Anders kiggede op fra telefonen, da hun satte sig.
Han havde set hende hver uge i over to måneder. Altid et par sæder væk. Altid den samme mørke jakke, den samme rolige måde at slå benene over kors på. I aften var vognen næsten tom. To ældre mænd bagerst og en kvinde med høretelefoner i den anden ende.
Hun valgte sædet lige overfor ham.
«Er det okay?» spurgte hun. Stemmen var lavere, end han havde forestillet sig.
«Ja. Selvfølgelig.»
Hun smilede kort, lagde tasken ved siden af sig og kiggede ud i mørket, mens toget rullede ud fra København H. Anders prøvede at se naturlig ud. Han var 41, gift, to børn, et arbejde han ikke hadede, men heller ikke brændte for. Han tog det her tog hver onsdag efter sene møder. Hun var der næsten altid.
Nu sad hun to meter fra ham.
Højttaleren knasede.
«På grund af en signalfejl ved Roskilde bliver dette tog forsinket med cirka femogfyrre minutter. Vi beklager.»
Maria kiggede på ham.
«Femogfyrre minutter. Det er lang tid at sidde og kigge ud af et vindue.»
«Jeg har øvet mig,» sagde han.
Hun grinede rigtigt den her gang. Det gjorde noget ved hendes ansigt. Hun var 44, han gættede, mellemlangt mørkt hår med nogle få striber, der ikke var farvet væk, en slank men blød krop under jakken. Ingen ring.
«Jeg hedder Maria.»
«Anders.»
De rystede ikke hænder. Det ville have været for formelt. I stedet sad de bare og kiggede på hinanden et øjeblik for længe.
«Jeg har lagt mærke til dig,» sagde hun så. Ligeud. Ingen indledning.
Han mærkede varmen i ansigtet.
«Jeg også. Du sidder altid længere nede.»
«Ja. I aften var der ingen grund.» Hun trak jakken af. Under den havde hun en mørk bluse, der sad tæt nok til, at han kunne se formen af hendes bryster. «Du kigger tit ud, som om du er et andet sted.»
«Måske er jeg det.»
«Hvor hen?»
Han tøvede. Så sagde han det alligevel.
«Ikke hjem. Ikke arbejde. Bare… et andet sted.»
Maria nikkede, som om hun kendte det.
«Jeg blev skilt for halvandet år siden. Det her tog er det tætteste, jeg kommer på rutine, der ikke gør ondt. Og så er der dig. Hver uge. Samme sæde. Samme jakke. Jeg har faktisk tænkt på, hvad du mon hedder.»
Han smilede skævt.
«Nu ved du det.»
«Nu ved jeg det.» Hun lænede sig lidt frem. «Er du gift?»
«Ja.»
«Børn?»
«To. Ni og tolv.»
Hun sagde ingenting et øjeblik. Toget kørte langsommere nu. Udenfor var det kun mørke og enkelte lys.
«Det er okay,» sagde hun. «Jeg spørger ikke for at dømme. Jeg spørger, fordi jeg har siddet og kigget på dig i uger og forestillet mig ting, jeg ikke burde.»
Anders mærkede det i maven. En blanding af skyld og noget andet, der var stærkere.
«Hvilke ting?»
Maria kiggede ham direkte i øjnene.
«At du kigger på mig, når jeg ikke ser det. At du tænker på, hvordan jeg ser ud under tøjet. At du måske har gjort det mere end én gang.»
Han kunne have benægtet. I stedet sagde han:
«Jeg har.»
Hun trak vejret ind, langsomt.
«Godt. Så er vi to.»
Toget stoppede. Ikke på en station. Bare ude i mørket. Lyset i vognen var dæmpet. De to mænd bagerst snakkede stille. Kvinden med høretelefoner sad med lukkede øjne.
Maria flyttede foden. Hendes sko rørte hans.
Det var ikke et uheld.
Anders rørte ikke foden væk. Han mærkede varmen gennem læderet. Hun holdt den der.
«Det her er vanvittigt,» sagde han lavt.
«Ja. Det er det, der gør det godt.»
Hun flyttede foden højere. Langs hans skinneben. Langsomt. Han kunne mærke hendes læg mod hans.
«Fortæl mig noget, du ikke fortæller nogen,» sagde hun.
Han kiggede på hendes mund.
