Julie sad med benene oppe i Louises sofa, da dørklokken ringede. Hun havde en flaske rødvin stående på bordet og var i shorts og en løs t-shirt. Hun havde ikke forventet gæster.
Louise kom ud fra soveværelset med jakke på.
«Det er sikkert Christian. Han skulle bare aflevere den boremaskine, han lånte. Jeg er allerede for sent på den.»
Julie rettede sig op. Christian. Louises storebror. Navnet ramte hende stadig, selv efter alle de år.
«Du tager i biografen, ikke?»
«Ja, med Line. Bliv du bare. Der er mere vin. Og sig til ham, at han ikke behøver at stikke af med det samme. I kender hinanden.»
Louise smilede, åbnede døren, og der stod han.
Christian, fireogfyrre. Bredere i skuldrene end Julie huskede. Mørkt hår med lidt gråt ved tindingerne. Jeans, mørk trøje, boremaskine i den ene hånd.
Han kiggede først på Louise, så ind i stuen – og stoppede.
«Julie?»
«Hej Christian.»
Hun rejste sig. Ikke den sekstenårige pige, der blev rød i hovedet, hvis han sagde hendes navn. Toogtredive. Single. Og hun mærkede det med det samme: han så hende.
Louise krammede ham hurtigt, tog boremaskinen og stillede den i gangen.
«Jeg skal løbe. Julie er her i weekenden. I kan da godt sidde og snakke, ikke? Der er øl i køleskabet.»
«Du er sød,» sagde han, men øjnene var allerede på Julie igen.
Louise forsvandt ud ad døren med et «ses senere, I to», og så var lejligheden stille.
Christian lukkede døren. Han stod et øjeblik, som om han skulle finde ud af, hvordan man hilser på sin lillesøsters veninde, når hun pludselig ser sådan ud.
«Jeg vidste ikke, du var i byen,» sagde han.
«Det var lidt impulsivt. Louise har rummet. Og jeg havde brug for at komme væk hjemmefra et par dage.»
«Kæreste-ballade?»
«Ingen kæreste,» sagde hun. «Det er hele pointen.»
Han smilede skævt.
«Så er vi to om det.»
Julie pegede mod køkkenet.
«Louise sagde, der var øl. Eller du kan få vin. Jeg har allerede åbnet.»
«Øl er fint.»
Han gik ud i køkkenet, som om han kendte lejligheden. Det gjorde han sikkert. Julie hørte køleskabet, kapselafbryderen, og så kom han tilbage med en flaske i hånden. Han satte sig i lænestolen over for sofaen. For langt væk, tænkte hun. Og så tænkte hun, at hun ikke var femten længere, og at hun godt kunne sige det højt, hvis hun ville.
Hun gjorde det ikke. Endnu.
«Du er blevet…» Han stoppede og lo lidt af sig selv. «Undskyld. Det lyder som noget, en onkel siger.»
«Sig det alligevel.»
«Du er blevet voksen. Jeg husker dig som hende, der altid sad med benene oppe i Louises vindueskarm og blev stille, når jeg kom ind.»
«Jeg var stille, fordi jeg ikke turde sige noget. Det var ikke, fordi jeg var uinteresseret.»
Han kiggede på hende over flasken.
«Nej?»
«Nej.»
Julie drak. Vinen var for varm nu, men hun havde brug for noget at lave med hænderne. Hun mærkede hans blik på sine ben, på t-shirten, på det sted hvor stoffet faldt løst over brystet. Hun rettede sig ikke. Hun lod ham kigge.
«Hvor længe er du i Odense?» spurgte han.
«Til søndag. Medmindre jeg finder på noget bedre.»
«Sådan som?»
Hun smilede.
«Det ved jeg ikke endnu.»
Christian lænede sig tilbage. Han forsøgte at se afslappet ud, men hun kunne se det i kæben. Han var bevidst om hende. Om at de sad alene. Om at Louise var taget i biografen og ikke kom hjem før sent.
«Du og Louise holdt sammen i gymnasiet,» sagde han. «Jeg var allerede flyttet. Jeg kom kun hjem til fødselsdage og jul. Du var et barn.»
«Jeg var sytten, da du sidst så mig rigtigt. Til Louises studentergilde. Du havde en kæreste med. Hun hed Mette, og hun rullede med øjnene, hver gang du talte med os.»
Han blinkede.
«Du husker Mette?»
«Jeg husker, at jeg hadede hende. Uden at have ret til det.»
Der blev stille. Ikke pinligt. Tæt.
«Julie.»
«Hvad?»
«Du sidder og fortæller mig, at du havde noget kørende på mig, da du var teenager.»
«Jeg fortæller dig, at jeg havde noget kørende på dig, så det kneb med at sove. Og at det ikke forsvandt, bare fordi jeg blev voksen. Det blev bare… mere pinligt at indrømme.»
Han satte øllen fra sig på bordet. Forsigtigt, som om glasset kunne vælte, hvis han rørte forkert.
«Og nu sidder du her og siger det.»
«Nu er jeg toogtredive. Du er fireogfyrre. Vi er begge single. Og din lillesøster er i biografen. Så ja. Nu siger jeg det.»
Han lo lavt. Ikke af hende. Mere af situationen. Af sig selv.
«Du er ikke den pige, jeg husker.»
«Nej. Det er jeg ikke.»
