Markisen sad fast i den venstre skinne, og Lene havde allerede svoret ad den tre gange. Solen hang stadig over tagene i den lille rækkehusbebyggelse, og luften var den slags varm, der får tøjet til at klistre, selv når man ikke laver noget. Hun stod på tæerne i sine gamle shorts, greb om det stædige håndtag og ruskede, som om vilje alene kunne trække stoffet ud.

Det kunne det ikke.

Hun havde boet her tre uger. Huset var lille, terrassen endnu mindre, og hun kendte stadig kun naboerne som ansigter bag hække. Skilsmissen lå bag hende som et rum, hun havde lukket, men ikke gjort rent i. Hun ville have ro. En have. En markise, der virkede.

“Den sidder i lejet.”

Stemmen kom fra den anden side af den lave hæk. Lene slap håndtaget og vendte sig.

Thomas stod i sin egen have med et glas vand i hånden. Hun havde set ham komme og gå. Mørkt hår, der altid så ud, som om han havde været ude i vinden. Bred over skuldrene uden at se ud, som om han levede i et fitnesscenter. Niogtredive, havde hun fået at vide af kvinden to huse længere nede, som også havde sagt, at han var single, og at han var “sådan en, man godt kunne spørge, hvis der var noget”.

Lene havde ikke spurgt om noget. Endnu.

“Jeg kan godt se det,” sagde hun. “Den vil bare ikke.”

Han smilede skævt.

“Må jeg komme over?”

Hun tøvede et halvt sekund. Ikke fordi hun ikke ville have hjælp. Fordi hun pludselig blev bevidst om, at hun var svedig, at T-shirten sad klistret til ryggen, og at hun ikke havde BH på under den tynde stof. Varmen. Dovenskaben. Det havde hun ikke tænkt over, da hun gik ud.

“Ja. Selvfølgelig. Hvis du har lyst.”

Han satte glasset fra sig, gik rundt om hækken og ind ad den lille låge, hun stadig ikke havde vænnet sig til at bruge. På hendes terrasse virkede han større. Ikke truende. Bare tættere.

“Den er gammel,” sagde han og kiggede op. “Har du prøvet at løfte den, mens du trækker?”

“Jeg har prøvet det meste, der ikke kræver en mand med værktøj.”

Han grinede lavt.

“Så er det godt, jeg kom.”

Han stillede sig ind under kanten, rakte armene op og greb skinnen. T-shirten strammede hen over ryggen. Lene så det, før hun nåede at kigge væk. En stribe hud, hvor stoffet løftede sig. Mørkt hår i nakken, sved i hårgrænsen.

“Kan du holde hernede?” sagde han. “Bare let. Ikke rykke.”

Hun trådte tættere. Deres arme var næsten side om side. Hun kunne lugte ham. Sæbe og varme og noget, der bare var hud. Hun holdt, som han sagde, og han arbejdede med hænderne over hovedet, kæftede stille ad mekanikken, som om markisen kunne overtales.

“Der,” mumlede han. “Den er skæv i sporet.”

Han flyttede sig en halv meter. Hans hofte ramte hendes. Let. Utilsigtet. Hun mærkede det alligevel hele vejen op ad siden.

“Undskyld.”

“Det gør ikke noget.”

Hun sagde det for hurtigt.

Han fik den løs med et ryk, og markisen gled ud, som den skulle, og lagde pludselig skygge over dem begge. Luften under den var stadig varm, men det føltes som et rum. Et lille, afgrænset rum på hendes terrasse.

“Tak,” sagde hun. “Jeg har rendt med den i tre dage.”

“Så må du skynde dig at bruge den, før den sætter sig igen.”

Han tørrede hænderne af i bukserne. Kiggede på hende. Ikke længe. Længe nok.

“Vil du have et glas vin?” spurgte hun, før hun havde tænkt det færdigt. “Jeg har åbnet en flaske. Eller… jeg var i gang med at overveje det.”

Han kiggede et øjeblik på hækken, som om han vejede, om det var for meget. Så nikkede han.

“Gerne. Hvis jeg ikke forstyrrer.”

“Du forstyrrer en kvinde, der var ved at tabe en kamp til et stykke stof. Så nej.”

Hun gik ind gennem terrassedøren. Køkkenet var stadig halvtomt. Flyttekasser i hjørnet. Hun tog to glas, der ikke passede sammen, og flasken fra køleskabet. Da hun kom ud igen, sad han allerede på kanten af det ene havemøbel, som om han ikke ville gøre sig for hjemme.

Hun skænkede. Satte sig overfor. Ikke ved siden af. Hun mærkede selv, at hun valgte afstanden.

“Skål. For markiser, der giver op.”

“Skål.”

Vinen var kold i munden og varm bagefter. Solen var på vej ned bag rækken, og lyset blev gult og blødt. Et sted længere nede grinede nogen. En grill. Almindelig sommer.

“Du er ny,” sagde han. “Jeg har set lys i vinduerne.”

“Tre uger. Næsten fire.”

“Horsens?”

“Fra Aarhus. Jeg ville bare… væk. Ikke langt væk. Bare et sted, der ikke var det samme.”

Han nikkede, som om han forstod uden at kræve historien.

“Skilsmisse?”

Hun kiggede på ham.

“Er det så tydeligt?”

“Nej. Men folk flytter sjældent i rækkehus i juni, fordi livet kører på skinner.”

Hun smilede. Det var det første rigtige smil i flere dage, og det kom bag på hende.

“Ja. Skilsmisse. Det er… overstået. På papiret. Resten hænger lidt, ligesom den markise.”

“Det kender jeg.”

“Du også?”

“For to år siden. Ingen drama længere. Bare et hus for meget til én, og så det her i stedet.”

