Det var kun kaffe, han skulle hente. Mads stod i køen hos bageren nede i gågaden, stadig i arbejdstøj, da han så hende ved det lille bord ude foran.
Gråt hår sat op i en løs knude. Markante briller. En mørk frakke over en kjole. Kraftig og rank, den slags kvinde man lægger mærke til, uden at hun beder om det.
Han vidste det, før han havde tænkt det færdigt.
Lene.
Han havde ikke set hende i sytten år. Sidste gang havde han været atten og færdig med gymnasiet. Hun havde været hans dansklærer. Den strenge. Den, man rettede ryggen for, når hun kom ind ad døren.
Nu var hun tres. Og han var femogtredive, med skæg og kalk på ærmerne.
Han skulle bare have taget sin kaffe og gået. I stedet blev han stående.
Hun løftede blikket. Brillerne gjorde hendes øjne større. Hun kiggede på ham, som man kigger på noget, man næsten kan placere.
«Mads?»
Hans navn i hendes mund. Præcis den tone.
«Lene,» sagde han. Det føltes forkert og rigtigt på samme tid. Dengang havde han sagt Lene, fordi hun insisterede på fornavn, men det havde aldrig ligget naturligt. «Jeg troede ikke…»
«At jeg stadig sad her og drak kaffe i denne by?» Hun smilede skævt. «Jeg flyttede aldrig. Du gjorde.»
«Arbejde,» sagde han. «Jeg er tømrer nu. Bor ude ved havnen.»
Hun lod blikket glide ned over ham. Ikke skjulte. Arbejdsbukserne. De brede skuldre. Skægget. Hænderne.
«Det kan man se,» sagde hun. «Sæt dig. Medmindre du har travlt.»
Han havde travlt. Et køkken, der skulle gøres færdigt. Han satte sig alligevel.
Tæt på lugtede hun af parfume og kaffe. Huden i ansigtet var blødere, end han huskede, med fine linjer ved øjnene. Brillerne sad lidt skævt. Hun rettede dem med en bevægelse, han kendte. Den samme, hun havde brugt, når hun kiggede op fra et stilehæfte.
«Du er blevet stor,» sagde hun. «Dengang sad du nede bagved og så ud, som om du helst ville være et andet sted.»
«Det ville jeg også.»
«Og nu sidder du her.» Hun drejede koppen. «Hvad laver en tømrer i gågaden om onsdagen?»
«Kaffe. Og så skulle jeg forbi farvehandleren.»
«Praktisk mand.» Hun sagde det, som om det var både ros og et lille stik. «Jeg har stadig dine stile liggende et sted. Den om identitet. Du hadede den opgave.»
Han lo, overrasket. «Du husker det?»
«Jeg husker de elever, der troede, jeg ikke gjorde.» Hun kiggede på ham over brillerne. Kort. Præcist. «Du er rød i halsen.»
Han mærkede det selv. Det var ikke kun kaffen. Det var hendes stemme. Den gamle orden, der stadig lå i den, selvom de sad ude foran en bager som to voksne mennesker.
«Det er mærkeligt,» sagde han. «At sidde her. Du er bare Lene nu.»
«Er jeg?» Hun hævede øjenbrynet. «Eller er jeg stadig hende, der bad dig rette kommaerne?»
Han svarede ikke med det samme. Et par gik forbi på fortovet. En cykel ringede. Almindelig eftermiddag. Ingenting almindeligt ved bordet.
«Begge dele,» sagde han.
Hun nikkede, som om det var det rigtige svar. Så drak hun ud.
«Jeg bor tre gader herfra,» sagde hun. «Gammel lejlighed. For stor. Og jeg har en reol, der har hængt i tre måneder, fordi jeg nægter at ringe efter en eller anden, der kommer og sukker over mine huller i væggen. Du er tømrer. Du kan sige nej.»
Han skulle have sagt nej. Han sagde: «Jeg kan kigge på den.»
«Nu?»
«Nu.»
Hun samlede sin taske, langsomt, som om hun gav ham tid til at skifte mening. Han skiftede ikke mening.
Lejligheden lå på anden sal i en ældre ejendom med høje paneldøre og slidte trappetrin. Inde lugtede der af bøger og noget blomstret. Stuen var fyldt, men ikke rod. En bred sofa. Reoler. Et skrivebord ved vinduet. Hun hang frakken og blev stående i kjolen. Mørkeblå, slået ind i taljen, stoffet strammede over bryst og hofter. Kraftig på den måde, der gjorde hende mere til stede i rummet, ikke mindre.