Julie satte glasset fra sig og rejste sig. Hun gik ikke hen til ham med det samme. Hun gik hen til vinduet, kiggede ud på den stille Odense-gade, og mærkede ham bag sig. Stolen knagede, da han rejste sig.
«Hvis jeg kommer tættere på,» sagde han, «så er det ikke, fordi jeg synes, det er sjovt at flirte med Louises veninde.»
«Godt. For jeg gider ikke flirte.»
Hun vendte sig. Han stod tæt nu. Hun kunne lugte ham – sæbe, øl, noget varmt. Han var højere, end hun huskede. Eller også havde hun bare aldrig stået så tæt.
«Du ved, at det her er en dårlig idé,» sagde han.
«Er det? Vi er voksne. Vi er ikke i familie. Louise behøver ikke at få en rapport.»
«Hun er min søster.»
«Og jeg er ikke hendes lillesøster. Jeg er hendes veninde, der har tænkt på dig, når jeg har onaneret, i flere år, end jeg har lyst til at tælle.»
Han trak vejret ind. Skarpt.
«Jesus, Julie.»
«For meget?»
«Nej.» Han rystede på hovedet. «Nej. Det er bare… du siger det rent ud.»
«Jeg har brugt nok år på at holde kæft.»
Hans hånd ramte hendes hofte. Ikke famlende. Fast. Tommelfingeren gled ind under kanten af t-shirten og fandt bar hud. Julie mærkede det helt ned i maven.
«Hvis vi gør det her,» sagde han stille, «så gør vi det, fordi vi begge vil. Ikke fordi du har en gammel fantasi, jeg tilfældigvis passer ind i.»
«Jeg vil, fordi det er dig. Og fordi du står her og kigger på mig, som om du først lige har opdaget, at jeg har bryster og en mund, der kan andet end at smile pænt.»
Han kyssede hende.
Det var ikke blidt. Det var det kys, man giver, når man har holdt igen i tyve minutter og egentlig burde have holdt igen i resten af aftenen. Hans skægstubbe raspede. Hans hånd gled op ad ryggen under t-shirten. Julie åbnede munden og tog imod ham, greb fat i trøjen og trak ham tættere, indtil hun kunne mærke ham hård mod maven.
Hun stønede ind i kysset. Ikke højt. Bare nok.
Christian pressede hende tilbage mod vindueskarmen. En hånd i hendes hår, den anden ned og ind under shortsen, flad mod hendes numse. Hun spredte benene en anelse, og han mærkede det. Hun var allerede våd. Han sagde ikke noget. Han bare åndede ud mod hendes hals, som om han havde fået svar på et spørgsmål, han ikke havde stillet.
«Sofaen,» mumlede hun.
«Louise kommer hjem.»
«Om tre timer. Hun skrev det. De skulle ud og spise bagefter.»
Han trak sig en centimeter tilbage og kiggede på hende.
«Du har tjekket det.»
«Jeg tjekkede det, da hun gik. Jeg er ikke et barn, Christian. Jeg ved, hvad jeg laver.»
Han lo igen, den der lave lyd, og så kyssede han hende engang til, mens han førte hende over mod sofaen. Hun faldt ned i den, og han kom med. Knæet mellem hendes ben. Hånden op under t-shirten, hen over maven, op og ind under BH’en. Hans tommelfinger fandt brystvorten, og Julie buede ryggen.
«Fuck,» sagde han stille.
«Hvad?»
«Du. Det her. Jeg kom for at aflevere en boremaskine.»
«Så aflever den en anden dag.»
Hun trak trøjen op over hovedet på ham. Brystkassen var bred, mørkt hår, en krop der havde levet. Ikke et gym-projekt. En mand på fireogfyrre, der pludselig havde hænderne på hende, som om han havde glemt, at hun nogensinde havde været forbudt.
Julie løftede armene, og han trak t-shirten af hende. BH’en fulgte med, klodset, og hun hjalp ham. Så sad hun der, bar foroven, i Louises sofa, med Louises storebror mellem sine ben, og det eneste, hun kunne tænke, var, at hun burde have gjort det her for år siden.
Han bøjede sig og tog brystvorten i munden. Tungen, tænderne, et sug, der fik hende til at gribe ham i håret. Hun var ikke stille længere. Hun sagde hans navn. Hun sagde det, som hun havde sagt det inde i hovedet, da hun var sytten, bare uden skam.
Christian gled ned. Kyssede maven. Fingrene i linningen på shortsen.
«Må jeg?»
«Hvis du spørger en gang til, så tager jeg dem selv af.»
Han trak shortsen og trusserne af i én bevægelse. Julie løftede numsen. Så lå hun nøgen i sofaen, og han sad på knæ mellem hendes ben og kiggede på hende, som om han stadig prøvede at få det til at passe med pigen i vindueskarmen.
«Du er så smuk, det er næsten uretfærdigt,» sagde han.
«Så gør noget ved det.»
Han gjorde.
Hans mund ramte hende mellem benene, varm og præcis, og Julie slog hovedet tilbage mod sofaens armlæn. Hun greb fat i hans hår og holdt ham, ikke fordi han skulle styres, men fordi hun ellers ville glide væk. Tungen fandt klitten med det samme. To fingre gled ind i hende, langsomt, og hun var så våd, at der næsten ikke var modstand.