Han drejede glasset mellem fingrene. Hans hænder var store. Der sad stadig et mærke fra skinnen på den ene.

Lene drak. Varmen i kinderne kom ikke kun fra vinen.

Hun havde ikke siddet sådan med en mand i lang tid. Ikke uden en grund, der handlede om børn, papir, advokater eller fælles venner, der syntes, de skulle “tage det pænt”. Her var der ingen grund. Bare en terrasse, en markise og en nabo, der lugtede af sommer.

“Hvad laver du?” spurgte hun.

“Jeg kører lastbil. Lange ture nogen uger. Andre uger er jeg hjemme og keder mig højt.” Han trak på smilebåndet. “I dag keder jeg mig tilpas til at redde markiser.”

“Heldigt for mig.”

“Måske for os begge.”

Det hang i luften et sekund for længe. Han rømmede sig, som om han selv hørte det.

“Jeg mente… det er rart at have naboer, man kan spørge.”

“Jeg ved godt, hvad du mente.”

Hun vidste det ikke. Eller hun vidste det godt, og det var det, der gjorde hende urolig.

De talte om hækken, der skulle klippes. Om varmen. Om at rækkehusene var bygget tæt, så man kunne høre fjernsynet hos hinanden, hvis nogen skruede for højt op. Almindelige ting. Men det var ikke almindeligt i hendes krop.

Hun så hans mund, når han drak. Hun så, hvordan han sad med benene let fra hinanden, afslappet, som om han hørte hjemme. Hun så, at hans blik faldt, når hun lænede sig frem, og at han flyttede det igen, som en mand, der vidste, man ikke stirrede.

Hendes T-shirt var stadig tynd. Hun krydsede armene, så slap hun dem, fordi det så ud, som om hun gemte sig. Hun gemte sig.

“Du ser ud, som om du tænker højt,” sagde han.

“Det gør jeg tit. Det er et problem.”

“Hvad tænker du?”

Hun kunne have sagt noget sikkert. Noget om vinen. Noget om huset.

“At det er længe siden, jeg har siddet ude med nogen. Sådan her. Uden at det handlede om praktiske ting.”

“Det her startede med praktiske ting.”

“Ja. Og nu sidder vi her.”

Han kiggede på hende. Direkte.

“Gør det dig usikker?”

Hun åndede ud. Et lille, ærligt åndedrag.

“Ja. Lidt. Jeg er ikke vant til… det her. At en aften bare kan dreje.”

“Den behøver ikke dreje.”

“Nej.” Hun mødte hans blik. “Men den gør det alligevel.”

Der blev stille. Ikke pinligt. Bare tæt. En bi gik hen over kanten af bordet. Solen var væk nu, og det var den blå time, hvor alting ser blødere ud, end det er.

Thomas satte glasset fra sig.

“Jeg kan godt gå, Lene. Hvis det er det, du har brug for.”

Hendes navn i hans mund gjorde noget. Hun havde ikke sagt, han måtte bruge det. Han havde bare gjort det.

“Jeg har ikke bedt dig om at gå.”

“Nej. Det har du ikke.”

Hun drak resten af glasset. Satte det hårdt nok, til at det klirrede.

“Jeg er seksogfyrre. Nybagt single. Og jeg sidder her og mærker, at jeg kigger på din mund, og det irriterer mig, at jeg ikke kan lade være.”

Han smilede ikke bredt. Bare et lille træk.

“Jeg er niogtredive. Har kigget på dig, siden du flyttede ind. Og jeg sidder her og prøver ikke at gøre det værre, end du har lyst til.”

“Det er allerede værre.”

“Okay.”

Hun lo. Kort. Nervøst.

“Okay? Er det dit svar?”

“Ja. Fordi jeg hører, hvad du siger. Og jeg har ikke tænkt mig at skubbe.”

Hun kiggede ned i sit tomme glas. Så op igen.

“Så skænk. Og bliv siddende.”

Han skænkede. Deres fingre ramte hinanden om flasken. Denne gang flyttede ingen af dem hånden med det samme.

Lene mærkede det helt ned i maven. Ikke som i film. Som noget konkret og uroligt. Hun havde savnet det, uden at ville indrømme det. At blive set. At en mand sad overfor hende og ikke talte om, hvad der var gået i stykker.

Hun trak hånden til sig, men langsomt.

“Hvis naboerne kan høre fjernsyn,” sagde hun, “kan de sikkert også høre, hvis man sidder og… taler for længe.”

“Så må vi tale stille.”

Han lænede sig lidt frem. Ikke nok til at krydse bordet. Nok til at hun kunne se sveden i halsen, der hvor T-shirten var åben.

“Hvad er det, du er bange for?” spurgte han.

Hun kunne have sagt naboen. Rygtet. At det blev akavet, når de mødtes ved skraldespanden. At hun ikke var klar. At hun var for gammel til at kaste sig ud i noget, der startede med en markise.

Hun sagde det, der var sandt.

“At jeg har lyst. Og at jeg ikke ved, om jeg tør følge den.”

Thomas nikkede. Hans stemme var lavere nu.

“Du behøver ikke beslutte resten af livet i aften.”

“Nej. Bare den her aften.”

“Ja.”

Hun skubbede den ene flip-flop af og trak foden op under sig. Shortsene gled op ad låret. Hun så, at han så det. Hun rettede dem ikke.

Luften mellem dem var blevet en anden. Stadig vin. Stadig terrasse. Stadig Horsens en tirsdag i juli. Men hendes puls sad i halsen, og hun kunne mærke, at hvis hun rejste sig nu og gik ind, ville hun fortryde det, før døren var lukket.

Hun rejste sig alligevel.

Ikke for at gå.

