Salen var tom, og lyset over lærredet var slukket. Kun arbejdslamperne langs væggene lyste stadig, og de kastede lange skygger op ad de slidte stole. Simon stod på en stige og skruede den sidste pære i den gamle loftsarmatur, da han hørte Birgittes skridt nede fra midtergangen.
Hun havde jakkesættet på, som hun næsten altid havde. Det sad stramt over hoften og maven. De markante briller gled lidt ned på næsen, mens hun kiggede op på ham.
«De andre er gået,» sagde hun. «Det er kun os.»
«Jeg vidste det,» svarede han og kom ned. Han tørrede maling af hænderne i bukserne. Det lange lyse hår faldt ned i ansigtet, og han strøg det væk med håndryggen.
Birgitte nikkede mod scenen.
«Kom. Der er noget, jeg har tænkt på hele ugen.»
Bag det tunge, røde tæppe, der hang i laser, var der en smal dør, de fleste havde overset. Den gik til et rum, der lugtede af støv, møl og gammel silke.
Simon tændte den nøgne pære i loftet.
Kasser. Stativer. Et spejl med en revne på skrå. Og tøj. Meget tøj.
«Det er fra dengang, de brugte biografen til revy og amatørteater,» sagde Birgitte. Hun løftede et låg. «Jeg fandt det tirsdag, men der var for mange mennesker. Jeg ville ikke have, at nogen begyndte at rode i det.»
Hun holdt en kjole op. Mørkerød, med pailletter, dyb udskæring foran. Den var syet til en kvinde med former.
«Den passer sikkert ikke,» sagde hun, men hun smilede alligevel.
«Prøv den,» sagde Simon, før han havde tænkt.
Hun kiggede på ham over brillerne.
«Er det en ordre, eller er det nysgerrighed?»
«Nysgerrighed,» sagde han. «Og den ville klæde dig.»
Birgitte lo stille. Det var ikke den korte, professionelle latter, hun brugte til møder.
«Vend dig om, så.»
Han vendte sig mod væggen. Han hørte lynlåsen. Stoffet, der gled. Hendes åndedræt.
«Okay.»
Da han vendte sig, stod hun der uden jakkesæt. Kjolen sad stramt over brystet, maven og hoften. Den fyldige krop fyldte den ud, som den var syet til hende. Brillerne havde hun taget af og lagt på en kasse. Uden dem så hun anderledes ud. Blødere. Og farligere.
Simon mærkede det med det samme. Varmen i maven. Den måde, han pludselig så på hende.
«Du stirrer,» sagde hun.
«Ja.»
Hun gik hen til det revnede spejl og kiggede på sig selv. Hun strøg hånden over hoften.
«Jeg har ikke haft sådan noget på i tyve år.»
«Det passer dig,» sagde han. Stemmen var blevet lavere.
Hun vendte sig.
«Din tur.»
Hun gravede i en kasse og fandt en hvid skjorte, der lugtede af gammelt træ. Hun holdt den op mod ham.
«Kom her.»
Hun hjalp ham af med den malede T-shirt. Hendes fingre ramte hans hud. Han var ranglet, men høj, og hendes blik gled hen over brystet og maven, før hun nåede at skjule det.
«Du er varm,» mumlede hun, næsten for sig selv.
Han tog skjorten på. Den var for bred i skuldrene, men den sad alligevel. Hun knappe de øverste knapper for ham. Hendes bryster pressede mod hans arm, da hun lænede sig ind.
Ingen af dem rørte sig i et par sekunder.
«Hvad laver vi?» spurgte han.
Birgitte kiggede op. Uden briller var hendes øjne mørkere.
«Vi leger,» sagde hun. «I aften er jeg ikke projektleder. Og du er ikke den unge frivillige, der kommer tre gange om ugen og siger ja til det hele.»
Hun tog et skridt tilbage.
«Jeg er hende på plakaten. Og du er ham, der kommer ind fra siden og ødelægger det hele.»
Hun smilede.
«Eller redder det. Afhængigt af, hvordan du spiller det.»
Simon slikkede sig om læberne.
«Hvad hedder du så?»
Hun tænkte et øjeblik.
«Vera. Vera Holm. Jeg er kommet for sent til min egen premiere, og jeg er rasende. Og du er…»
«Lyseteknikeren,» sagde han. «Som har ødelagt hele første akt.»
«Perfekt.»
Hun rettede sig op. Hele holdningen ændrede sig. Skuldrene gik tilbage. Hagen løftede sig. Stemmen blev skarpere, mere teatralsk, men det var ikke bare skuespil. Det var, som om hun slap noget, hun havde holdt fast i hele dagen.
«Hvor har du været?» sagde hun. «Jeg har ventet i tyve minutter i det her hul.»