«Christian…»
Han svarede ikke. Han slikkede hende, som om han havde tid, selvom de begge vidste, at de ikke havde hele natten uden risiko. Fingrene bøjede sig. Han sugede. Julie kom hurtigere, end hun havde regnet med – et skarpt, uventet orgasme, der fik lårene til at ryste om hans hoved. Hun pressede en hånd over munden, ikke fordi hun skammede sig, men fordi lyden ellers ville være for høj i den lille lejlighed.
Han slikkede hende igennem det. Først da hun skubbede svagt til ham, stoppede han og kiggede op.
«Okay?»
Hun lo, hæs.
«Okay er ikke ordet.»
Han tørrede munden i håndryggen og rejste sig op på knæene. Bukserne var spændte. Julie satte sig op, åbnede hans bælte, lynlåsen, og trak ham frem. Hun tog ham i hånden først – varm, hård, tykkere end hun havde forestillet sig, da hun var teenager og egentlig ikke havde noget at sammenligne med. Så bøjede hun sig og tog ham i munden.
Christian stønede. En dyb, ærlig lyd. Hans hånd landede i hendes hår, men han pressede ikke. Han lod hende. Julie suttede ham, langsomt først, så dybere, og kiggede op. Øjenkontakten ramte ham. Hun kunne se det.
«Julie. Hvis du bliver ved…»
Hun slap ham med et smæld.
«Så kom i mig i stedet.»
Han nikkede. Fumlede efter pungen i bukselommen, fandt et kondom, rev det op. Hun så ham rulle det på, og noget i hende – den gamle pige, den nye kvinde – slog klik på samme tid.
«Sofaen er for smal,» sagde hun. «Soveværelset. Louises gæsteværelse. Der, hvor jeg sover.»
Han rejste sig, trak hende med. De gik gennem gangen, halvnøgne, hans bukser nede om lårene, hendes tøj efterladt i stuen. Hun åbnede døren til det lille værelse med den opredte seng, og så smed hun sig på ryggen og trak ham ned over sig.
Christian lagde sig mellem hendes ben. Han førte sig ind, langsomt, og Julie åndede ud, da han fyldte hende. Dybt. Fast. Han standsede et øjeblik, pande mod hendes pande.
«Fuck, du er stram.»
«Så bevæg dig.»
Han gjorde. Først forsigtigt, så hårdere, da hun slog benene om ham og mødte hvert stød. Sengen knagede. Hun var ligeglad. Hans mund fandt hendes hals, hendes øre, hendes mund igen. Hun kløede ham ned ad ryggen.
«Jeg har tænkt på det her,» hviskede hun. «På dig. På at du tog mig, som om jeg ikke var for ung længere.»
«Du er ikke for ung.» Han stødte ind i hende, dybt. «Du er en voksen kvinde, der ligger og knalder sin venindes bror i hendes gæsteværelse. Og du elsker det.»
«Ja.»
«Sig det.»
«Jeg elsker det. Jeg elsker, at det er dig. Jeg elsker, at du er tolv år ældre, og at det endelig ikke betyder en skid, undtagen at du ved, hvad du laver.»
Han greb hendes hofte og løftede hende, så vinklen ændrede sig. Dybere. Julie stønede op i loftet. Han ramte et sted, der fik hende til at spænde om ham, og han mærkede det, for han blev ved, samme rytme, samme dybde, indtil hun kom igen, denne gang med ansigtet i hans skulder og tænderne i hans hud.
Christian holdt hende, mens hun rystede. Han var tæt på selv. Hun kunne mærke det i hans åndedræt, i de ujævne stød.
«Kom,» sagde hun. «Jeg vil mærke det.»
Han stødte ind i hende tre, fire gange mere og kom med et lavt, næsten smertefuldt støn, presset ned i madrassen, ind i hende. De lå stille. Sved. Hjertebanken. Et bilhorn et sted ude på gaden.
Julie strøg ham over nakken.
«Boremaskinen kan han sgu da bare have beholdt,» mumlede hun.
Christian lo ind i puden.
«Du er vanvittig.»
«Du er stadig inde i mig.»
«Jeg ved det.»
Han løftede hovedet og kiggede på hende. Der var ikke fortrydelse i øjnene. Der var noget andet. Noget, der ikke var færdigt.
«Louise kommer hjem om et par timer,» sagde han.
«Så har vi et par timer.»
Han kyssede hende, langsommere nu. Trak sig ud, tog kondomet af, bandt det og smed det i skraldespanden ved skrivebordet. Så lagde han sig på siden, en hånd på hendes mave, og kiggede på hende, som om han stadig prøvede at vænne sig til, at det var Julie.
«Du skulle have sagt det noget før,» sagde han.
«Du havde en kæreste. Og jeg var for stolt. Og for bange for, at du ville smile den der storebror-smil og sige, at jeg var sød.»
«Jeg ville ikke have sagt, at du var sød.»
«Hvad ville du have sagt?»
Han strøg tommelfingeren hen over hendes hofteben.
«At jeg havde lagt mærke til dig. Og at jeg hadede, at jeg havde lagt mærke til dig. Du var Louises veninde. Du var for ung. Det var nemmere at lade være.»
«Og nu?»
«Nu er du her. Nøgen. Og jeg har lige knaldet dig i min søsters gæsteværelse. Så det er vist ikke nemmere længere.»
Julie vendte sig ind mod ham. Hendes lår ramte hans. Hun kunne mærke, at han ikke var færdig. Ikke helt. Der var stadig varme. Stadig den der spænding, der ikke var blevet brugt op af første gang.
