

Hun tog jakken på. Lynlåsen halvt op, som i går. «Jeg sagde en nat.»

«Jeg hørte det. Jeg tror stadig ikke på det.»

Hun tog i dørhåndtaget. Holdt inde.

«Oliver. Jeg er tres. Du er her en uge. Hvis vi gør det her igen, bliver det ikke bare sex i en sofa.»

«Det var det heller ikke i nat.»

Hun kiggede på ham. Så nikkede hun, næsten usynligt, som om hun gav ham det.

«Der ligger tørt birk i skuret ved mit hus,» sagde hun. «Hvis du løber tør.»

«Så kommer jeg over og henter det.»

«Gør du det, så banker du. Og så tager du ikke nogen af de der sætninger med, medmindre du mener dem.»

«Jeg mente dem alle sammen.»

Hun åbnede døren. Den kolde morgenluft strøg ind. Græsset mellem husene var vådt. Hun gik ud på trappen, vendte sig en sidste gang og kiggede på ham, som hun havde gjort ved hækken den dag, han hentede nøglen. Bare uden telefon. Og uden at lade som om.

«Arbejd,» sagde hun. «Ellers har du spildt huslejen.»

«Jeg starter, når jeg ikke længere kan se dig.»

Hun rystede på hovedet, smilede skævt, og gik hen over plænen. Nederdelen, de bare ben, jakken. Hun kiggede ikke tilbage, før hun var ved sin egen dør. Så gjorde hun det alligevel.

Oliver stod i døråbningen, indtil hun var inde.

Så lukkede han. Tændte for computeren. Skærmen lyste op i det kolde rum. Projektet lå der, urørt, præcis som i går aftes.

Han skrev tre linjer. Slettede dem.

Gennem køkkenvinduet kunne han se røgen begynde at stige fra hendes skorsten.

Han smilede, tog en trøje på og gik ud efter mere træ. Ikke i hendes skur. Endnu.

Men ovnen ville dø igen. Det vidste de begge to.