«Min kone og jeg har ikke rørt hinanden rigtigt i over et år. Vi fungerer. Vi kører børnene. Vi sover i samme seng. Men det er som at bo ved siden af hinanden.»
Maria nikkede.
«Jeg savner at blive set. Ikke som den, der klarer det hele. Bare… set. Som kvinde.»
Hendes fod gled højere. Op ad hans lår. Anders spændte i benet, men han stoppede hende ikke. Han kunne mærke, at han allerede var hård. Hun måtte kunne mærke det også, hvis hun fortsatte.
Hun fortsatte.
Hendes sko pressede let mod hans skridt gennem bukserne. Ikke meget. Bare nok.
«Du er allerede,» hviskede hun.
«Ja.»
«Her? Med folk i vognen?»
«Der er næsten ingen.»
Maria smilede. Det var ikke et pænt smil. Det var et, der vidste præcis, hvad hun gjorde.
Hun trak foden tilbage, rejste sig og kom over på hans side. Satte sig tæt op ad ham. Låret mod hans. Hendes hånd landede på hans knæ, som om det var det mest naturlige i verden.
«Hvis nogen kommer, flytter jeg mig,» sagde hun tæt ved hans øre. «Indtil da…»
Hendes hånd gled op ad hans inderlår. Fingrene fandt ham gennem stoffet. Hun trykkede. Anders holdt vejret.
«Fuck,» hviskede han.
«Ja.» Hun strøg ham langsomt. Op og ned. «Du har tænkt på det her. På toget. På mig.»
«Hver uge.»
«Jeg også. Jeg har siddet derovre og forestillet mig, at du kom over og satte dig. At du rørte ved mig under jakken. At vi ikke kunne vente.»
Hendes hånd gled ind under hans skjorte nederst, fandt huden, så ned igen, knappen, lynlåsen. Hun åbnede ham nok til at få hånden ind. Hendes fingre om ham, varmt og tørt og så blødt, at han næsten stønede.
Anders kiggede hurtigt ned gennem vognen. Ingen kiggede deres vej. Endnu.
Han lagde hånden på hendes lår. Højt oppe. Hun havde nederdel på under jakken, han havde ikke lagt mærke til det før. Tynd stof. Han gled ind under kanten. Blød hud. Hun spredte benene en anelse.
Ingen trusser.
Han kiggede på hende.
«Jeg tog dem af på toilettet, før jeg satte mig,» sagde hun stille. «Jeg vidste ikke, om jeg turde. Men toget var tomt, og du sad der.»
Hans fingre fandt hende. Våd. Allerede. Hun gispede, da han strøg hen over hende, fandt klitten, gned langsomt.
«Maria…»
«Bliv ved.»
Hun bevægede hånden på ham i samme rytme, som han rørte hende. Toget stod stille. Et sted ude i mørket tikkede tiden. Hendes ånde var varm mod hans hals. Hun slikkede ham der, let, mens hun pumpede ham langsomt.
Anders skubbede to fingre ind i hende. Hun var stram og varm og pressede sig imod ham. Hendes hånd strammede om ham.
«Vi kan ikke… her,» fik han frem.
«Jo. Eller vi kan gå ned i den tomme vogn bagved. Jeg tjekkede. Der er ingen.»
Hun trak hånden til sig, knæppede ham ikke, bare rettede skjortefligen henover. Rejste sig, tog tasken, kiggede på ham.
«Kom.»
Han fulgte efter hende gennem den tomme overgang. Næste vogn var mørkere, lyset slukket i den ene ende. Ingen mennesker. Maria gik ind mellem to sæderækker, vendte sig og trak ham ind til sig.
Munden fandt hans. Ikke blidt. Sultent. Hun kyssede, som om hun havde ventet på det i uger. Anders greb om hendes hofter, pressede hende ind mod sædet. Hendes nederdel gled op. Hans hænder under, om hendes bare røv, op, hun var helt nøgen under.
Hun åbnede hans bukser igen, trak ham frem, gned ham mod sig.
«Her,» hviskede hun. «Nu.»
Hun vendte sig, lænede sig frem over sædet, spredte benene. Anders stod bag hende, førte sig ind. Langsomt først. Hun var så våd, at han gled i uden modstand, men stram. Hun stønnede ind i sædet.