«Vi behøver ikke lade, som om det var et uheld,» sagde hun. «Jeg vil gerne have dig igen. I nat. Hvis du tør blive.»
Han kiggede på døren, som om Louise kunne stå der. Så kiggede han på Julie.
«Jeg tør. Jeg skal bare finde ud af, hvad vi siger, hvis hun kommer tidligere hjem.»
«Vi siger, at vi drak vin, og at du faldt i søvn på sofaen. Eller vi siger ingenting, og hun kan tro, hvad hun vil.»
«Du er kold.»
«Jeg er sulten. Der er forskel.»
Hun gled en hånd ned og tog fat om ham. Han var allerede ved at blive hård igen. Christian lukkede øjnene et sekund.
«Julie…»
«Hvad? For meget igen?»
«Nej. Bliv bare ved.»
Hun blev ved. Langsomt. Hun kyssede ham på brystet, på halsen, mens hun strøg ham, og han voksede i hendes hånd, som om kroppen allerede havde besluttet, at én gang ikke var nok.
Ude i stuen lå hendes shorts stadig på gulvet. Vinglasset stod og blev lunkent. Og et sted i Odense sad Louise i en biograf og anede ikke, at hendes storebror lå i gæsteværelset med den veninde, der engang blev stille, hver gang han kom ind ad døren.
Julie lagde sig over ham, et knæ på hver side, og kiggede ned.
«Denne gang styrer jeg,» sagde hun.
Christian lagde hænderne på hendes hofter og nikkede.
«Værsgo. Jeg er færdig med at lade, som om jeg ikke har lyst.»
Hun greb ned, førte ham hen, og sænkede sig over ham. Uden kondom denne gang – hun standsede halvvejs.
«Jeg har spiral. Og jeg er clean. Dig?»
«Ja. Begge dele. Altså… clean. Og jeg stoler på dig.»
«Godt.»
Hun satte sig ned. Hele vejen. Bar hud, bar varme, og lyden hun lavede, var ikke til at tage fejl af. Christian spændte i maven. Hans fingre gravede sig ind i hendes hofter.
Julie begyndte at bevæge sig. Langsomt først, cirkler, så op og ned, mens hun så ham i øjnene. Det var det, hun havde villet, da hun var sytten, uden at have ord for det: at sidde på ham, at se ham miste fatningen, at være den, der gjorde det ved ham.
«Du er ikke den pige, jeg husker,» sagde han hæst.
«Nej,» sagde hun og sænkede sig dybt. «Og du er heller ikke den, jeg husker. Du er bedre.»
Hun rullede hofterne i en langsom, fast rytme, og Christian lå under hende med åbne øjne, som om han ikke turde blinke. Hendes hænder var plantet på hans bryst. Hver gang hun satte sig ned, mærkede hun ham helt inde, og det gjorde noget ved hende, hun ikke kunne lade være med at vise.
«Kig på mig,» sagde hun.
«Det gør jeg.»
«Nej. Ikke som om du stadig prøver at se den gamle Julie. Kig på mig, som jeg er nu.»
Han greb hårdere om hendes hofter.
«Jeg ser dig. Tro mig.»
Hun lænede sig frem, så hendes bryster ramte hans brystkasse, og kyssede ham, mens hun bevægede sig. Det blev dybere. Vådere. Lyden af hud mod hud fyldte det lille værelse. Sengen slog imod væggen i en blød, utvetydig takt, og Julie tænkte et kort sekund på naboerne – og så tænkte hun, at hun var ligeglad.
Christian løftede hofterne og mødte hende. Hun stønede ind i hans mund.
«Der,» hviskede hun. «Bliv der.»
Han blev. Samme vinkel, samme dybde, og hun red ham med korte, præcise bevægelser, indtil det begyndte at samle sig i hende igen. Hun rettede sig op, en hånd bag sig på hans lår, den anden nede mellem dem, fingrene på sin egen klit. Christian så det. Han slikkede sig om munden.
«Gør det,» sagde han. «Kom på mig.»
Hun nikkede, ude af stand til at sige mere. Orgasmen kom tungere denne gang, langsommere, som en bølge der tog hele maven med. Hun knugede om ham, rystede, og han holdt hende, mens hun mistede rytmen og bare sad der og pulsede omkring ham.
Han vendte hende, før hun var færdig med at komme. Et fast greb, et ryk, og så lå hun på maven med ham over sig, et knæ mellem hendes, og han gled ind i hende igen fra bagfra. Dybt. Hun pressede ansigtet ned i puden og stønede.
«For hårdt?»
«Nej. Bliv ved.»
Han tog hende hårdere nu. En hånd i hendes hår, ikke voldsomt, bare nok til at løfte hendes ansigt fra puden, så han kunne høre hende. Den anden hånd under hende, over maven, ned mellem benene. Hun var våd hele vejen ned ad indersiden af lårene.
«Du lyder ikke som en, der havde et uskyldigt crush,» sagde han tæt ved hendes øre.
«Det var aldrig uskyldigt.» Hun pressede sig tilbage mod ham. «Jeg ville have, at du skulle gøre præcis det her.»
Han stødte ind i hende, og madrassen gav efter. Julie greb fat i lagenet. Hun kunne mærke, at han var tæt på – åndedrættet, de ujævne bevægelser, den måde hans hånd knugede hendes hofte.
«Jeg kommer,» sagde han.
«Indeni.»