«Reolen er dér,» sagde hun og pegede. «Men du må godt vaske hænder først. Køkkenet er til venstre.»
Han gjorde, som hun sagde. Uden at tænke over det. Vandet var koldt. I spejlet over vasken så han sig selv: skæg, støv i håret, et udtryk han ikke brød sig om. For ivrig.
Da han kom tilbage, havde hun skænket rødvin i to glas. Hun rakte ham det ene.
«Du er færdig med at arbejde i dag,» sagde hun. «Ellers drikker du ikke.»
«Jeg er færdig.»
Reolen var ikke svært. En skinne, der havde sluppet. Han hentede boremaskine og plugs oppe fra varevognen, mens hun stod i døråbningen og så på. Ikke småsnakkende. Bare så. Han mærkede det i nakken. Som i timerne, når hun gik ned mellem rækkerne.
«Du gør det rigtigt,» sagde hun, da han var færdig. «De fleste skynder sig.»
«Det er derfor, det hænger skævt bagefter.»
Hun smilede. «Kom. Sid. Du har gjort dig fortjent til glasset.»
De sad i hver sin ende af sofaen. For tæt og for langt væk på samme tid. Hun havde trukket benene op under sig, kjolen strammede over lårene. Fødderne bare. Røde neglene. Han kiggede væk og kiggede igen.
«Du stirrer,» sagde hun.
«Undskyld.»
«Jeg sagde ikke, du skulle stoppe.» Hun drejede glasset. «Jeg er tres, Mads. Jeg ved godt, hvordan jeg ser ud. Jeg er ikke tynd. Jeg er ikke ung. Og du sidder alligevel her med den der mund.»
«Hvilken mund?»
«Den, du havde, når du ikke havde læst. Lidt skyldig. Lidt trodsig.» Hun lænede sig tilbage. «Hvad er det, du kigger efter?»
Han kunne have løjet. Han gjorde ikke.
«Dig,» sagde han. «Og så det andet. At du var min lærer. Det sidder stadig i kroppen.»
«Ja.» Hun sagde det stille. «Det gør det i min også. Jeg burde have sendt dig ned til vognen igen. I stedet sidder jeg her og lægger mærke til dine hænder.»
Han satte glasset. «Lene.»
«Sig det.»
«Jeg vil gerne kysse dig.»
Hun kiggede på ham længe. Brillerne. Den lille fold mellem øjenbrynene, som når hun vurderede en tekst.
«Så kom herhen og gør det,» sagde hun. «Som den mand, du er. Ikke som eleven.»
Han flyttede sig hen over sofaen. Hendes mund var varm og havde smag af vin. Først forsigtigt. Så ikke. Hun tog fat i hans skjorte med en hånd, der var blød og bestemt. Den anden fandt hans nakke under håret. Han mærkede hendes bryster mod brystet, den faste fylde, varmen gennem stoffet. Hun lavede en lille lyd i halsen, da hans skæg strøg hendes hage.
Da de slap, var hun rød på kinderne.
«Brillerne,» mumlede hun og tog dem af. Hun så anderledes ud uden. Blødere. Men stemmen var den samme. «De trykker, når man gør sådan.»
Han tog dem forsigtigt og lagde dem på bordet. «Jeg kan bedre lide dem på.»
«Det ved jeg.» Hun kørte en tommelfinger langs hans skæg. «Du har altid kigget, når jeg rettede dem. Jeg lod, som om jeg ikke så det.»
«Så du det?»
«Jeg så mere, end I troede. Det var mit arbejde.» Hun trak ham ind igen. «Nu er det ikke mit arbejde. Nu er det bare mig, der gerne vil have dine hænder et andet sted end på en reol.»
Han kyssede hende igen, dybere. Hånden fandt hendes talje, så hoften, det bløde der, hvor kjolen strammede. Hun åbnede munden mod hans. Da han rørte hendes bryst udenpå stoffet, pressede hun sig imod hånden. Tung. Varm. Han mærkede brystvorten gennem stoffet.
«Kjolen,» sagde hun mod hans mund. «Lynlåsen sidder bagpå. Du kan finde den.»
