Det var sent onsdag, og herretøjsbutikken var næsten tom. Mathias havde allerede slukket for den ene række spots, da hun kom hen til ham med tøjet over armen, som om det hele var aftalt.

Caroline var høj. Kraftig på en måde, der sad rigtigt på hende. Kort blondt hår, der var klippet stramt og elegant. Den mørke kåbe var åben over en sort kjole, der fulgte hofter og bryster uden at skjule noget. Hun lugtede af dyr parfume og varm hud.

«Du skal prøve det her,» sagde hun.

Mathias rettede på brillerne. Han var 30, spinkel, mørkt hår, der faldt lidt i panden. «Jeg finder gerne den rigtige størrelse til den, De køber til.»

«Der er ingen anden.» Hun lagde stakken i hans arme. Mørkeblåt jakkesæt. Hvid skjorte i tynd bomuld. Mørke bukser. Bælte. Nederst et par sorte silkeunderbukser, hun ikke engang prøvede at skjule. «Jeg vil se det på dig. Du har den krop, tøjet er skåret til. Spinkel. Lange linjer. Jeg har kigget på dig, mens du har hjulpet andre. Nu er det din tur.»

Han kiggede mod døren. Skiltet var allerede vendt. Den anden ekspedient var gået.

«Det er imod reglerne.»

«Ja,» sagde hun roligt. «Og alligevel skal du gøre det. Prøverummet. Jeg kommer med. Jeg skal justere det, indtil det sidder, som jeg vil have det.»

Han gik, fordi hendes stemme ikke lod plads til andet, og fordi noget i ham allerede var begyndt at slå. Hun fulgte tæt efter.

Inde i prøverummet var spejlet stort, og der var plads til dem begge. Hun trak forhænget for og stod med ryggen mod det.

«Af med det, du har på. Jeg starter forfra.»

Han knappeede sin egen skjorte op. Hun fulgte hver knap. Da han trak T-shirten over hovedet, stod han barbrystet foran hende. Hans bryst var smalt, ribbenene kunne anes, en tynd stribe mørkt hår ned over maven. Hun nikkede, som om hun havde forventet præcis det.

«Bukserne.»

Han åbnede bæltet og skubbede dem ned. Hun rørte sig ikke. Da han stod i sine kedelige boxershorts, rystede hun let på hovedet.

«Dem også.»

Han trak dem ned. Han var allerede halvstiv. Det kunne hun se. Hun sagde ingenting om det. Hun rakte ham silken.

«På. Langsomt.»

Stoffet var køligt og stramt. Det sad tæt om rumpen og om hans pik, der pressede frem. Hun trådte hen og rettede kanten med begge hænder. Hendes fingre gled langs elastikken, justerede, trykkede et øjeblik længere, end det var nødvendigt.

«Godt. Skjorten.»

Hun holdt den, mens han førte armene ind. Så knappeede hun den selv. Knap efter knap, tæt på hans bryst. Hendes store bryster rørte hans overarm, hver gang hun bøjede sig. Hun duftede af varme.

«Hænderne ned. Lad mig.»

Han lod hende. Hun rettede kraven, strøg hen over stoffet, hvor det sad tæt mod hans slanke krop, og nikkede.

«Bukserne.»

Han trådte ind i dem. Hun hjalp lynlåsen op, trak bæltet igennem, spændte det. Hendes hånd lå et øjeblik fladt på hans mave, så lavere, hvor silken allerede var spændt.

«Du kan lide det,» sagde hun stille. Ikke som et spørgsmål.

Han nikkede.

Hun stod bag ham nu. Begge vendt mod spejlet. Hun var et hoved højere, kraftigere, og hendes krop fyldte rummet bag hans. Hun lagde jakken over hans skuldre, trak den på plads, rettede ærmerne, så de sad, som hun ville.

«Se,» sagde hun. «Sådan skal du se ud, når jeg har klædt dig.»

I spejlet så han sig selv: den mørkeblå jakke, den hvide skjorte, de mørke bukser, brillerne, det mørke hår. Og bag ham hende – høj, kraftig, elegant, med hænderne på hans skuldre, som om billedet tilhørte hende.