Han stødte tre gange mere og kom med et dybt, næsten lydløst støn, presset ned over hendes ryg. Hun mærkede varmen fylde hende, og det sendte et sidste sæt rystelser gennem hende, ikke en fuld orgasme, men nok til at hun klemte om ham og holdt ham der.
De lå sådan et stykke tid. Hans vægt. Hendes åndedræt i puden. Et ur tikker et sted i lejligheden.
Christian kyssede hende mellem skulderbladene og trak sig langsomt ud. Hun mærkede det løbe ned ad indersiden af låret og lo stille.
«Nu skal jeg til at forklare Louise, hvorfor hendes gæstelagen ser ud, som om der har været krig.»
«Vi skifter det,» mumlede han. «Jeg ved, hvor hun har rent tøj.»
«Selvfølgelig gør du det.»
Han slog hende let i numsen, ikke hårdt, mere som et svar, og rejste sig. Julie vendte sig på siden og så ham stå der, nøgen, fireogfyrre, stadig med hendes mærker på skulderen fra første gang. Hun kunne lide synet. Hun kunne lide, at det ikke længere var en fantasi, hun skammede sig over.
«Hvad er klokken?» spurgte hun.
Han fandt sin telefon i bukselommen på gulvet.
«Lidt i ti. Hun skrev, at de nok var hjemme ved elleve-halvtolv.»
«Så har vi tid til at se menneskelige ud.»
«Nogenlunde.»
De gik ud i det lille badeværelse sammen, uden at tale om, at det var mærkeligt. Julie tændte for vandet. Det var en bruseniche, ikke et badekar, og de stod tæt, fordi de var nødt til det. Han vaskede hende mellem benene med en hånd, praktisk og samtidig overhovedet ikke praktisk. Hun lænede sig ind i ham under det varme vand og mærkede, at han allerede var på vej igen, blødt, ufrivilligt.
«Du er umulig,» sagde hun.
«Du startede det.»
«Og jeg er ikke færdig.»
Han kiggede ned på hende.
«Louise kommer hjem.»
«Ikke endnu.»
Hun gik på knæ i nichen, vandet i håret, og tog ham i munden igen. Han spændte hånden mod fliserne. Hun suttede ham ren, langsomt, uden at have travlt med at få ham til at komme, mere for at smage dem begge, for at mærke, at det var sket. Christian trak hende op efter et par minutter, kyssede hende og rystede på hovedet.
«Hvis du bliver ved, så knalder jeg dig op ad den væg, og så kommer din veninde hjem til en åben badeværelsesdør og sin bror med bukserne nede.»
«Frastødende billede.»
«Præcis.»
De slukkede for vandet. Julie tørrede sig, fandt en ren t-shirt i sin taske og et par bløde bukser. Ingen BH. Hun var ligeglad. Christian gik ud og samlede deres tøj op i stuen, fandt sin trøje, og da hun kom ud, stod han med hendes shorts i hånden og et skævt smil.
«De lå under sofaen.»
«Så er vi da diskrete.»
De skiftede lagen på gæstesengen i en slags stille, praktisk sammensværgelse. Hun så ham stoppe det brugte ned i bunden af vasketøjskurven og tænkte, at Louise nok ville opdage det alligevel, hvis hun gik op i det. Måske gjorde hun ikke.
Tilbage i stuen tændte Julie kun den lille lampe. Vinen stod der stadig. Hun hældte op til dem begge, selvom han havde drukket øl.
«Skal vi lade, som om vi har siddet her og snakket hele tiden?» spurgte hun.
«Vi har jo også snakket.»
«Før du slikkede mig i sofaen.»
Han tog glasset, satte sig, denne gang ikke i lænestolen. Ved siden af hende. Deres lår rørte hinanden.
«Jeg kan stadig smage dig,» sagde han stille.
Julie drak. Hun mærkede det i kroppen – øm, mæt, og alligevel ikke færdig. Det var det, der var forskellen på fantasi og virkelighed. Fantasien stoppede, når hun kom. Virkeligheden sad her stadig og lugtede af hans sæbe og sex og rødvin.
«Hvad sker der nu?» spurgte hun.
«Nu kommer Louise hjem. Vi siger hej. Jeg tager hjem. Eller jeg bliver og drikker en øl, som en pæn storebror.»
«Og i morgen?»
Han kiggede på hende.
«Du tager søndag, sagde du.»
«Jeg kan tage mandag.»
Det hang i luften. Ikke et løfte. Et tilbud.
Christian satte glasset fra sig og strøg hende hen over knæet, op under det bløde stof, bare nok til at minde hende om, at hans hænder stadig vidste, hvor hun var nøgen under.
«Hvis jeg bliver i Odense i nat,» sagde han, «så er det ikke på sofaen.»
«Gæsteværelset er mit. Louise sover for enden af gangen. Døren har ikke en lås.»
«Så må du være stille.»
«Det har jeg aldrig været god til.»
Han lo lavt, og så kyssede han hende igen, langsomt, med vinsmag, indtil der pludselig lød nøgler i opgangen.
De rykede fra hinanden, ikke panisk, men præcist. Julie rettede sit hår. Christian satte sig en anelse længere væk og tog sit glas. Døren gik op.
Louise kom ind med jakken halvt af og et grin, der døde en lille smule, da hun så dem.
«Nå. I sidder da stadig op.»
«Vi har drukket din vin,» sagde Julie. «Undskyld.»