Han fandt den. Stoffet gled. Hun hjalp det af skuldrene og lod det samle sig om hofterne, inden hun løftede sig og fik det helt af. Under tøjet havde hun sort bh og matching trusser. Ikke ung lingeri. Fast, enkelt, fyldt ud. Maven var blød. Hofterne brede. Lårene kraftige. Grå hår i nakken, hvor knuden havde sluppet lidt.
Hun sad der i sofaen og lod ham se.
«Sig noget,» sagde hun. «Eller rør. Men sid ikke og kig, som om du venter på karakter.»
Han rørte. Begge hænder på hendes talje, op over maven, op til bh’en. Han kyssede halsen, det bløde under øret, videre ned. Hun lagde hovedet tilbage. Da han trak bh’en ned, var brysterne tunge, med mørke vorter, der allerede var spændte. Han tog den ene i munden. Hun trak ind gennem tænderne.
«Ja. Sådan.»
Hendes hånd fandt hans skridt udenpå bukserne. Fast greb. Hun mærkede ham, trykkede, lod fingrene køre langs linjen.
«Du er hård,» sagde hun, næsten nøgternt. «Hvor længe har du været det?»
«Siden bageren.»
Hun lo lavt. «Ærligt. Godt.» Hun åbnede hans bælte. Lynlåsen. Hånden ind. Hud mod hud. Han stødte hoften frem, inden han kunne lade være. Hun holdt om ham, langsomt, som om hun havde tid.
«Se på mig,» sagde hun.
Han så. Uden briller var hendes øjne mørkere. Hun sad med hans pik i hånden og kiggede på ham, som hun havde kigget, når hun ventede på et svar, han ikke havde.
«Du må gerne sige, hvad du vil,» sagde hun. «Du må også gerne spørge. Jeg siger nej, hvis det er nej.»
«Jeg vil have dig,» sagde han. «Her. Nu.»
«Det hørte jeg.» Hun strøg tommelfingeren over hovedet på ham, langsomt. «Men du tager tøjet af først. Jeg vil se den mand, der sidder i min sofa. Ikke arbejdstøjet.»
Han rejste sig. Skjorte. T-shirt. Bukser. Strømper. Hun fulgte ham med øjnene, uden at skjule det. Da han stod nøgen foran hende, nikkede hun en gang, som om noget faldt på plads.
«Kom herned,» sagde hun.
Han knælede mellem hendes ben. Hun spredte dem. Han kyssede indersiden af låret, det bløde, den varme hud. Hun lagde en hånd i hans hår. Ikke hårdt. Bestemt. Han trak trusserne til siden, så af, og trak dem ned. Hun løftede numsen og hjalp. Mørkt hår, gråt hist og her. Han slikkede hende, først forsigtigt, så med mere tunge, da hun åndede ud og holdt ham fast.
«Der,» sagde hun. «Lige der. Du behøver ikke gætte. Jeg siger det.»
Han gjorde, som hun sagde. Hun smagte syrligt og varmt. Lårene lukkede sig om hans hoved, slap, lukkede igen. Hendes åndedræt blev kortere. Sofaen knirkede. Et sted ude i opgangen gik nogen forbi. Ingen af dem stoppede.
«Mads.» Hans navn igen. Anderledes nu. «Din mund. Ja. Bliv. Bliv.»
Hun kom med en lav, presset lyd, hoften løftet, hånden hård i hans hår. Han holdt hende, slikkede hende gennem det, indtil hun trak ham op i ansigtet.
Hun var rød, blank i øjnene, munden åben.
«Godt,» sagde hun. «Meget godt. Kom op her.»
Han lagde sig over hende. Hun tog om ham, førte ham hen, hvor hun var våd. Han skubbede ind. Langsomt, fordi hun var stram og varm, og fordi han var bange for at komme for hurtigt. Hun åndede ud mod hans skulder og tog ham imod med benene omkring ryggen.
«Hele vejen,» sagde hun. «Jeg knækker ikke.»
Han skød ind til roden. Hun var blød omkring ham, tung under ham, hænderne oppe på hans ryg. Han begyndte at bevæge sig. Sofaen slog imod væggen. Hun mødte ham. Brysterne gled mod hans bryst. Skægget strøg hendes hals. Hun nippede ham i skulderen, ikke hårdt, bare nok.