Simon mærkede grin trække, men han holdt det tilbage.
«Der var et problem med spottene, fru Holm.»
«Fru Holm?» Hun gik tættere på. «Du kan kalde mig Vera, når du har rettet din fejl. Indtil da er jeg fru Holm, og du er en klovn med for lange arme.»
Hun rakte ud og rettede hans krave. Fingrene blev lidt for længe ved hans hals.
«Du ryster,» sagde hun, ude af rollen i et sekund.
«Nej.»
«Jo.»
Hun lod hånden glide ned ad skjorten.
«Fortsæt.»
Hun gik rundt om ham, som om hun vurderede et stykke arbejde.
«Du er for høj,» sagde hun i rollen. «Og det hår. Det skulle have været klippet. Men det kan jeg bruge.»
Hun tog en håndfuld af hans lyse hår og trak let. Ikke hårdt. Bare nok.
Simon trak vejret ind.
«Fru Holm…»
«Vera,» rettede hun. «Nu må du gerne.»
Hun stod så tæt, at kjolen rørte hans bukser. Han kunne lugte hendes parfume blandet med støv og gammel silke.
«Ved du, hvad der sker med teknikere, der ødelægger min premiere?»
«De bliver fyret?»
«De bliver brugt,» sagde hun stille. «Hvis de er kønne nok.»
Hun kiggede ham i øjnene. Så var det, som om Vera og Birgitte smeltede sammen.
«Må jeg?» spurgte han.
Hun nikkede.
Han lagde hænderne på hendes hofter. Kjolen var tynd. Han mærkede varmen og det bløde under stoffet. Hun var fyldig, fast og blød på samme tid. Hans tommelfingre fandt sømmen ved hoften.
Hun lagde armene om hans nakke. Hun måtte strække sig, selv om han bøjede sig.
Kysset var ikke forsigtigt. Det var, som om de begge havde ventet på en undskyldning.
Hendes mund var varm. Hun bed let i hans underlæbe. Han pressede hende ind mod en kasse, og hun lo ned i munden på ham, da noget gammelt stof faldt ned fra en hylde.
«Vi ødelægger rekvisitterne,» hviskede hun.
«Så restaurerer vi dem bagefter.»
Hun trak ham med sig dybere ind i rummet, væk fra døren. Der stod en gammel chaiselong med slidt rødt velour, sikkert også fra en forestilling.
Hun satte sig. Kjolen gled op ad lårene. Hun havde stadig sine egne underbukser på, sorte, almindelige. Hun spredte knæene lidt.
«Kom her, teknikeren.»
Simon gik ned på hug foran hende. Han lagde hænderne på hendes knæ. Hun kiggede ned på ham uden briller, med kinderne røde.
«Er vi stadig i rollen?» spurgte han.
«Jeg ved det ikke,» sagde hun. «Gør det noget?»
Han rystede på hovedet og kyssede indersiden af hendes lår. Huden var blød og varm. Hun trak vejret skarpt og lagde hånden i hans hår.
«Simon…»
Det var første gang, hun sagde hans navn på den måde.
Han kyssede højere op. Hun løftede hoften, så han kunne trække underbukserne af. De endte på det støvede gulv ved siden af hendes briller.
Hun var allerede våd. Han kunne se det, kunne lugte det. Han slikkede hende langsomt, mens hun holdt ham fast i håret og prøvede ikke at lave for meget larm, selv om der ikke var andre i bygningen.
«Fuck,» hviskede hun. Birgitte sagde ikke fuck til møder.
Han blev ved. Tungen flad og så spids, langsomme strøg og så hurtigere, da hendes lår begyndte at ryste. Hun pressede sig op mod hans mund, og da hun kom, gjorde hun det med lukkede øjne og tænderne i underlæben, som om hun stadig var bange for, at nogen skulle høre det.
Bagefter sad hun og pustede, kjolen oppe om livet, det korte hår i uorden.
Hun kiggede ned på ham.
«Kom op her.»
Hun trak ham op og kyssede sig selv af hans mund. Hendes hånd fandt hans bukser. Han var hård, og hun smilede, da hun mærkede det.
«Sådan ser en dårlig lysetekniker altså ud.»
Hun åbnede hans bukser. Hendes hånd var varm og sikker. Hun så ham i øjnene, mens hun strøg ham.
«Vi kan ikke gøre det her,» sagde hun, uden at stoppe.
«Jeg ved det.»
«Jeg er din projektleder.»
«Jeg ved det.»
Hun nikkede, som om det var afklaret, og førte ham ind mellem sine ben. Hun var våd og varm, og hun trak vejret ind gennem tænderne, da han skubbede sig ind.
