Den sidste færge skulle have lagt til for over en time siden. I stedet lå den ude på vandet og gyngede, mens stormen piskede ind fra siden. Lone sad i loungen med en kold kop kaffe foran sig og kiggede ud. Hun var 56, fyldig og blød, med kort kobberfarvet hår, der krøllede lidt i nakken, fregner over næsen og et ansigt, der så ud, som om det havde levet. Hun havde været ude hos sin søster og skulle hjem til den tomme lejlighed.

Ved bordet ved siden af sad han. Høj, kraftig, barberet hoved og et tæt, gråt skæg. Han så ud, som om han hørte til ved kajen. Da meddelelsen kom over højttalerne om yderligere forsinkelse, rystede han på hovedet.

“Det her vejr gider jeg sgu ikke,” sagde han. Stemmen var dyb.

Lone smilede. “Nej. Jeg hedder Lone.”

“Mads.” Han vendte sig. Øjnene var lyse. “Du ser ud til at have det okay med at vente.”

“Jeg har ikke noget at skynde mig efter. Børnene er flyttet. Lejligheden er stille.”

Sådan begyndte det. De talte om vejret, så om arbejde. Han var havnearbejder, hun sad på kontor mest for at have noget at stå op til. Samtalen gled. Folk brokkede sig og gik ned i bilerne. Mads flyttede over til hendes bord.

“Du har et varmt ansigt,” sagde han. “Som om du har levet.”

Hun lo. “Det har jeg. Og du ser stærk ud. Som om du kan løfte hvad som helst.”

Han smilede skævt. “Det kan jeg også. Men det er ikke altid, man har lyst.”

De talte om ensomhed uden at sige ordet. Hun fortalte, at det var længe siden, hun havde været sammen med nogen. Ikke fordi hun ikke ville. Han nikkede. Hans kone havde forladt ham for to år siden. Siden da havde det været kort og tilfældigt.

“Jeg kan lide kvinder, der ser ud, som om de er rigtige,” sagde han. Blikket gled over hendes krop, ærligt. “Former. Noget at holde i.”

Lone mærkede varmen. “Og jeg kan lide mænd, der er store. Kraftige. Som dig. Det er længe siden, jeg har mærket det.”

Færgen rullede. Udenfor piskede regnen. Mads lænede sig frem. Hans hånd lå tæt på hendes på bordet.

“Vi har tid nok nu. De siger mindst to timer mere.”

Hun nikkede. Hjertet bankede.

De blev siddende. Hun fortalte, at hun godt kunne lide at blive holdt fast. At hun savnede en mand, der ikke var bange for hendes krop. Hans fingre strøg over hendes håndflade. Ru og store.

“Kom,” sagde han lavt. “Der er et sted oppe, hvor der næsten aldrig er nogen, når det er så sent. Og i det her vejr.”

Hun tøvede kun et øjeblik. Så rejste hun sig.

De gik gennem den næsten tomme lounge og op ad trappen. Vinden tog fat i dem, men bag en væg var der læ. Mads stod tæt. Han var så høj, at hun måtte lægge hovedet tilbage.

“Du er smuk,” sagde han. “Rigtig smuk.”

Hun rørte ved hans skæg. Så kyssede han hende. Sultent. Hans hænder fandt hendes hofter og klemte ind i det bløde. Hun stønne ind i munden på ham. Hun kunne mærke ham, hård, mod maven.

Hendes hænder gled ned over hans bukser. Han trak hende tættere. En hånd under blusen, over hendes bryst, knugede. Hun var blød og tung. Han brummede.

“Jeg vil have dig. Her. Nu. Hvis du vil.”

Hun nikkede. “Ja.”

De flyttede sig længere ind. Han åbnede hendes jakke, løftede blusen. Hendes bryster var store, vorterne stive af kulde og spænding. Han bøjede sig og tog en i munden, suttede, bed let. Hun holdt om hans barberede hoved.

Hendes hænder fik hans bælte op. Hun trak ham frem. Tyk, lang, hård. Hun knælede. Regnen piskede rundt om dem. Hun tog ham i munden, så dybt hun kunne. Han greb hendes korte kobberhår.

“Fuck, Lone…”

Hun suttede, brugte hånden. Han spændte.

Han trak hende op, vendte hende, så hun stod med hænderne mod væggen. Nederdelen op, trusserne til side. Hun var våd. Han strøg med fingrene, fandt hendes klitoris.

Så skubbede han sig ind. Langsomt, indtil han var helt inde. Hun stønne. Han begyndte at støde, hårdt og dybt. Hænderne på hendes hofter, klemte. Hun var fyldig, og han mærkede det, slog ind i hende.

Hun kom først, krampede. Han fulgte efter, stødte dybt og kom inde i hende.

De stod et øjeblik, vejrtrækningen tung. Så rettede de tøjet.

“Vi kan ikke blive her,” sagde han. “Men der er mere tid.”

De gik tilbage. Fandt et mørkere hjørne i loungen. Hans hånd under bordet, på hendes lår. Hun smilede, stadig sulten.

De talte videre, nu med det mellem dem. Hun ville gerne have ham igen. Mærke ham i munden, bagfra, blive holdt. Hans øjne var mørke.

Da der var en pause, gik de ned ad gangen og fandt et ledigt toilet. Låste. Trangt. Hun knælede, tog ham, allerede hård. Han holdt hendes hoved, stødte ind i munden. Hun gylpede, blev ved.

Han løftede hende – hun var tung, han var stærk – og satte hende på vasken. Spredte hendes ben og gik ind igen. Hurtigt, hårdt. Hun klamrede sig, stønne mod hans skulder. Han kom, hun også, med fingrene på hendes klitoris.

De rettede tøjet og gik ud. Tilbage til loungen, som om intet var sket.

Færgen begyndte endelig at bevæge sig. De sad tæt. Han gav hende sit nummer.

Da de lagde til, kyssede han hende hurtigt.

“Tak,” sagde hun. “For at gøre ventetiden anderledes.”

Han smilede. “Ring. Eller skriv. Jeg mener det.”

Lone gik i land med en varme i kroppen, hun ikke havde mærket længe. Stormen var ved at lægge sig.