«Kig på mig, når du kommer,» sagde hun. «Ikke væk. På mig.»
Han nikkede ind i hendes ansigt. Tempoet steg. Hun var våd nok til, at det lød. Hendes negle i hans ryg. Den gamle stemme et sted under den nye, den der sagde hans navn, som om den stadig havde ret til det.
Han kom med ansigtet i hendes, øjnene åbne, et stød der fik ham til at ryste. Hun holdt om ham, indtil det slap.
De lå stille. Hans vægt. Hendes åndedræt. Et ur et sted i lejligheden.
Hun strøg ham over nakken.
«Så,» sagde hun stille. «Der ligger vi.»
Han slikkede sig om munden. «Jeg skulle have sagt nej til reolen.»
«Nej.» Hun fandt brillerne på bordet og satte dem på, nøgen, med ham stadig i sig. Det gjorde noget ved ham, han ikke havde et ord for. «Du skulle præcis det, du gjorde. Men nu går du ud og hælder mere vin. Og så bliver du. Jeg er ikke færdig med at kigge på dig.»
Han trak sig ud af hende, langsomt. Hun trak en pude ind under sig og blev liggende, et lår slået til side, som om hun ikke havde travlt med at lukke sig.
I køkkenet stod han med flasken i hånden og mærkede det stadig i benene. Udenfor var det ved at blive aften. Indenfor ventede hun.
Han skænkede og gik tilbage.
Han kom ind med glassene. Hun havde trukket et tæppe op over skødet, men brysterne var stadig bare, og brillerne sad på igen. Det gjorde rummet mærkeligt nøgternt. Som om hun kunne rejse sig og rette en opgave, mens hun sad der og lugtede af sex.
Han rakte hende glasset. Hun tog det, rørte hans fingre undervejs og holdt dem et sekund for længe.
«Sæt dig. Ikke i den anden ende.»
Han satte sig tæt på hende. Huden mod hans lår var varm. Hun drak, kiggede på ham over glasset, den samme vurdering som i timerne, bare uden tøj.
«Du ryster lidt,» sagde hun.
«Det gør jeg ikke.»
«Jo. I hånden.» Hun tog hans hånd og lagde den på sit lår, inde under tæppet. «Det er i orden. Det er nyt for os begge. Ikke selve det. Det andet.»
«At du har været min lærer.»
«At jeg stadig kan mærke det, når du kigger på mig, som om jeg kan sende dig udenfor.» Hun strøg hans skæg med den fri hånd. «Kan jeg?»
Han slugte. «Lige nu? Ja.»
Hun nikkede, tilfreds, uden at smile stort. «Godt du siger det. Jeg gider ikke lade, som om det ikke er der. Det er det, der gør det skarpt. Ikke at du er femogtredive og tømrer. Det er fint. Men at du stadig retter dig, når jeg siger sæt dig.»
Han mærkede det i maven. Skam og lyst i samme bevægelse. Hånden på hendes lår gled højere op af sig selv. Hun lod det ske.
«Jeg tænkte på dig,» sagde han. «Ikke hele tiden. Men nok. Når jeg så en kvinde med briller. Eller hørte en stemme i et lokale.»
«Det ved jeg.» Hun drak igen. «Jeg tænkte mindre på dig, end du håber. Og mere, end jeg burde. Du var atten. Jeg var treogfyrre. Der var en linje, og jeg gik ikke over den. Nu er linjen væk. Du er en voksen mand med kalk under neglene og en pik, der stadig er halvhård, mens vi sidder og drikker vin. Så nu må vi godt.»
Hun tog tæppet væk. Lagde det hen over sofaens armlæn, som om det var et tørklæde. Hun sad nøgen med glasset i hånden og korslagte ankler, der ikke rigtig skjulte noget.
«Drik,» sagde hun.
Han drak. Vinen var tør. Hun satte sit glas, tog hans ud af hånden og stillede det ved siden af.
«Kom med.»
Hun rejste sig først. Ryggen var bred, taljen tydelig, numsen tung og blød, da hun gik foran ham gennem stuen. Soveværelset lå ind til venstre. Stort sengegærde. Læselampe. En stak bøger på natbordet. Hun tændte lampen, ikke loftet, så rummet blev gult og tæt.
«Op i sengen,» sagde hun. «På ryggen.»