Hun gled en hånd ned ad hans bryst, over bæltet, og lagde den udenpå ham gennem stoffet. Han rystede.

«Rollefordelingen,» hviskede hun tæt ved hans øre. «Jeg klæder dig. Du bærer det, jeg vælger. Og du bliver stående, mens jeg mærker, hvad det gør ved dig.»

Hun strøg langsomt. Han var helt stiv. Hun smilede for første gang, et lille, sikkert smil.

«Jakken bliver på. Skjorten også. Bukserne åbner jeg. Du rører mig ikke, før jeg siger det.»

Hun åbnede bæltet igen, lynlåsen, og trak ham ud gennem silken. Hendes hånd var stor og varm. Hun holdt om ham, mens hun så dem begge i spejlet.

«Sådan,» sagde hun. «Nu ved du, hvordan jeg vil have dig.»

Hun strøg ham i et jævnt, langsomt greb, tommelfingeren over hovedet, præcis nok til at han måtte bide tænderne sammen. Hun så ikke væk fra spejlet. Hun så på ham, der stod i det tøj, hun havde valgt, med pikken ude, mens hun arbejdede ham.

«Du er spinkel,» sagde hun. «Det klæder dig, at jeg fylder mere. At jeg er den, der bestemmer, hvordan du ser ud. At du står her og lader mig.»

Han åndede ud gennem næsen. «Ja.»

«Sig det.»

«Jeg kan lide, at du klæder mig. At du bestemmer.»

Hun strammede grebet et øjeblik. «Godt. Bukserne bliver nede om lårene. Jakken på. Du ser på os, mens jeg rører dig.»

Hun stod stadig bag ham, hendes bryster mod hans ryg gennem skjorten, hendes mave mod hans lænd. Hun pumpede ham langsommere nu, som om hun havde al tid. Hans briller var begyndt at dugge. Han så sig selv i spejlet: den pæne skjorte, den dyre jakke, og hendes store, rolige hånd om ham.

Hun stoppede, da han begyndte at ryste for meget.

«Ikke endnu,» sagde hun. «Jeg er ikke færdig med at se på dig.»

Hun tørrede hånden af i et lommetørklæde fra sin taske, som om det var det mest naturlige i verden, og rettede hans skjorte igen. Hun knappeede de nederste knapper, hun havde åbnet, men lod lynlåsen og bæltet være.

«Vend dig.»

Han vendte sig. Hun var tæt på. Højere. Kraftigere. Hendes blik gik fra hans mund til hans bryst til det sted, hvor bukserne stadig var åbne.

«Knæl.»

Han knælede. Gulvtæppet i prøverummet var tykt. Hun løftede kjolen. Hun havde sorte, enkle trusser på. Hun trak dem til side.

«Du må røre mig nu,» sagde hun. «Med munden. Mens du har jakken på. Mens du ser ud, som jeg har klædt dig.»

Han lænede sig ind. Hun var varm og allerede våd. Han slikkede hende, mens hun stod oprejst, en hånd i hans mørke hår, den anden stadig med greb i kjolen. Hun så ned på ham – den spinkle ekspedient i det dyre tøj, hun havde valgt, på knæ foran hende i prøverummet.

«Sådan,» sagde hun lavt. «Præcis sådan.»

Hun lod ham arbejde. Hun bevægede hofterne i små, sikre bevægelser imod hans mund. Hendes lår var kraftige og varme om hans ører. Hun stønede ikke højt. Hun åndede bare dybere og holdt ham, hvor hun ville have ham.

Efter et stykke tid trak hun ham op i håret, ikke hårdt, men bestemt.

«Op. Jeg vil have dig i mig. Stående. Du beholder skjorten og jakken. Bukserne bliver, som de er.»

Hun vendte sig mod spejlet, lænede sig let frem, en hånd på glasset. Hun var høj nok til, at det passede, selvom han var spinkel. Hun førte ham hen, greb om ham igen og ledte ham ind.

Han gled ind i hende. Hun var stram og varm. Hun åndede ud, da han var helt inde.

