Sofie slæbte kufferten hen ad den tæppedækkede gang og mumlede over det forsinkede fly. Værelse 412. Nøglekortet virkede. Hun skubbede døren op og stoppede midt i bevægelsen.

En mand stod ved sengen med åben kuffert. Bred over skuldrene, skaldet, i jeans og mørk t-shirt. Han kiggede op. Ansigtet var venligt, selv i chokket.

“Det her er 412,” sagde han. “Jeg fik nøglerne for et kvarter siden.”

Sofie kiggede på sit kort, så på ham. Hendes korte røde hår faldt ned i øjnene. Fregnerne på næsen føltes pludselig meget synlige.

“Det er mit. Sofie. De har åbenbart givet det til os begge.”

Han løftede hænderne. “Kasper. Vi skal nok ned og få det rettet, før det bliver værre.”

De gik sammen. Receptionen rettede det på tre minutter. Han fik 415. Hun fik 412 igen. Ude i lobbyen kiggede han på hende med det samme rolige smil.

“Det var da en start. En drink? Jeg skylder dig en undskyldning for at have pakket underbukser ud i dit værelse.”

Hun skulle have sagt nej. I stedet nikkede hun. “Én.”

Baren var næsten tom. De sad i et hjørne. Han drak øl, hun hvidvin. Samtalen gled. Han solgte maskindele, hun arbejdede med kampagner. Begge kendte de lange gange og de ensomme middage.

Hun lagde mærke til hans hænder. Store, rolige. Han kiggede på hendes slanke håndled og den måde, hun lo på, når hun glemte at holde distancen.

“Det var pinligt,” sagde hun efter den første drink. “At stå der og kigge på en fremmed mand i mit rum.”

“Jeg ved det. Du klarede det pænt.” Han grinede lavt. “De fleste ville have skreget.”

Hun smilede. Vinen varmede. Hun kunne lide ham. Ikke vildt. Bare noget solidt og nærværende, der sad overfor hende og ikke prøvede at imponere.

Deres knæ rørte hinanden under bordet. Ingen trak sig. Efter den anden drink lænede hun sig frem.

“Måske var fejlen ikke helt dårlig.”

Kasper kiggede på hende. Det venlige ansigt blev stillere. “Jeg har tænkt det samme hele aftenen.”

De betalte uden at sige mere. I elevatoren stod de tæt. Hun så sig selv i spejlet: slank, rødt hår, fregner, kinderne lidt røde. Ham ved siden af, bred, skaldet, tryg på en måde hun ikke havde forventet.

På gangen gik de hen til 412. Hun åbnede. Han fulgte med ind. Døren lukkede.

Hun vendte sig. Han tog et skridt. Hun mødte ham.

Kysset var ikke forsigtigt. Det var sultent, som om de begge havde ventet, siden hun åbnede den forkerte dør. Hans hænder fandt hendes talje. Hendes fingre gled op over hans nakke, over det glatte hoved.

Han smagte af øl og varme. Hun pressede sig ind mod ham. Bred krop, solid. Han trak hende tættere.

De ramte sengen. Hun trak hans t-shirt op. Han hjalp. Bar overkrop, bredt bryst med mørkt hår, kraftige arme. Hun kiggede på ham, mens hun åbnede sin bluse. Han så på hendes slanke krop, de små bryster i den sorte bh, fregnerne på kravebenene.

“Du er smuk,” sagde han lavt.

Hun svarede ved at kysse ham hårdere. Hans hænder gled bagom, åbnede bh’en. Han bøjede sig og tog en brystvorte i munden. Hun gispede, greb fat i hans skuldre.

Nederdelen og strømpebukserne kom af. Han knælede, trak hendes trusser ned. Hun var allerede våd. Han kyssede indersiden af hendes lår, så højere. Da hans tunge fandt hende, greb hun lagenet.

“Kasper…”

Han slikkede hende langsomt, grundigt. Hun løftede hofterne, stønede stille. Han stoppede, før hun kom, og kravlede op.

Hun vendte ham. Bukser og boxershorts af. Han var hård, tyk. Hun tog ham i munden, suttede, kiggede op. Hans ansigt var fortrukket. Han lagde en hånd i hendes røde hår, men pressede ikke.

“Sofie. Hold op, ellers kommer jeg.”

Hun stoppede, smilede, kravlede op over ham. Han lagde sig mellem hendes ben. Hun spredte dem. Han gled ind i hende i ét langt, dybt stød.

De stønede begge.

Han bevægede sig i hende, først langsomt, så hårdere. Sengen knirkede. Hun kradede ham i ryggen. Han holdt hendes hofter, kiggede ned på hende, på fregnerne, på det korte røde hår der klæbede til panden.

“Fuck, du føles godt,” mumlede han.

Hun svarede ved at løfte sig mod ham. De skiftede. Hun satte sig over ham, red ham. Hendes slanke krop bevægede sig over hans brede. Han holdt hendes bryster, tommelfingrene over brystvorterne. Hun lænede sig frem, kyssede ham, mens hun kom, krampede omkring ham, stønede ind i hans mund.

Han holdt hende, stødte op i hende et par gange mere og kom selv, dybt, med et lavt, rumlende støn.

De faldt sammen. Hun lå på hans bryst. Hans hjerte hamrede. Hendes også.

Han strøg hende over ryggen. Hun smilede mod hans hud.

“Hotellets fejl,” mumlede hun.

Han lo stille. “Bedste fejl i lang tid.”

De lå der. Ingen af dem havde travlt med at flytte sig.