Han gjorde det. Lagenet var køligt. Hun stod ved foden og kiggede på ham, som man kigger på noget, man har besluttet sig for. Så kravlede hun op, langsomt, et knæ på hver side af hans lår, og satte sig over ham uden at tage ham ind. Bare hud mod hud. Tyngden af hende. Maven mod hans. Brysterne hang frem, da hun bøjede sig.
«Hænderne op under hovedet,» sagde hun.
Han lagde dem der. Hun nikkede.
«Du rører, når jeg siger det.»
«Ja.»
Hun smilede endelig. Lille. «Der var den. Den tone.» Hun kørte sig frem og tilbage over ham, våd, langsom, så han gled langs hende uden at komme ind. «Du vil gerne op. Du må vente.»
Han spændte i maven. Hun lænede sig ned og kyssede ham, dybt, med tungen, mens hun stadig gned sig mod ham. Brillerne ramte hans næse. Hun fnøs og skubbede dem op.
«De bliver på,» sagde hun mod hans mund. «Du sagde, du kunne lide det.»
«Jeg kan.»
«Så se.»
Hun rettede sig. Tog om ham, førte ham hen, sænkede sig. Centimeter for centimeter, øjnene i hans, indtil hun sad helt nede. Hun var blød og åben efter før, men stadig stram nok til, at han måtte bide tænderne sammen. Hun hvilede der. Åndede. Rørte sin egen brystvorte med to fingre, som om hun viste ham, hvad han ikke måtte endnu.
«Du ligger pænt,» sagde hun. «For en, der hadede at sidde stille.»
«Lene.»
«Ja.» Hun begyndte at bevæge sig. Korte løft. Tunge. Brysterne fulgte med. «Sig det igen.»
«Lene.»
«Ikke frøken. Ikke lærer. Bare det. Og så det, du tænker.» Hun tog hans hånd ned fra hovedpuden og lagde den på sit bryst. «Nu må du.»
Han greb. Fylden i hånden. Den anden hånd på hendes hofte, hjalp hende ned, da hun sænkede sig. Hun lod ham, men det var stadig hende, der satte tempoet. Langsomt, bevidst, med små lyde, hun ikke prøvede at holde tilbage. Sengen knirkede i en anden rytme end sofaen.
«Du er tykkere, end jeg havde tænkt,» sagde hun åndende. «Det er en kompliment. Tag om mine hofter. Fast.»
Han tog fast. Fingrene sank i det bløde. Hun stønede, tydeligt, og lænede sig frem, så hendes bryster kom tæt på hans ansigt. Han løftede hovedet og tog en brystvorte i munden. Hun holdt ham der med en hånd i håret.
«Sut. Ja. Sådan en voksen mand, og du ligger her og… ah.» Hun lo kort, brudt. «Bliv ved.»
Han blev ved. Hun red ham dybere, med mere vægt, mave og lår mod ham. Brillerne gled. Hun rettede dem uden at stoppe. Det gik lige i ham. Den bevægelse. Den gamle klasse, den nøgne kvinde, den samme hånd.
«Jeg kommer ikke endnu,» sagde hun. «Du må heller ikke. Hvis du er tæt på, siger du det.»
«Jeg er tæt på.»
Hun stoppede. Sad stille med ham langt inde. Han stødte op alligevel, et lille ryk, han ikke kunne lade være. Hun trykkede ham ned i madrassen med en hånd på brystet.
«Jeg sagde, du siger det. Jeg sagde ikke, du kommer.» Hun kiggede på ham over brillerne. «Træk vejret. Kig på loftet. Tæl, hvis du skal.»
Han trak vejret. Loftet var hvidt. En revne i hjørnet. Hun strøg ham over maven, roligt, som om hun dæmpede ham. Indeni pulsede hun omkring ham.
«Bedre?»
«Lidt.»
«Godt.» Hun begyndte igen, langsommere. «Jeg vil have dig til at holde. Ikke fordi jeg er slem. Fordi det er bedre, når du er deroppe længe, og jeg kan mærke, at du kæmper med det.»
Han nikkede. Ordene sad fast. Hun bøjede sig ned, kyssede hans hals, bed forsigtigt i skægget.
«Du lugter af træ og sved. Det passer ikke til mine lagner. Jeg er ligeglad.»
Hun tog hans anden hånd og førte den ned mellem dem, hen på sig selv.