Kjolen var stadig på. Skjorten var åben. Chaiselongen knirkede.
Hun holdt ham i nakken og kiggede ham lige i øjnene.
«Ikke som den frivillige,» hviskede hun. «Ikke som til hverdag. Sig noget. Vær ham.»
Simon synkede.
«Undskyld, fru Holm,» sagde han hæst. «Spottene er stadig i stykker.»
Hun lo, kort og ru, og klemte om ham indefra.
«Så må du arbejde for det.»
Han begyndte at bevæge sig. Langsomt først, fordi chaiselongen var gammel, og fordi hun var stram, og fordi det hele stadig føltes som noget, de kunne fortryde. Hun løftede hoften imod ham. Pailletterne på kjolen kradede let mod hans bryst.
«Hårdere,» sagde hun. «Jeg er ikke porcelæn.»
Han greb hendes hofter og skubbede dybere. Hun stønede op i loftet, hvor den nøgne pære svajede svagt.
«Vera,» sagde han.
«Ja.»
«Du er smuk.»
Hun rystede på hovedet, men kinderne var røde, og hun trak ham ned i et kys, der smagte af støv og hende.
De fandt en rytme. Hun kradsede ham i ryggen gennem skjorten. Han bed hende i skulderen, der hvor kjolen var gledet af. Rummet var for lille, for varmt, for stille, bortset fra lyden af dem og det gamle møbel.
Hun kom igen med ansigtet presset ind i hans hals, og han fulgte med kort efter, dybt inde i hende, med tænderne i hendes hud.
Bagefter lå de lidt. Hendes briller lå stadig på kassen. Hans T-shirt lå på gulvet. Kjolen var krøllet op under hende.
Birgitte strøg ham over det lyse hår, langsomt, som om hun prøvede at finde ud af, hvem hun var nu.
«Vi skal rydde op,» sagde hun til sidst.
«Ja.»
Hun rørte ikke ved at tage kjolen af.
«Og i morgen,» sagde hun, «er jeg projektleder igen.»
Han nikkede.
Hun kiggede på ham.
«Men vi er ikke færdige med rummet. Der er flere kasser.»
Hun smilede ganske lidt.
«Og flere roller.»
Hun rejste sig langsomt. Kjolen faldt ned om hoften igen, krøllet og skæv. Hun gik barfodet hen over det støvede gulv og åbnede den næste kasse, som om hun ikke lige havde siddet med ham inde i sig.
«Kom,» sagde hun. «Hvis vi først begynder at tænke, går vi hjem.»
Simon samlede sine bukser op, men tog dem ikke på. Han stod i den åbne skjorte og kiggede på hende, mens hun gravede.
Der var hat. Handsker. En sort smokingjakke, der lugtede af naftalin. En paryk. Noget, der engang havde været et tjenertørklæde.
Birgitte holdt smokingjakken op.
«Den her,» sagde hun. «Den er til dig.»
Han tog den på over skjorten. Den var for kort i ærmerne og for bred over ryggen, men den ændrede ham alligevel. Det lange lyse hår og den gamle smoking så forkert ud på en måde, der passede.
Hun fandt et par sorte handsker til sig selv. De gik kun til håndleddet og var stramme. Hun trak dem på, mens hun stadig havde kjolen hængende skævt.
Så satte hun brillerne på igen.
Det gjorde noget ved ham. Pludselig var hun både Vera og Birgitte og en tredje, han ikke havde et navn for.
«Nu er du ikke teknikeren,» sagde hun. «Nu er du ham, der ejer stedet. Den, der kommer ind efter midnat for at se, om personalet har slukket.»
«Og du?»
Hun smilede skævt.
«Jeg er blevet. Jeg skulle være gået for tre timer siden. Jeg har ikke nogen god grund til at være her.»
Hun gik hen til ham. Handskerne var glatte, da hun rettede hans revers.
«Du har set mig før,» fortsatte hun. «Nede i salen. Du ved, hvem jeg er. Du burde sende mig hjem.»
Simon slog øjnene i et øjeblik og åbnede dem igen.
«Hvad laver du her stadig,» sagde han. Stemmen var anderledes. Ikke skuespil i den store stil. Bare en anden retning.
«Jeg glemte min taske,» sagde hun. «Det er løgn, selvfølgelig.»
«Jeg ved det.»
Hun kiggede op på ham gennem brillerne.
«Hvad gør en mand som dig ved en kvinde, der lyver sig til at blive?»
Han svarede ikke med det samme. Han lagde hånden i hendes nakke, under det korte mørke hår, og kyssede hende. Langsommere end før. Hun lod ham. Handskerne gled ind under smokingjakken, hen over hans ribben.
«Du er for ung,» hviskede hun mod hans mund. «Det burde jeg sige.»