Hun mærkede hans hjerte falde til ro under kinden. Luften i værelset var varm, og gardinerne stod stadig åbne. Byens lys lå som en svag stribe hen over loftet.

“Hvad tænker du på?” spurgte han.

“At jeg burde sende dig over i 415.” Hun tegnede et usynligt mønster i håret på hans bryst. “Og at jeg ikke har lyst.”

“Godt.” Han kyssede hendes hår. “Jeg har heller ikke.”

Hun løftede hovedet. På nært hold var hans ansigt endnu mere roligt. Venligt, ja, men der var også noget andet nu. Noget der havde været der, siden hun åbnede døren og så ham stå ved sengen med kufferten.

“Da jeg kom ind,” sagde hun, “troede jeg, du var en eller anden type, der bare ville skændes. Du så bare… afklaret ud.”

Han lo lavt. “Jeg var mest pinligt berørt. Og så kiggede jeg på dig og tænkte, at det var en lortedag at få det forkerte værelse på. Indtil det ikke var det.”

Hun smilede og kyssede ham. Det startede blødt. Så blev det langsommere, dybere. Hans hånd gled ned over hendes hofte, hen over den slanke linje af hendes ryg, og hun mærkede ham blive hård igen mod hendes lår.

“Allerede?” mumlede hun.

“Du ligger nøgen oven på mig. Det er ikke raketvidenskab.”

Hun grinede ind i kysset og satte sig op astride ham. Hans hænder fandt hendes bryster. Hun kiggede ned på ham, mens hun førte ham ind. Denne gang var det ikke sultent på samme måde. Det var tættere. Hun bevægede sig langsomt, mærkede ham fylde hende, og han holdt hendes hofter, som om han ville huske formen.

“Kig på mig,” sagde han.

Det gjorde hun. Fregner, rødt hår, åben mund. Han så på hende, mens hun red ham, og hun kunne mærke, at det ramte ham. Ikke bare kroppen. Det hele.

Hun lænede sig frem, hænderne på madrassen ved hans hoved. Han stødte op i hende, dybere. Hun stønede stille mod hans mund.

“Der,” hviskede hun. “Bliv der.”

Han gjorde det. Korte, faste stød. Hun kom med panden mod hans, næsten uden lyd, bare et ryk gennem den slanke krop og fingrene, der knugede lagenet. Han holdt hende, mens det kørte gennem hende, og så vendte han dem om, stadig inde i hende.

Nu lå hun under ham. Han tog hendes hånd og flettede fingrene. Han knækkede ikke tempoet op. Han tog hende langsomt, grundigt, kiggede ned mellem dem, så op i hendes ansigt igen.

“Du er så våd,” mumlede han.

“Din skyld.”

Han smilede, kyssede hende og stødte til. Hun slog benene om ham. Sengen knirkede igen. Et sted nede ad gangen gik en dør, men ingen af dem stoppede.

Da han kom, pressede han sig dybt ind og holdt sig der, med ansigtet i hendes hals. Hun holdt om hans nakke, over det glatte hoved, og mærkede ham pulserende i sig.

De blev liggende. Sveden kølede på hendes mave. Han trak sig langsomt ud og faldt ned ved siden af hende.

Hun stirrede op i loftet.

“Hvis receptionen ikke havde kludret i det,” sagde hun, “sad jeg sikkert med en salat og en mail lige nu.”

“Og jeg havde set fodbold og fortrudt, at jeg ikke havde spist ordentligt.” Han vendte hovedet. “Så tak til den praktikant, der blandede nøglerne.”

Hun lo. Det føltes underligt lettet. Som om hun havde haft brug for noget, hun ikke vidste, hun manglede, før hun så en fremmed mand pakke underbukser ud i det forkerte rum.

Hun rejste sig og gik ud efter vand. Hun mærkede hans blik på ryggen, på den slanke krop, på det korte røde hår. Da hun kom tilbage, sad han op i sengen, lagenet over hofterne, skaldet hoved, brede skuldre, det venlige ansigt lidt blødere nu.

Hun rakte ham glasset. Han drak, satte det fra sig og trak hende ind mellem sine ben, ryggen mod hans bryst. Hans arme var tunge og varme omkring hende.

“Bliver du?” spurgte hun.

“Hvis du vil.”

“Jeg vil.”

De slukkede lyset. Hun lå med ryggen til ham, hans hånd på hendes mave, hans åndedræt i nakken. Hun tænkte et øjeblik på, at hun ikke kendte hans efternavn. Så tænkte hun, at det ikke betød noget i nat.

Hun vågnede, da det blev lyst. Han sad på sengekanten og tog t-shirten på. Bred ryg, rolige bevægelser. Han kiggede over skulderen, da han mærkede, at hun var vågen.

“Jeg henter mine ting i 415,” sagde han. “Og så skal jeg videre. Tidligt møde.”

Hun nikkede. Stemmen var hæs af søvn. “Jeg også. Altså… videre.”

Han bøjede sig og kyssede hende. Ikke sultent. Bare et rigtigt kys.

“Det var en god fejl,” sagde han.

“Ja.” Hun strøg ham hen over kinden. “Det var det.”

Han smilede det samme venlige smil som i lobbyen og gik. Døren lukkede blødt.

Sofie lå tilbage i 412, nøgen under lagenet, med fregner og rødt hår og en krop, der stadig huskede ham. Hun kiggede op i loftet et øjeblik, smilede for sig selv og rakte ud efter telefonen.

Hun bookede ikke om. Hun havde fået det værelse, hun skulle have. Bare ikke helt, som hotellet havde tænkt det.