For at tage flasken.

Hun gik rundt om bordet. Stod tættere på ham, end hun havde gjort, siden de stod under markisen. Han kiggede op på hende. Sad stille. Ventede.

Lene strakte hånden ud og satte fingrene let i hans hår, som om hun bare skulle flytte en tot. Det var et dårligt påskud. Hun vidste det. Han vidste det.

Hans hånd landede på bagsiden af hendes knæ. Varm. Åben. Ikke højere. Bare der.

“Lene.”

“Ja.”

“Sig, hvis jeg skal stoppe.”

Hun rystede på hovedet. Meget lidt.

Så bøjede hun sig ned og kyssede ham.

Han svarede med det samme. Ikke hårdt. Bare sikkert. Hans mund var varm, og hun mærkede vinen på hans læber, den samme som på hendes. Den hånd, der lå på bagsiden af hendes knæ, strammede ganske lidt, som om han holdt fast i noget, han ikke ville miste.

Lene havde tænkt, at hun ville trække sig. At kysset ville være nok til at bevise, at hun stadig kunne. I stedet åbnede hun munden imod ham og mærkede hans tunge, langsomt, spørgende. Hun lavede en lyd, hun ikke havde planlagt. Lille. I halsen.

Hans anden hånd fandt hendes hofte. Tommelfingeren gled ind under kanten af T-shirten, hud mod hud. Hun stod stadig lidt foroverbøjet, akavet, og det ramte hende pludselig, hvor synlige de var. Markisen skjulte dem opad, men hækken var lav. Et køkkenvindue overfor. En sti.

Hun brød kysset. Bare et par centimeter.

“Vi kan ses,” hviskede hun.

“Jeg ved det.” Hans stemme var hæs. “Vil du ind?”

Hun nikkede. For hurtigt igen. Hun hadede, at hun gjorde det. Og hun gjorde det alligevel.

Han rejste sig, så hun pludselig stod bryst mod bryst med ham. Han var varm gennem tøjet. Hun mærkede ham. Tydeligt. Han skjulte det ikke, men han pressede sig heller ikke ind i hende. Han ventede.

Inde i stuen var lyset slukket. Bare skæret fra køkkenet. Flyttekasser langs væggen. En sofa, hun stadig ikke havde vænnet sig til. Hun lukkede terrassedøren bag dem, og huset blev pludselig stille. Tæt.

Thomas stod midt i rummet, som om han ikke ville røre ved noget uden lov.

Lene gik hen til ham. Denne gang kyssede hun ham stående, rigtigt, med begge hænder i hans hår. Han greb om hendes røv gennem shortsen, løftede hende en anelse ind mod sig, og hun stødte hoften frem, før hun nåede at tænke. Han stønede stille mod hendes mund.

“Fuck, Lene.”

Hun smilede ind i kysset. Nervøst. Ophidset.

“Du må gerne sige det.”

“Hvad?”

“At du har lyst.”

Han trak hovedet lidt tilbage, så han kunne se hende. Øjnene mørke.

“Jeg har haft lyst, siden du stod derude og svor ad den markise. Jeg har lyst nu. Og jeg tager den af dig, hvis du siger ja.”

Hun slugte. Hendes krop sagde ja. Hendes hoved lavede lister. Nabo. I morgen. Skraldespand. At hun ikke havde barberet sig, som hun ville have gjort, hvis hun havde vidst det. At hendes mave ikke var, som den havde været for ti år siden. At hun ikke havde gjort det her med nogen siden ham, hun havde giftet sig med.

“Jeg er ikke… øvet i det her længere,” sagde hun.

“Det er ikke en prøve.”

“Nej. Men jeg er usikker. På mig. Ikke på dig.”

Han nikkede. Hans hænder blev på hendes hofter, men de gled ikke videre.

“Så siger du til. Hele vejen. Jeg stopper, når du siger det.”

Hun tog hans hænder og førte dem op under T-shirten. Hans palmer var ru. De fandt hendes bryster, nøgne, varme, og hendes brystvorter strammede sig med det samme. Hun lukkede øjnene. Det var så simpelt, og det ramte hende alligevel som noget, hun havde sulte efter.

“Ja,” hviskede hun. “Sådan.”

Han masserede hende gennem ingenting, tommelfingre over brystvorterne, og hun lænede sig ind i det. Hendes shorts var tynde. Hun kunne mærke, at hun var våd. Pinligt våd, tænkte hun, og så tænkte hun, at det var det mindst pinlige, der var sket i tre uger.

Han trak T-shirten op. Hun løftede armene. Stoffet gled af, og hun stod der i shorts og ingenting andet, i sit eget halvfærdige hus, med en mand hun næsten ikke kendte.

Hun krydsede automatisk armene.

Thomas rystede på hovedet, blidt.

“Lad være.”

“Jeg er seksogfyrre.”

“Jeg kan se det. Det er ikke et problem.”

Han bøjede sig og tog en brystvorte i munden. Varm. Våd. Hun greb ham i håret og holdt ham der, mens han suttede, langsomt, som om han havde tid. Hendes knæ blev bløde. Hun bakkede, indtil sofaens kant ramte hendes lægge, og så satte hun sig. Han fulgte med ned på knæ mellem hendes ben.

Det var der, hun næsten sagde stop. Ikke fordi hun ville. Fordi det blev for virkeligt. En nabo på knæ i hendes stue. Hans mund på hendes mave. Tungen i navlen. Fingrene i linningen på shortsen.

“Thomas…”

Han kiggede op.

“Fortsæt,” sagde hun. Stemmen var tynd. “Bare… langsomt.”