«Cirkler. Blødt. Du kan godt. Du har lige bevist det med munden.»
Han gjorde det. Hun åndede ud mod hans øre, hoften mistede den jævne rytme et øjeblik. Hendes våde hud under fingrene, hans pik der skubbede op i hende, hver gang hun sænkede sig. Rummet var varmt. Lampen lyste på hendes side, på det bløde ved taljen, på det grå hår, der faldt ned i nakken.
«Mads,» sagde hun. Lavere. «Der. Bliv der. Jeg er…»
Hun kom siddende over ham, med ansigtet vendt lidt væk, munden åben, en dyb lyd hun pressede frem mellem tænderne. Hun klemte om ham i bølger. Han holdt ud, knap, med tænderne i læben, hænderne i hendes hofter, mens hun rystede og så satte sig tungt ned og blev der.
Hun åbnede øjnene. Brillerne var skæve. Hun lo stille, hæst.
«Du holdt.»
«Næsten ikke.»
«Næsten tæller.» Hun løftede sig af ham. Han gled ud, blank, hård, øm. Hun lagde sig på siden ved ham, et lår hen over hans, og tog om ham med hånden. Langsomme tag. «Nu. I min hånd. Se på mig.»
Han vendte hovedet. Hun kiggede på ham, tæt på, uden at blinke, mens hun pumpede ham. Tommelfingeren over hovedet. Fast greb. Han kom hurtigt, med et stød op i hendes hånd, ud over maven og hendes fingre. Hun holdt om ham gennem det, strøg ham, indtil han spændte og slap.
Hun kiggede ned på sin hånd, så på ham.
«Der,» sagde hun. «Så ligger det.»
Hun tørrede fingrene af på hans mave, ikke pænt, og lagde sig ind til ham. Brystet mod hans arm. Brillerne trykkede mod hans skulder. Han tog dem forsigtigt af og lagde dem på natbordet. Hun lod det ske.
«Fem minutter,» mumlede hun. «Så skal de på igen. Jeg ser sløret uden. Og jeg vil gerne se dig, mens vi ligger her.»
Han strøg hende over ryggen, ned over det bløde ved hoften. Hun var varm og lidt klistret. Udenfor kørte en bil forbi. Indenfor sagde ingen noget et stykke tid.
«Bliver du,» sagde hun. Ikke som spørgsmål.
«Ja.»
«Godt. Jeg hader, når folk skynder sig ud, som om de har gjort noget, de skal nå at fortryde, inden de kommer ned på gaden.» Hun kørte en negl langs hans bryst. «Fortryder du?»
«Nej.»
«Endnu.» Hun løftede hovedet og kiggede på ham. Uden briller var hun tættere på. «Sig, hvis du gør. Jeg tåler det. Jeg tåler bare ikke, at du lyver pænt.»
«Jeg fortryder ikke.» Han rørte hendes hår, det grå, hvor det var slået ud. «Det er bare mærkeligt. Godt mærkeligt. Som at gøre noget, man har tænkt, og så er det både det samme og noget andet.»
«Det er det altid.» Hun lagde kinden til hans skulder igen. «Du må sove, hvis du skal. Du må også ligge vågen. Jeg skal tisse om lidt. Og have vand. Og så skal jeg have dig til at ligge, som du ligger nu, lidt endnu.»
Han nikkede ind i mørket over lampen. Hendes åndedræt blev jævnere. Ikke søvn. Bare ro. Hans krop tikkede stadig. Hånden på hendes ryg mærkede hvert åndedrag.
Efter et stykke tid rejste hun sig uden at sige noget, gik ud, vand i rørene, toilettet, trin tilbage. Hun kom med to glas vand, satte det ene til ham, drak selv stående ved sengen, nøgen, med den slappe ro efter orgasme. Så fandt hun brillerne og satte dem på.
«Ryk,» sagde hun og kravlede ind igen. «Jeg vil ligge yderst. Jeg bliver for varm indenfor.»
Han rykede. Hun lagde sig med ryggen til ham, tog hans arm med om sig, pressede hans hånd op på sit bryst. Tungt, blødt, brystvorten mod hans håndflade.
«Sov ikke med det samme,» sagde hun stille. «Fortæl mig én ting, du aldrig ville have sagt i 2.g.»
Han åndede mod hendes nakke. Parfumen var der stadig, blandet med sved.