«Den var til at drikke.» Louise kiggede fra den ene til den anden. «I ser… hyggelige ud.»
«Vi har snakket om gamle dage,» sagde Christian. «Og om, at du altid var den, der kom for sent.»
«Filmen var lort. Maden var god. Jeg er knaldhamrende træt.» Hun gik ud i køkkenet, hentede vand, kom tilbage. «Bliver du, Christian? Sofaen er fri. Eller også kan du sove herude. Det har du gjort før.»
Julie kiggede ned i glasset. Hun kunne mærke ham ved siden af sig, varmen, det usagte.
«Jeg bliver lidt endnu,» sagde han. «Så tager jeg hjem. Eller også falder jeg i søvn her. Vi ser.»
Louise gik, og døren til hendes soveværelse lukkede. Der blev stille igen. Vand i rørene. En telefon, der vibrerede et sted og blev ignoreret.
Julie vendte hovedet.
«Lidttidnu,» hviskede hun.
«Giv hende et kvarter,» svarede han. «Så sover hun.»
Han lagde hånden på hendes lår igen, denne gang uden at skjule det. Tommelfingeren tegnede små cirkler på indersiden, højere og højere, indtil Julie måtte bide sig i læben for ikke at larme.
«Du er ikke fair.»
«Du sad på mig for en time siden og sagde, at du styrede. Nu er det min tur til at vente på, at min søster sover, så jeg kan knalde hendes veninde en tredje gang.»
Julie åndede ud gennem næsen.
«Så vent. Men tag hånden væk, ellers kommer jeg her i sofaen, og så hjælper det ikke, at hun har lukket døren.»
Han fjernede hånden. Ikke langt. Bare hen på hendes knæ, hvor den blev liggende, varm og tung og fuld af løfte.
Ude bag væggen blev Louises lejlighed stille. Et toilet, der skyllede. Så ingenting.
Christian kiggede på uret. Julie kiggede på ham.
Et kvarter, havde han sagt.
Hun tænkte på gæsteværelset, på det rene lagen, på hvor lidt der skulle til, før hun havde ham i sig igen. Og på, at hun ikke længere var den pige, der blev stille, når han kom ind ad døren.
Hun var kvinden, der ventede på, at veninden faldt i søvn.
De sad uden at sige noget. Lyset fra lampen var gult og lavt. Et sted bag væggen vendte Louise sig i sengen, madrassen knagede, og så blev det stille igen.
Julie kiggede på uret på sin telefon. Tolv minutter. Tretten.
Christian’s tommelfinger lå stille på hendes knæ, men hun kunne mærke pulsen i hans hånd.
«Hvis hun kommer ud efter vand,» hviskede han.
«Så sidder vi her og drikker vin. Som vi gør.»
«Med din t-shirt og ingen BH og mit aftryk i nakken på dig.»
Hun vendte hovedet. Der sad et rødt mærke, hun ikke havde set. Hun smilede.
«Så tager jeg håret ned.»
Han løsnede elastikken for hende. Håret faldt ned over skuldrene. Hans fingre blev hængende i det et sekund for længe.
Femten minutter.
De rejste sig uden at skramle. Julie slukkede lampen. Mørket i stuen var ikke totalt – gadelampen udenfor. De gik gennem gangen på tæerne. Louises dør var lukket. Fra den anden side kom en jævn, tung vejrtrækning.
Gæsteværelset. Julie lukkede døren så langsomt, at klinken næsten ikke klikkede. Hun stod med ryggen mod den og kiggede på ham.
«Nu,» hviskede hun.
Han kom hen til hende i mørket. Ikke hårdt som før. Tæt. Hans mund fandt hendes, og kysset var langsomt, fordi de var nødt til at være det. Hun mærkede ham allerede hård mod maven, da hun gled hænderne ind under trøjen og op ad ryggen.
Tøjet kom af uden drama. Hendes bløde bukser. Hans jeans. Ingen lys tændt. De fandt hinanden med hænderne. Hun satte sig på kanten af sengen, han stod mellem hendes knæ, og hun tog ham i munden igen, stille, kun det våde, bløde sug og hans åndedræt, der blev ujævnt.
Han trak hende op, før det blev for meget. Vendte hende. Hun kom på alle fire på det rene lagen, og han gled ind i hende bagfra i ét langt, lydløst stød. Julie åbnede munden mod puden. Ingen stønnen. Bare luft.
Han tog hende langsomt. Dybt. En hånd under hende, to fingre om klitten, den anden flad over hendes mund, ikke for at tvinge, bare for at minde dem begge om væggen. Hun slikkede hans håndflade. Han stødte hårdere, stadig uden at sengen fik lov at slå.
«Hun sover tre meter væk,» åndede han mod hendes nakke.
Julie nikkede ind i hans hånd. Hun pressede sig tilbage, tog ham hele vejen, og klemte om ham, hver gang han var dybest. Det var anderledes end før. Tættere. Mere forbudt. Hendes orgasme kom som en stille krampetrækning, lårene rystede, og hun bed ham i hånden for ikke at give lyd.
Han holdt rytmen gennem det. Først da hun slap kæben, gled hans hånd fra hendes mund ned om halsen, løst, og han stødte hurtigere, stadig dæmpet, indtil han kom i hende igen med ansigtet presset mod hendes skulderblad og et støn, han slugte.
De faldt sammen på siden, stadig forbundet. Sved. Hendes hår klæbet til tindingen. Ude i gangen ingenting.