«Sig det.»
«Du er for ung. Og jeg burde vide bedre.»
Hun åbnede hans bukser igen. Han var allerede halvvejs med. Hendes handske om ham føltes mærkelig. Glat og fremmed. Hun så ned, mens hun strøg ham, som om hun undersøgte noget, hun havde ret til.
«Vend dig,» sagde hun.
Han blinkede.
«Vend dig.»
Han vendte sig. Hun skubbede ham hen mod spejlet med revnen. Han så sig selv: ranglet, håret i uorden, den latterlige smoking, hende bag ham, fyldig i den røde kjole, briller, handsker.
«Kig,» sagde hun. «Ikke på mig. På dig.»
Hun stod tæt ind til hans ryg. Hendes hånd gled ned og tog fat om ham, mens hun kiggede over hans skulder ind i spejlet.
«Det er det, der sker, når man bliver for længe,» mumlede hun. «Man begynder at se sig selv.»
Han lænede hovedet tilbage mod hendes. Hun strøg ham langsomt, sikkert, indtil han måtte støtte sig til spejlets ramme.
«Birgitte…»
«Ikke det navn nu.»
«Hvad så?»
Hun tænkte et sekund, stadig med hånden om ham.
«Fru Dahl. Jeg har siddet på første række i tre uger. Du har lagt mærke til mig. Du har bare ikke sagt det.»
«Fru Dahl,» gentog han.
Hun slap ham, gik hen til chaiselongen og lagde sig på maven, kjolen trukket op over ryggen. Hun kiggede tilbage over skulderen, stadig med brillerne på.
«Så kom og gør, hvad du kom for at gøre, når du lukker.»
Han gik hen til hende. Lagde hænderne på hendes baller, det bløde, varme, den måde hendes krop fyldte kjolen ud. Han skubbede sig ind i hende bagfra, og hun åndede ud mod velouret.
Det var anderledes end før. Dybere. Hun skubbede imod ham. Handskerne krammede kanten af møblet.
«Sig noget,» bad hun.
Han bøjede sig ind over hende.
«Du skulle være gået, fru Dahl.»
«Jeg ved det.»
Han greb hendes hofter og tog hende hårdere. Spejlet viste dem skævt, revnen delte billedet. Hun stønede ind i stoffet, så løftede hun hovedet.
«Træk mig i håret.»
Han gjorde det. Det korte hår gav ikke meget, men hun gispede alligevel. Brillerne gled. Hun lod dem sidde skævt.
«Fuck, ja. Sådan.»
Han kunne mærke, hun var tæt på. Han strakte hånden om og ned mellem hendes ben. Hun kom med et brudt lyd, der slet ikke passede til projektlederen, der uddelte opgaver om formiddagen.
Han holdt sig tilbage. Trak sig ud. Hun vendte sig om, rød i ansigtet, kjolen oppe, lårene åbne.
«Hvorfor stoppede du?»
«Fordi du kiggede på mig i spejlet, som om jeg stadig var den frivillige.»
Hun lo stille, hæst.
«Så kom herned og vær det andet.»
Hun tog ham i munden. Handskerne på hans hofter. Det var vådt og varmt og lidt klodset på den måde, virkelige mennesker er klodsede, og det gjorde det værre. Han holdt hendes hoved, ikke hårdt, bare nok til at hun kunne mærke det. Hun kiggede op gennem brillerne, mens hun gjorde det.
Han advarede hende. Hun blev. Han kom i munden på hende med et stød, der fik ham til at støtte sig til ryggen af chaiselongen.
Bagefter tørrede hun munden med håndryggen af handsken, grimaserede og lo.
«Det var ikke elegant.»
«Nej.»
«Det var godt.»
Hun trak handskerne af. Lagde dem pænt på kassen, som om de skulle tilbage i inventarlisten.
De sad et stykke tid uden at sige noget. Pæren i loftet summede. Et sted i bygningen knækkede træværk, som gammelt hus gør.
Birgitte strøg kjolen ned.
«Vi kan ikke gøre det her hver aften,» sagde hun.
«Nej.»
«Men vi gør det alligevel, ikke?»
Han kiggede på hende.
«Hvis du siger, vi skal.»
Hun rystede på hovedet.
«Ikke som projektleder. Jeg kommer ikke til at skrive det på tavlen.»
Hun samlede sine underbukser op, men puttede dem i lommen på den jakke, hun havde hængt over en stol, i stedet for at tage dem på.
«Torsdag,» sagde hun. «De andre går tidligt. Der er bestyrelsesmøde i byen. Jeg bliver. Du bliver.»
«Okay.»
Hun pegede på en tredje kasse, som de ikke havde åbnet.