«Jeg kiggede ned i din bluse, når du bøjede dig over forreste række,» sagde han. «Hver gang. Jeg troede, du ikke opdagede det.»
Hun lo, lavt, ryggen rystede mod hans bryst.
«Jeg opdagede det. Jeg flyttede bare ikke bordet.» Hun klemte hans hånd om sig. «Din tur er overstået. Min: jeg kunne lide din håndskrift. Og dine skuldre, allerede dengang. Og jeg gik hjem og skældte mig selv ud for det. I aften skælder jeg ikke.»
Hun vendte ansigtet lidt. Han kyssede hendes kind, skægget imod den bløde hud.
«Igen om lidt,» sagde hun. «Ikke nu. Nu ligger vi. Men om lidt vil jeg have dig bagfra. Langsomt. Og du skal sige mit navn, mens du gør det. Kan du huske det?»
«Ja.»
«Sig det.»
«Jeg kan huske det.»
«God dreng,» sagde hun, og det ramte ham så direkte, at han blev stille. Hun mærkede det. Han mærkede, at hun mærkede det. Hun sagde ikke undskyld. Hun strøg hans hånd og gentog det ikke. Hun lod det bare ligge mellem dem, som en tændstik, man ikke havde blæst ud.
Lampen blev tændt. Gaden udenfor blev mere stille. Hendes krop i hans arm var tung og virkelig. Han var femogtredive. Hun var tres. Reolen hang. Vinen stod i stuen. Og om lidt, når hun vendte sig og sagde nu, ville han gøre præcis det, hun havde bedt om.
Hun vendte sig før han havde tænkt færdigt.
«Nu,» sagde hun. «Op på knæ. Jeg bliver liggende.»
Han kom op på knæene. Madrassen gav efter. Hun blev liggende, trak puden ned under sig og vendte sig over på maven, det ene knæ trukket op, så hoften løftede sig. Ryggen var bred i det gule lys. Det grå hår faldt ud over nakken. Hun kiggede ikke om med det samme. Hun ventede.
«Tættere,» sagde hun. «Jeg vil mærke dig, før du er i mig.»
Han flyttede sig ind mellem hendes ben. Lårene var bløde og varme. Han lagde hænderne på hendes hofter, tommelfingrene i det bløde der, hvor taljen gik ud. Hun åndede ud, da hans skæg strøg hendes skulderblad. Han kyssede hende der, ned langs ryggen, langsomt, fordi hun havde sagt langsomt.
«Ikke for pænt,» mumlede hun ned i puden. «Jeg bad ikke om høflighed.»
Han reiste sig igen, tog om sig selv og strøg sig langs hende. Hun var stadig våd. Da han trykkede hovedet mod hende, skubbede hun sig tilbage imod ham, en lille, utålmodig bevægelse, der ikke passede til den rolige stemme.
«Mads.»
Han skød ind. Langsomt, som hun havde sagt. Hun var åben efter før, blød, og alligevel mærkede han hende slutte om sig centimeter for centimeter. Hun lavede en dyb lyd, da han kom helt ind. Hendes hånd knugede lagenet.
«Bliv,» sagde hun. «Bare der. Et øjeblik.»
Han blev. Inde i hende pulserede det. Hans hænder på hendes hofter. Hendes numse mod hans mave. Kraftig, varm, virkelig. Han bøjede sig frem og kyssede hendes skulder.
«Lene.»
«Ja. Sådan.» Hun rørte sig først, et kort ryk tilbage om ham. «Nu. Langsomt. Og bliv ved med at sige det.»
Han begyndte at bevæge sig. Korte stød. Dybe. Sengen knirkede anderledes, da hendes vægt mødte hans. Hun pressede sig imod ham hver gang, tungt, uden at skynde. Han sagde hendes navn mod hendes ryg, igen, igen, ikke som en bøn og ikke som et skældsord. Bare navnet, som hun havde bedt om.
Hun kiggede om over skulderen. Brillerne sad skævt. Øjnene bag glasset fandt hans.
«Hold fast,» sagde hun. «Om hofterne. Jeg vil ikke glide.»
Han holdt fast. Fingrene sank. Hun stønede, tydeligt, og sænkede overkroppen længere ned i puden, så ryggen hældede, og han kom dybere. Lyden af hud. Hans åndedræt. Hendes.