«Hold fast i mine hofter,» sagde hun. «Men du støder, som jeg siger. Langsomt først. Jeg vil se os.»

Han holdt om hendes hofter. De var brede og faste under hans hænder. Hun var blødere og større end ham, og det gjorde noget ved dem begge. Han begyndte at bevæge sig. Hun styrede tempoet med en hånd bagud på hans lår.

I spejlet så de det: ham i jakkesættet, hun havde valgt, skjorten stadig knapset, jakken på, bukserne nede, pikken i hende, mens hun stod foroverbøjet, kraftig, elegant, med kort blondt hår og et ansigt, der var helt samlet.

«Hurtigere,» sagde hun efter et stykke tid. «Og dybere. Du er klædt, som jeg vil have det. Nu skal du også kneppe, som jeg vil have det.»

Han gjorde det. Stoffet i jakken strammede over hans skuldre, hver gang han stødte. Hun mødte ham. Hendes bryster bevægede sig under kjolen. Hun kiggede ham i øjnene i spejlet.

«Du kan komme, når jeg siger det. Ikke før.»

Han nikkede, ude af stand til at sige noget fornuftigt. Hun var våd om ham, og hver gang han gik helt ind, mærkede han hendes rumpe mod maven. Hun strammede sig om ham med vilje.

«Godt,» pustede hun. «Du er min, så længe du har det tøj på. Min at klæde. Min at bruge.»

Hun rakte en hånd ned mellem sine egne ben og gned sig, mens han tog hende. Hendes åndedræt blev kortere. Hun kom først, med et dybt, undertrykt støn, kroppen der spændte, og hun holdt ham inde, mens det gik gennem hende.

«Nu,» sagde hun. «I mig.»

Han stødte et par gange mere og kom hårdt, med ansigtet presset ind i hendes nakke, hænderne klamrende om hendes hofter. Hun tog imod det, stille, som om det også var en del af det, hun havde besluttet.

De stod et øjeblik. Han var stadig i hende. Jakken var rumplet. Skjorten var krøllet foran. Hun rettede den alligevel, næsten automatisk, før hun lod ham glide ud.

Hun vendte sig, trak trusserne på plads, kjolen ned. Hun kiggede på ham, der stod med bukserne om lårene, pikken blødende, det dyre tøj stadig på.

«Tag det ikke af endnu,» sagde hun. «Jeg vil se dig sådan et øjeblik mere.»

Hun strøg ham over brystet, over skjorten, over bæltet, hun aldrig havde spændt igen.

«Du ser rigtig ud nu,» sagde hun. «Som jeg vidste, du ville.»

Han slugte. Stemmen var hæs. «Hvad nu?»

Hun smilede det lille, sikre smil igen.

«Nu rydder du op. Og så tager du mit nummer. Næste gang vælger jeg slips også. Og så skal du have det på, fra du åbner døren.»

Hun samlede sin taske, rettede kåben og trak forhænget til side, som om de bare havde været i gang med en almindelig prøvning.

«Du kan beholde underbukserne,» sagde hun, uden at vende sig. «De sad, som de skulle.»

Så gik hun ud i den tomme butik, og han stod tilbage i prøverummet i det tøj, hun havde klædt ham i, med hjertet stadig oppe i halsen og silken klistret mod huden.

Han kiggede på sig selv i spejlet. Brillerne. Det mørke hår. Jakkesættet. Og den måde, hun havde efterladt ham på – ikke som ekspedient, men som noget, hun havde sat sammen.

Han begyndte at knappe skjorten rigtigt, langsomt, som om hun stadig stod bag ham og sagde, hvordan knapperne skulle sidde.

Han knappeede færdig, rettede brillerne og trak bukserne op. Lynlåsen gik kun halvt. Bæltet hang åbent. Silken sad klistret og varm imod ham. Et øjeblik stod han og kiggede på bøjlen, hvor hans eget tøj hang – den kedelige skjorte, de almindelige bukser – og tænkte, at han burde tage det dyre sæt af og hænge det tilbage.

Hendes stemme sad stadig i rummet.