Julie lo næsten lydløst.
«Jeg kan smage din hånd.»
«Du bed.»
«Du holdt.»
Han kyssede hendes øre, hendes kæbe, det sted på halsen, hvor mærket sad.
«Jeg bliver,» hviskede han. «Her. I nat. Hvis du vil.»
«Jeg vil.»
«Om morgenen skal jeg ud, før hun står op. Eller vi finder på noget med sofaen.»
«Om morgenen kan vi være voksne mennesker, der har knaldet, og stadig sige godmorgen til Louise uden at brænde lejligheden ned. Eller du kan smutte. Jeg tvinger dig ikke til en familiebrunch.»
Han trak sig ud, langsomt. Hun mærkede det igen, varmen, og klemte lårene sammen. De lå ansigt til ansigt på den smalle seng. Hans hånd på hendes hofte. Hendes fod mellem hans lægge.
«Det her,» sagde han stille, «er ikke noget, jeg gør. Ikke med Louises veninder. Ikke sådan.»
«Jeg ved det. Derfor betyder det noget.»
«Og dig? Er det her crushen, der fik lov? Eller er det mere?»
Julie tænkte, inden hun svarede. Ikke fordi hun var i tvivl om lysten. Men fordi hun ikke ville lyve den anden vej heller.
«Det er crushen, der fik en krop. Og en mund. Og en aften, hvor du endelig kiggede rigtigt. Om det er mere end i nat… det ved jeg, når jeg ikke ligger med dig i numsen og Louises vejrtrækning i væggen. Men jeg vil gerne se dig igen. Ikke som en hemmelighed, jeg skal skamme mig over. Som dig.»
Han nikkede i mørket.
«Jeg bor i Svendborg. En time. Lidt over.»
«Jeg bor i Aarhus. Det er også en time. Lidt over den anden vej.»
«Så er Odense midt imellem,» sagde han.
«Louise vil hade den joke.»
«Louise behøver ikke at høre den i morgen.»
Hun kyssede ham. Blødt. Træt og stadig opladt på samme tid. Hans hånd gled fra hoften op under t-shirten, hun aldrig fik helt af, og fandt brystet, bare holdt det, tommelfingeren stille.
De lå sådan, indtil åndedrættet faldt til ro. Julie havde et ben over hans. Hun tænkte på den pige i vindueskarmen, og på kvinden, der nu havde ham i gæstesengen, og på at de to godt kunne være den samme uden at det skulle ødelægge noget.
Udenfor kørte en enkelt bil ned ad gaden. Indenfor sov Louise.
Christian’s hånd blev tungere. Julie lukkede øjnene et øjeblik – bare et øjeblik – med ham imod sig, klistret, mæt, og med den slags stilhed, der ikke er tom.
Hun vågnede af, at han rørte hendes skulder.
Det var stadig mørkt, men det blålige mørke før morgen. Han var allerede halvt i tøjet.
«Klokken er fem,» hviskede han. «Jeg går ned og laver kaffe, som om jeg er faldet i søvn på sofaen. Du bliver her.»
Hun nikkede, hæs af søvn og af ham.
Han bøjede sig og kyssede hende, mund, så pande.
«Skriv, når hun er taget på arbejde. Eller når du vil.»
«Jeg vil.»
Han gled ud. Døren klikkede næsten ikke. Julie lå tilbage i duften af ham og lyttede. Sofaen i stuen knagede blødt. Så stilhed.
Hun smilede ind i puden, alene, toogtredive, og overhovedet ikke den pige, han huskede.
Hun vågnede rigtigt, da kaffeduften kom ind under døren, og Louises stemme lød ude i stuen.
«Gud, sover du herude? Du ser ud, som om du er blevet kørt over.»
Christian’s stemme, hæs og rolig:
«Jeg faldt i søvn med en øl i hånden. Klassisk.»
Julie lå stille et par sekunder. Så satte hun sig op, fandt de bløde bukser og en hættetrøje, der dækkede mærket på halsen, og gik ud, som om hun bare havde sovet dårligt i en fremmed seng.
Louise stod i køkkenet i slåbrok. Christian sad på sofaen i gårsdagens tøj, håret i en retning, kaffekoppen mellem hænderne. Han kiggede op. Kun et sekund. Nok.
«Godmorgen,» sagde Julie.
«Der er kaffe,» sagde Louise. «Christian påstår, han har bevogtet min vin hele natten. Jeg tror ham ikke.»
«Du skal heller ikke tro ham,» sagde Julie og hældte op. «Han drak øl.»
Louise gik ind og tændte for nyhederne på lavt blus, som hun altid havde gjort. Hverdag. Som om intet var sket. Julie satte sig i køkkenet ved bordet, hvor hun kunne se ham. Deres fødder rørte hinanden under bordet, da Louise vendte ryggen til. Hun trak ikke væk.
«Jeg skal på arbejde klokken ni,» sagde Louise. «Lørdagsvagt, desværre. I kan rende rundt, som I vil. Der er brød. Julie, nøglerne ligger, hvor de plejer, hvis du skal ud.»
«Tak.»
Christian rejste sig.
«Jeg smutter også. Tak for sofaen.»
«Du er velkommen. Næste gang så tag en dyne med, gamle mand.»
Han smilede det storebror-smil, Julie havde været bange for i årevis. Det ramte hende anderledes nu. Hun vidste, hvad der sad under det.