Han nikkede og trak shortsen ned. Hun løftede røven. Trusserne fulgte med, fordi hun ikke havde tænkt på at tage noget pænt på, bare de almindelige, mørke, og hun nåede at skamme sig et halvt sekund, før han kyssede hende indenfor låret, og skammen faldt fra hinanden.

Han spredte hendes ben. Ikke voldsomt. Bare nok. Hun var åben foran ham, og hun mærkede luften imod sig, og så hans mund.

Hun trak vejret skarpt.

Han slikkede hende, langsomt, hele vejen op, og fandt klitten, som om han havde gjort det før – hvilket han selvfølgelig havde, tænkte hun, og så tænkte hun ikke mere. Hun lagde hovedet tilbage mod sofaen. Den ene hånd i hans hår. Den anden i sædet, som om hun skulle holde huset fast.

Han arbejdede stille. Ingen hast. Tungen flad, så spids, så en finger, der gled ind i hende, let, og hun var så våd, at der ikke var modstand. Hun stønede. Prøvede at holde det nede. Kunne ikke.

“Gud… det der…”

Han hummed imod hende, og vibrationen ramte hende i maven. En anden finger. Han bøjede dem. Hun løftede hoften imod hans mund. Hendes lår rystede.

Ude i rækken startede en bil. Hun hørte det. Hørte stadig, at verden fandtes. Og så slikkede han hende hårdere, og verden blev til hans tunge og hendes åndedræt.

Hun kom, før hun var klar. Det byggede hurtigt, for hurtigt, som om kroppen havde ventet på en undskyldning. Hun pressede sig op imod ham, knugede hans hår, og lyden hun lavede, var ikke pæn. Den var rå og overrasket.

Han blev der, indtil hun skubbede let til ham, for overfølsom.

Hun lå med åben mund og så op i loftet. En plet, hun havde tænkt hun skulle male.

Thomas tørrede munden i hånden. Satte sig på hælene. Hans bukser spændte tydeligt.

“Okay?” spurgte han.

Hun lo. Et lille, rystet latter.

“Okay er et lorteord.”

“Så hvad så?”

Hun rejste sig på albuerne. Håret klistrede til tindingen. Hun var nøgen på sin egen sofa, og han var stadig tøj på, og det skæve i det gjorde hende endnu mere ophidset.

“Kom herop.”

Han kom. Hun trak hans T-shirt af. Brystet var behåret, varmt, virkeligt. Hun kyssede ham og smagte sig selv på hans mund. Hendes hænder gik til hans bælte. Hun åbnede det. Lynlåsen. Han hjalp, og så havde hun ham i hånden.

Tung. Varm. Hård. Hun strøg ham, og han lukkede øjnene et øjeblik, kæben spændt.

“Lene…”

“Jeg vil gerne have dig. Jeg er bare… det er længe siden.”

“Vi tager det, som det kommer.”

Hun nikkede. Førte ham ind mellem sine ben, gned hovedet imod sig, våd imod ham. Han stødte ikke ind. Han ventede, panden mod hendes.

“Har du…?” begyndte hun.

“I bukserne. Ja.”

Hun smilede skævt.

“Naboen, der redder markiser, går rundt med kondomer?”

“Naboen, der har kigget på dig i tre uger, gør.”

Det skulle have irriteret hende. Det gjorde det ikke. Det tændte hende.

Han fandt det. Rullede det på, mens hun så på. Hendes hjerte bankede, som om hun var tyve og ikke seksogfyrre og nyskilt i Horsens.

Han lagde sig mellem hendes ben. Hun førte ham til sig. Spidsen pressede imod hende, og hun åndede ud, og så gled han ind. Langsomt. Centimeter for centimeter. Hun var stram om ham, og hun mærkede hvert stykke.

“Fuck,” mumlede han ved hendes øre. “Du er så varm.”

Hun holdt om hans ryg. Neglene i ham. Ikke for at stoppe. For at holde.

Da han var helt inde, blev han stille. Hun kunne mærke hans puls. Eller sin egen. Hun vidste det ikke.

“Bevæg dig,” hviskede hun.

Han gjorde det. Korte, dybe stød. Sofaen knirkede. Hun tænkte et splitsekund på væggen, på naboen på den anden side, og så ramte han et sted i hende, der fik hende til at glemme vægge.

Hun løftede benene om ham. Mødte ham. Hendes bryster gled mod hans bryst. Sved. Hud. Lyden af ham, der gled i hende.

“Hårdere,” sagde hun, og blev selv overrasket over, at hun sagde det.

Han gav hende det. Ikke brutalt. Bare mere. Hans hånd under hendes røv, løftede hende, så han kom dybere, og hun stønede op i loftet, åbenmundet, uden at passe på.

Det var ikke kærligt på den bløde måde. Det var sultent og nært og lidt klodset, fordi sofaen var for smal, og de lo et øjeblik, da han næsten gled af, og så kyssede han hende igen og stødte ind, og latteren blev til noget andet.

Hun mærkede det bygge igen. Anderledes. Dybere. Hun gravede hælene i hans lænd.

“Der… bliv der…”

Han blev. Stødte kort og fast, lige der, og hun kom anden gang med ansigtet i hans skulder, tænderne i ham, for ikke at skrige.

Han fulgte med kort efter. Et par stød mere, hårde, og så stivnede han, stønnen lav og presset, og hun mærkede ham pulsere inde i sig, selv gennem latexen.

De lå. Åndedrættet. Sofaen. Et fjernsyn et sted ude i rækken.

Thomas løftede hovedet. Hans hår var vildt. Han så på hende, som om han tjekkede, om hun stadig var der.

Hun strøg ham over kinden med en finger.

“Jeg tør godt se, at det skete,” sagde hun stille.

Han smilede. Træt. Varm.

“Godt. For det gjorde det.”