«Der ligger noget i den, jeg ikke har vist dig. Det er ikke kjoler.»
«Hvad er det så?»
«Du får det at se torsdag.»
Hun begyndte at tage kjolen af. Ryggen til ham, lynlåsen. Hun stod nøgen et øjeblik i det gule lys, fyldig, med mærker efter hans hænder på hoften, før hun gik i sit jakkesæt igen. Skjorten, bukserne, jakken. Brillerne rettet.
På få minutter var hun Birgitte.
Næsten.
Da hun vendte sig, var mundvigene stadig røde, og håret ville ikke ligge, som det plejede.
«Ryd dit hår,» sagde hun. «Og tag din egen trøje på. Hvis nogen ser os gå, er vi to, der har arbejdet over.»
Han nikkede og gjorde, som hun sagde.
De slukkede pæren. Låste rummet. Gik gennem den tomme sal uden at tænde mere lys end nødvendigt.
Udenfor var luften kold. Parkeringen var tom, bortset fra hendes bil og hans cykel.
Hun stod med hånden på bildøren.
«Simon.»
«Ja.»
«Det derinde… det er ikke fordi jeg ikke kan lide dig, som du er.»
«Jeg ved det.»
«Godt.»
Hun satte sig ind. Ruden blev tåget, da hun startede. Hun kørte, uden at kigge tilbage.
Han cyklede hjem med smokinglugten stadig i næsen og hendes smag i munden.
Torsdag sad i kroppen hele vejen.
Torsdag kom som et sug under ribbenene.
Om dagen var hun projektleder. Hun delte opgaver ud, skældte en maler ud for at have sparet på grunden, og sagde Simons navn, som om munden ikke havde været omkring ham tre dage tidligere. Kun én gang gled det. Da hun rakte ham en rulle tape, blev hendes fingre lidt for længe. Hun trak dem til sig og rettede brillerne.
De andre gik kvart i fem. Bestyrelsesmøde i Kulturhuset. Nogen spurgte, om hun ikke kom med.
«Der er papirarbejde,» sagde hun. «Simon bliver og hjælper med at tælle spartel.»
Han nikkede, som om spartel var det, han tænkte på.
Da bilerne var væk, gik hun hen og låste hoveddøren. Lyden af klinken var skarp i den tomme foyer.
«Kom,» sagde hun.
De gik ikke gennem salen som sidst. Hun tog ham med op ad den smalle trappe til maskinrummet først, tændte ikke lyset, stod tæt på ham i mørket mellem de gamle projektører og kyssede ham, hårdt, med tænder, som om hun havde holdt det inde siden mandag.
«Jeg har tænkt på det,» hviskede hun. «På arbejdet. I bilen. I badet. Det er pinligt.»
«Det er det samme for mig.»
«Godt. Så er vi to pinlige.»
Hun trak ham med ned igen. Bag scenen. Pæren. Den tredje kasse stod, hvor hun havde ladet den stå, med låg.
Hun åbnede den.
Ikke kjoler.
Et par scenehåndjern, tunge, med en nøgle bundet til kæden med rød snor. Et sort tørklæde. En ridestok, slank, med slidt læder i grebet, sikkert fra en gammel kabaret. En stak gule sider, et maskinskrevet manuskript med kaffepletter. Og nederst en sort korsetagtig bodice med snørebånd og en herreslips i mørkeblåt silke.
Birgitte lo stille, næsten nervøst.
«Jeg kiggede i den tirsdag i sidste uge. Jeg vidste ikke, om jeg skulle vise dig det. Det er fra en forestilling, de lavede i halvfjerdserne. Krimi. Eller noget, der skulle ligne krimi.»
Hun tog ridestokken op. Vejede den.
«Jeg er ikke… sådan,» sagde hun. «Til hverdag.»
«Det er vi heller ikke til hverdag.»
Hun kiggede på ham over brillerne.
«Tag trøjen af.»
Han gjorde det. Det lange lyse hår faldt frem. Hun gik rundt om ham med stokken, ikke slået, bare ført hen ad hans ryg, hans side, kanten af hans bukser.
«I aften instruerer jeg,» sagde hun. «Du siger dine replikker, når jeg beder om det. Du stopper, når jeg siger stop. Hvis du vil ud, siger du “klap”. Ikke stop. Stop er en replik.»
«Klap,» gentog han.
«Ja.»
Hun lagde stokken hen. Tog bodicen op.
«Hjælp mig.»
Hun trak blusen af. Bh’en fulgte med. Hendes bryster var tunge, med mørke vorter, der allerede var spidse i den kølige luft. Hun vendte ryggen til ham.
«Snør.»