Tag det ikke af endnu.

Han skubbede forhænget til side.

Butikken var stille. Spotsene over reolerne kastede lange, varme kegler ned i det halvmørke. Jakkesættene hang som slukkede skikkelser. Caroline stod ved disken. Hun var ikke gået. Kåben var lukket, tasken stod på den mørke træplade, og hun drejede et slips mellem fingrene, som om hun havde hele aftenen.

Hun så op.

«Der er du. Kom herhen. I lyset.»

Han gik hen over tæppet. Hvert skridt mindede ham om, at han stadig havde hende i sig, at silken var våd, at jakken ikke var hans. Hun lod blikket glide fra hans sko op langs buksebenene, hen over skridtet, til kraven.

«Bukserne sidder skævt. Bæltet er åbent. Du ser ud, som om nogen lige har brugt dig.» Hun nikkede næsten anerkendende. «Det er ikke så tosset. Men jeg vil se det, som jeg havde tænkt det.»

Hun trådte ind i ham uden at spørge. Hendes hænder spændte bæltet, stoppede skjorten ned i linningen, strøg jakken på plads over hans smalle skuldre. Hun var stadig et hoved højere. Hendes bryster rørte hans bryst, da hun rettede reversen med begge tommelfingre.

«Brillerne,» sagde hun og skubbede dem på plads med en pegefinger. «Der. Nu kan jeg se dig.»

Han slugte. «Tøjet er fra butikken.»

«Jeg ved det. Jeg køber det. Hele sættet. Også det, du har på indenunder.» Hun bankede let med en negl på bæltespændet. «Du skal ikke hænge det tilbage. Det har siddet på din krop, mens jeg tog dig. Det er ikke til andre mænd.»

Varmen steg i ham igen, langsomt og flovt og skarpt på samme tid. Han nikkede.

«Så skal jeg slå det ind.»

«Du skal slå det ind, mens du har det på,» sagde hun. «Jeg vil se ekspedienten i mit tøj. Gå bag disken.»

Han gik. Kassen lyste svagt blåt op i ansigtet på ham. Hun skubbede tasken til siden og lænede sig til kanten, tung, rolig, med de kraftige arme hen over træet, og så på ham, mens han fandt stregkoderne. Jakkesættet. Skjorten. Bæltet. Underbukserne måtte han taste manuelt, fordi de stadig sad på ham, klistrede og umulige at scanne.

«Størrelse?» spurgte hun, selvom hun vidste det.

«De sad, som de skulle,» sagde han.

Hun smilede det lille, sikre smil. «Godt svar.»

Han slog det ind på hendes kort. Beløbet var højt. Hun blinkede ikke. Da bonen kørte ud, tog hun den, foldede den én gang og lagde den i tasken, som om hun købte et par strømper.

«Nu kommer nummeret.» Hun skubbede sin telefon hen over disken. «Gem det som Caroline. Ikke som kunde. Og send mig en besked, så jeg har dit.»

Han gjorde det. Fingrene rystede. Hun så det og sagde ingenting, bare fulgte hans hænder.

«Du er stadig oppe i det,» sagde hun stille. «Det kan jeg lide. Lås døren.»

Han gik ned gennem butikken. Nøglen gik tungt om. Skiltet var allerede vendt. Da han vendte sig, havde hun forladt disken. Hun sad i den lave læderstol, hvor kunderne ellers ventede, mens man hentede en anden størrelse. Kjolen var trukket op ad de kraftige lår. Hun klappede på sit skød.

«Kom her. Stående. Jakken bliver på.»

Han stillede sig mellem hendes knæ. Hun åbnede hans bælte igen, langsommere end i prøverummet, trak lynlåsen ned og førte ham frem gennem silken. Han var allerede hård. Hun så op på ham, mens hun holdt om ham, tommelfingeren stille under hovedet.

«I spejlet var det, hvordan jeg klædte dig,» sagde hun. «Herude er det, hvordan jeg viser, at du er klædt til mig. Selv når der hænger jakkesæt til tyve tusind på bøjlerne bag dig.»