Han gled ud af hende. Forsigtigt. Hun mærkede tomheden med det samme og hadede, at hun gjorde. Han knyttede kondomet, rejste sig, og hun pegede mod badeværelset uden at sige noget. Vanen. Praktisk. Som om de havde gjort det før.

Da han var gået, lå hun nøgen på sofaen og kiggede på sine egne knæ. De rystede stadig lidt. Hun trak et tæppe ned over sig. Ikke for at skjule. Fordi hun pludselig frøs i den varme stue.

Hun kunne have fortrudt nu. Det var det tidspunkt, hjernen plejede at starte på.

Den gjorde det ikke. Ikke rigtigt. Den sagde bare: han er i dit badeværelse. Og du sendte ham derind.

Thomas kom tilbage i boxershorts. Ingen T-shirt. Han standsede ved sofaen.

“Skal jeg gå?”

Lene skubbede tæppet til side, så der var plads.

“Nej. Ikke endnu.”

Han lagde sig ind til hende. Hun vendte sig, så ryggen kom ind mod hans bryst. Hans arm om hendes mave. Hånden flad, ikke krævende. Hans pik blød nu mod hendes røv. Hun mærkede den alligevel.

De lå sådan et stykke tid. Et ur tikke de ude i køkkenet. Hun havde glemt at skifte batteri. Det tikke de forkert.

“Det her gør det akavet i morgen,” sagde hun.

“Måske.”

“Ved skraldespanden.”

“Så siger jeg hej. Som jeg plejer. Eller jeg siger hej, som om jeg ved, hvordan du smager. Du vælger.”

Hun lo ind i puden.

“Du er ikke særlig pæn.”

“Du bad mig om at sige, at jeg havde lyst.”

Hun vendte sig om i hans arm. Deres næser næsten sammen. Hun kyssede ham. Blødere nu. Efter.

Hans hånd gled ned ad hendes ryg, over røven, og blev der. Hun åbnede benene lidt, uden at tænke, og hans fingre fandt hende igen. Hun var stadig våd. Øm. Åben.

Hun trak vejret ind.

“Allerede?”

“Kun hvis du vil.”

Hun kiggede på ham i det halve lys. Seksogfyrre. Nyskilt. En nabo i hendes sofa. Hun burde sende ham hjem og drikke vand og lade som ingenting.

I stedet spredte hun lårene mere og lagde hånden over hans.

“Jeg vil. Men i sengen. Sofaen er for lille til, at jeg tør det, jeg har lyst til.”

Hans øjne blev mørkere.

“Hvad har du lyst til?”

Hun tøvede. Så sagde hun det alligevel, lavt, midt imellem dem.

“At du tager mig, som om jeg ikke er skrøbelig.”

Han nikkede en gang. Kyssede hende hårdt.

“Vis mig sengen.”

Hun rejste sig. Nøgen. Gik foran ham gennem det lille hus, forbi kasserne, ind i soveværelset, hvor madrassen stadig stod for lavt, fordi hun ikke havde samlet rammen færdigt. Lagnerne var rene. Det var det, hun havde nået.

Hun satte sig på kanten. Han stod foran hende. Hun trak hans boxershorts ned og tog ham i munden, før hun kunne nå at blive genert. Han var ikke helt hård endnu, men han blev det hurtigt imod hendes tunge. Hun sugede, uvant, lidt klodset, og hans hånd i hendes hår var forsigtig, indtil hun greb hans håndled og holdt det der.

“Sådan,” mumlede hun om ham. “Du behøver ikke passe på mit hår.”

Han stønede.

“Lene…”

Hun slikkede ham langs undersiden, tog ham dybere, og mærkede sine egne øjne løbe i vand. Ikke af noget stort. Bare af at gøre det. Af at vælge det.

Han trak sig ud af hendes mund med et smæld.

“Op i sengen. Nu.”

Hun kravlede op. Han fulgte efter, vendte hende om på maven, trak hende bagud, så hun kom op at stå på knæ. Hun mærkede luften i nakken, hans hænder på hendes hofter, og så hans mund igen, bagfra, slikkende hende, mens hun stod med ansigtet i dynen og fingrene i lagenet.

“Thomas…”

Han svarede ikke. Han slikkede hende, åbnede hende med tommelfingrene, og hun skubbede sig tilbage imod ham, skamløst, på en måde hun ikke havde været i årevis.

Da han rejste sig, hørte hun folien. Endnu et kondom. Hun var taknemmelig og utålmodig på samme tid.

Han lagde spidsen imod hende. Holdt hende fast.

“Sig det igen.”

Hun vendte hovedet. Stemmen var hæs.

“Tag mig. Og lad være med at spørge, om jeg er okay, hele tiden.”

Han gled ind i ét stød. Dybt. Hun råbte ned i dynen. Ikke af smerte. Af at blive fyldt så pludseligt. Han blev et sekund, så begyndte han at kneppe hende. Rigtigt. Hofterne smældede imod hendes røv. Hendes bryster gled over lagenet. Hun mødte ham, bakkede, og lyden var våd og tydelig i det lille rum.

Han greb hende i håret. Ikke hårdt. Nok til at løfte hendes ansigt.

“Sådan?”

“Ja. Fuck. Ja.”

Han stødte dybere. En hånd om hendes hofte, den anden i håret, og hun kom næsten uden varsel, rystende, klemte om ham, mens han blev ved, gennem det, indtil hun var blød og åben og stadig ville have mere.

Han bøjede sig over hendes ryg. Munden ved hendes øre.

“Jeg er ikke færdig med dig.”

“Så lad være med at være det,” fik hun frem.