Hans fingre var klodsede. Han trak. Stoffet bed sig ind i hendes talje og løftede barmen. Hun åndede ud, da det sad.
«Hårdere.»
Han trak igen. Hun støttede sig til kassen.
«Sådan.»
Hun tog slipsen og bandt den om hans hals, langsomt, øjenkontakt. Derefter tørklædet. Hun ventede.
«Ja,» sagde han.
Hun bandt det for hans øjne. Mørket var øjeblikkeligt. Han hørte hendes åndedræt, rustlingen, metal.
Håndjernene klikkede om hans håndled foran kroppen. Ikke bag. Hun var praktisk, også nu.
«På knæ.»
Han gik ned. Gulvet var hårdt. Støvet. Hendes fingre i hans hår, samlede det, holdt.
«Du er til audition,» sagde hun tæt ved hans øre. «Du vil have rollen. Du vil have den så meget, at du gør, hvad der bliver sagt. Hvad hedder du?»
Han slugte.
«Hvad du vil, fru…»
«Instruktøren. Bare det.»
«Ja, instruktør.»
Hun trak hans hoved frem. Han mærkede stoffet af hendes nederdel, varmen, så huden, da hun løftede den. Hun havde ikke underbukser på. Han slikkede hende i blinde, styret af hendes hånd i håret, af de små lyde, hun ikke kunne holde tilbage. Ridestokken hvilede nu og da mod hans skulder, en påmindelse, ikke et slag.
«Langsommere. Jeg har ikke sagt, at du må have travlt.»
Han adlød. Hun var allerede våd. Hun gned sig mod hans mund med små, kontrollerede bevægelser, som om hun stadig instruerede en scene, indtil kontrollen revnede, og hun kom stående, med hans hår i knytnæven og et støn, hun bid i, for sent.
Hun trak tørklædet ned om halsen, så han kunne se. Hendes ansigt var rødt. Brillerne duggede let.
«Op.»
Hun førte ham til chaiselongen. Låste håndjernene op, kun for at spænde dem om et af de gamle rør i væggen over møblet, så hans arme var oppe. Han var lang, så det strakte ham. Hun så på det et øjeblik, som om hun fotograferede det ind.
«Hvis det gør ondt på den forkerte måde…»
«Klap,» sagde han.
«Godt.»
Hun åbnede hans bukser, trak dem ned. Tok ham i hånden, strøg, slap, strøg igen. Ridestokken gled hen ad indersiden af hans lår. Et let smæk, mere lyd end smerte. Han rykede. Hun smilede, et lille, forskrækket smil, som om hun ikke havde troet, hun ville kunne lide at se det.
«Sig, at du vil have rollen.»
«Jeg vil have rollen.»
Hun smækkede igen, lidt hårdere.
«Som om du mener det.»
«Jeg vil have den,» sagde han hæst. «Giv mig den.»
Hun kravlede op over ham, bodicen stram, maven blød mod hans, og sænkede sig ned over ham. Hun var så våd, at han gled ind i ét drag. Hun satte hænderne på hans bryst og begyndte at ride ham, langsomt, med åbne øjne, brillerne stadig på, som om hun nægtede at miste den sidste rest af den kvinde, der ellers styrede byggeplanen.
«Kig på mig,» sagde hun. «Ikke væk. Jeg ved, hvordan jeg ser ud. Kig alligevel.»
«Jeg kigger, fordi du ser sådan ud,» sagde han. «Ikke på trods.»
Hun stoppede et sekund. Noget i ansigtet gav sig. Så begyndte hun igen, hårdere, med lyde nu, uden at spille. Chaiselongen knirkede. Håndjernene slog mod røret. Hun bøjede sig frem og kyssede ham sløset, og han kunne ikke holde om hende, kunne kun tage imod.
«Nu,» hviskede hun. «Kom, når jeg siger det. Ikke før.»
Han bed tænderne sammen. Hun arbejdede sig selv derhen, klitoris mod ham, åndedrættet i stød, og da hun kom, krammede hun om ham og sagde hans navn, ikke en rolle, bare Simon, og så:
«Nu.»
Han kom med armene strakt op i jernet, hoften slået op i hende, synet sløret.
Hun blev siddende, indtil det rystede af. Så låste hun ham fri. Hans skuldre gjorde ondt på den rigtige måde. Hun gned dem med flade hænder, praktisk igen, næsten øm.
«Okay?» spurgte hun.
«Ja.»
Hun nikkede. Satte sig hen ad ham, stadig i bodicen, slipsen stadig om hans hals.
«Der er en sidste ting i kassen,» sagde hun stille. «Jeg tog den ikke op.»
Hun pegeede med hagen.
Nederst, under papiret, lå en gammel nøglering med et mærke: MASKINRUM. Og en seddel, skrevet med hendes egen hånd, ikke gammel.