Han greb hendes hofter og begyndte at bevæge sig. Ikke forsigtigt. Hun skubbede sig tilbage imod ham hver gang. Lyden af hud mod hud. Hendes stille, afdæmpede støn. Hans åndedræt.
Et sted i den anden vogn talte nogen. Fjern. De stoppede ikke.
Anders lænede sig ind over hende, en hånd foran, fandt hendes klit igen, gned, mens han stødte. Maria rystede. Hendes indre strammede om ham.
«Jeg kommer,» hviskede hun. «Bliv ved. Fuck, bliv ved.»
Hun kom med ansigtet presset mod sædet, kroppen der spændte og slap, våd om ham. Anders holdt sig tilbage så længe han kunne. Så kom han i hende, dybt, med et stille, presset støn mod hendes ryg.
De stod sådan et øjeblik. Forbundet. Hendes hånd fandt hans på hendes hofte og holdt fast.
Udenfor begyndte toget at rykke. Langsomt først.
Maria rettede sig op, trak nederdelen ned, vendte sig og kyssede ham igen. Blødere nu.
«Vi skal tilbage,» sagde hun. «Før nogen kommer.»
De gik tilbage. Satte sig overfor hinanden igen, som før. Hendes hår var lidt i uorden. Hans skjorte var krøllet. Ingen sagde noget i et halvt minut.
Så smilede hun.
«Femogfyrre minutter, sagde de.»
«Der er tid endnu.»
Hun kiggede på ham. Øjnene var mørke og rolige og stadig sultne.
«Så fortæl mig, hvad du ellers har tænkt på. Mens du har siddet her hver uge og kigget på mig.»
Anders lænede sig frem. Deres knæ rørte hinanden under bordet.
Han begyndte at fortælle.
Han sagde det lavt, så det ikke kunne høres nede i vognen.
«Jeg har siddet og kigget på dine ben. På den måde, du slår dem over kors. På din mund, når du drikker af den der termokop. Jeg har tænkt på, hvordan du ville smage. Hvordan du ville lyde. Ikke derhjemme. Her. Som om det var det eneste sted, det kunne ske.»
Maria lyttede uden at afbryde. Hendes knæ pressede lidt hårdere mod hans.
«Jeg har tænkt på at følge efter dig, når du stod af. Ikke for at gøre noget. Bare for at se, hvor du gik hen. Det gjorde jeg aldrig. Men jeg tænkte det.»
«Hvor står du af?»
«Høje Taastrup. Du?»
«Ringsted. Så vi har haft de her minutter hver uge uden at sige et ord.» Hun kiggede ned på hans hænder. «Da du var inde i mig, tænkte jeg på, hvor mange gange jeg har siddet derovre og pulseret. Med benene over kors. Og du anede det ikke.»
Anders mærkede det igen. Skyld og sult i samme åndedrag.
«Hvad gør vi nu?»
«Nu har vi stadig tid.»
Hun rejste sig uden at gøre et nummer ud af det og satte sig ved siden af ham igen. Ikke helt så tæt som før. Tæt nok. Hendes lår langs hans. Hun tog hans hånd og lagde den på sit knæ, under nederdelen, som om de bare sad og snakkede.
«Fortæl videre,» hviskede hun. «Det der med, hvordan jeg ville smage.»
Hans fingre gled op ad indersiden af hendes lår. Hun var stadig våd. Han kunne mærke sig selv på hende. Hun trak vejret ind, da han strøg hen over hende, langsomt, uden at skynde sig.
«Jeg har tænkt på at gå ned mellem sæderne,» sagde han tæt ved hendes øre. «Mens toget kørte. Mens du stadig sad derovre og lod som ingenting.»
«Så gør det.»
Han kiggede ned gennem vognen. De to mænd bagerst havde ansigterne vendt mod hinanden. Kvinden med høretelefonerne sad stadig med lukkede øjne. Toget rullede langsomt. Lyset var dæmpet.
Anders gled ned fra sædet. Ikke dramatisk. Bare ned mellem hendes ben, skjult af sæderne og mørket. Nederdelen skubbede han op. Hun spredte lidt. Hans mund fandt hende.
Maria greb kanten af sædet. Hun lavede næsten ingen lyd. Bare et stille, presset åndedrag, da han slikkede hende, langsomt først, så mere bestemt, tungen mod klitten, læberne om hende. Hun smagte af sig selv og af ham. Varm. Salt.