Han trak sig ud, vendte hende om på ryggen, løftede hendes ben op over sine skuldre og gled ind igen. Vinklen ramte hende anderledes. Dybere. Hun så ham i øjnene, mens han tog hende, og det var det, der gjorde det værst og bedst. At det ikke var mørke og fremmede. At det var naboen. Thomas. Der kneppede hende i hendes halvfærdige soveværelse, som om hun var noget, han havde ventet på.

Hun strøg sine egne bryster, fordi hun havde lyst, og hans blik fulgte hendes hænder. Han stødte hårdere. Madrassen ramte gulvet i en kedelig rytme, fordi rammen manglede, og hun lo midt i et støn, og han lo med, og så kyssede han hende og gjorde det alligevel.

Han blev ved, mens latteren stadig sad i halsen på dem begge. Kysset gjorde det tættere. Hun kunne mærke hans mave mod bagsiden af sine lår, hver gang han gled ind. Madrassen dunkede kedeligt i gulvet, og hun tænkte et øjeblik på, at hun burde have samlet sengen, og så ramte han hende så dybt, at tanken røg.

Hun holdt om hans nakke. Neglene i ham. Hendes ben rystede oppe over hans skuldre.

“Kig på mig,” sagde han.

Hun gjorde det. Det var sværere end at ligge med ansigtet i dynen. Sværere og bedre. Han så hende, mens han tog hende, og hun kunne ikke gemme den lyd, hun lavede, eller den måde hendes mund stod åben på.

“Du er så fucking smuk, når du tør,” mumlede han.

Hun rystede på hovedet, et lille nej, der ikke betød nej.

“Jeg er svedig. Og min madras lyder som en flyttekasse.”

“Jeg er ligeglad.” Han stødte ind, langsomt nu, hele vejen, og blev der. “Kan du mærke det?”

Hun nikkede. Hun kunne mærke det hele. Hvor stram hun var om ham. Hvor våd. Hvor tæt hans hofte sad mellem hendes ben.

Han slap hendes ben ned om sig, uden at glide ud. Lagde sig tungere over hende. Hud mod hud. Hans mund på hendes hals, på kravebenet, på den brystvorte, han kunne nå. Hun viklede benene om hans røv og holdt ham inde, da han begyndte at bevæge sig igen. Kortere. Tættere. Sofaen havde været klodset. Det her var det samme hus, den samme aften, men det føltes, som om hun havde lukket noget op, hun ikke kunne lukke i igen.

Hun kom stille denne gang. Ikke med et råb. Med et langt, brudt åndedrag og hænderne, der knugede hans ryg, mens hun klemte om ham i bølger. Han stønede imod hendes hals og fulgte med, stødte tre, fire gange, hårdt, og så kom han med panden presset mod hendes, øjnene lukkede, kæben spændt.

De blev liggende. Hans vægt var behagelig, indtil den blev for meget, og han rullede til siden, stadig med en arm over hendes mave. Kondomet. Det praktiske igen. Han tog sig af det uden at gøre det til en scene og faldt tilbage.

Lene stirrede op i loftet. En sprække i malingen. Hendes puls sad overalt.

“Jeg gjorde det,” sagde hun.

“Ja.”

“Jeg mener… jeg tør. Jeg tør godt, at det skete. Jeg er bare… det summer stadig.”

Han vendte hovedet. I det svage lys fra gangen så han blødere ud. Mindre nabo. Mere mand i hendes seng.

“Du skal ikke forklare det væk.”

“Jeg er vant til at forklare ting væk.” Hun lo stille. “Det er en skilsmisse-ting. Eller en Lene-ting. Jeg ved det ikke.”

Hans tommelfinger tegnede en langsom bue under hendes bryst. Ikke for at starte noget. Bare for at røre.

“Hvad er det værste, der kan ske i morgen?”

Hun tænkte.

“At jeg møder dig ved postkassen og bliver rød i hovedet som en pige. At jeg fortryder, at jeg ikke havde pænere undertøj. At det her var en engangsaften, og så bor vi stadig tre meter fra hinanden.”

“Og det bedste?”

Hun var længere om det.

“At jeg har lyst til, at du bliver liggende. Og at jeg ikke behøver lade som om, jeg er færdig med at have en krop.”

Han nikkede.

“Så bliver jeg liggende.”

“Sådan bare?”

“Sådan bare. Medmindre du smider mig ud.”

Hun rystede på hovedet. Vendte sig ind mod ham. Hendes lår kom ind mellem hans. Hun kunne mærke sveden kølne på ryggen. Udenfor var der stadig sommervarme, men soveværelset var blevet et andet klima.

“Jeg skal tisse,” sagde hun. “Det er ikke særligt erotisk. Men hvis du skal være her, kan du godt tåle, at jeg er et menneske.”

Han smilede.

“Gå. Jeg stikker ingen steder.”

Hun gik nøgen gennem huset. På badeværelset kiggede hun på sig selv i spejlet, fordi hun ikke kunne lade være. Rødt om munden. Hår til alle sider. Mærker på hoften fra hans hænder. Hun så ikke ud som en kvinde, der havde styr på sit nye rækkehus. Hun så ud som en kvinde, der var blevet kneppet.

Hun skyllede ansigtet. Drak vand af hånden. Da hun kom tilbage, lå han på siden og havde fundet dynen halvvejs op. Hun kravlede ind til ham.

“Du lugter af mig,” sagde hun.

“Du lugter af vin og sex.”

“Romantisk.”

“Sandt.”

Hun lagde hovedet på hans bryst. Lytte til hjertet. Det var for intimt til en nabo. Det var præcis derfor, hun gjorde det.

“Jeg var så tæt på at sige, at du bare kunne gå, da vi sad derude,” mumlede hun.

“Jeg ved det.”

“Hvordan?”