Han foldede den ud.
*Fredag er der folk. Lørdag er der ikke. Hvis du kommer klokken seks, slukker jeg lyset i salen. Så er det din tur at instruere.*
Hun kiggede ikke på ham, mens han læste.
«Jeg kunne ikke sige det,» mumlede hun. «Så skrev jeg det. Det er latterligt.»
Han folded sedlen.
«Jeg kommer.»
Hun trak vejret ud, som om hun havde holdt det.
Udenfor var det blevet aften. De klædte sig på i stilhed, men det var en anden slags stilhed end den, de havde haft, da de stadig bare var frivillig og projektleder.
Ved døren rettede hun hans hår med fingrene.
«Du har maling i nakken,» sagde hun.
«Det har jeg haft i tre uger.»
«Jeg har lagt mærke til det i tre uger,» sagde hun. «Jeg har bare ikke sagt det.»
Hun gik ud først. Han slukkede pæren.
Lørdag sad allerede i væggene.
Lørdag klokken seks var gaden udenfor biografen allerede mørk. Der stod ingen biler. Kun en svag stribe lys under den tunge yderdør, og den slukkede, da han trykkede på klinken.
Salen lå i sort. Han kunne lugte støvet, malingen, det gamle tæppe. Et sted foran ham klikkede en sædeopklap.
«Du kom,» sagde hun. Stemmen kom fra midtergangen, et stykke nede.
«Jeg sagde, jeg ville.»
«Så er lyset dit.»
Han famlede sig hen til kontakterne ved scenekanten, dem han selv havde siddet og afmærket tre uger tidligere. Han tændte ikke loftet. Kun det gamle arbejdslys over scenen, gult og smalt, så stolenes røde stof blev til skygge, og hun blev synlig, da hun rejste sig.
Birgitte havde jakkesættet på. Hel. Knapperne lukket. Brillerne på. Som om hun var mødt op til et tilsyn.
«Du instruerer,» sagde hun. «Jeg har sagt det. Jeg tager det ikke tilbage. Men du skal sige, hvem vi er. Jeg kan ikke stå her og gætte.»
Han gik op ad de tre trin til scenen. Gulvet knirkede. Han kiggede ned på hende, høj, ranglet, håret samlet løst i nakken, fordi han havde tænkt over det på vejen.
«Du er ikke projektleder,» sagde han. «Du er kommet for at se, om huset kan bruges. Du ejer pengene. Jeg ejer rummet. Jeg viser dig, hvad der stadig virker.»
Hun stod stille nede mellem rækkerne.
«Og hvis det virker?»
«Så bliver du.»
Hun gik langsomt frem. Hendes hæle lød for høje i den tomme sal. Hun standsede ved orkestergraven, der ikke længere var en grav, bare et hul med ledninger.
«Må jeg komme op?»
«Ja.»
Han rakte hånden ned. Hun tog den. Hendes hånd var kold. På scenen, i det smalle lys, så hun pludselig mindre ud, end hun gjorde bag et skrivebord.
«Tag jakken af,» sagde han.
Hun gjorde det. Lagde den over en malerspand. Skjorten under var hvid og stram over barmen.
«Brillerne bliver på,» sagde han. «Jeg vil se dig, som de andre ser dig om dagen.»
Hun slugte.
«Okay.»
«Gå hen til kanten. Kig ud. Der er tre hundrede mennesker, der ikke er der.»
Hun gik. Stod med hænderne langs siden og kiggede ud i mørket, hvor stolene bare var mørkere mørke. Han trådte ind bag hende, tæt, så hun kunne mærke ham uden at blive holdt.
«Hvad ser du?» spurgte han.
«Ingenting.»
«Jo. Du ser, at de venter. Du har lovet dem noget.»
Hun åndede ud.
«Jeg har ikke lovet nogen noget.»
«Jo. Du har. Du har lovet, at du ikke gør sådan noget her. Og så gør du det alligevel.»
Han åbnede hendes skjorte fra ryggen, knap for knap, indtil den hang. Han skubbede den ud over skuldrene. Bh’en var mørk. Han åbnede den og lod den falde. Hendes bryster tyngede frem i lyset. Han tog dem nedefra, store, varme, og hun lænede hovedet tilbage mod hans skulder.
«Simon…»
«Ikke det navn. Ikke endnu.»
«Hvad så?»
«Du kalder mig hr. Holm. Du har siddet og set på mit arbejde i tre måneder. Nu vil du have en privat fremvisning.»
Hun lo, kort, nervøst.
«Hr. Holm. Det er tyndt.»
«Det hele er tyndt,» sagde han. «Det er derfor, det virker.»