Hendes ene hånd landede i hans hår. Ikke for at styre. Bare for at holde fast.
«Sådan,» hviskede hun næsten uden stemme. «Fuck. Lige der.»
Han sugede blidt, gled to fingre ind i hende igen, fandt den rytme, hun allerede havde vist ham. Hendes lår spændte om hans hoved. Hun kom ikke med det samme. Hun holdt det. Åndede gennem det. Som om hun ville have det til at vare, mens toget kravlede gennem mørket.
Et sted knasede højttaleren igen.
«Vi forventer at køre videre om cirka tyve minutter.»
Maria grinede stille, rystende, med hans mund stadig på hende.
«Tyve minutter,» hviskede hun. «Du hørte det.»
Han slikkede hende tættere, hårdere. Hendes hofter løftede sig en anelse fra sædet. Hun pressede sig imod hans ansigt, og så kom hun, stille, med låret rystende mod hans øre og hånden stram i hans hår. Han blev ved, indtil hun trak ham op.
Hendes kind var rød. Munden åben. Hun kyssede ham og smagte sig selv på hans læber.
«Din tur,» sagde hun.
Hun kiggede hurtigt ned i vognen, så gled hun ned. Åbnede hans bukser. Tok ham i munden, varmt og dybt, uden indledning. Anders lænede hovedet tilbage mod sædet og stirrede op i loftet, som om han bare var træt efter en lang dag. Hendes hoved bevægede sig mellem hans ben. Langsomt. Vådt. Hun tog ham dybt, trak sig op, slikkede langs undersiden, tog ham igen.
Han lagde en hånd i hendes hår. Ikke for at presse. Bare for at mærke, at det skete.
Hun stoppede, da toget rykede. Satte sig op igen, tørrede munden med bagsiden af hånden, rettede hans bukser til, som om intet.
«Ikke endnu,» hviskede hun. «Jeg vil have dig i mig igen. Før vi når for langt.»
«Her?»
«Bagved. Igen. Hurtigt.»
De rejste sig. Ingen kiggede. Overgangen mellem vognene var kold. Den tomme vogn lå stadig mørk. Maria gik ikke hen til sædet denne gang. Hun skubbede ham op ad væggen ved døren, trak nederdelen op, løftede det ene ben. Anders tog fat under hendes lår, førte sig ind i hende stående.
Hun var blød og åben efter før. Han gled i til roden. Hun bed sig i læben og kiggede ham i øjnene, mens han stødte op i hende, korte, dybe stød, med ryggen mod den kolde væg.
«Kig på mig,» sagde hun. «Ikke væk. På mig.»
Han gjorde det. Hendes ansigt tæt på hans. Øjnene mørke. Hun kom igen, hurtigere end før, med et stille, brudt støn lige mod hans mund. Han holdt hende oppe og kom i hende anden gang, presset ind mod væggen, panden mod hendes.
De stod der og trak vejret.
«Jeg er gift,» sagde han.
«Jeg ved det.»
«Det her ændrer ikke det.»
«Nej.» Hun strøg ham hen over kinden med tommelfingeren. «Det behøver det heller ikke. Jeg vil ikke have dit liv. Jeg vil have det her. Det her tog. Dig, når du ser sådan ud.»
Toget begyndte at rulle rigtigt. Lyset udenfor strøg forbi.
De rettede tøjet til. Gik tilbage. Satte sig overfor hinanden igen, som to mennesker, der tilfældigvis delte et bord.
Maria tog termokoppen op af tasken, som om hun altid havde siddet sådan.
«Næste onsdag,» sagde hun stille. «Samme tog?»
Anders kiggede på hende. På hendes mund. På den lille plet på hendes hals, hvor hans skæg havde rødt huden.
Han nikkede.
«Samme tog.»
Hun smilede. Ikke stort. Bare nok.
Udenfor begyndte stationernes lys at komme tættere.
Toget tog fart, men ikke rigtigt. Det var mere som om det huskede, hvordan man kørte. Udenfor gled mørket forbi i striber. Maria sad med termokoppen mellem hænderne og kiggede på ham over kanten.
«Du ser ud, som om du allerede er begyndt at fortryde det,» sagde hun.