“Du holdt glasset, som om det var et skjold.”

Hun nippede ham i brystet.

“Du kigger for godt.”

“Jeg har kigget i tre uger. Det er svært at stoppe bare fordi, du kysser mig.”

Hun løftede hovedet.

“Hvad har du set? Udover en kvinde, der kæmper med en markise.”

Han tænkte.

“At du bærer kasserne selv, selv når de er for tunge. At du sidder ude om aftenen med telefonen og ikke ringer. At du nogle gange går ud og kigger på hækken, som om du overvejer at flygte gennem den.”

Hun slugte.

“Det sidste er lidt for præcist.”

“Så lad være med at spørge, hvis du vil have småsnak.”

Hun kyssede ham. Blødt. Længe. Hendes hånd gled ned over hans mave, gennem håret, og fandt ham. Blød. Varm. Hun holdt om ham uden at arbejde. Bare for at have ham i hånden.

“Jeg er øm,” sagde hun.

“Så holder vi pause.”

“Jeg sagde ikke stop.” Hun strøg ham langsomt, og han blev tungere i hånden. “Jeg sagde, jeg var øm. Der er forskel.”

Han åndede ud gennem næsen.

“Du bliver farlig, når du først er i gang.”

“Jeg har været lukket i lang tid. Det kommer ud lidt skævt.”

“Det kommer ud helt fint.”

Hun kravlede op, så hun sad over ham. Dynen gled af. Hun var nøgen over en mand i sit eget rodede soveværelse, og genertheden kom tilbage som en bølge – maven, de bløde lår, brysterne, der ikke sad, som de havde gjort. Hun næsten krydsede armene igen.

Thomas tog hendes håndled. Førte dem ned.

“Lad mig se.”

“Der er ikke noget at se.”

“Jo.” Han strøg op ad hendes sider, hen over maven, op under brysterne. “Der er det hele. Jeg gider ikke en version, du har redigeret.”

Hun sad stille, mens hans hænder var på hende. Det kildede et sted bag øjnene. Ikke gråd. Bare for meget.

Hun løftede sig, førte ham imod sig. Han var hård nok nu. Hun tøvede.

“Kondom.”

Han pegede mod natbordet – der stod ikke noget natbord, bare en kasse. Hun lo.

“Jeg har en flyttekasse som sengebord.”

“Der ligger et i mine bukser. I stuen.”

Hun kiggede på ham.

“Hvis jeg går ud efter det, kommer jeg til at tænke for meget.”

“Så tænker du, mens du går. Og så kommer du tilbage alligevel.”

Hun bed sig i læben. Kravlede af ham. Gik gennem huset igen, nøgen, med tæerne i det kølige gulv. I stuen lå deres tøj som bevis. Hans bukser. Hun fandt pungen, tog et kondom, og stod et sekund ved terrassedøren. Markisen var stadig ude. Glassene stod på bordet. Flasken. Som om aftenen derude stadig ventede på dem.

Hun kunne åbne døren og lade natten komme ind. Hun kunne også gå tilbage i sengen.

Hun gik tilbage.

Thomas lå, som hun havde forladt ham. Hun kastede kondomet hen på hans mave.

“Tag det på. Jeg vil sidde på dig. Og jeg vil have, at du holder mig, hvis jeg begynder at gemme ansigtet.”

Han rullede det på, mens hun så på. Hun satte sig over ham igen, førte ham til sig, og sank ned. Langsomt, fordi hun var øm, og fordi hun ville mærke det. Da han var inde, sad hun stille med hænderne på hans bryst.

“Okay?” spurgte han, og så lavede han en grimasse. “Undskyld. Du bad mig lade være.”

Hun smilede.

“Du må spørge én gang. Så skal du bare holde.”

Hun begyndte at bevæge sig. Små cirkler først. Så op og ned. Hans hænder på hendes hofter, ikke styrende, bare der. Hun lagde hovedet tilbage. Hendes bryster bevægede sig. Hun kunne høre sig selv. Våd. Langsom. Tæt.

Hun bøjede sig frem og kyssede ham, mens hun knækkede i hoften. Hans skægstubbe. Hans ånde. Hun mærkede hans greb stramme, når hun tog ham dybere.

“Lene…”

“Jeg er her,” hviskede hun. “Jeg flygter ikke gennem hækken.”

Han holdt om hendes hofter, som hun havde bedt om. Ikke for at styre hende. For at holde hende, da hun begyndte at bøje nakken, som om ansigtet kunne gemmes i mørket over ham.

“Her,” sagde han stille. “Kig.”

Hun gjorde det. Det kostede hende noget. Hun kunne mærke varmen i kinderne, den måde maven bevægede sig på, når hun sank ned om ham, og at der ikke var noget filter tilbage. Hans tommelfingre pressede ind i det bløde ved hendes hofter. Hun tog ham dybere, langsomt, fordi hun stadig var øm, og fordi det ømme gjorde det tydeligere.

“Thomas…”

“Jeg har dig.”

Hun knækkede i hoften. Små, våde bevægelser. Hans pik gled i hende med en lyd, der var for ærlig til det lille rum. Hun lagde hænderne på hans bryst for at holde balancen, og han slap ikke hendes blik. Når hun prøvede at lukke øjnene, strøg han hende op ad siden, indtil hun åbnede dem igen.

Det var det, der tændte hende nu. Ikke bare at blive fyldt. At blive set, mens hun tog, hvad hun havde lyst til.

Hun kom nærmere, brysterne mod hans bryst, munden ved hans øre. Hendes røv hævede og sænkede sig. Han stødte op i hende nedenfra, korte, faste ryk, der ramte hende, hver gang hun sank. Hun stønede ind i hans hals, så trak hun sig op igen, fordi hun havde lovet ikke at gemme ansigtet.