Han krammede Louise i gangen. Krammede Julie bagefter – kort, korrekt, en hånd i lænden, der blev et halvt sekund for længe.
«Pas på dig selv,» sagde han.
«Det skal jeg.»
Døren lukkede. Julie stod med kaffekoppen og mærkede stadig hans hånd.
Louise kiggede på hende.
«I snakkede længe.»
«Vi havde ti år at indhente.»
«Bare ti?» Louise smilede skævt, men pressede ikke. Hun gik ind og tog tøj på, kom ud med vådt hår og taske. «Jeg er hjemme ved fire. Køb noget ind, hvis du gider. Eller lad være. Det er din weekend.»
«Ses.»
Døren igen. Opgangen. Stilhed.
Julie stod midt i stuen, hvor shortsen havde ligget aftenen før. Hun tog telefonen.
**Er hun taget.**
Svaret kom, før hun havde sat koppen fra sig.
**Jeg er nede i gården. Skulle bare lade hende komme afsted.**
Hun gik hen til vinduet. Han stod nede ved cykelskuret med hænderne i lommerne, kiggede op. Hun løftede hånden. Han nikkede.
Et minut senere stod han i døren igen. Uden boremaskine. Uden undskyldning.
De kyssede, allerede i gangen, som folk der havde ventet på, at huset blev tomt. Ikke det vilde fra aftenen. Tættere. Hans skægstubbe. Hendes hættetrøje, der røg af, inden de nåede gæsteværelset.
«Vi har timer,» mumlede hun.
«Jeg ved det.»
De nåede sengen. Langsommere denne gang. Dagslys gennem gardinet, støv i luften, hinandens ansigter uden mørke at gemme sig i. Han kyssede hende på maven, mellem brysterne, inden han gled ind i hende, og hun slog benene om ham og holdt ham, mens de bevægede sig, som om der ikke længere var noget, de skulle bevise.
Hun kom stille, med panden mod hans, øjnene åbne. Han fulgte efter, dybt, med hendes navn i munden – ikke et støn, et navn.
Bagefter lå de med lagenet til livet og en kold kop kaffe et sted i køkkenet, ingen af dem gad hente.
«Søndag tager jeg hjem,» sagde hun.
«Jeg ved det.»
«Aarhus.»
«Svendborg.» Han strøg hende over skulderen, der hvor hættetrøjen havde gemt mærket. «Jeg kan køre til Aarhus. Eller du kan tage toget den anden vej. Vi behøver ikke gøre Odense til et skjulested.»
«Louise?»
«Får det at vide, når der er noget at sige. Ikke i dag. I dag er det dit og mit.»
Julie nikkede. Hun var øm, mæt, og mærkeligt let i kroppen. Ikke den pige i vindueskarmen. Ikke kun crushen. En kvinde, der havde taget det, hun ville, og stadig ville mere – bare ikke som en hemmelighed, der skulle spises råt i mørke for evigt.
«Så skriv, når du er hjemme,» sagde hun.
«Jeg skriver, når jeg sidder i bilen.»
De blev liggende, til klokken blev fornuftig. Så gik de i bad, hver for sig denne gang, fordi det ellers ikke blev til en afsked. Hun stod i køkkenet i rent tøj, da han kom ud med vådt hår og gårsdagens trøje.
Ved døren kyssede han hende en sidste gang. Ikke som en, der stjal noget. Som en, der vidste, hvor han skulle hen.
«Det var ikke et uheld,» sagde han.
«Nej,» sagde hun. «Det var på tide.»
Han gik. Hun hørte trinene i opgangen forsvinde.
Julie lukkede døren, lænede sig op ad den og smilede, alene i Louises lejlighed, med Odense udenfor og en weekend, der ikke længere handlede om at komme væk hjemmefra.
Telefonen vibrerede.
**I bilen. Stadig dig i hovedet. Kør forsigtigt hjem søndag. Eller lad være – kom via Svendborg.**
Hun skrev tilbage, uden at tøve.
**Vi finder ud af det. Kør pænt, gamle mand.**
Så gik hun ind og skiftede lagenet en gang til, satte kaffe over, og lod værelset lugte af morgen i stedet for nat.
Louise kom hjem ved fire med indkøbsposer og et «nå, har du kedet dig?» Julie rystede på hovedet.
«Overhovedet ikke.»
De lavede mad, drak det sidste af vinen, så noget sløvt i fjernsynet. Julie sagde ikke Christian’s navn unødigt. Hun behøvede ikke. Det sad i kroppen, i det stille smil, hun ikke helt kunne skjule, og i beskeden, hun tjekkede, da Louise gik ud efter chips.
Søndag pakkede hun. Louise kørte hende på stationen, krammede hende og sagde, at hun skulle komme igen snart.
«Det gør jeg,» sagde Julie.
Toget kørte. Marker, forstæder, den kedelige strækning, hun plejede at sove fra. Hun sov ikke. Hun sad med telefonen i skødet og en ømhed mellem benene, der mindede hende om præcis, hvem hun ikke længere var.
Da Aarhus nærmede sig, skrev hun.
**Er hjemme om tyve. Hvad laver du i næste weekend?**
Svaret kom, mens dørene gik op.
**Kører nordpå. Hvis du vil.**
Hun trådte ud på perronen, toogtredive, single, og med Louises storebror i indbakken, som noget der endelig var blevet voksen.
Hun ville.