«Jeg fortryder det ikke.» Anders rystede på hovedet. «Jeg sidder bare og mærker, at det skete. Og at jeg om tyve minutter skal stå af og cykle hjem, som om jeg har været til et møde.»
«Det har du også. Bare et andet slags.»
Hun satte koppen fra sig. Under bordet fandt hendes fod hans igen. Ikke som før. Bare der. Rolig.
«Jeg skal ikke vide, hvad hun hedder,» sagde Maria. «Og du skal ikke vide, hvad jeg laver, når jeg ikke sidder i det her tog. Det er det, der gør det muligt.»
«Og hvis det ikke er nok?»
«Så er det stadig det, vi har.» Hun holdt pause. «Jeg har ikke gjort det her før. Ikke på den her måde. Ikke med en, jeg har kigget på i uger uden at sige noget. Jeg troede, jeg var færdig med at være den slags uforsigtig.»
«Det er du åbenbart ikke.»
«Nej.» Hun smilede skævt. «Det er du åbenbart heller ikke.»
En station gled forbi uden at de stoppede. Lyset fra perronen strøg hen over hendes ansigt et sekund, og han så, at hendes læber stadig var røde. At hendes hals stadig bar mærket efter ham. Hun trak jakken tættere, som om hun kunne mærke, at han kiggede.
«Når du står af,» sagde hun, «så kig ikke tilbage. Ikke i aften. Gå bare. Ellers kommer jeg til at rejse mig.»
«Ville det være så slemt?»
«Ja. Fordi jeg ville gøre det.»
Anders nikkede. Han forstod det. Der var en grænse, de stadig sad på den rigtige side af, og den bestod af det her rum, de her minutter, og at ingen af dem forsøgte at gøre det til noget, det ikke var.
Hun strakte hånden over bordet. Ikke for at holde ham. Bare for at røre hans fingre. Han vendte hånden og lod hendes tommelfinger stryge over hans håndflade. Det var næsten mere intimt end det, de havde gjort bagved. Fordi det var langsomt. Fordi nogen kunne se det, hvis de gad kigge.
«Hvad tænker du på nu?» spurgte hun.
«At jeg kan mærke dig endnu. Og at jeg om en time sidder i køkkenet og spiser rester og svarer på, om mødet blev sent.»
«Og så går du i bad.»
«Ja.»
«Og så ligger du der og tænker på, hvordan jeg lød, da du havde mig op ad væggen.»
Han kiggede på hende.
«Ja.»
«Godt,» sagde hun stille. «Så gør jeg det samme.»
Toget begyndte at bremse. Skiltene udenfor blev læselige. Høje Taastrup. Anders mærkede det i brystet, som om kroppen var foran ham. Han skulle rejse sig. Tage tasken. Gå ud i den kølige luft og blive sig selv igen.
Maria trak hånden til sig.
«Så er det nu.»
Han rejste sig. Hun blev siddende. Kiggede op på ham, stadig med den der rolige sult i øjnene, som om hun ikke var færdig, men alligevel lod ham gå.
«Anders.»
Han vendte sig ved døren mellem sæderne.
«Næste onsdag,» sagde hun. «Hvis du sidder der. Så sætter jeg mig måske et par sæder væk igen. Eller også gør jeg ikke.»
«Jeg sidder der.»
Hun nikkede. Et lille nik. Så kiggede hun ud af vinduet, som om hun allerede havde givet ham det, hun kunne give i aften.
Dørene gik op. Luften udenfor var kold og lugtede af perron og regn. Anders gik ud uden at se tilbage. Bag ham lukkede dørene. Toget rullede videre mod Ringsted med hende i, og han stod tilbage med tasken i hånden og kroppen, der stadig huskede hendes vægt, hendes mund, den måde hun havde sagt hans navn på.
Han gik hen ad perronen. Langsomt. Ikke fordi han håbede, hun kiggede. Men fordi han ikke var helt færdig med at være den, han havde været i vognen.
Hjemme var køkkenet oplyst. Der stod en seddel på bordet om mad i køleskabet. Fra stuen kom lyden af fjernsyn. Han stod et øjeblik i entreen med jakken på og mærkede toget stadig i kroppen, som en forsinkelse, der ikke var slået fra endnu.
Han tænkte på hendes knæ mod hans. På den tomme vogn. På, at hun havde taget trusserne af, før hun satte sig.
Onsdag, tænkte han.
Samme tog.