“Fuck, du er våd,” mumlede han.

“Det er din skyld.”

Han smilede skævt, åndedrættet ujævnt.

“Jeg tager den.”

Hun red ham hårdere. Ømheden blandede sig med noget skarpt og godt. Hendes lår rystede. Hun kunne høre sin egen stemme, åben, uden den pæne udgave hun ellers brugte. Et sted i rækken gik en dør. Hun hørte det. Hun var ligeglad.

Hans ene hånd gled frem og fandt hendes klit. Tommelfingeren trykkede, cirklede, i takt med at hun bevægede sig. Hun spændte om ham med det samme.

“Der,” fik hun frem. “Bliv ved.”

Han blev. Hun knugede hans håndled, ikke for at flytte ham, for at holde ham præcis der. Det byggede fra maven, tungt, uundgåeligt. Hun kiggede på ham, mens det kom, og det gjorde det værre og bedre. Hun kom med åbne øjne, munden åben, kroppen der klemte om ham i lange træk, mens hun sank helt ned og blev siddende, rystende, med ham dybt i sig.

Han holdt hende oprejst, da hun ellers ville være klappet sammen.

“Jeg er her,” sagde han. “Stadig.”

Hun nikkede, ude af stand til rigtige sætninger. Hun begyndte at bevæge sig igen, blød og overfølsom, og han stønede op imod hende, grebet hårdere nu.

“Lene… jeg kan ikke…”

“Så kom,” hviskede hun. “I mig. Nu.”

Han stødte op, et par gange, dybt, og så stivnede han under hende. Hans ansigt knyttede sig, en lav, brudt lyd, og hun mærkede ham pulsere, mens hun sad stille og tog det. Hans hænder klemte hendes hofter, som om han var bange for, at hun skulle forsvinde midt i det.

Bagefter faldt hun frem over ham. Sved. Hud. Hans hjerte hamrede imod hendes bryst. Hun kunne mærke, hvor hun pulserede om ham, stadig, små efterdønninger.

De lå sådan, indtil åndedrættet faldt til ro. Hun rullede langsomt af ham. Tomheden kom igen. Hun trak dynen op over dem begge, ikke for at skjule kroppen, bare fordi sveden kølnede.

Thomas tog sig af kondomet med samme rolige praktiske bevægelse som før og faldt tilbage. Hun lagde et ben over hans. Hans hånd fandt hendes nakke, fingrene i det klistrede hår.

“Du gemte dig ikke,” sagde han.

“Jeg havde lyst til at gøre det. Halvvejs.”

“Men du gjorde det ikke.”

“Nej.” Hun tegnede en usynlig streg på hans bryst. “Det var det, jeg var bange for. Ikke sexen. At jeg ville stå midt i den og trække gardinet for.”

Han vendte hovedet og kyssede hendes tinding.

“Gjorde du det herude, da vi sad med vinen?”

“Ja. Hele tiden. Jeg tænkte på hækken. På at du kunne gå. På at jeg kunne lade, som om markisen var det eneste, der skete.”

“Og nu?”

Hun tænkte, mens hun lyttede til huset. Det gamle ur i køkkenet, der stadig tikke de forkert. En bil langt væk. Hans åndedræt.

“Nu ligger du i min seng, og jeg har ikke lyst til at lade som om.” Hun lo stille, hæst. “Jeg har lyst til vand. Og til at sove. Og til at du ikke snegler dig hjem over hækken, som om vi har begået noget.”

“Jeg snegler ikke.”

“Godt.”

Hun rejste sig alligevel, fandt to glas i køkkenet, fyldte dem ved hanen. På vejen tilbage så hun terrassen gennem ruden. Markisen var stadig ude. Flasken. De to glas, der ikke passede sammen. Det så uskyldigt ud. Det var det ikke længere.

Hun rakte ham et glas. De drak siddende i sengen, nøgne, med dynen om hofterne. Hans hår stod til alle sider. Der sad et rødt mærke på hans skulder fra hendes tænder tidligere.

“Ved skraldespanden,” sagde hun. “I morgen. Hvis vi mødes.”

“Så siger jeg hej.”

“Og så?”

Han kiggede på hende over glasset.

“Så kigger jeg på dig, som om jeg ved, hvordan du ser ud, når du tør. Men jeg råber det ikke over hækken.”

Hun nikkede. Det var nok. Mere end nok.

“Jeg er stadig usikker,” sagde hun. “Ikke på, om jeg havde lyst. På, hvad det her bliver. Om det bare var en varm aften. Om jeg kan holde det, når lyset er almindeligt, og jeg står i slåbrok.”

“Du behøver ikke holde en hel fremtid i nat.” Han satte glasset på kassen, der skulle have været natbord. “Du skulle tørre at handle på det, du mærkede. Det gjorde du.”

Hun kravlede ind under dynen igen. Han fulgte med. De lå ansigt til ansigt, næser næsten sammen, som tidligere, men tungere nu. Mætte.

“Bliv,” hviskede hun.

“Jeg bliver.”

Hun slukkede lyset ude i gangen med den ene fod mod døren, så godt det nu kunne lade sig gøre, og så gav hun op og lod slæret fra køkkenet være. Hun lukkede øjnene. Hans hånd lå fladt på hendes mave, varm, rolig. Udenfor hang sommervarmen stadig over Horsens, og markisen nede på terrassen ville stadig være skæv i sporet en anden dag.

Lene mærkede søvnen komme, tung og ærlig. Lige før hun gled hen, tænkte hun, at hun havde turdet. Ikke resten af livet. Bare den her aften. Og at det, mærkeligt nok, var præcis så stort, som det skulle være.