Klokken havde passeret seks, og kontoret var næsten tømt for mennesker. Hun kunne høre rengøringsvognen et sted længere nede ad gangen, men ellers var der usædvanligt stille.
Hun havde lovet sig selv, at hun kun ville bruge en halv time på at gøre præsentationen færdig. Alligevel sad hun stadig foran skærmen, da hun hørte skridt bag sig.
“Jeg troede, jeg var den sidste.”
Hun vendte sig om. Det var ham fra afdelingen på etagen ovenover. De havde mødt hinanden mange gange ved kaffemaskinen og til møder, men deres samtaler havde aldrig været meget længere end et smil og et par høflige bemærkninger.
“Det troede jeg faktisk også,” svarede hun.
Han kom nærmere og lænede sig let mod kanten af skrivebordet. Samtalen begyndte med arbejde, men gled hurtigt over i alt muligt andet.
Hun opdagede pludselig, hvor anderledes han virkede uden alle de andre kolleger omkring sig.
Da hun endelig lukkede computeren, kiggede hun på klokken.
“Jeg trænger vist til noget andet end kontorkaffe.”
Han smilede.
“Det gør jeg også.”
De gik sammen mod elevatoren. Arbejdsdagen var slut, men hun havde en fornemmelse af, at aftenen måske først lige var begyndt.
