Hun havde boet ved siden af ham i næsten et år, men deres samtaler havde aldrig været længere end et hej over hækken eller et par ord, når de tilfældigvis mødtes ude ved postkassen.
Denne fredag aften var anderledes. Hun sad på terrassen med et glas vin, da hun hørte hans stemme fra den anden side af hækken.
“Det ser hyggeligt ud.”
Hun grinede og løftede glasset.
“Det er det også. Men selskabet kunne måske være bedre.”
Der blev stille et øjeblik.
“Var det en invitation?”
Ti minutter senere sad han overfor hende ved havebordet med et glas i hånden. Solen var ved at forsvinde bag husene, og den varme sommeraften gjorde, at ingen af dem havde særlig travlt.
De talte om naboerne, arbejde og alt det, de aldrig tidligere havde haft tid til at spørge hinanden om. Hun opdagede hurtigt, at hun havde taget fejl af ham. Han var både sjovere og mere interessant, end hun havde forestillet sig.
Da flasken efterhånden var næsten tom, lænede hun sig tilbage og betragtede ham.
“Det er egentlig mærkeligt.”
“Hvad?”
“At vi har boet så tæt på hinanden så længe uden rigtigt at lære hinanden at kende.”
Han smilede.
“Så må vi jo gøre noget ved det.”
Hun kunne ikke lade være med at smile tilbage. Det lød som en ganske god idé.
