Regnen havde fulgt hende hele vejen gennem byen, og da hun fik øje på den lille café på hjørnet, besluttede hun sig for at gå indenfor. Hun havde egentlig bare tænkt sig at få en hurtig kop kaffe, inden hun fortsatte hjem.
Hun fandt et lille bord ved vinduet, lagde jakken over stolen og bestilte en kaffe. Udenfor løb folk forbi under paraplyerne, mens regnen trommede mod ruden.
Ved bordet ved siden af sad en mand alene. Hun havde knap nok bemærket ham, før deres blikke tilfældigt mødtes. Hun smilede kort og vendte tilbage til sin kaffe.
Et par minutter senere skete det igen.
Denne gang smilede han også.
“Det ser ikke ud til, at det stopper foreløbig,” sagde han og nikkede mod vinduet.
Det blev begyndelsen på en samtale, som ingen af dem havde forventet. Først handlede den bare om vejret og kaffen, men snart talte de, som om de havde kendt hinanden meget længere.
Kaffen nåede at blive kold, og regnen udenfor fortsatte. Ingen af dem virkede længere til at have særlig travlt med at komme videre.
Da hun endelig rejste sig for at tage sin jakke på, kiggede han på hende og tøvede et øjeblik.
“Skal vi ikke fortsætte samtalen en anden dag?”
Hun kunne mærke smilet brede sig.
Måske havde regnvejret alligevel ikke været så dårligt.