«Du er stadig den, der retter sig,» sagde hun, brudt af et stød. «Selv nu. Det kan jeg mærke.»
Han kunne også. Det sad i nakken, i hænderne, i den måde han ventede på hendes næste sætning, før han ændrede noget. Han hadede det ikke. Han var hård af det.
«Sig, hvad jeg skal,» sagde han.
Hun åndede ud, næsten et lille grin.
«Hårdere. Stadig langsomt. Og en hånd foran. Du ved hvor.»
Han slap den ene hofte, førte hånden om hendes mave, ned. Hun var våd om hans fingre. Han fandt det sted, hun havde vist ham før, og lavede cirkler, mens han stødte. Hun spændte om ham med det samme. Hendes hoved løftede sig fra puden.
«Der. Bliv ved dér. Mads. Lene. Sig det.»
«Lene.»
Hun kom med ansigtet vendt ind i puden, en presset, lang lyd, hoften låst tilbage mod ham, indersiden af hende i bølger om hans pik. Han holdt hende oppe med armen om maven, fortsatte de langsomme stød gennem det, indtil hun slap og faldt frem.
«Ud,» sagde hun hæst. «Kort. Jeg er for følsom. Så ind igen.»
Han gled ud. Hun rystede en gang, åndede, nikkede uden at se på ham. Han skød ind igen, dybt. Hun stønede gennem tænderne.
«Nu dig,» sagde hun. «Du må. I mig. Og kig, hvis du kan.»
Han bøjede sig over hende, brystet mod hendes ryg, munden ved hendes øre. Tempoet steg, stadig ikke vildt, men tungt, uundgåeligt. Han sagde hendes navn ind i håret. Hun mødte ham. Da han kom, holdt han om hende, stødte ind til roden, rystede mod hendes ryg med øjnene åbne mod hendes profil, brillerne, den åbne mund.
De blev liggende sådan. Ham over hende. Hende under ham, åndende.
«Tung,» mumlede hun efter et stykke tid. «Du er tung. Det er fint. Men ryk.»
Han rykede sig af hende, gled ud, lagde sig på siden. Hun blev liggende på maven et øjeblik længere, så vendte hun ansigtet mod ham. Kind mod puden. Brillerne stadig på. Et lille smil, der ikke prøvede at være pænt.
«Så fik du sagt det,» sagde hun.
«Dit navn.»
«Ja.» Hun strakte en hånd ud og kørte den gennem hans skæg, klæbrig, ligeglad. «Det var det, jeg ville høre. Ikke frøken. Ikke den anden historie. Bare det, mens du var i mig.»
Han kyssede hendes fingre. Hun trak hånden tilbage og skubbede brillerne på plads.
«Vand,» sagde hun. «Og så bliver du liggende. Jeg skal ikke høre på, at du har en varevogn og et køkken, der venter. I nat har du ikke.»
Han hentede glassene fra natbordet. De drak i stilhed. Hun tørrede sig mellem benene med kanten af lagenet, praktisk, uden undskyldning, og kravlede ind til ham med ryggen til, som før. Hans hånd fandt hendes bryst af sig selv. Hun lagde sin over.
«Det gamle sidder der stadig,» sagde hun stille ud i rummet. «Det forsvinder ikke, fordi vi har gjort det. Jeg ved det godt. Du ved det også.»
«Ja.»
«Men det er ikke en klasse længere. Det er to voksne i en seng, der godt kan lide, at det stadig strammer.» Hun klemte hans hånd. «Hvis du ringer i morgen og fortryder, så sig det rent. Hvis du ringer, fordi reolen var et påskud, og du gerne vil komme igen, så sig også det. Jeg svarer.»
Han åndede mod hendes nakke.
«Jeg ringer ikke for at fortryde.»
«Nå. Så ringer du af en anden grund.» Hun sagde det uden at vende sig. Stemmen var rolig, næsten tør. Under den lå noget andet. «Sov nu. Du har gjort, hvad jeg bad om. Det er nok for i nat.»
Lampen blev slukket. Mørket var ikke helt mørkt. Gadelys i kanten af gardinet. Hendes krop fyldte hans arm. Han lå vågen lidt længere end hende, mærkede hendes åndedræt blive tungere, og tænkte på bageren, på reolen, på hendes briller i lampelyset og på sit eget navn i hendes mund, dengang og nu.
Så sov han.