Hun lænede sig frem og tog ham i munden. Varmt, sikkert, uden at haste. En hånd om hans rumpe gennem det dyre stof, den anden om hans lår. Han greb stolens ryg, så ned i det korte blonde hår, brillerne et stykke nede på næsen. Hun tog ham dybt, langsomt, som om hun også her bestemte pasformen.

Han begyndte at støde. Hun stoppede med det samme, slap ham og tørrede munden med tommelfingeren.

«Ikke i munden. Ikke i aften.» Hun lænede sig tilbage. «Træk kjolen op.»

Han gjorde det. Hun havde trukket trusserne af, mens han låste. Hun var stadig våd efter prøverummet. Hun førte ham hen, og han gled ind, stående mellem hendes spredte lår, hun siddende, tung og åben, han spinkel i det mørkeblå sæt.

Hun åndede ud gennem næsen, da han var helt inde.

«Hold i armlænene. Jeg styrer.»

Hun greb hans jakke ved reversen og trak ham i det tempo, hun ville have. Dybt. Roligt. Hendes bryster bevægede sig under kjolen. Stolen knagede. Bag dem hang de pæne skjorter i stille rækker, og et sted dryppede et airconditionanlæg.

Han så ned på hende. På det korte hår, det samlede ansigt, den store krop, der tog imod hans spinkle. Forskellen gjorde noget ved ham, han ikke kunne lægge pænt i ord. Hun mærkede det. Hun strammede sig om ham med vilje.

«Det her,» pustede hun, «er rollefordelingen. Jeg køber. Jeg klæder. Jeg tager. Du står i mit tøj og lader mig.»

«Ja,» sagde han. Stemmen var brudt.

«Sig, hvad du er lige nu.»

Han tøvede et sekund. «Din. Klædt af dig. Til dig.»

Hun nikkede. «Og jeg er den, der ved, hvordan du skal se ud.»

Hun gned sig med den frie hånd, mens hun brugte ham. Hendes åndedræt blev kortere. Hun kom med ansigtet presset ind mod hans skjorte, et langt, lavt støn, lårene klemte om hans hofter, så han næsten ikke kunne bevæge sig. Hun holdt ham stille inde i sig, indtil det klingede af gennem hende.

Så så hun op. Kindernes varme havde bredt sig ned ad halsen.

«Du må komme. I silken. Jeg vil have, at du går hjem med det siddende klistret.»

Hun skubbede ham ud, greb ham med hånden og strøg ham hurtigt, stramt, indtil han kom over silken og hendes fingre med et stød, han ikke kunne holde tilbage. Hun så på det, nikkede, og tørrede hånden af i hans skjorteflap, bevidst, som et mærke.

«Der,» sagde hun. «Nu er det dit sæt.»

Hun trak kjolen ned, fandt trusserne på gulvet og rejste sig med den samme ro, som da hun var kommet ind fra gaden. Hun rettede hans jakke en sidste gang, glattede reversen, kiggede ham i øjnene.

«Næste gang tager du det på, før du åbner. Slips vælger jeg, når jeg kommer. Mørkt. Smal knude. Du rører det ikke selv.»

Hun tog tasken.

«Luk butikken, Mathias. Og skriv, når du er kommet hjem. Jeg vil vide, at du stadig har silken på.»

Hun gik hen til døren. Han låste op for hende. På vej ud stoppede hun og så sig tilbage, ét blik fra skoene til det mørke hår.

«Du ser rigtig ud,» sagde hun. «Præcis som jeg vidste.»

Så var hun væk i gaden.

Han stod alene i den eksklusive butik i et jakkesæt, der nu var hans, med hendes nummer i lommen og silken kold og klistret. Han slukkede spotsene række for række, satte alarmen og gik ud i natten med hendes tøj på kroppen.

I spejlet ved døren fangede han sig selv et sekund. Spinkel. Briller. Mørkt hår. Klædt, som hun ville.

Han sendte beskeden, da han var kommet hjem og stadig ikke havde taget det af.

Jeg har dem stadig på.

Svaret kom næsten med det samme.

Godt. Sådan skal det være.