Han vendte hende om og kyssede hende. Hun kyssede tilbage, hårdere, som om hun var lettet over, at han faktisk tog det. Hans hænder gled ned om hendes hofter, den fyldige krop, bukselinningen. Han åbnede bukserne og skubbede dem ned. Hun trådte ud af dem på scenen, i strømper og hæle, nøgen foroven, og det så forkert og rigtigt ud på samme tid.
«På knæ,» sagde han. «Her. Midt på.»
Hun kiggede på ham over brillerne. Et kort øjeblik var hun Birgitte, der overvejede, om hun ville. Så gik hun ned.
Trægulvet var ru. Hun åbnede hans bukser. Tog ham i munden, langsomt, mens han stod i det gule lys og kiggede ud over den tomme sal, som om nogen kunne sidde derude. Ingen sad der. Det føltes alligevel, som om de gjorde.
Han lagde hånden i hendes korte hår. Ikke som hun havde gjort det ved ham. Blødere. Hun lavede en lyd omkring ham, og han måtte trække sig lidt tilbage for ikke at komme for tidligt.
«Op,» sagde han.
Han tog hende med ind mod lærredet. Det gamle lærred var groft og koldt mod hendes ryg, da han løftede et af hendes ben og skubbede sig ind i hende stående. Hun greb ud efter ham, fandt hans hår, trak.
«Sig det,» bad hun.
«Hvad?»
«At du har set på mig. Før rummet. Før kjolen.»
Han stødte ind i hende. Lærredet bevægede sig bag hendes ryg.
«Jeg har set på dig, siden den første uge,» sagde han. «Når du står med plantegningen. Når du skælder ud. Når du tager brillerne af og gnider dig i øjnene. Jeg har ikke sagt det, fordi du er den, der bestemmer.»
«Bestemmer jeg nu?»
«Nej.»
Hun kom næsten på den sætning, med et stød og et støn, der forsvandt op under loftet. Han holdt hende, mens det gik gennem hende, og blev inde i hende, stille, indtil hun åbnede øjnene igen.
«Gulvet,» hviskede hun. «Jeg kan ikke stå.»
De endte på scenen, på et gammelt tæppe, han havde lagt der for at spare parketten. Hun på ryggen, ham over hende, det lange lyse hår ned om begges ansigter. Hun havde stadig brillerne på, skæve nu. Han tog dem af. Lagde dem ved siden af hendes hånd.
«Nu er du bare dig,» sagde han.
«Det er værre,» svarede hun.
Han bevægede sig i hende, langsomt, uden rolle, og hun holdt ham om ryggen, som om hun var bange for, at det ville gøre det til noget, de ikke kunne pakke sammen bagefter. Hun kom igen med ansigtet i hans hals. Han fulgte med, dybt, med et støn, han ikke prøvede at holde tilbage.
Bagefter lå de på tæppet og kiggede op i det høje mørke, hvor loftslampen hang og ikke var tændt.
Birgitte fandt sine briller. Satte dem på. Nøgen, med mærker efter scenegulvet på hoften, og alligevel sig selv.
«Sådan,» sagde hun stille. «Nu har vi byttet.»
«Ja.»
«Jeg kan ikke være din kæreste, Simon. Ikke ude i byen. Ikke med de andre. Jeg er femtfire. Jeg er den, der skriver under på din forsikring.»
«Jeg har ikke bedt om det.»
Hun vendte hovedet og kiggede på ham.
«Hvad har du så bedt om?»
«Det her,» sagde han. «Rummet. Rollerne. Dig, når de andre er gået.»
Hun nikkede, én gang, som om det var et referat, hun kunne leve med.
De klædte sig på uden at skynde sig. Hun knappe skjorten. Han hjalp hende med jakken. Hun strøg maling af hans kind med tommelfingeren, et lille, praktisk strøg, der alligevel ikke var praktisk.
Ved yderdøren stod de et øjeblik i den kolde luft.
«Mandag er der folk,» sagde hun. «Så siger jeg dit navn, som jeg plejer.»
«Det er fint.»
«Og onsdag,» tilføjede hun, uden at kigge på ham, «går de tidligt igen. Der ligger en blå kuffert bag scenen, som vi ikke har åbnet. Den er ikke fra halvfjerdserne. Den er min.»
Hun gik hen til sin bil.
Han stod kvarteret alene foran den gamle facade, indtil lyset i foyer slukkede indefra, fordi hun havde glemt det, og så tændt det igen et sekund, som et tegn, før det blev mørkt for alvor.
Han cyklede hjem med scenestøv på bukserne og hendes parfume i håret.
Om mandagen sagde hun hans navn, som hun plejede.
Kun han hørte, at det sad anderledes i munden på hende.
